BWV 98 »Was Gott tut, das ist wohlgetan«
Kantate 98 Was Gott tut, das ist wohlgetan blev skrevet til opførelse på 21. søndag efter trinitatis, 10. november 1726 i Leipzig. Kantaten er den anden af i alt tre kantater, der tager afsæt i Severus Gastorius’ salmemelodi Was Gott tut, das ist wohlgetan fra 1679 på Samuel Rodigasts tekst. Den første af de tre med værkfortegnelsesnummeret BWV 99 skrev Bach i 1724 som del af sin koralkantate årgang. Ti år senere i 1734/35 skrev Bach på bestilling til et bryllup eller lignende, yderligere en Was Gott tut, das ist wohlgetan koralkantate af per-omnis-versus-typen med værkfortegnelsesnummeret BWV 100.
Bachs tredje kantateårgang i Leipzig adskiller sig fra de to første ved at være sammensat af kantater skrevet over en flerårig periode. Indtil for få år siden har man ikke haft kendskab til librettistens identitet, men i 2014/15 blev Bach-forskeren Christine Blanken opmærksom på en udgivelse af 71 kantatelibretti til kirkeåret udgivet af præsten Christoph Birkmann (1703-1771) under titlen Gott-geheiligte Sabbaths-Zehnden, Nüremberg 1728. Af de 71 libretti stemmer de 21 overens med kantater fra Bachs tredje kantateårgang.
Søndagens læsning er fortællingen om Den kongelige embedsmand i Kapernaum, Johannesevangeliet 4, 47-54:
Der var en kongelig embedsmand, hvis søn lå syg i Kapernaum. Da han hørte, at Jesus var kommet fra Judæa til Galilæa, tog han hen til ham og bad ham om at komme med derned og helbrede hans søn; for han lå for døden. Da sagde Jesus til ham: ”Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke.” Den kongelige embedsmand svarede: ”Herre, kom med derned, før mit barn dør.” Jesus sagde til ham: ”Gå hjem, din søn lever.” Manden troede Jesus på hans ord og gik; og allerede mens han var på vej hjem, kom hans tjenere ham i møde og fortalte, at hans dreng var i live. Han spurgte dem så ud om, i hvilken time han havde fået det bedre, og de svarede: ”I går ved den syvende time forlod feberen ham.” Da forstod faderen, at det var sket netop i den time, da Jesus havde sagt: ”Din søn lever.” Og han og hele hans husstand kom til tro. Dette sit andet tegn gjorde Jesus, efter at han var kommet fra Judæa til Galilæa.
Med udgangspunkt i Rodigasts salme Was Gott tut, das ist wohlgetan tolker Birkmann dagens læsning som en lignelse om sjælens udfrielse i Gud. Som der står i læsningen, kom hele embedsmandens husstand ”til tro” med helbredelsen af familiens søn. Udfrielsen findes altså i selve det at tro. Man kan sige, at det i Birkmanns tolkning af læsningen faktisk er embedsmandens tro på Jesus’ ord, som helbreder hans søn.
Af de tre Was Gott tut, das ist wohlgetan-kantater er BWV 98 kantaten med mindst besætning, hvilket stemmer overens med årgangens afslutning, som fokuserer meget på det personlige trosforhold med flere dialog- og solo-kantater. Åbningskoret er en stryger-båret sats, hvor førsteviolinstemmen spiller den centrale solistiske rolle i satsens ritorneller. De øvrige strygere ledsager med et enkelt akkompagnement, mens oboerne følger de tre øverste sangstemmer.
Violinstemmens ubekymrede tematiske materiale kan høres som illuderede den sjælen mens de gentagne korte retoriske pauser måske kan tolkes som sjælens momentvise tvivl i troen. Severus Gastorius melodi fra 1679 høres som cantus firmus i sopranstemmen mens de tre underliggende stemmer akkompagnerer i en enkel homofon struktur. I de to stollen holdes vokal- og instrumentalensemblerne adskilt for i abgesang at mødes og danne en mere kompleks struktur, hvilket kulminerer i salmens sidste linje, hvor alt, tenor og basstemmerne for første gang udfolder sig i friere polyfoni under sopranens forlængede sluttone. En mesterlig økonomisering med materialet og opbygning til klimaks med satsens slutning.
I kantatens første recitativ gennemgår tenoren en udvikling fra lidelse og længsel mod at blive befriet fra livets kvaler til håb i troen på Gud. Recitativet åbner med kromatik, dissonans og formindskede harmonier men skifter til opadgående bevægelser mod Es-dur til teksten ”Drum will ich meine Zuversicht auf Gott aleine bauen, denn er verläßt die Seinen nicht” (Derfor bygger jeg alene min tillid på Gud, for han forlader ikke sine).
I sopranarien beskrives en tilsvarende udvikling. Arien åbner i c-mol med den obligate obo, som i udstrakte linjer efterligner tårer og suk. ”Hört, ihr Augen, auf zu weinen” (slut med at græde, I øjne) synger sopranen som svar, ”Trag ich dog mit Gedult mein schweres Joch” (Bærer jeg dog med tålmodighed mit tunge åg). I ariens B-del ændres musikkens karakter øjeblikkeligt med tanke på at Gud lever og ikke forlader sine. Satsen skifter til den lyse paralleltoneart Es-dur og ordet lebet udsmykkes i livlige trioliserede bevægelser.
