BWV 24 »Ein ungefärbt Gemüte«
Kantaten Ein ungefärbt Gemüte er Bachs blot tredje kantatekomposition efter hans tiltrædelse i embedet som Thomaskantor i Leipzig tre uger forinden. Kantaten er skrevet til 4. søndag i Trinitatis, 20. juni 1723. Ved denne første og tilsyneladende eneste opførelse af kantaten blev den parret med kantaten Barmheziges Herze der ewigen Liebe (BWV 182), som Bach havde komponeret til hofkapellet i Weimar otte år tidligere i 1715. Dermed kom de to kantater til at fremstå som en todelt kantate, opført henholdsvis før og efter prædiken, hvilket Bach havde praktiseret siden sin ankomst til Leipzig med de foregående tre søndages todelte kantater BWV 75, 76 og 21.
Søndagens læsning er Lukasevangeliets passage om at dømme andre:
Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig. Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes. Tilgiv, så skal I få tilgivelse. Giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet, topfyldt mål skal man give jer i favnen. For det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med. Han fortalte dem også en lignelse: ”Kan en blind lede en blind? Vil de ikke begge falde i grøften? En discipel står ikke over sin mester; men enhver, der er udlært, skal være som sin mester. Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje? Hvordan kan du sige til din broder: Broder, lad mig tage den splint ud, som er i dit øje! når du ikke ser bjælken i dit eget øje? Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så kan du se klart nok til at tage den splint ud, som er i din broders øje.”
Bach valgte til denne lejlighed en libretto fra præsten Erdmann Neumeisters samling Geistlichen Poesien mit untermischten Biblischen Sprungen und Choralen, udgivet i Frankfurt 1714. Det kunne indikere, at Bach på dette tidspunkt endnu ikke havde fundet en lokal librettist, som ugentligt kunne levere tekster til Bachs nystartede kantate-projekt. Neumeisters libretti blev banebrydende for kirkekantatens udvikling i starten af 1700-tallet. Formmæssigt er Neumeisters tekster inspireret fra tidens moderne italienske operaer med secco-recitativer og dacapo-arier, ligesom også teksternes indhold er en dramatiserende udlægning af evangelielæsningerne – ofte med tendens til en moraliserende teologisk tolkning, hvilket dog delvis kan tilskrives tidsånden. Flere af periodens fremmeste komponister benyttede Neumeisters tekster, heriblandt Johann Philipp Krieger, Georg Philipp Telemann og altså Johann Sebastian Bach.
Neumeister refererer ikke direkte til evangelielæsningen, men benytter den som udgangspunkt for sin tolkning, som perspektiveres til hvordan den retskafne kristne bør forholde sig til sin næste, og prædiker imod ligningens hykleri. Formmæssigt adskiller librettoen sig fra den mest almindelige opbygning, der åbner med et bibelcitat – et dictum, som derefter bliver behandlet. I denne kantate er dictum den centrale sats (3), der fungerer som symmetriakse. Dictum bliver flankeret af to recitativer, som tager afsæt i henholdsvis ”Die Redlichkeit” (Retskaffenheden) og ”Die Heuchelei” (Hykleriet). De to recitativer flankeres igen af to arier, og skaber dermed en perfekt symmetrisk opbygning, som afsluttes med et salmevers.
Kantaten åbner med en arie for altsangeren, som ledsages af unisone violiner og viola som obligat stemme. Alten fremstiller et moralsk ideal for menigheden, hvor den kristnes gøren og laden er rodfæstet i trofasthed og godhed: ”Der Christen Tun und Handel, ihr ganzer Lebenswandel soll auf dergleichen Fuße stehn.” (De kristnes gøren og laden, hele deres livsførelse skal svare dertil.)
Tenorens recitativ omhandler retskaffenheden som ideal for den kristne livsførelse. Som konklusion bliver evangelielæsningens morale om ikke at dømme andre en fordring om at behandle sin næste som man gerne selv vil behandles, hvilket understreges med et afsluttende arioso: ”Mach aus dir selbst ein solches Bild, Wie du den Nächsten haben willt!” (Gør dig selv til et eksempel på Næsten, som du vil have ham!)
Tenorens konklusion fungerer som overgang til kantatens dictum, som er hentet fra Matthæusevangeliet 7,12: ”Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem.” Satsen er udformet som en stor korsats i to dele. Første del er en fri sats hvor sangere og orkester både som indledning og afslutning indgår i antifonisk dialog. Den frie indledning afløses af en stort anlagt fuga i to gennemføringer. Første gennemføring for solistkvartetten akkompagneret af continuoet og anden gennemføring i en forstærket version med ripieno-kvartet og strygere colla parte. Satsens klimaks ligger midt i anden gennemføring, hvor trompeten forlader den akkompagnerende rolle for at sætte ind med et selvstændigt tema og dermed udvider satsen til fem uafhængige stemmer.
I det følgende akkompagnato-recitativ henvender bas-sangeren sig direkte til menigheden og tordner mod hykleriet i en dramatisk prædiken: ”Die Heuchelei ist eine Brut, die Belial gehecket. Wer sich in ihre Larve stecket, der trägt des Teufels Liberei … Verleumden, Schmähn und Richten, Verdammen und Vernichten ist überall gemein. (Hykleriet er Belials yngel, den, der bærer dets maske, er klædt i djævlens klædning … Bagtalelse, fornærmelse og fordømmelse, forbandelse og tilintetgørelse er almindeligt overalt.) Parallelt til tenorens recitativ slutter også bassen med en arioso, som finder ro i tanken om Guds beskyttelse.
