BWV 94 »Was frag ich nach der Welt«

Was frag ich nach der Welt er skrevet til 9. søndag i Trinitatis og havde sin første opførelse 6. august 1724 i Leipzig. Koralkantaten hører til Bachs anden kantateårgang, og bygger på en Balthasar Kindermann salme fra 1664 på Ahasverus Fritschs’ melodi. 1., 3., 5., 7., og 8. vers af Kindermanns salme er gengivet ordret, mens 2., 4. og 6. vers er omskrevet til arier, som det gælder for hele koralkantate årgangen. Usædvanligt er det dog, at hele to vers – det 3. og 5. – er omskrevet til koral-recitativer, hvor den oprindelige salmetekst er suppleret med ny kommenterende poesi. Bach opførte kantaten endnu engang i årene 1732-35 – formegentlig 10. august 1732.

Was frag ich nach der Welt er den første af en række kantater fra efteråret 1724, hvor fløjten spiller en virtuos solistisk rolle. Der findes i efteråret 1724 hele 12 kantater med virtuose fløjtestemmer. Den dygtige fløjtenist Bach havde til rådighed i denne periode, menes at have været Friedrich Gottlieb Wild (1700-1762), som netop var flyttet til Leipzig for at studere jura. Wild blev elev af Bach, og i 1735 blev han ansat som organist ved Peterskirken i Sankt Petersborg. Bachs Sonate for Fløjte i E-mol (BWV 1034) stammer også fra denne periode og kan altså også meget vel have været tilegnet Wild.

Søndagens evangelielæsning er Lignelsen om den uærlige godsforvalter, Lukasevangeliet 16, 1-9:

”Jesus sagde også til disciplene: ”Der var en rig mand, som havde en godsforvalter; om ham fik han underhånden at vide, at han ødslede hans ejendom bort. Så tilkaldte han forvalteren og spurgte: Hvad er det, jeg hører om dig? Aflæg regnskab for din forvaltning, for du kan ikke længere være forvalter. Men forvalteren spurgte sig selv: Hvad skal jeg gøre, nu da min herre tager min stilling fra mig? Grave har jeg ikke kræfter til, tigge skammer jeg mig ved. Nu ved jeg, hvad jeg vil gøre, for at folk skal tage imod mig i deres huse, når jeg bliver sat fra bestillingen. Han kaldte så sin herres skyldnere til sig én for én og spurgte den første: Hvor meget skylder du min herre? Hundrede ankre olie, svarede han. Forvalteren sagde: Her er dit gældsbevis, sæt dig straks ned og skriv halvtreds! Derefter spurgte han en anden: Og du, hvor meget skylder du? Hundrede tønder hvede, svarede han. Til ham sagde forvalteren: Her er dit gældsbevis, skriv firs! Og Herren roste den uærlige forvalter, fordi han havde handlet klogt. For denne verdens børn handler langt klogere over for deres egne, end lysets børn gør. Jeg siger jer: Skaf jer venner ved hjælp af den uærlige mammon, for at de, når den slipper op, kan tage imod jer i de evige boliger.”

Der findes ikke en åbenlys eller tæt forbindelse mellem evangelieteksten og Kindermanns salme, og ej heller direkte referencer til evangelielæsningen i librettistens poesi. Mere generelt kræser kantatens tematik sig omkring modsætningen mellem den jordiske mammons forgængelighed og tåbelighed overfor Guds riges evige rigdom.

Kantatens åbningskor følger overordnet set skemaet fra årgangens øvrige koralfantasier med cantus firmus i sopranstemmen og de øvrige sangstemmer akkompagnerende i imiterende polyfon stil. Mest karakteristisk for satsen er fløjtens store solistiske rolle, som udfolder sig i først det lange forspil og siden i de mange ritorneller mellem salmens verselinjer. På sin vis er satsen udformet som en solokoncert med akkompagnerende strygere og oboer, som momentvis indgår i ligeværdigt samspil med solisten.

I bassens arie med ostinato-lignende continuo-akkompagnement udstilles verden som et forgængeligt tåget skyggespil: ”Die Welt ist wie ein Rauch und Schatten, der bald verschindet und vergeht.” (Verden er som en tåge, som skygger, der hurtigt svinder bort og forgår.), mens Jesus beskrives som et trygt tilflugtssted når denne verden styrter sammen.