Kantatens teologiske vendepunkt bliver altens recitativ. Alten minder os om Guds store barmhjertighed. Når vi i troen begræder Jesus’ død på korset, vil Gud holde sit ord og forbarme sig over os. Citatet fra Bjergprædiken Matthæusevangeliet 7,7: ”bank på, så skal der lukkes op for jer” kan ses som en nøgle til tolkningen af dagens læsning; at udfrielsen sker i troen på Gud: ”Drum laßt uns aufsofort, wenn in der höchsten Nöten schweben, das Herz zu Gott alleinerheben!” (Lad os derfor fra nu af, når vi svæver i den højeste nød, løfte hjertet til Gud.)
Basariens åbningstema er et let bearbejdet citat af Christian Keymanns salme Meinen Jesum lass ich nicht (1658), som igen stammer fra fortællingen om Jakob i Første Mosebog 32,26: ”Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig.” Med tanke på sikkerheden i troen på Gud er satsen udformet som en dansant Gavotte. Basstemmen ledsages af unisone violiner, hvilket understreger dens afsluttende funktion, og med satsens udadvendte glæde matcher den åbningskorets karakter. Med Keymanns salme som afsæt har arien en dobbeltfunktion som både personligt udsagn fra den kristne sjæl og som erstatning for koralens kollektive kristne menighed.
© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering
1. Coro
Was Gott tut, das ist wohlgetan,
Es bleibt gerecht sein Wille;
Wie er fängt meine Sachen an,
Will ich ihm halten stille.
Er ist mein Gott,
Der in der Not
Mich wohl weiß zu erhalten;
Drum lass ich ihn nur walten.
2. Recitativo T
Ach Gott! wenn wirst du mich einmal
Von meiner Leidensqual,
Von meiner Angst befreien?
Wie lange soll ich Tag und Nacht
Um Hilfe schreien?
Und ist kein Retter da!
Der Herr ist denen allen nah,
Die seiner Macht
Und seiner Huld vertrauen.
Drum will ich meine Zuversicht
Auf Gott alleine bauen,
Denn er verlässt die Seinen nicht.
3. Aria S
Hört, ihr Augen, auf zu weinen!
Trag ich doch
Mit Geduld mein schweres Joch.
Gott, der Vater, lebet noch,
Von den Seinen
Läßt er keinen.
Hört, ihr Augen, auf zu weinen!
4. Recitativo A
Gott hat ein Herz, das des Erbarmens Überfluss;
Und wenn der Mund vor seinen Ohren klagt
Und ihm des Kreuzes Schmerz
Im Glauben und Vertrauen sagt,
So bricht in ihm das Herz,
Dass er sich über uns erbarmen muss.
Er hält sein Wort;
Er saget: Klopfet an,
So wird euch aufgetan!
Drum lasst uns alsofort,
Wenn wir in höchsten Nöten schweben,
Das Herz zu Gott allein erheben!
5. Aria B
Meinen Jesum lass ich nicht,
Bis mich erst sein Angesicht
Wird erhören oder segnen.
Er allein
Soll mein Schutz in allem sein,
Was mir Übels kann begegnen.
1. Kor
Hvad Gud gør, det er velgjort,
Hans vilje er altid retfærdig;
Jeg vil ikke bebrejde Ham,
hvordan Han forholder sig til mine sager.
Han er min Gud,
som ved at bevare mig,
når jeg er i nød.
Derfor lader jeg alene Ham råde.
2. Recitativ T
Ak, Gud! hvornår vil Du
udfri mig af mine lidelser,
befri mig fra min angst?
Hvor længe skal jeg råbe om hjælp?
uden at blive reddet!
Herren er alle nær,
der stoler på Hans magt
og Hans nåde.
Så vil jeg da tillidsfuldt
bygge alene på Gud,
for Han svigter ikke sine.
3. Arie S
Hold op med at græde, I øjne!
Jeg bærer jo mit tunge åg
med tålmodighed.
Gud, Faderen, lever stadig.
Han forlader ingen af sine.
Hold så op med at græde, I øjne!
4. Recitativ A
Guds hjerte
flyder over af barmhjertighed;
Og når mundens klage når Hans ører
og i tro og tillid
taler til Ham om korsets smerte,
da brister Hans hjerte,
så Han må forbarme sig.
Han holder sit ord;
Han siger: bank på,
så skal der åbnes for jer!
Lad os derfor straks
når vi svæver i den yderste nød,
løfte vort hjerte til Herren alene!
5. Arie B
Jeg slipper ikke min Jesus
før Hans ansigt
hører eller velsigner mig.
Han alene
skal være mit værn i alt,
hvad, der kan møde mig af ondt.
© Enghave Barok og Bente Marie Braarud – gengivelse tilladt med tydelig kreditering
Tekst: Christoph Birkmann
Besætning: Solister: S A T B, Kor: S A T B, Oboe I/II, Taille, Violin I/II, Viola, Continuo
Plads i kirkeåret: 21. søndag efter Trinitatis
Første opførelse: 10. november 1726 i Leipzig
Opført af Enghave Barok: 2. oktober 2022 i Enghave Kirke
Find andre Bachværker til 21. søndag efter Trinitatis (som Enghave Barok har opført)
Find alle Bachværker med tekst af Christoph Birkmann (som Enghave Barok har opført)