fbpx

BWV 93 »Wer nur den lieben Gott lässt walten«

Kantate 93 Wer nur den lieben Gott lässt walten havde sin førsteopførelse 5. søndag efter Trinitatis, 9. juli 1724, som del af Bachs anden koralkantateårgang. Fra denne opførelse er kun en del af continuostemmen bevaret. Det stemmemateriale, som er overleveret til i dag, stammer fra en senere opførelse 1732-33, og er muligvis blevet revideret til den anledning.

Søndagens evangelium er Lukasevangeliets beretning om Peters fiskefangst (Lukas kap. 5, 1-11). Peter har slidt hele natten og ingenting fanget, men på Jesus’ ord kastede han garnene ud igen og fangede en så stor mængde fisk, at deres garn var ved at sprænges. Peter og de andre fiskere var grebet af rædsel på grund af den store fangst, og de lagde bådene til land og forlod alt og fulgte ham.

Georg Neumarks salme Wer nur den lieben Gott läst walten (Hvo ikkun lader Herren råde) synges ofte på denne søndag, med henblik på Peters fangst som eksempel på, at man skal lade Guds vilje ske. Forskeren Hans-Joachim Schultzes mener, der er grundlag for at formode, at kantatens librettist kan have været Thomasskolens pensionerede rektor Andreas Stübel (1653-1725). Stübel omformer elegant Neumarks salme til kantatetekst, og skaber en symmetrisk opbygning ved at lade 1. og 7. vers, samt det centrale 4. vers, stå uforandret, mens de øvrige satser 2. og 3., samt 5. og 6., er omskrevet til to sæt arier med forudgående recitativer.

Åbningskoret er udformet som en charmerende koncertant Siciliano. Kombinationen af 12/8-takt og Bachs brug af oboerne samt den vuggende basgang, leder dog også tankerne hen mod satstypen Pastorale, hvilket igen går i spænd med salmens opfordring til at lade sig lede af Gud og til læsningens beretning om Peter og disciplene, som følger Jesus efter deres store fangst. Satsen er en udvidet variation af Bachs almindelige koralkor. Hver cantus firmus-linje introduceres her af to sæt solistiske duetter for henholdsvis sopran/alt og tenor/bas i de to stollen, fulgt af to sæt for alle fire solister i salmens abgesang. En særlig underfundig detalje er at høre til linjen ”der hat auf keinen Sand gebaut” (han har ikke bygget på sand), hvortil continuo-gruppen (orkesterets fundament) fraviger sin gennemgående gyngende puls, for at igangsætte et langt sekstendedelsløb, der efterlader ensemblet på gyngende grund.

Librettistens kombinering af den oprindelige salmetekst med frit gendigtede kommenterende passager, går igen i Bachs udformning af bassens recitativ, som ligeledes alternerer mellem koral-arioso og frie recitativiske afsnit. Den afsluttende linje om den kristne, der ”bærer sit kors med tålmodighed”, leder over i tenorariens åbningslinje ”Man forholder sig blot rolig, når korsets time nærmer sig”. Korte ophold i ariens menuet-tema illuderer elegant denne afventende tilstand. Selvom librettisten har omskrevet teksten til italiensk arie-form (ABA) bibeholder Bach salmens oprindelige barform (AAB) ved at lade A-delen gentage efter første A-del i stedet for efter B-delen. En usædvanlig formmæssige variation, som dog blødes op ved at gentage A-delens forspil til slut.

Kantatens midterakse er duetten mellem sopran og alt. De to stemmer danner en imiterende sats over passager af koralmelodien, mens cantus firmus undervejs høres hos violinerne og bratschen. Bach omarbejdede sidenhen denne sats til en orgelkoral (BWV 647), og lod den indgå i den samling, der i 1747 blev udgivet af Johann Georg Schübler, og som derfor er blevet kendt under navnet Schübler-koralerne.