I det første af kantatens to koral-recitativer bliver tenoren parret med to obligate obo d’amorer, der med et ritornel ledsager de tilbagevendende koral-ariosoer, mens de spiller en rent akkompagnerende rolle i recitativ-afsnittene. Der findes kun ganske få satser af denne type i hele Bachs kantateproduktion. Billedet fra bassens arie af verdens skyggespil udbygges her af tenoren, som med foragt beskriver verdens overfladiske falskhed i form af dyr beklædning, fornemhed og stolthed, som styrter til grunden ved blot det letteste vindpust: Ach, solcher eitler Tand wird weit von mir aus meiner Brust verbannt.” (Ak! sådan forfængeligt tant forbander jeg inderligt langt væk.)

I altens arie vender fløjten tilbage som obligat instrument med en stor solistisk udfoldelse, som var der tale om en fløjtesonate i fransk stil. Foragten for denne verdens bedrag bliver yderligere udpenslet, og det individuelle perspektiv underbygges af satsens indadvendte musikalske karakter: ”Auch dein Reichtum, Gut und Geld ist betrug und falscher Schein. Du magst den eitlen Mammon zählen; Ich will davor Jesum wählen.” (Også din rigdom, dit gods og guld er bedrag og falsk glans. Det kan godt være, du tæller pengene; jeg vil i stedet for vælge Jesus.) I ariens midterdel skifter tempoet fra Adagio til Allegro med tanke på Jesus som sjælens rigdom.

Kantatens andet koral-recitativ fungerer som vendepunkt i kantatens dramaturgiske opbygning. Mens bassen indledningsvis kun har foragt tilovers for verden og bebrejder menneskets utaknemmelighed over Jesus’ offerdød, så skifter perspektivet pludselig midtvejs med tanke på den himmelske belønning ved troen på Jesus: ”Es ist ja besser, ich trage Christi Schmach so lang es ihm gefällt. Es ist ja nur ein Leiden dieser Zeit. Ich Weiß gewiß, daß mich die Ewigkeit dafür mit Preis und Ehren krönet.” (Det er jo bedre, at jeg bærer Jesu skam, så længe, det behager Ham. Det er jo kun en jordisk lidelse. Jeg ved med sikkerhed, at Evigheden kroner mig med pris og ære.)

Forholdet mellem tekst og musik i tenorens arie kan isoleret set været svært at få til at give mening. Teksten udtrykker i stærke billedlige vendinger en total foragt for denne verden: ”Sie wühlt, nur gelben Kot zu finden gliech einem Maulwurf in den Gründen.” (Den (verden) roder i jorden, finder blot gult møg, ligesom en muldvarp i undergrunden.) Bachs geniale musikalsk-teologiske greb er at sætte denne næsten vulgære tekst i musik i form af en frisk, folkloristisk og livsbekræftende Gigue. Bachs greb giver kun mening i forståelsen af kantatens teologisk-dramaturgiske forløb. Hvor kantatens foregående satser bliver set fra et trøstesløst jordisk perspektiv, har den troende kristne, nu personificeret ved Tenoren, allerede fuldt og helt overgivet sig til troen på Jesus, og ser derfor ikke længere på verden indefra men derimod udefra, eller måske snarere oppefra fra himmeriget, som allerede er indtruffet i troen på Jesus.

Som så ofte i Bachs kantater repræsenterer sopranen den afklarede kristne sjæl, hvilket kommer til udtryk i sopranariens b-del: “Ich will nur meinen Jesum lieben und mich in Buß und Glauben üben, so kann ich reich und selig werden.” (jeg vil kun elske min Jesus og øve mig i bod og tro, så jeg kan blive rig og salig.) Satsen er udformet med den franske dans Bourée som forbillede og valget af obo d’amore som obligat instrument er en symbolsk instrumental gestaltning af kærligheden til Jesus.

Ret usædvanligt for Bachs kantater, slutter den med to koralvers, hvoraf det sidste udtrykker hengivenhed og kærlighed til Jesus, som kantatens konkluderende pointe: ”Mein Jesus ist mein Leben, mein Schatz, mein Eigentum, dem ich mich ganz ergeben.” (Min Jesus er mit liv, min skat, min ejendom, som jeg helt hengiver mig til.)

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering