BWV 95 »Christus, der ist mein Leben«

Christus, der ist mein Leben, Sterben ist mein Gewinn er skrevet til 16. søndag efter Trinitatis 1723. Kantaten havde sin første opførelse 12. september som del af den første kantateårgang, som Bach havde påbegyndte straks efter, at han tiltrådte sit embede i Leipzig to en halv måned tidligere.

Søndagens evangelielæsning er Lukasevangeliets fortælling om Jesus’ opvækkelse af enkens søn i Nain (Luk. 7, 11-17):

Derefter gik Jesus til en by, som hedder Nain, og hans disciple og en stor skare gik sammen med ham. Men da han nærmede sig byporten, se, da blev der båret en død ud, som var sin mors eneste søn, og hun var enke; og en stor skare fra byen fulgte med hende. Da Herren så hende, ynkedes han over hende og sagde: ”Græd ikke!” Og han gik hen og rørte ved båren. Bærerne stod stille, og han sagde: ”Unge mand, jeg siger dig: Rejs dig op!” Da satte den døde sig op og begyndte at tale, og Jesus gav ham til hans mor. Alle blev fyldt af frygt og priste Gud og sagde: ”En stor profet er fremstået iblandt os, og Gud har besøgt sit folk.” Og det ord om ham nåede ud over hele Judæa og i hele omegnen.

Den ukendte librettist tolker opvækkelsen som et billede på den kristnes liv efter døden. Tolkningen forholder sig ikke direkte til dagens læsning men udtrykker, med henblik på opstandelsen i døden, en foragt for det jordiske liv og et længselsfuldt fremsyn mod mødet med Jesus i himmeriget. Dødslængsel er et tilbagevendende fænomen i Bachs kantater, og et aspekt af 1700-tallets religiøse åndsliv, som det kan være svært for moderne mennesker at forholde sig til. Den udtrykte dødslængsel er dog ikke en længsel mod døden som sådan. Der er snarere tale om en opstandelseslængsel og en længsel mod at blive forenet med Gud i himmelen, hvilket også formuleres i kantatens sidste recitativ (6. sats).

Mens kantatens ene arie og tre recitativer udtrykker den kristnes subjektive sjæleliv, knytter kantatens hele fire bearbejdelser af yndede Sterbe-lieder (døds- og begravelsessalmer) tolkningen til menigheden og det kollektive kristne fællesskab. Allerede i første sats præsenteres to koraler: Christus, der ist mein Leben (Jena 1609) og Martin Luthers parafraserede salme over Simeons Lovsang (Nunc Dimitis) Mit Fried und Freud ich fahr dahin (1524). I tredje sats høres Valerius Herbergers Valet will ich dir geben (1613) og som slutkoral fjerde vers af Nikolaus Hermans Wenn mein Stündlein vorhanden ist (1560).

Ligesom i kantaten til ugen forinden, Was betrübst du dich, mein Herz (BWV 138) indleder librettisten kantaten med to forskellige salmevers, som bliver forbundet af et recitativ. I denne kantate skaber Bach til åbningskoret en længere sammenhængende sekvens, som falder i tre dele. Koralbearbejdelsen af Christus, der ist mein Leben åbner med et dansant instrumentalt ritornel i 3/4 i G-dur, mens vokalsatsen er homofon og uafhængig af ritornellets gennemgående motiv. Allerede i salmens anden linje går satsen i stå på en fermat efter, at ordet sterben er blevet strakt ud i dissonerende harmonier i piano. Der var i Leipzig tilsyneladende tradition for, at verselinjer som denne blev sunget langsomt. I 1627 skrev den daværende Thomaskantor Johann Hermann Schein i sin Leipziger Cantional, hvordan vers med ordet sterben skulle udføres: “da singen Sie adagio mit einem sehr langsamen Tactu, weiln in solchen versiculis verba emphatica enthalten (da skal De synge adagio i meget langsom takt, fordi vers som dette indeholder emfatiske (udtryksfulde) ord.

Efter koral-versets sidste linje ”Mit Freud fahr ich dahin” (Med glæde farer jeg derhen) fortsætter tenoren solistisk i glædelig forventning om at forlade denne verden: ”Mit Freude, ja, mit Herzenslust will ich von hinnen scheiden.” (Med glæde, ja, med hjertens lyst, vil jeg skilles herfra), hvorefter satsen ledes over i et accompagnato-recitativ byggende på samme motiviske materiale. ”Mein Sterbelied ist schon gemacht, ach dürft ich’s heute singen” (Min dødssalme er allerede klar;

Ak, måtte jeg blot synge den i dag!) afslutter tenoren, hvilket leder direkte over i åbningssatsens anden koralbearbejdelse over Luthers Mit Fried und Freud ich fahr dahin. Her skifter takten til alla breve med betegnelsen Allegro og tonearten til g-mol. I zink og obo høres melodien tætført som for-imitation i gammel stil over en walking bass i ottendedele, som holder ved satsen ud. Som parallel til første salmes verba emphatica laver Bach også i denne koralbearbejdelse et piano-afsnit afsluttende med en fermat til linjen sanft und stille (blidt og stille). Således fremstår satsen i sin helhed symmetrisk med tenorens arioso som spejlingsakse mellem de to koraler.

