fbpx

BWV 144 »Nimm, was dein ist, und gehe hin«

Kantate 144 ”Nimm, was dein ist, und gehe hin” havde sin førsteopførelse på Septuagesima søndag 6. februar 1724, og hører dermed til Bachs første kantateårgang fra Leipzig-årene. Septuagesima (halvfjerdsindstyvende) er den første søndag efter Helligtrekongertiden og markerer, at der nu er halvfjerds dage til Påske. Fra denne søndag går kirkeåret, via Fasten, i retning af Påsken, og det afspejles i dagens læsning, som er Matthæusevangeliets lignelse om arbejderne i vingården, der bliver betalt lige løn til trods for, at nogle har arbejdet hele dagen, mens andre er blevet hentet ind i ellevte time. En af de som har arbejdet hele dagen føler sig uretfærdigt behandlet, hvortil vinbonden svarer ham med kantatens motto: Tag det, der er dit, og gå! Kantatens ukendte librettist tolker lignelsen på den mest ligefremme måde: at man skal være nøjsom, og tilfreds med det Gud har tildelt én. En lære, det kan være godt at tage med sig ind i den forestående fastetid og påskens lidelseshistorie.

Bach gjorde kun sjældent brug af ordet kantate i sine titler. Som regel benytter han slet ingen genrebetegnelse, men angiver blot søndagen i kirkeåret samt besætning. Til denne Kantate benævner han åbningskoret Concerto. Men satsen indeholder ingen af Bachs sædvanlige koncertante kendetegn, såsom for- og efterspil, eller en selvstændig orkestersats. Tværtimod er åbningskoret udformet som en vokal fuga i gammel motet-stil med colla parte obo- og strygerledsagelse. Temaet har en viljefast karakter, som understreger vinbondens udsagn, mens det efterfølgende kontrasubjekt gentager ordene gehe hin, gehe hin med hurtige opadgående bevægelser. Det er et glimrende eksempel på Bachs evne til at understrege tekstens karakter i tema og motiver og han behandler det korte bibelcitat med sædvanlig nidkærhed: det lille gehe hin-motiv bliver gentaget hele tres gange i løbet af den blot otteogtres takter korte sats.

Gehe hin-motivet synes at fortsætte ind i altarien Murre nicht, lieber Christ (Mur ikke, kære kristne). Også her finder Bachs tema ind til tekstens karakter. Onomatopoietikonet murre (mukke, brokke) lægger Bach helt bevist i et ubekvemt dybt leje for både sanger og instrumenter, mens lieber christ ligger højere og benytter Gehe hin-motivet fra åbningskoret: gå væk! Bach viser dermed at vi bør gå til Gud og understreger denne symbolik ved at vende alting på hovedet nogle takter senere. Han spejlvender temaet og bytter om på ordene, hvorved lieber christ nu ligger højt og lyst med et dramatisk spring ned i dybet til murre nicht. Således fortæller Bach os, at hengivelse til Gud kan vende murren og klage til forløsning og glæde. Den kristne skal ikke brokke sig men derimod være tilfreds med, hvad Gud har tildelt, hvilket udtrykkes i den cantabile B-del, der har karakter af en let og enkel gejstlig sang. Det er værd at bemærke, at B-delens orkestermellemspil benytter omvendingsmotivet fra A-delen, hvorved Bach får sat en tyk streg under pointen om at Gud er vejen.

Første vers af Samuel Rodigasts salme Was Gott tut, das ist wohlgetan afrunder første afsnit af kantaten i en firestemmig udsættelse. Bach viede senere ikke mindre end to koralkantater til denne salme; Kantate 99, skrevet et halvt år senere i september 1724, som del af hans koralkantateårgang, og i første halvdel af 1730’erne Kantate 100, som er en af de seneste kirkekantater, vi kender fra Bachs hånd.

Koralen følges af et kort tenor-recitativ som pointerer, at nøjsomhed fører til tilfredshed, mens ubeskedenhed derimod kun fører til utilfredshed. Recitativet afrundes med en arioso, hvor den foregående koraltekst citeres til ihukommelse: Was Gott tut, das ist wohlgetan.

Nøjsomheden er en skat i dette liv, som kan give tilfredshed selv i den største sorg, fortsætter sopranen i sin forløsende smukke arie. Bach vælger her at opløse den sædvanlige da-capo-form (ABA) på spektakulær vis: arien lægger almindeligt ud med et forspil og sopranens indsats som A-del, fulgt af B-deles tekstled med nyt motivisk materiale. Men herefter væver obo d’amoren A-delens tema ind i sopranens B-dels-tema og de to solister interagerer herfra mellem A- og B-delens motiviske materialer og tekstled, som en improviseret variation. Et befriende formbrud, som giver kantaten en ekstatisk meditativ konklusion.

Med denne forløsning når vi til den afsluttende koral, Albrecht von Preussens Was mein Gott will, das g’scheh allzeit. En ærkeluthersk salme som Bach, et lille år senere, 21. januar 1725, komponerede en koralkantate (BWV 111) over, som led i koralkantateårgangen – ligesom det gjaldt kantatens første koral.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen - gengivelse tilladt med tydelig kreditering

1. Coro
Nimm, was dein ist, und gehe hin.

2. Aria A
Murre nicht,
Lieber Christ,
Wenn was nicht nach Wunsch geschicht;
Sondern sei mit dem zufrieden,
Was dir dein Gott hat beschieden,
Er weiß, was dir nützlich ist.

3. Choral
Was Gott tut, das ist wohlgetan,
Es bleibt gerecht sein Wille;
Wie er fängt meine Sachen an,
Will ich ihm halten stille.
Er ist mein Gott,
Der in der Not
Mich wohl weiß zu erhalten:
Drum lass ich ihn nur walten.

4. Recitativo T
Wo die Genügsamkeit regiert
Und überall das Ruder führt,
Da ist der Mensch vergnügt
Mit dem, wie es Gott fügt.
Dagegen, wo die Ungenügsamkeit
das Urteil spricht,
Da stellt sich Gram und Kummer ein,
Das Herz will nicht
Zufrieden sein,
Und man gedenket nicht daran:
Was Gott tut, das ist wohlgetan.

5. Aria S
Genügsamkeit
Ist ein Schatz in diesem Leben,
Welcher kann Vergnügung geben
In der größten Traurigkeit,
Genügsamkeit.
Denn es lässet sich in Allem
Gottes Fügung wohl gefallen
Genügsamkeit.

6. Choral
Was mein Gott will, das gscheh allzeit,
Sein Will, der ist der beste.
Zu helfen den’n er ist bereit,
Die an ihn glauben feste.
Er hilft aus Not, der fromme Gott,
Und züchtiget mit Maßen.
Wer Gott vertraut,
fest auf ihn baut,
Den will er nicht verlassen.

1. Kor
Tag hvad der er dit og gå.

2. Arie A
Beklag dig ikke,
du kære Kristne,
når noget ikke går, som du vil;
men vær tilfreds med,
hvad der er dig beskåret,
Han ved, hvad der er gavnligt for dig.

3. Koral
Hvad Gud gør er velgjort,
Hans vilje er retfærdig.
Jeg accepterer,
hvad Han gør i mit liv.
Han er min Gud,
som bevarer mig,
når jeg er i nød:
Derfor lader jeg Ham råde.

4. Recitativ T
Hvor nøjsomhed hersker
og styrer alt,
der er mennesket fornøjet
med Guds bestemmelse.
Men hvor ubeskedenhed
hersker,
der græmmes man.
Hjertet vil ikke
være tilfreds,
og man betænker ikke,
at hvad Gud gør, er velgjort.

5. Arie S
Nøjsomhed
er en skat i livet,
som kan glæde
i den største bedrøvelse,
for nøjsomhed
lader sig i alt
nøjes med, hvad Gud vil.
Nøjsomhed.

6. Koral
Lad det altid ske, som Gud vil.
Hans vilje er den bedste.
Han er altid parat til at hjælpe den,
der tror fast på Ham.
Han hjælper os i vor nød, den gode Gud,
og tugter os med måde.
Den, der stoler på Gud
og bygger fast på Ham,
vil Han ikke forlade.

© Enghave Barok og Bente Marie Braarud - gengivelse tilladt med tydelig kreditering

Tekst: Anonym Digter; 1. sats: Matthæus 20,14; 3. sats: Samuel Rodigast 1674; 6. sats: Markgreve Albrecht von Brandenburg
Besætning: Solister: S A T, Kor: S A T B, Obo I/II, Obo d'amore, Violino I/II, Viola, Continuo
Plads i kirkeåret: Septuagesima
Første opførelse: 6. februar 1724 i Leipzig

Opført af Enghave Barok: 12. februar 2017 i Enghave Kirke

Find andre Bachværker til Septuagesima (som Enghave Barok har opført)

Find alle Bachværker med tekst af Anonym Digter, Matthæusevangeliet, Samuel Rodigast, Albrecht von Brandenburg (som Enghave Barok har opført)