BWV 106 »Gottes Zeit ist die allerbeste Zeit« (Actus Tragicus)

Det ældste kildemateriale til kantaten Actus Tragicus er en kopi fra Leipzig 1768, som bærer denne særegne titel. En tidsfæstning af Actus Tragicus peger dog tres år længere tilbage, i retning mod Bachs allertidligste vokalværker, nærmere bestemt til årene 1707/08, hvor Bach var ansat som organist i Mülhausen. Som titlen antyder, er der tale om sørge- eller begravelsesmusik. Da Bachs onkel Tobias Lämmerhirt døde i 1707, efterlod han 50 gylden til sin unge nevø, og det er muligt, at de har været givet som honorar for sørgemusikken til hans begravelse.

I 1705 – to år forinden – havde Bach besøgt Diderik Buxtehude i Lübeck, og vendte tilbage til Arnstadt dybt inspireret og præget af mødet med den danske organist og komponist, som Bach havde kendt til og beundret fra barnsben. Actus Tragicus er skrevet i den tidlige baroks kantatestil, som vi netop forbinder med Buxtehude og hans generation af komponister, som bl.a. Matthias Weckmann, Nicolaus Bruhns og J.S. Bachs grandonkel, den mesterlige Johann Christoph Bach. Den såkaldte Stylus Phantaticus er kendetegnet ved et væld af skiftende indfald, som i vokalmusikken naturligt knytter sig til teksten, hvor de enkelte tekstled bringes til udtryk i konstant skiftende musikalske idéer.

Actus Tragicus’  tekst består af en række korte bibelcitater, som på forskellig vis beskæftiger sig med døden. Gennem nyere forskning har man fundet frem til, at kantatens tekst er hentet fra Johann Olearius’ Christlichen Bet-Schule (Leipzig 1668), hvor den findes under afsnittet Tägliche Seuffzer und Gebet üm ein seliges Ende (Daglige suk og bønner om en salig ende). Dog adskiller kantatens tekst sig fra Olearius ved at tilføje to indledende bibelcitater. Om disse tilføjelser er sket på afdødes foranledning eller Bachs egen, ved vi ikke. Alfred Dürr påpeger dog, at kantaten med disse tilføjelser lægger sig meget tæt op ad opbygningen af salmen Ich hab mein Sach Gott heimgestellt, hvis melodi bliver citeret af de to blokfløjter i kantatens centrale sats, og det kunne pege i retning af, at Bach selv foretog ændringen af tekstforlægget.

Bach viser allerede i dette ungdomsværk sin sikre sans for at strukturere et større værk. Actus Tragicus er bygget symmetrisk op med den centrale kor/solo/koral-sats som midterakse:

Sonatina – Kor – Solo – Solo – [Kor/Solo/Koral] – Solo – Solo – [Koral – Fuga]

Overordnet falder kantaten i to afsnit, som behandler antitesen mellem den gammeltestamentlige dødsangst med den nytestamentlige længsel efter at blive forenet med Jesus i døden. I den centrale sats introduceres Jesus for første gang i kantaten, og repræsenterer det helt afgørende vendepunktet fra sorg og angst til håb, hengivenhed, længsel og forløsning.

Kantaten åbner med en stille-musik, en eftertænksom sørgemusik for to blokfløjter, to gamber og continuo. Teksten til åbningskoret er hentet fra Apostlenes Gerninger 17,28 og er bygget op i tre dele: Guds tid – livet – døden, som hver med sin tematik og stemning beskriver de tre stadier. Guds tid er en afklaret homofon sats, livet en livlig fugetta, og døden en langsom homofon Adagio-sats.

Herpå følger det første par soli: først tenorens arie, der citerer Salmernes Bog 90,12, og med sin quasi-chaconne-basgang og sørgmodige stemning får karakter af en lamentation, efterfulgt af bassens arie, der med sit profeti om sygdom og død fra Esajas Bog 38,1: ”Beskik dit hus, for du skal dø; du bliver ikke rask!” anskuer døden fra en nærmest dommedagsprofetisk vinkel.

I kantatens centrale sats sker det afgørende vendepunkt. Bach introducerer nu flere lag på én gang: først citeres fra den gammeltestamentlige Siraks Bog 14,17: ”Den ældgamle lov siger: ”Du skal dø!””, der synges som fuga i gammel motet-stil af alt, tenor og bas, hvorefter sopranen i en arioso med det nytestamentlige citat fra Johannes Åbenbaring 22,20: ”Ja, kom, Herre Jesus!” introducerer længslen efter at møde Jesus, alt imens blokfløjterne ledsager med koralmelodien Ich hab mein Sach Gott heimgestellt som cantus firmus[iii]. Undervejs i satsen fortættes disse lag, for til sidst at lade den håbefulde sopran stå uakkompagneret alene tilbage i den sidste frase, hvor satsen opløses i det æteriske. Der er tale om en perle fra den 22-årige komponists hånd, som langtfra blot er en stiløvelse. Det er kantatens tekstforlæg og opbygning, der fordrer denne kaleidoskopiske form, og man fornemmer næsten, at Bach med denne sats fuldbyrder og afrunder en epoke i motet stilens udvikling.

Det håb, sopranen med Jesus har bragt ind i kantaten følges op i det følgende par soli: Med citat fra Salmernes Bog 31,6 lægger alten i sin arie, sin sjæl i Herrens hænder i en opadstræbende frase. I bassens arie møder vi endelig Jesus gestaltet som Vox Christi[iv] med Jesu ord til den ene af to røvere der var korsfæstet sammen med ham (Lukasevangeliet 23,43): ”I dag skal du være med mig i Paradis”, mens alten synger Luthers tyske version af  Simeons Lovsang (Nunc Dimittis) Mit Fried und Freud ich farh dahin som cantus firmus. Symbolikken er tydelig: ligesom den gamle Simeon, da han så Jesus, erklærede sig beredt til at dø, kan vi med Jesus’ forsikring på korset om at vi skal møde ham i himmerig, trygt gå døden i møde.

Kantatens sidste sats er en doxologi (Ære være Faderen, Sønnen og Helligånden…) i form af et salmevers: 7. vers af Adam Reusners In dich hab ich gehoffet. Først udsættes den som en homofon koral med instrumentale mellemspil, men afslutningsvis til versets sidste linje: ”gennem Jesus Kristus, Amen” ændrer satsen tempo og karakter til en hurtig og formfuldendt fuga.

Actus Tragicus er enestående i Bachs omfattende produktion. Instrumentariet, den stramme symmetriske arkitektur og den kompositoriske stil hører en tidligere generation til. Bach ændrede få år senere sine vokalkompositioner på alle parametre, og bevægede sig i en helt ny og anderledes retning. Alligevel hører Actus Tragicus til blandt Bachs mest spillede og elskede kantater. Som Alfred Dürr skriver, blev Bachs musik nok mere moden med tiden, men næppe dybere, mere sjælelig eller mere udtryksfuld end vi oplever den i Actus Tragicus.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen - gengivelse tilladt med tydelig kreditering