BWV 96 »Herr Christ, der einge Gottessohn«

Kantate 96 ”Herr Christ, der einge Gottessohn” havde sin førsteopførelse på 18. søndag efter Trinitatis, 8. oktober 1724, og er komponeret over Elisabeth Creutzigers salme fra 1524. Creutziger var immigrant af en rig polsk aristokratisk familie, og hun og hendes mand var nære venner af Martin Luther. Luther bragte denne salme som åbning på hans første Gesangbuch. Som det ofte ses i Bachs koralkantater fra 1724/25, er det første og sidste vers holdt som i det oprindelige forlæg, mens de mellemliggende vers er omskrevet til brug for recitativer og arier. Creutzigers salme priser Kristus som den lysende morgenstjerne, hvorfor den i dag mest bliver brugt i forbindelse med Helligtrekonger. Forbindelsen til 18. søndag efter Trinitatis skal findes i salmens andet vers, som refererer til evangelielæsningen til 18. s. e. Trinitatis, Matthæusevangeliet 22,34-46, hvor Jesus går i rette med farisæerne, om hvorvidt Kristus er Davis søn eller Davids Herre, da Kristus i skrifterne bliver kaldt både Davids søn (i Samuels Bog 7,12-14) og Davids herre (i Psalme 110,1).

Kantatens – og salmens – anden del er en bøn på vegne af menigheden om, at Jesu lys skal lede os på rette vej mod himmelen og kærligheden.

Åbningskoralen skiller sig ud fra den ”normale” koralkantate idet, at Cantus Firmus ikke ligger i sopranstemmen, som den sædvanligvis gør, men derimod i alten. Udover strygere og oboer har satsen desuden en flauto piccolo, der med sine lyse gennemtrængende forsiringer skaber en glans omkring satsen, som symboliserer morgenstjernens lys over Betlehem ved Jesu fødsel. Netop som Cantus Firmus–stemmen når til ordet ”Morgensterne” går satsen pludselig fra F-dur (1b) via et par snedige akkordforbindelser til E-dur (4#), som i kvintcirklen ligger hele 6 led fra grundtonearten F-dur. Denne veludførte og højst overraskende modulationen til den lysende og fjerntliggende toneart er et af de momenter, som hæver Bachs musik over al anden i hans samtid – og eftertid.

I kantatens anden sats svarer alten på det føromtalte spørgsmål fra dagens læsning, om Kristus er Davids søn eller Davids herre, med henblik på julens mirakuløse jomfrufødsel: ”Et udvalgt skød bærer den store Gudssøn / som David allerede i ånden ærede som sin Herre / så den velsignede kvinde kan forblive i uskadt kyskhed”.

Tenoren beder i sin arie om, at Jesus med ”kærlighedens tov” trækker sjælen til sig. Ligesom i åbningskoralen bliver fløjten også her brugt som symbol for lyset i bønnen for, at sjælen skal blive oplyst og optændt af den hellige flamme. Der findes i efteråret 1724 hele 12 kantater med virtuose fløjtestemmer. Vi må derfor formode, at Bach i denne periode havde en særlig dygtig fløjtenist til rådighed. Man mener i dag, at det kan have været den jurastuderende Friedrich Gottlieb Wild. Ved den senere opførelse af kantaten (sandsynligvis 24. oktober 1734) blev både piccolofløjten i åbningskoret og traversfløjten i tenorarien erstattet med en piccoloviolin. Under de omstændigheder Bach var underlagt med instrumentalister af varierende kvalitet, fandt han altså, at piccoloviolinen med dens lyse gennemtrængende klang var den rette symbolske erstatning for fløjten, som lysets og flammens instrument.

Sopranen forsætter i sit recitativ med en bøn om, at Gud skal gå ved hendes side og lede hende udenom den kødelige synd ad den rette vej til himmelen. Samme bøn har bassen i den følgende arie: ”Snart til højre, snart til venstre går mine forvildede skridt”. Temaet består af først et opadgående motiv, efterfulgt af et nedadgående motiv, og splittelsen forstærkes i orkestreringen ved en vekslen mellem oboer og strygere. Bachs idé til denne opdeling af instrumentgrupperne kan ganske enkelt være opstået ud fra, at orkesteret på pulpituret var opstillet med strygerne og træblæserne på henholdsvis højre og venstre side af sangeren, som stod i midten. Det har altså givet en både visuel og auditiv effekt, som har understreget satsens tekst. Satsen har et klart fransk præg over sig med skarpe punkteringer, som for at understrege den desperate tilstand personen befinder sig i. I B-delen lægger Bach dog orkestersatsen til ro med et svagt akkompagnement til ordene ”Gå dog med mig, min frelser”, hvorefter punkteringerne genoptages til teksten ”lad mig ikke synke ned i farer”. Sidste gang vi hører ordet ”synke” strækker Bach det ud over en faldende frase på halvanden oktav. Men som symbolsk modsvar, føres bassen dog i den sidste sætning, via en halvanden oktavs opadstigende melisme, sikkert til himmelens port, førend kantaten kan afrundes med en enkel firestemmig udsættelse af sidste vers af Creutzigers salme.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen - gengivelse tilladt med tydelig kreditering