fbpx
Vælg en side

BWV 84 »Ich bin vergnügt mit meinem Glücke«

»Ich bin vergnügt mit meinem Glücke« blev skrevet til opførelse på Septuagesima 9. februar 1727. Den hører dermed til den forholdsvis lille gruppe kantater, som er overleverede fra Bachs fjerde Leipzig-kanteårgang. Hvorvidt langt størstedelen af kantaterne til fjerde og femte årgang rent faktisk er gået tabt, eller om Bachs kantateproduktion ganske enkelt blev udfaset efter den tredje årgang, står hen i det uvisse…

Bach benævner sjældent sine kantater med andet end den søndag i kirkeåret den er bestemt til. Nogle kantater kalder han Concerto – kirkekoncerter forstås – men netop denne kantate er en af de få, som Bach rent faktisk betegner Cantata.

Septuagesima (halvfjerdsindstyvende) er den første søndag efter Helligtrekonger og markerer, at der er halvfjerds dage til Påske. Fra denne søndag går kirkeåret, via fasten, i retning mod Påsken. Søndagen markerer ligeledes den 3. søndag før begyndelsen på Fasten, hvilket er højst relevant i forhold til dagens evangelielæsning og kantatens tolkning heraf, nemlig Lignelsen om arbejderne i vingården, Matthæus 20, 1-16:

”For Himmeriget ligner en vingårdsejer, der tidligt om morgenen gik ud for at leje arbejdere til sin vingård. Da han var blevet enig med dem om en dagløn på en denar, sendte han dem hen i sin vingård. Ved den tredje time gik han ud og så nogle andre stå ledige på torvet, og han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård, så skal jeg betale, hvad I har ret til. De gik derhen. Igen ved den sjette og den niende time gik han ud og gjorde det samme. Ved den ellevte time gik han derhen og fandt endnu nogle stående dér, og han spurgte dem: Hvorfor har I stået ledige her hele dagen? De svarede ham: Fordi ingen har lejet os. Han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård. Da det blev aften, sagde vingårdens ejer til sin forvalter: Kald arbejderne sammen og betal dem deres løn, men sådan, at du begynder med de sidste og ender med de første. Og de, der var blevet lejet i den ellevte time, kom og fik hver en denar. Da de første kom, troede de, at de ville få mere; men også de fik hver en denar. Da de fik den, gav de ondt af sig over for vingårdsejeren og sagde: De sidste dér har kun arbejdet én time, og du har stillet dem lige med os, der har båret dagens byrde og hede. Men han sagde til en af dem: Min ven, jeg gør dig ikke uret. Blev du ikke enig med mig om en denar? Tag det, der er dit, og gå! Jeg vil give den sidste her det samme som dig. Eller har jeg ikke lov til at gøre, hvad jeg vil, med det, der er mit? Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god? Sådan skal de sidste blive de første, og de første de sidste.”

Det er uvist, hvem der er ophavsmand til kantates libretto, men et bud kunne være Bachs faste samarbejdspartner i disse år Christian Friedrich Henrici (1700-1764), som skrev under synonymet Picander. I hans udgivelse af kantate-libretti Cantaten auf die Sonn- und Fest-Tage durch das gantze Jahr, som udkom det følgende år 1728, findes nemlig kantateteksten Ich bin vergnügt mit meinem stande, som har visse ligheder med librettoen til nærværende kantate.

Librettoen tolker ligningen om de forurettede arbejdere i vingården som en lære om at udvise beskedenhed og være taknemmelig for, hvad Gud har tildelt én. Det er indlysende at kantatens forholdsvis lille besætning – sopran, obo og strygere – er Bachs udtryk for denne nøjsomhed, og en forberedelse til den forestående fastetid, som i Leipzig blev markeret uden koncertant musik i kirken.

Kantaten åbner med en elegant sats, som formår at udtrykke to på sin vis modsatrettede udtryk: tonearten e-mol og temaets nedadgående bevægelse udtrykker alvor og ydmyghed, mens det synkoperede motiv og den rigt ornamenterede obo- og sopranstemme udtrykker glæde og taknemmelighed over Guds rige gaver.

I det følgende recitativ diskuteres menneskets utaknemmelighed overfor, hvordan vi burde modtage Guds gaver. Ligesom arbejderne i vingården, indgår vi ikke i et normalt ansættelsesforhold til Gud, hvor vi kan kræve lige løn for lige arbejde: ”Gott ist mir ja nichts schuldig, und wenn er mir was gibt, so zeigt er mir, daß er mich liebt; Ich kann mir nichts bei ihm verdienen.” (Gud er mig jo intet skyldig, og når han giver mig noget, så viser han mig, at han elsker mig; Jeg kan ikke gøre mig fortjent til noget hos ham.) Og sluttelig huskes vi på, at vi har himmeriget i udsigt og bør være taknemmelige for, hvad vi har: ”Hat er uns nicht so lange Zeit umsonst ernäret und gekleidt, und will uns einsten seliglich in seine Herrlichkeit erhön? Es ist genug vor mich daß ich nicht hungrig darf zu Bette gehn.” (Har han ikke i så lang tid for ingenting underholdt og beklædt os? Og vil engang give os salighed, når han ophøjer os i sin herlighed? Det er nok for mig, at jeg ikke behøver gå sulten i seng.)

Med denne indsigt forandres tilværelsen fundamentalt. Gennem nøjsomhed og taknemmelighed overgiver sjælen sig til Gud og frisættes således fra denne verdens smålighed, som i lignelsen er repræsenteret af de forfordelte arbejdere på vingården. Den frisatte og ”glade sjæl” portrætters i en let og dansant gigue i G-dur. Oboens tema følges af violinen, som springer omkring temaet til og fra åbne G- D- og A-strenge. En violin-teknik, datidens menighed sikkert har kunnet genkende fra fiol- eller drejelirespil ved høstfesten eller på den lokale knejpe. Den folkloristiske tone følger, som Bach-forskeren Klaus Hofmann rigtigt bemærker, oplysningstidens ideal om det simple, glade liv på landet.