I det følgende recitativ melder sopranen sig klar til at forlade denne verden, og tager afsked med de jordiske nydelser og fristelser i form af vellystens salte og Sodomsæbler. Recitativet leder direkte ind i salmeverset Valet will ich dir geben. For at opnå en umærkelige overgang fra recitativ til koral lader Bach blot continuoet ledsage de to første verselinjer, førend to obo d’amorer i unison tilslutter sig satsen med en vederkvægende obligat melodilinje, som et billede på den himmelske tilværelse, sopranen har i vente.

Som så ofte i Bachs kantater er den lidende sjæl personificeret ved tenorstemmen, og med tenorens recitativ og arie når vi kulminationen på kantatens akkumulerede dødslængsel. Tenoren håber snart at mærke døden i sine lemmer og slutter recitativet med at ville tælle timer ned indtil døden. Nedtællingen til døden bliver udgangspunkt for tenorarien, som er kantatens eneste arie: ”Ach schlage doch bald, selge Stunde, den allerletzen Glockenschlag” (Ak, slå dog snart, salige stund, det allersidste klokkeslag.) Bach gestalter librettistens billede af dødsklokkerne med pizzicato i strygerne som gennemgående akkompagnement til de to obo d’amores stilfærdigt flydende melodilinjer, mens tenorens linjer som kontrast hertil er abrupte og sukkende i længslen mod døden.

Bassens recitativ udgør kantatens teologiske vendepunkt: ”Denn ich weiß dies und glaub es ganz gewiss, Dass ich aus meinem Grabe ganz einen sichern Zugang zu dem Vater habe.” (For jeg ved dette og tror det til visse, at jeg fra min grav har helt sikker adgang til Faderen.) Med tanke på opvækkelsen fra dagens læsning kan vi se frem til foreningen med Jesus, som med sin opstandelse overvandt døden: ”So kann ich nun mit frohen Sinnen mein selig Auferstehn auf meinen Heiland gründen.” (så kan jeg nu, glad til mode, forvente min salige opstandelse ved min Frelser.)

Kantatens slutkoral er en taksigelse for Jesus’ sejr over døden: ”Weil du vom Tod erstanden bist, werd ich im Grab nicht bleiben” (Fordi Du er opstået fra døden, skal jeg ikke blive i graven), og med versets sidste linje, afrundes kantaten med en allersidste henvisning til Simeons Lovsang:”Drum fahr ich hin mit Freuden” (Derfor går jeg bort med glæde.)

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering

1. Coro e Recitativo T
Christus, der ist mein Leben,
Sterben ist mein Gewinn;
Dem tu ich mich ergeben,
Mit Freud fahr ich dahin.
Mit Freuden,
Ja mit Herzenslust
Will ich von hinnen scheiden.
Und hieß es heute noch: Du musst!
So bin ich willig und bereit.
Den armen Leib, die abgezehrten Glieder,
Das Kleid der Sterblichkeit
Der Erde wieder
In ihren Schoß zu bringen.
Mein Sterbelied ist schon gemacht;
Ach, dürft ichs heute singen!
Mit Fried und Freud ich fahr dahin,
Nach Gottes Willen,
Getrost ist mir mein Herz und Sinn,
Sanft und stille.
Wie Gott mir verheißen hat:
Der Tod ist mein Schlaf geworden.

2. Recitativo S
Nun, falsche Welt!
Nun habe ich weiter nichts mit dir zu tun;
Mein Haus ist schon bestellt,
Ich kann weit sanfter ruhn,
Als da ich sonst bei dir,
An deines Babels Flüssen,
Das Wollustsalz verschlucken müssen,
Wenn ich an deinem Lustrevier
Nur Sodomsäpfel konnte brechen.
Nein, nein! nun kann ich mit gelassnerm Mute sprechen:

3. Choral S
Valet will ich dir geben,
Du arge, falsche Welt,
Dein sündlich böses Leben
Durchaus mir nicht gefällt.
Im Himmel ist gut wohnen,
Hinauf steht mein Begier.
Da wird Gott ewig lohnen
Dem, der ihm dient allhier.

4. Recitativo T
Ach könnte mir doch bald so wohl geschehn,
Dass ich den Tod,
Das Ende aller Not,
In meinen Gliedern könnte sehn;
Ich wollte ihn zu meinem Leibgedinge wählen
Und alle Stunden nach ihm zählen.

