BWV 99 »Was Gott tut, das ist wolgetan«
Kantate 99 ”Was Gott tut, das ist wolgetan” er den første af de i alt tre kantater, hvor samme salmemelodi bliver brugt som Cantus Firmus i åbningskoret. Kantaten er skrevet til 15. søndag efter Trinitatis, 17. september 1724, mens de to andre kantater med samme titel; Kantate 98 & 100 blev skrevet i henholdsvis 1726 og 1734. Kantate 99 hører til Bachs anden kantatecyklus fra Leipzig-årene, som han helligede de såkaldte koralkantater – kantater, hvor en salme både musikalsk og tekstligt ligger til grund for hele kantaten. Dette gælder altså også for denne kantate. Den bygger på Samuel Rodigasts (1649-1708) salme af samme navn, som blev udgivet 50 år tidligere, i 1674. I første og sidste sats bringes salmen i sin originale form, men til de mellemliggende satser har en ukendt librettist bearbejdet Rodigasts salmevers til brug for recitativer og arier.
Kantaten åbner med en koralbearbejdelse, hvor salmemelodien spindes ind i en Concerto Grosso lignende orkestersats. Det orkestrale forspil åbnes af stryger-ensemblet, men overtages derefter af en trio bestående af fløjte, obo og 1. violin. De to grupper veksler mellem hinanden – og af og til med strygerne i en akkompagnerende funktion – for så endelig at mødes i det udstrakte efterspil.
Anden sats er et secco-recitativ for bas, som afsluttes med en malende langstrakt koloratur på ordet ”wenden”. I tredje sats er fløjten atter solist. Denne gang sammen med tenoren. Man må formode at Bach havde en dygtig fløjtenist til rådighed i anden halvdel af 1724, for der findes adskillige udfordrende solostemmer for fløjte fra denne periode. Den krævende fløjtestemme udpensler sangerens ord med det gennemgående ”rystende” toogtredivtedelsmotiv og en kromatisk nedadgående figur som ledsagelse til teksten ”forsagte sjæl”.
I altens følgende recitativ bliver dagens tekst fra Matthæusevangeliet 6,34 direkte citeret ”Hver dag har nok i sin plage”. Og som en parallel til bassens secco-recitativ i kantatens anden sats, afslutter også alten med en malende koloratur på ordet ”erscheinet”. Femte sats har også fløjten i en solistisk rolle. Satsen åbner med en trio mellem fløjte, obo d’amore og continuo, som med de to sangeres indsatser udvides til en kvintet. Det instrumentale forspil gentages mellem hvert tekstled og får dermed karakter af et ritornel. I satsens B-del introduceres en ny afledning af temaet, men som erstatning for en da capo af hele A-delen, afrundes satsen blot med det indledende ritornel.
Kantaten afsluttes med en enkel firestemmig udsættelse af Rodigasts 6. salmevers.
© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen - gengivelse tilladt med tydelig kreditering
1. Coro
Was Gott tut, das ist wohlgetan,
Es bleibt gerecht sein Wille;
Wie er fängt meine Sachen an,
Will ich ihm halten stille.
Er ist mein Gott,
Der in der Not
Mich wohl weiß zu erhalten;
Drum lass ich ihn nur walten.
2. Recitativo B
Sein Wort der Wahrheit stehet fest
Und wird mich nicht betrügen,
Weil es die Gläubigen nicht fallen noch verderben lässt.
Ja, weil es mich den Weg zum Leben führet,
So fasst mein Herze sich und lässet sich begnügen
An Gottes Vatertreu und Huld
Und hat Geduld,
Wenn mich ein Unfall rühret.
Gott kann mit seinen Allmachtshänden
Mein Unglück wenden.
3. Aria T
Erschüttre dich nur nicht, verzagte Seele,
Wenn dir der Kreuzeskelch so bitter schmeckt!
Gott ist dein weiser Arzt und Wundermann,
So dir kein tödlich Gift einschenken kann,
Obgleich die Süßigkeit verborgen steckt.
4. Recitativo A
Nun, der von Ewigkeit geschloss’ne Bund
Bleibt meines Glaubens Grund.
Er spricht mit Zuversicht
Im Tod und Leben:
Gott ist mein Licht,
Ihm will ich mich ergeben.
Und haben alle Tage
Gleich ihre eigne Plage,
Doch auf das überstandne Leid,
Wenn man genug geweinet,
Kommt endlich die Errettungszeit,
Da Gottes treuer Sinn erscheinet.
5. Aria (Duetto) S A
Wenn des Kreuzes Bitterkeiten
Mit des Fleisches Schwachheit streiten,
Ist es dennoch wohlgetan.
Wer das Kreuz durch falschen Wahn
Sich vor unerträglich schätzet,
Wird auch künftig nicht ergötzet.
6. Choral
Was Gott tut, das ist wohlgetan,
Dabei will ich verbleiben.
Es mag mich auf die rauhe Bahn
Not, Tod und Elend treiben,
So wird Gott mich
Ganz väterlich
In seinen Armen halten;
Drum lass ich ihn nur walten.
1. Kor
Hvad Gud gør, det er velgjort,
hans vilje er retfærdig;
Jeg overlader til ham
at ordne mine sager.
Han er min Gud,
som bevarer mig
i nøden;
Derfor lader jeg ham råde.
2. Recitativ B
Hans sandheds ord er urokkeligt
og bedrager mig ikke,
hans ord lader ikke de troende i stikken,
men leder mig til livet.
Så lad mig være fattet,
lad Guds faderlige trofasthed være mig nok.
Lad mit hjerte være tålmodigt,
når ulykken rammer mig.
Gud kan i sin almagt
vende min ulykke.
3. Arie T
Bliv ikke forskrækket, du forsagte sjæl
når korsets kalk smager så bittert!
Underets gud læger i sin visdom
og byder dig ikke en dødelig gift,
om end drikkens sødme er skjult.
4. Recitativ A
Min ro bygger på
det evige forbund med Ham.
Deraf ved jeg i tillid,
at Gud er mit lys
i liv og død.
Ham overgiver jeg mig til.
Om også hver dag
har sin plage,
så går det dog over,
og når man har grædt ud,
kommer redningens time,
hvor Gud viser sin trofasthed.
5. Arie (Duet) S A
Selv om korsets bitre lidelse
kæmper mod kødets skrøbelighed,
er det dog det rette.
Den, der fejlagtigt bilder sig ind,
at korset er ubærligt,
vil aldrig opleve glæden.
6. Koral
Hvad Gud gør, er velgjort,
det fastholder jeg.
Om end jeg i det barske liv
møder nød, død og elendighed,
vil Gud
dog faderligt
holde mig i sine arme;
derfor: lad Gud kun råde.
© Enghave Barok og Bente Marie Braarud - gengivelse tilladt med tydelig kreditering
Tekst: 1. & 6. sats: Samuel Rodigast 1674; 2.-5. sats: Omarbejdet af anonym digter
Besætning: Solister: S A T B, Kor: S A T B, Horn, Traversfløjte, Obo d'amore, Violin I/II, Viola, Continuo
Plads i kirkeåret: 15. søndag efter Trinitatis
Første opførelse: 17. september 1724 i Leipzig
Opført af Enghave Barok: 6. september 2015 i Enghave Kirke
Find andre Bachværker til 15. søndag efter Trinitatis (som Enghave Barok har opført)
Find alle Bachværker med tekst af Anonym Digter, Samuel Rodigast (som Enghave Barok har opført)