I kantatens afsluttende arie ledsages tenoren af de to mørkt farvede obo d’amorer, som i kombination med tenorstemmen danner en smuk tætklingende enhed. Som en spejling af altens åbningsarie fremstilles også her et ideal for den kristnes fromhed: ”Gütig sein und tugendreich macht uns Gott und Engeln gleich.” (At være god og rig på dyder gør os Gud og engle lig.)
Kantaten afrundes med første vers af Johann Heermanns salme O Gott, du frommer Gott (1630), hvis enkle firestemmige udsættelse er udvidet med korte instrumentale mellemspil.
© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering
1. Aria A
Ein ungefärbt Gemüte
Von deutscher Treu und Güte
Macht uns vor Gott und Menschen schön.
Der Christen Tun und Handel,
Ihr ganzer Lebenswandel
Soll auf dergleichen Fuße stehn.
2. Recitativo T
Die Redlichkeit
Ist eine von den Gottesgaben.
Dass sie bei unsrer Zeit
So wenig Menschen haben,
Das macht, sie bitten Gott nicht drum.
Denn von Natur geht unsers Herzens Dichten
Mit lauter Bösem um;
Soll’s seinen Weg auf etwas Gutes richten,
So muss es Gott durch seinen Geist regieren
Und auf der Bahn der Tugend führen.
Verlangst du Gott zum Freunde,
So mache dir den Nächsten nicht zum Feinde
Durch Falschheit, Trug und List!
Ein Christ
Soll sich der Taubenart bestreben
Und ohne Falsch und Tücke leben.
Mach aus dir selbst ein solches Bild,
Wie du den Nächsten haben willt!
3. Coro
Alles nun, das ihr wollet,
dass euch die Leute tun sollen,
das tut ihr ihnen.
4. Recitativo B
Die Heuchelei
Ist eine Brut, die Belial gehecket.
Wer sich in ihre Larve stecket,
Der trägt des Teufels Liberei.
Wie? lassen sich denn Christen
Dergleichen auch gelüsten?
Gott sei’s geklagt! die Redlichkeit ist teuer.
Manch teuflisch Ungeheuer
Sieht wie ein Engel aus.
Man kehrt den Wolf hinein,
Den Schafspelz kehrt man raus.
Wie könnt es ärger sein?
Verleumden, Schmähn und Richten,
Verdammen und Vernichten
Ist überall gemein.
So geht es dort, so geht es hier.
Der liebe Gott behüte mich dafür!
5. Aria T
Treu und Wahrheit sei der Grund
Aller deiner Sinnen,
Wie von außen Wort und Mund,
Sei das Herz von innen.
Gütig sein und tugendreich
Macht uns Gott und Engeln gleich.
6. Choral
O Gott, du frommer Gott,
Du Brunnquell aller Gaben,
Ohn den nichts ist, was ist,
Von dem wir alles haben,
Gesunden Leib gib mir,
Und dass in solchem Leib
Ein unverletzte Seel
Und rein Gewissen bleib.
1. Arie A
Et fordomsfrit gemyt
af tysk trofasthed og godhed
gør os vellidte i Guds og menneskers øjne.
De kristnes gøren og laden,
hele deres livsførelse
skal svare dertil.
2. Recitativ T
Retskaffenhed
er en Guds gave.
At så få mennesker i vor tid
har den,
det skyldes, at de ikke beder Gud derom.
For af natur digter vores hjerter
kun om onde ting.
Skal hjertet vende sig mod noget godt,
så skal Gud styre det ved sin Ånd
og føre det ind på dydens vej.
Kræver du Gud som ven,
så gør ikke Næsten til din fjende
ved falskhed, bedrag og list!
En kristen
skal efterstræbe Duen
og leve uden falskhed og ondskabsfuldhed.
Gør dig selv til et eksempel
på Næsten, som du vil have ham!
3. Kor
Alt, hvad I vil,
at andre skal gøre mod jer,
skal I gøre mod dem.
4. Recitativ B
Hykleriet
er Belials yngel,
den, der bærer dets maske,
er klædt i djævlens klædning.
Hvabehar? har kristne
da også sådanne lyster?
Lad Gud høre din klage! Retskaffenhed er dyrebar.
Mangt et djævelsk uhyre
ser ud som en engel.
Man vender ulven indad
og fårepelsen udad.
Kan det være værre?
Bagtalelse, fornærmelse og fordømmelse,
forbandelse og tilintetgørelse
er almindeligt overalt.
Sådan går det der, sådan går det her.
Den gode Gud beskytter mig!
5. Arie T
Troskab og sandhed er grunden
for alle dine sanser
som ordet og munden udadtil
er hjertet indadtil.
At være god og rig på dyder
gør os Gud og engle lig.
6. Koral
O Gud, Du fromme Gud,
Du, alle gavers kilde
uden hvilken intet eksisterede
af det, som er, og hvorfra vi har alt.
Giv mig et sundt legeme,
og i dette legeme
lad mig bevare en uskadt sjæl
og ren samvittighed.
© Enghave Barok og Bente Marie Braarud – gengivelse tilladt med tydelig kreditering
Tekst: Erdmann Neumeister 1714/16; 3. sats Matthæusevangeliet 7,12; 6. sats Johann Heermann 1630
Besætning: Solister: A T B, kor: S A T B, Trompet, Obo I/II, Obe d'amore I/II, Violin I/II, Viola, Continuo
Plads i kirkeåret: 4. søndag efter Trinitatis
Første opførelse: 20. juni 1723 i Leipzig
Opført af Enghave Barok: 18. juni 2023 i Enghave Kirke
Find andre Bachværker til 4. søndag efter Trinitatis (som Enghave Barok har opført)
Find alle Bachværker med tekst af Johann Heermann, Matthæusevangeliet, Erdmann Neumeister (som Enghave Barok har opført)