5. Aria T
Ach, schlage doch bald, selge Stunde,
Den allerletzten Glockenschlag!
Komm, komm, ich reiche dir die Hände,
Komm, mache meiner Not ein Ende,
Du längst erseufzter Sterbenstag!

6. Recitativo B
Denn ich weiß dies
Und glaub es ganz gewiss,
Dass ich aus meinem Grabe
Ganz einen sichern Zugang zu dem Vater habe.
Mein Tod ist nur ein Schlaf.
Dadurch der Leib, der hier von Sorgen abgenommen,
Zur Ruhe kommen.
Sucht nun ein Hirte sein verlornes Schaf,
Wie sollte Jesus mich nicht wieder finden,
Da er mein Haupt und ich sein Gliedmaß bin!
So kann ich nun mit frohen Sinnen
Mein selig Auferstehn auf meinen Heiland gründen.

7. Choral
Weil du vom Tod erstanden bist,
Werd ich im Grab nicht bleiben;
Dein letztes Wort mein Auffahrt ist,
Todsfurcht kannst du vertreiben.
Denn wo du bist, da komm ich hin,
Dass ich stets bei dir leb und bin;
Drum fahr ich hin mit Freuden.

1. Kor & Recitativ T
Kristus er livet,
at dø er at vinde,
jeg underlægger mig døden
og går den gerne imøde.
Med glæde,
ja, med hjertens lyst
vil jeg forlade denne verden,
og lød det allerede i dag sådan: Det skal du!,
så er jeg villig og parat
til at bringe
den svage krop, de afmagrede lemmer,
dødelighedens klædedragt
tilbage i jordens skød.
Min dødssang er allerede klar;
Ak, måtte jeg blot synge den i dag!
Med fred og glæde går jeg bort,
efter Guds vilje,
fortrøstet er mit hjerte og min sjæl
blidt og stille
som lovet af Gud.
Døden er blevet min søvn.

2. Recitativ S
Nu, du falske verden!
Nu har jeg ikke mere med dig at gøre;
Mit hus er bragt i orden,
jeg kan hvile meget roligere
end da jeg var hos dig,
ved dine Babels floder
måtte sluge vellystens salte
og kun kunne plukke
Sodomsæbler i din lysthave.
Nej, nej nu kan jeg med stoisk mod sige:

3. Koral S
Tjener, det vil jeg give dig
du onde, falske verden,
dit syndigt onde liv
behager mig slet ikke.
I Himlen er det godt at bo,
Der er min længsel.
Der vil Gud evigt lønne
dem, der her tjener Ham.

4. Recitativ T
Ak, kunne det dog ske mig
at jeg kunne mærke
døden,
enden på al nød,
i mine lemmer;
så ville jeg vælge den til mit livsvilkår
og tælle alle timer ud fra den.

5. Arie T
Ak, slå dog snart, du salige stund,
det allersidste klokkeslag!
Kom, kom jeg rækker dig hænderne,
kom, gør ende på min nød,
du dødsdag, som jeg så længe har sukket efter!

6. Recitativ B
For jeg ved dette
og tror det til visse,
at jeg fra min grav
har helt sikker adgang til Faderen.
Min død er kun en søvn,
hvorved legemet, befriet for bekymringer,
kommer til hvile.
Når Hyrden nu leder efter sit mistede får
hvordan skulle Jesus så ikke finde mig igen,
da Han er mit hoved og jeg et af Hans lemmer!
så kan jeg nu, glad til mode,
forvente min salige opstandelse.

7. Koral
Fordi Du er opstået fra døden,
skal jeg ikke blive i graven;
Dit sidste ord er min himmelfart,
dødsangst kan Du forjage,
for hvor Du er, kommer jeg hen,
så jeg altid lever og er hos Dig,
derfor går jeg bort med glæde.

© Enghave Barok og Bente Marie Braarud – gengivelse tilladt med tydelig kreditering

Tekst: 1. sats: anonym digter 1609 & Martin Luther 1524; 3. sats: Valerius Herberger 1613; 7. sats: Nikolaus Hermann
Besætning: Solister: S T B, Kor: S A T B, Zink, Oboe I/II, Oboe d'amore I/II, Violino I/II, Viola, Continuo
Plads i kirkeåret: 16. søndag efter Trinitatis
Første opførelse: 12. september 1723 i Leipzig

Opført af Enghave Barok: 2. oktober 2022 i Enghave Kirke

Find andre Bachværker til 16. søndag efter Trinitatis (som Enghave Barok har opført)

Find alle Bachværker med tekst af Anonym Digter, Nikolaus Hermann, Martin Luther, Valerius Herberger (som Enghave Barok har opført)