Som så ofte, understreger Bach kantatens konklusion ved at lade strygerne akkompagnere det afrundende recitativ. Med reference til evangelielæsningen forsikres vi om, at lønnen for vores møje her på jorden er selve himmeriget: ”Im Schweiße meines Angesichts will ich indes mein Brot genießen, und wenn mein Lebenslauf, mein Lebensabend wird beschließen, so teilt mir Gott den Groschen aus, da steht der Himmel drauf.” (I mit ansigts sved, vil jeg imens nyde mit brød, og når mit livsforløb, min livsaften er afsluttet, så giver Gud mig en mønt, hvorpå Himlens navn står skrevet.)

Kantaten afsluttes med 12. vers af Ämilie Juliane von Schwarzburg-Rudolstadts salme (1686) Wer weiß, wie nahe mir mein Ende i en passende nøjsom firestemmig udsættelse.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering

1. Aria S
Ich bin vergnügt mit meinem Glücke,
Das mir der liebe Gott beschert.
Soll ich nicht reiche Fülle haben,
So dank ich ihm vor kleine Gaben
Und bin auch nicht derselben wert.

2. Recitativo S
Gott ist mir ja nichts schuldig,
Und wenn er mir was gibt,
So zeigt er mir, dass er mich liebt;
Ich kann mir nichts bei ihm verdienen,
Denn was ich tu, ist meine Pflicht.
Ja! wenn mein Tun gleich noch so gut geschienen,
So hab ich doch nichts Rechtes ausgericht’.
Doch ist der Mensch so ungeduldig,
Dass er sich oft betrübt,
Wenn ihm der liebe Gott nicht überflüssig gibt.
Hat er uns nicht so lange Zeit
Umsonst ernähret und gekleidt
Und will uns einsten seliglich
In seine Herrlichkeit erhöhn?
Es ist genug vor mich,
Dass ich nicht hungrig darf zu Bette gehn.

3. Aria S
Ich esse mit Freuden mein weniges Brot
Und gönne dem Nächsten von Herzen das Seine.
Ein ruhig Gewissen, ein fröhlicher Geist,
Ein dankbares Herze, das lobet und preist,
vermehret den Segen, verzuckert die Not.

4. Recitativo S
Im Schweiße meines Angesichts
Will ich indes mein Brot genießen,
Und wenn mein Lebenslauf,
Mein Lebensabend wird beschließen,
So teilt mir Gott den Groschen aus,
Da steht der Himmel drauf.
O! wenn ich diese Gabe
zu meinem Gnadenlohne habe,
So brauch ich weiter nichts.

5. Choral
Ich leb indes in dir vergnüget
Und sterb ohn alle Kümmernis,
Mir genüget, wie es mein Gott füget,
Ich glaub und bin es ganz gewiss:
Durch deine Gnad und Christi Blut
Machst du’s mit meinem Ende gut.

1. Arie S
Jeg er fornøjet med min lykke,
som den kære Gud skænker mig.
Skal jeg ikke have overflod,
så takker jeg Ham for små gaver,
og fortjener ikke engang det.

2. Recitativ S
Gud er mig jo intet skyldig,
og når Han giver mig noget,
så viser Han, at Han elsker mig;
Jeg kan ikke
gøre mig fortjent til noget hos Ham,
for hvad jeg gør, det er min pligt.
Ja! Selv når mine handlinger fremstår gode,
så har jeg dog ikke gjort det rette.
Dog er mennesket så utålmodigt,
at han ofte bedrøves,
når den kære Gud ikke giver ham i overflod.
Har Han ikke i så lang tid
for intet underholdt og klædt os
og vil engang give os salighed,
når Han ophøjer os i sin herlighed?
Det er nok for mig,
at jeg ikke behøver gå sulten i seng.

3. Arie S
Jeg spiser med glæde min smule brød
og under af hjertet min Næste sit.
En rolig samvittighed, et glad væsen,
et taknemmeligt hjerte, der lover og priser,
forøger velsignelsen, forsøder nøden.

4. Recitativ S
I mit ansigts sved
vil jeg imens nyde mit brød,
og når mit livsløb,
min livsaften er afsluttet,
så giver Gud mig en mønt,
hvorpå Himlens navn står skrevet.
Åh! når jeg får denne gave,
som min nådeløn,
så behøver jeg intet mere.

5. Koral
Jeg lever imens fornøjet hos Dig
og dør uden bekymringer.
Jeg er tilfreds med, hvad Gud råder.
Jeg tror på og er ganske sikker på:
At ved Din nåde og ved Kristi blod,
gør Du min ende god.

© Enghave Barok og Bente Marie Braarud – gengivelse tilladt med tydelig kreditering

Tekst: Christian Friedrich Henrici (Picander) 1728/29; 5. sats: Ämilie Juliane von Schwarzburg-Rudolstadt 1686
Besætning: Solo: S, Kor: S A T B, Oboe, Violin I/II, Viola, Continuo
Plads i kirkeåret: Septuagesima
Første opførelse: 9. februar 1727 i Leipzig

Opført af Enghave Barok: 3. februar 2019 i Enghave Kirke

Find andre Bachværker til Septuagesima (som Enghave Barok har opført)

Find alle Bachværker med tekst af Christian Friedrich Henrici (Picander), Ämilie Juliane von Schwarzburg-Rudolstadt (som Enghave Barok har opført)