Tenorens recitativ spejler bassens med dets vekslen mellem koral-arioso og frit reciterede kommenterende afsnit. På dramatisk vis gengives lyden af tordenvejr, som dog atter lægges til ro ved tanken om at ”Gud bliver også i den største nød”. Librettisten sammenvæver i det følgende afsnit Lignelsen om den rige mand og Lazarus (Lukas kap. 16, 19-31) og beretningen om Elisa, der skaffer mad til profeterne (Anden Kongebog kap. 4, 38-41), som et varsel mod den hovmodighed som straffes af Gud. Derimod bør man følge Peters eksempel og i ”armod, nød og elendighed” have tilliden til Jesus’ godhed som sit mål.

Denne tanke føres videre ind i kantates sidste arie. Akkompagneret af en let og bekymringsfri sats med obligat obo, symboliserer sopranen den rene kristne sjæl, som altid vil stole på sin Gud. Til linjen ”Er ist der rechte Wundermann” (han er den rette underets mand), som er hentet direkte fra Neumarks salme, benytter Bach igen salmemelodien, og følger således konsekvent dette princip for kantaten til dørs, før den afrundes med en enkelt firestemmig udsættelse af salmens sidste vers.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering

1. Coro
Wer nur den lieben Gott lässt walten
Und hoffet auf ihn allezeit,
Den wird er wunderlich erhalten
In allem Kreuz und Traurigkeit.
Wer Gott, dem Allerhöchsten, traut,
Der hat auf keinen Sand gebaut.

2. Choral e Recitativo B
Was helfen uns die schweren Sorgen?
Sie drücken nur das Herz
Mit Zentnerpein, mit tausend Angst und Schmerz.
Was hilft uns unser Weh und Ach?
Es bringt nur bittres Ungemach.
Was hilft es, dass wir alle Morgen
mit Seufzen von dem Schlaf aufstehn
Und mit beträntem Angesicht des Nachts zu Bette gehn?
Wir machen unser Kreuz und Leid
Durch bange Traurigkeit nur größer.
Drum tut ein Christ viel besser,
Er trägt sein Kreuz mit christlicher Gelassenheit.

3. Aria T
Man halte nur ein wenig stille,
Wenn sich die Kreuzesstunde naht,
Denn unsres Gottes Gnadenwille
Verlässt uns nie mit Rat und Tat.
Gott, der die Auserwählten kennt,
Gott, der sich uns ein Vater nennt,
Wird endlich allen Kummer wenden
Und seinen Kindern Hilfe senden.

4. Aria (Duetto) S A
Er kennt die rechten Freudesstunden,
Er weiß wohl, wenn es nützlich sei;
Wenn er uns nur hat treu erfunden
Und merket keine Heuchelei,
So kömmt Gott, eh wir uns versehn,
Und lässet uns viel Guts geschehn.

5. Choral e Recitativo T
Denk nicht in deiner Drangsalhitze,
Wenn Blitz und Donner kracht
Und die ein schwüles Wetter bange macht,
Dass du von Gott verlassen seist.
Gott bleibt auch in der größten Not,
Ja gar bis in den Tod
Mit seiner Gnade bei den Seinen.
Du darfst nicht meinen,
Dass dieser Gott im Schoße sitze,
Der täglich wie der reiche Mann,
In Lust und Freuden leben kann.
Der sich mit stetem Glücke speist,
Bei lauter guten Tagen,
Muss oft zuletzt,
Nachdem er sich an eitler Lust ergötzt,
“Der Tod in Töpfen” sagen.
Die Folgezeit verändert viel!
Hat Petrus gleich die ganze Nacht
Mit leerer Arbeit zugebracht
Und nichts gefangen:
Auf Jesu Wort kann er noch einen Zug erlangen.
Drum traue nur in Armut, Kreuz und Pein
Auf deines Jesu Güte
Mit gläubigem Gemüte;
Nach Regen gibt er Sonnenschein
Und setzet jeglichem sein Ziel.

