BWV 24 »Ein ungefärbt Gemüte«

Kantaten Ein ungefärbt Gemüte er Bachs blot tredje kantatekomposition efter hans tiltrædelse i embedet som Thomaskantor i Leipzig tre uger forinden. Kantaten er skrevet til 4. søndag i Trinitatis, 20. juni 1723. Ved denne første og tilsyneladende eneste opførelse af kantaten blev den parret med kantaten Barmheziges Herze der ewigen Liebe (BWV 182), som Bach havde komponeret til hofkapellet i Weimar otte år tidligere i 1715. Dermed kom de to kantater til at fremstå som en todelt kantate, opført henholdsvis før og efter prædiken, hvilket Bach havde praktiseret siden sin ankomst til Leipzig med de foregående tre søndages todelte kantater BWV 75, 76 og 21.

Søndagens læsning er Lukasevangeliets passage om at dømme andre:

Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig. Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes. Tilgiv, så skal I få tilgivelse. Giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet, topfyldt mål skal man give jer i favnen. For det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med. Han fortalte dem også en lignelse: ”Kan en blind lede en blind? Vil de ikke begge falde i grøften? En discipel står ikke over sin mester; men enhver, der er udlært, skal være som sin mester. Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje? Hvordan kan du sige til din broder: Broder, lad mig tage den splint ud, som er i dit øje! når du ikke ser bjælken i dit eget øje? Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så kan du se klart nok til at tage den splint ud, som er i din broders øje.”

Bach valgte til denne lejlighed en libretto fra præsten Erdmann Neumeisters samling Geistlichen Poesien mit untermischten Biblischen Sprungen und Choralen, udgivet i Frankfurt 1714. Det kunne indikere, at Bach på dette tidspunkt endnu ikke havde fundet en lokal librettist, som ugentligt kunne levere tekster til Bachs nystartede kantate-projekt. Neumeisters libretti blev banebrydende for kirkekantatens udvikling i starten af 1700-tallet. Formmæssigt er Neumeisters tekster inspireret fra tidens moderne italienske operaer med secco-recitativer og dacapo-arier, ligesom også teksternes indhold er en dramatiserende udlægning af evangelielæsningerne – ofte med tendens til en moraliserende teologisk tolkning, hvilket dog delvis kan tilskrives tidsånden. Flere af periodens fremmeste komponister benyttede Neumeisters tekster, heriblandt Johann Philipp Krieger, Georg Philipp Telemann og altså Johann Sebastian Bach.

Neumeister refererer ikke direkte til evangelielæsningen, men benytter den som udgangspunkt for sin tolkning, som perspektiveres til hvordan den retskafne kristne bør forholde sig til sin næste, og prædiker imod ligningens hykleri. Formmæssigt adskiller librettoen sig fra den mest almindelige opbygning, der åbner med et bibelcitat – et dictum, som derefter bliver behandlet. I denne kantate er dictum den centrale sats (3), der fungerer som symmetriakse. Dictum bliver flankeret af to recitativer, som tager afsæt i henholdsvis ”Die Redlichkeit” (Retskaffenheden) og ”Die Heuchelei” (Hykleriet). De to recitativer flankeres igen af to arier, og skaber dermed en perfekt symmetrisk opbygning, som afsluttes med et salmevers.

Kantaten åbner med en arie for altsangeren, som ledsages af unisone violiner og viola som obligat stemme. Alten fremstiller et moralsk ideal for menigheden, hvor den kristnes gøren og laden er rodfæstet i trofasthed og godhed: ”Der Christen Tun und Handel, ihr ganzer Lebenswandel soll auf dergleichen Fuße stehn.” (De kristnes gøren og laden, hele deres livsførelse skal svare dertil.)

Tenorens recitativ omhandler retskaffenheden som ideal for den kristne livsførelse. Som konklusion bliver evangelielæsningens morale om ikke at dømme andre en fordring om at behandle sin næste som man gerne selv vil behandles, hvilket understreges med et afsluttende arioso: ”Mach aus dir selbst ein solches Bild, Wie du den Nächsten haben willt!” (Gør dig selv til et eksempel på Næsten, som du vil have ham!)

Tenorens konklusion fungerer som overgang til kantatens dictum, som er hentet fra Matthæusevangeliet 7,12: ”Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem.” Satsen er udformet som en stor korsats i to dele. Første del er en fri sats hvor sangere og orkester både som indledning og afslutning indgår i antifonisk dialog. Den frie indledning afløses af en stort anlagt fuga i to gennemføringer. Første gennemføring for solistkvartetten akkompagneret af continuoet og anden gennemføring i en forstærket version med ripieno-kvartet og strygere colla parte. Satsens klimaks ligger midt i anden gennemføring, hvor trompeten forlader den akkompagnerende rolle for at sætte ind med et selvstændigt tema og dermed udvider satsen til fem uafhængige stemmer.

I det følgende akkompagnato-recitativ henvender bas-sangeren sig direkte til menigheden og tordner mod hykleriet i en dramatisk prædiken: ”Die Heuchelei ist eine Brut, die Belial gehecket. Wer sich in ihre Larve stecket, der trägt des Teufels Liberei … Verleumden, Schmähn und Richten, Verdammen und Vernichten ist überall gemein. (Hykleriet er Belials yngel, den, der bærer dets maske, er klædt i djævlens klædning … Bagtalelse, fornærmelse og fordømmelse, forbandelse og tilintetgørelse er almindeligt overalt.) Parallelt til tenorens recitativ slutter også bassen med en arioso, som finder ro i tanken om Guds beskyttelse.

I kantatens afsluttende arie ledsages tenoren af de to mørkt farvede obo d’amorer, som i kombination med tenorstemmen danner en smuk tætklingende enhed. Som en spejling af altens åbningsarie fremstilles også her et ideal for den kristnes fromhed: ”Gütig sein und tugendreich macht uns Gott und Engeln gleich.” (At være god og rig på dyder gør os Gud og engle lig.)

Kantaten afrundes med første vers af Johann Heermanns salme O Gott, du frommer Gott (1630), hvis enkle firestemmige udsættelse er udvidet med korte instrumentale mellemspil.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering