BWV 97 »In allen meinen Taten«

Der findes fra 1730’erne en række kantater, som ikke knytter sig direkte til kirkeåret. Blandt disse hører en gruppe per omnes versus koralkantater, som sandsynligvis har været bestillingsarbejder til bryllupper og andre festlige lejligheder, såsom de årligt tilbagevendende indvielser af byrådet i Leipzig. Det drejer sig om kantaterne Nun danket alle Gott (BWV 192), Sei Lob und Ehr dem höchsten Gut (BWV 117), Was Gott tut, das ist wohlgetan (BWV 100), In allen meinen Taten (BWV 97) samt kantaterne Gelobet sei der Herr, mein Gott (BWV 129) og Ich ruf zu dir Herr Jesu Christ (BWV 177), som blev indlemmet i Bachs koralkantatecyklus til søndage, der endnu ikke var skrevet kantater til.

Vi ved ikke med sikkerhed til hvilken anledning In allen meinen Taten er skrevet, men Bach selv har noteret 1734 i partituret, og før 7. sats er der lavet en notits, som siden er streget over: ”Nach der Trauung” (efter vielsen). Det peger i retning af, at kantaten blev skrevet til opførelse i to dele i forbindelse med et bryllup i 1734. I Christian Friedrich Penzels (en af Bachs sene elever) afskrift af kantaten, som var i Thomasskolens besiddelse, er kantaten angivet til at skulle opføres på 5. søndag efter Trinitatis. Der er i kildematerialet grundlag for at anslå, at mindst yderligere to opførelser fandt sted i Bachs levetid i årene 1735-1747, så kantaten har altså sandsynligvis indgået i flere forskellige sammenhænge.

Per omnes versus-kantaterne adskiller sig fra koralkantaterne fra 1724/25 ved, at hele salmeteksten gengives vers for vers – deraf per omnes versus. I Bachs koralkantater fra 1724/25 derimod, blev kun første og sidste salmevers gengivet i sin originale form, mens de mellemliggende vers blev omskrevet til recitativ- og arie-poesi. Som genre hører per omnes versus-kantaten egentlig hjemme i 1600-tallet. Bach adopterede formen fra komponister som bl.a. Buxtehude og en af Bachs allertidligste kantater, påskekantaten Christ lag in Todesbanden, BWV 4 er per omnes versus.

Som det gælder for en række af Bachs større kantater, er det nærliggende at betragte dispositionen af kantatens arier som en fri variation over den franske suite med en Fransk Ouverture som åbning fulgt af et forløb af arier, som hver repræsenterer en dansesats: bassens arie (2. vers) en Passepied, tenorens arie (4. vers) en Air, altens arie (6. vers) en Allemande, duetten mellem sopran og bas (7. vers) en Polonaise og sopranens arie (8. vers) en Bourrée.

Forud for sin afrejse, som diplomat i Moskva, skrev poeten Paul Fleming, i 1633, salmen In allen meinen Taten som bøn om en sikker rejse i Guds navn. Set i det lys er salmen passende skrevet til Heinrich Isaacs populære melodi Innsbruck, ich muss dich lassen fra 1485, der høres udsat som koralfantasi i åbningskoret og igen i en stor 7-stemmig udsættelse som afslutning på kantaten.

Åbningskoret falder overordnet i to dele: først en instrumental majestætisk ouverture i fransk stil, noteret Grave (Højtidelig) med alt hvad der sig hør og bør af triller og sprudlende løb, fulgt af en Vivace (Livlig), hvor træblæserne – også efter fransk forbillede – danner en solistisk trio overfor strygerensemblets tutti. Den koncertante sats får med sangernes indsats funktion som ritornel mellem salmens verselinjer, som høres i sopranstemmen med frit imiterende understemmer efter samme mønster, som Bach havde benyttet gennem hele sin koralkantateårgang 10 år forinden.

2. vers er en charmerende pas de deuxmellem bassangeren og continuostemmen. Den lette karakter er affødt af hengivelsen til Guds vilje og erkendelsen af, at møje og bekymringer derfor er grundløse: ”Er mags mit meine Sachen nach seine Willen machen. Ich stells in seine Gunst” (Han kan gøre med mine ting efter sin vilje. Jeg overlader det til Hans behag.)

3. vers er udformet som et kort secco recitativ for tenoren. Recitativet lægger op til kantatens centrale og mest inderlige arie, salmens 4. vers, som omhandler Guds nåde: ”Ich traue seiner Gnaden, die mich vor allem Schaden vor allem Übel schützt.” (Jeg stoler på hans nåde, der beskytter mig mod al skade og alt ondt). Tenoren ledsages af en soloviolin, hvis udfoldelser gestalter billedet afnådensom en slags overjordisk strålekrans. Violinstemmen lægger sig tæt op ad den ekvilibristiske stil, som Bach udviklede i sine sonater og partitaer for soloviolin i Weimar og Cöthen årene, og det kan meget vel være, at Bach enten selv har spillet den, eller har haft en særlig dygtig violinist i tankerne.

De følgende to vers er tildelt alten. Først med et accompagnato recitativ, der behandler Guds tilgivelse fra synd og forbrydelser (vers 5), fulgt af endnu en charmerende arie, hvor alten ledsages af det fulde strygerensemble. Ariens melodiske motiver tager konkret afsæt i 6. vers’ indledende ord: ”Leg ich mich späte nieder, erwache frühe wieder” (Om jeg lægger mig sent, og står tidligt op) med henholdsvis en nedadgående og opadgående figur, mens ariens mere overordnede betydning skal findes i sidste linje, om trøst i Guds ord.

Duetten mellem sopran og bas, vers 7, er kun ledsaget af continuoet, og det er oplagt at tolke satsens underfundige spring og fragmentarisk stavrende melodistumper som et humørfyldt musikalsk billede på en ulykke: ”Kein Unfall unter allen wird mir zu harte fallen” (Ingen ulykke overhovedet, kan ramme mig så hårdt).

I kantatens sidste arie opsummerer sopranen kantatens teologiske tematik om sjælens hengivelse til Gud: ”Ihm hab ich mich ergeben zu sterben und zu Leben, sobald er mir gebeut” (Jeg har givet mig hen til Ham i liv og død, når som helst Han byder det). Selvom satsen ikke er i pastorale-takt, er Bachs valg af to oboer som ledsagende instrumenter til sopranen næppe tilfældig. Oboen er hyrdens instrument mens sopranstemmen traditionelt symboliserer sjælen. Således gennes sjælen i den afsluttende arie blidt ind i folden hos Gud.

Det 9. og sidste vers er i udgangspunktet en enkelt koraludsættelse som vi kender det fra hovedparten af Bachs kantater, men tilføjes her en trestemmig stryger-glorie, som danner en funklende 7-stemmig struktur. Således fungerer koralen både som storslået modvægt til det majestætiske åbningskor og som et samlende klimaks for hele kantatens forløb.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering