BWV 13 »Meine Seufzer, meine Tränen«

Kantate 13 ”Meine Seufzer, meine Tränen” stammer fra Bachs tredje årgang af Leipzig-kantater og blev første gang hørt på 2. søndag efter Hellig tre Konger, 20. januar 1726. Teksten har Bach hentet fra Georg Christian Lehms Darmstadt-cyklus fra 1711, som tager udgangspunkt i søndagens læsningen fra Johannesevangeliet 2,4 om brylluppet i Kana, hvor Jesus siger: ”Min time er endnu ikke kommet”. Lehm fortolker dette således, at selvom Guds tilstedeværelse ikke er åbenlys, kan vi alligevel regne med hans trøst. Kantaten falder i to overordnede dele – hver med tre satser – som begge afsluttes af en koral: Første del består af Arie – Recitativ – Koral, anden del af Recitativ – Arie – Koral. Den første del beskriver trøstesløsheden hos det menneske, som er forladt af Gud, den anden del sikkerheden hos den, som håber og tror på Guds trøst.

Tenorens åbningsarie er en lamentation – en klagesang for den trøstesløse sjæl: ”Meine Seufzer, meine Tränen können nicht zu zählen sein”. Alle satsens motiver præsenteres i de to første takter: Oboens lange tone er ”pinen” (som først bliver nævnt i ariens B-del), de to blokfløjters ”suk”, og obo da cacciaens ”tårer”, der løber ned ad kinderne som sekstendedele. At tårerne er ”uden tal”, viser Bach ved at lade sekstendedels løbene fortsætte i forskellige stemmer gennem hele satsen. I slutningen af ariens B-del beskriver tenoren ”den weg zum tode” med bemærkelsesværdige bevægelser lukt ned i dybet.

Også i altens recitativ udtrykkes håbløsheden. Recitativet afsluttes med en kromatisk og harmonisk avanceret arioso til ordene ”vergebens flehen”. Som kontrast til denne jammer tager strygerne fat med en frisk og forhåbningsfuld F-dur-sats som akkompagnement til det derpå følgende koralvers fra Johann Heermanns salme Zion klagt mit Angst und Schmerzen. Selvom Gud heller ikke i denne koral har vist sin tilstedeværelse, indikerer strygernes positive musik en klar forventning om at finde Gud.

Denne forventning indfries omsider i slutningen af sopranens recitativ – igen med reference til brylluppet i Kana: ”Gott kann den Wermutsaft gar leicht in Freudenwein verkehren”: Ligesom Gud kan forvandle vand til vin, kan han vende selv den dybeste sorg til glæde. Gråd og klage hjælper ikke på sorgen, det gør derimod troen på Gud, forstår vi af bassens følgende arie. Tilsyneladende er der her tale om en klagesang – ligesom i tenorens åbningsarie – med et tema bestående af forstørrede og formindskede intervaller, som giver et nærmest kvalmende udtryk. Men allerede i forspillet skifter satsen karakter med et friskt pust af lette opadgående toogtredivedels løb, som en direkte modsætning til tenorens nedadgående ”vej til døden” fra åbnings-arien. Dette positive og friske indslag i forspillet viser sig at høre til ariens B-del, hvor det bliver akkompagnement til teksten ”Aber wer gen Himmel siehe und sich da um trost bemühet, dem kann leicht ein Freudenlicht in der Trauerbrust erscheinen”: Med troen på Gud tændes et lys i det sorgfulde hjerte.

Med den utrolig velvalgte firestemmige koral; sidste vers af Paul Flemings In allen meinen Taten, har sjælen omsider fundet sin Gud ”som ved råd i alle sager” og dermed afrundes hele kantatens forløb på fornemmeste vis.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen - gengivelse tilladt med tydelig kreditering

1. Aria T
Meine Seufzer, meine Tränen
Können nicht zu zählen sein.
Wenn sich täglich Wehmut findet
Und der Jammer nicht verschwindet,
Ach! so muss uns diese Pein
Schon den Weg zum Tode bahnen.