6. Aria S
Ich will auf den Herren schaun
Und stets meinem Gott vertraun.
Er ist der rechte Wundermann.
Der die Reichen arm und bloß
Und die Armen reich und groß
Nach seinem Willen machen kann.

7. Choral
Sing, bet und geh auf Gottes Wegen,
Verricht das Deine nur getreu
Und trau des Himmels reichem Segen,
So wird er bei dir werden neu;
Denn welcher seine Zuversicht
Auf Gott setzt, den verlässt er nicht.

1. Kor
Den, der kun lader den gode Gud råde
og håber på Ham til alle tider,
ham vil Han underfuldt bevare
i al nød og sorg.
Den, der stoler på Gud, den Allerhøjeste,
har ikke bygget på sand.

2. Koral & Recitativ B
Hvad hjælper de svære bekymringer os?
de knuger blot sindet
med tonstunge smerter og angst.
Hvad hjælper os vor suk og klage?
Det bringer kun bitterhed og uro.
Hvad hjælper det, at vi hver morgen
sukkende står op af søvnen
og hver aften går til ro med tårevædet ansigt?
Vi gør blot vores kors og lidelse større,
når vi er bange og bedrøvede.
Derfor handler en kristen meget bedre,
han bærer sit kors med tålmodighed.

3. Arie T
Man forholder sig blot rolig,
når korsets time nærmer sig,
for vor Guds nådige vilje
forlader os aldrig med råd og dåd.
Gud, der kender sine udvalgte,
Gud, der kalder sig vor Fader,
Han vil til sidst vende al nød
og sende sine børn hjælp.

4. Arie (Duet) S A
Han kender den rette glædes stund,
Han ved, hvornår det nytter,
når Han blot har fundet os trofaste
og mærker, at vi ikke hykler,
da kommer Gud, før vi får set os om,
og lader meget godt ske.

5. Koral & Recitativ T
Tænk ikke i trængslens hede,
når lyn og torden brager,
og lummert vejr gør dig bange,
at du er forladt af Gud.
Gud bliver også i den største nød,
ja, helt ind i døden
med sin nåde hos sine.
Du skal ikke tænke,
at denne Gud blot sidder tilbagelænet
som den rige mand,
der dagligt kan leve i lyst og glæde.
Den, der næres af konstant lykke
og kun har gode dage,
må ofte til sidst,
når han har underholdt sig med tomme fornøjelser,
sige: “der er død i gryderne”
Ved efterfølgelse ændres meget!
Selv om Peter har arbejdet forgæves hele natten og intet fanget:
På Jesu ord får han et fuldt net.
Stol derfor blot i armod, nød og elendighed
på Jesu godhed
med et troende sind;
Efter regn kommer sol,
og sætter for enhver hans mål.

6. Arie S
Jeg vil se mod Herren
og altid stole på min Gud.
Han er den rette underets mand,
der kan gøre den rige fattig og nøgen
og den fattige rig og stor
efter sin vilje.

7. Koral
Syng, bed og gå ad Guds veje,
gør blot trofast, hvad du skal,
og stol på Himlens rige velsignelse,
der vil blive ny for dig;
For den, der har tillid til Gud,
han bliver ikke forladt.

© Enghave Barok og Bente Marie Braarud – gengivelse tilladt med tydelig kreditering

Tekst: 1., 4. & 7. sats: Georg Neumark 1657; 2.-3. & 5.-6. sats: Anonym digter
Besætning: Solister: S A T B, Kor: S A T B, Oboe I/II, Violin I/II, Viola, Continuo
Plads i kirkeåret: 5. søndag efter Trinitatis
Første opførelse: 9. juli 1724 i Leipzig

Opført af Enghave Barok: 5. oktober 2018 i Apostelkirken

Find andre Bachværker til 5. søndag efter Trinitatis (som Enghave Barok har opført)

Find alle Bachværker med tekst af Anonym Digter, Georg Neumark (som Enghave Barok har opført)