2. Recitativo A
Mein liebster Gott lässt mich annoch
Vergebens rufen und mir in meinem Weinen
Noch keinen Trost erscheinen.
Die Stunde lässet sich zwar wohl von ferne sehen,
Allein ich muss doch noch vergebens flehen.

3. Choral A
Der Gott, der mir hat versprochen
Seinen Beistand jederzeit,
Der lässt sich vergebens suchen
Jetzt in meiner Traurigkeit.
Ach! Will er denn für und für
Grausam zürnen über mir,
Kann und will er sich der Armen
Itzt nicht wie vorhin erbarmen?

4. Recitativo S
Mein Kummer nimmet zu
Und raubt mir alle Ruh,
Mein Jammerkrug ist ganz mit Tränen angefüllet,
Und diese Not wird nicht gestillet,
So mich ganz unempfindlich macht.
Der Sorgen Kummernacht
Drückt mein beklemmtes Herz darnieder,
Drum sing ich lauter Jammerlieder.
Doch, Seele, nein,
Sei nur getrost in deiner Pein:
Gott kann den Wermutsaft gar leicht in Freudenwein verkehren
Und dir alsdenn viel tausend Lust gewähren.

5. Aria B
Ächzen und erbärmlich Weinen
Hilft der Sorgen Krankheit nicht;
Aber wer gen Himmel siehet
Und sich da um Trost bemühet,
Dem kann leicht ein Freudenlicht
In der Trauerbrust erscheinen.

6. Choral
So sei nun, Seele, deine
Und traue dem alleine,
Der dich erschaffen hat;
Es gehe, wie es gehe,
Dein Vater in der Höhe,
Der weiß zu allen Sachen Rat.

1. Arie T
Utallige
er mine suk og tårer.
Hver dag føler jeg vemod,
og min klagen er uophørlig.
Ak, denne smerte er det
som baner vejen for os til døden.

2. Recitativ A
Min kære Gud lader mig dog
råbe forgæves og trøster mig ikke
når jeg græder.
Min sidste time anes i det fjerne,
men jeg må fortsat bønfalde Ham forgæves.

3. Koral A
Gud har lovet at bistå mig
til alle tider,
men jeg søger ham forgæves
midt i al min bedrøvelse.
Ak! Vil han mon igen og igen
vredes grusomt over mig
vil han ikke, kan han ikke
nu, som før, forbarme sig over os stakler?

4. Recitativ S
Min smerte vokser,
berøver mig al ro.
Mit smertens bæger er tårefyldt til randen,
og min nød lindres ikke.
Jeg bliver ufølsom og kold.
Mine sorgers og bekymringers mørke
gør mit hjerte beklemt og nedtrykt,
derfor synger jeg kun klagesange.
Dog, min sjæl vær trøstet
i din smerte:
Gud kan så let forvandle
de bitre dråber til glædesvin,
og dermed give dig adgang til tusinde glæder.

5. Arie B
Det hjælper ikke på sygelig bekymring
at stønne og græde jammerligt,
men den, der ser mod himlen,
og der virkelig søger trøst,
han kan let mærke et glædens lys
tændes i det sorgfulde bryst.

6. Koral
Så vær du da dig selv, min sjæl,
og stol alene på Ham,
som har skabt dig.
Det går, som det må gå,
din Fader i det høje
ved råd i alle sager.

© Enghave Barok og Bente Marie Braarud - gengivelse tilladt med tydelig kreditering

Tekst: 1.-2.,4.-5. sats: Georg Christian Lehm; 3. sats: Johann Heermann; 6. sats: Paul Fleming
Besætning: Solister: S A T B, Kor: S A T B, Blokfløjte I/II, Obo da caccia, Violin I/II, Viola, Continuo
Plads i kirkeåret: 2. søndag efter Hellig tre Konger
Første opførelse: 20. januar 1726 i Leipzig

Opført af Enghave Barok: 26. oktober 2014 i Enghave Kirke

Find andre Bachværker til 2. søndag efter Hellig tre Konger (som Enghave Barok har opført)

Find alle Bachværker med tekst af Paul Fleming, Johann Heermann, Georg Christian Lehms (som Enghave Barok har opført)