BWV 92 »Ich Hab in Gottes Herz und Sinn«

Kantaten Ich Hab in Gottes Herz und Sinn havde sin først opførelse på Septuagesima søndag 28. januar 1725 som del af Bachs igangværende koralkantateårgang. Vi ved ikke, hvem der var tekstforfatter til Bachs koralkantateårgang 1724-25, men en teori fremsat af Bach-forskeren Hans-Joachim Schulze i 1998 peger på den tidligere konrektor for Thomasskolen Andreas Stübel som en mulig kandidat. Teorien bunder i, at Stübel, som meget muligt har været indenfor Bachs bekendtskabskreds, døde uventet efter tre dages sygdom 31. januar 1725. Bach afbrød af uvisse årsager sin koralkantateårgang i marts 1725 og færdiggjorde aldrig sit projekt. En nærliggende årsag til dette kunne ifølge Schulze være, at hans tekstforfatter var gået bort i midten eller slutningen af januar måned, hvorfra teksterne de sidste koralkantater stammer. Hvis Schulzes teori har noget på sig, blev kantaten Ich Hab in Gottes Herz und Sinn altså opført netop i de dage, hvor Stübel blev syg og døde. Uanset hvad, hører den til blandt de sidste kantater, Bach skrev efter den overordnede model som han havde fulgt for sine koralkantater gennem næsten trekvart år.

Evangelielæsningen til Septuagesima søndag er Lignelsen om arbejderne i vingården, Matthæusevangeliet 20, 1-16, men kantaten referer ikke direkte til denne læsning. Da Septuagesima søndag, som kantaten er skrevet til, markerer, at der er 70 dage til påske, er kantatens funktion snarere til en forberedelse til den nært forestående fastetid frem mod påskens lidelseshistorie og den efterfølgende opstandelse. Jesus’ lidelse, død og opstandelse ses som en vej for den troende, som efter kvalerne her på jorden vil lede til frelse i Jesus.

Paul Gerhardts salme Ich Hab in Gottes Herz und Sinn fra 1647 ligger til grund for kantaten, som i overordnede træk følger årgangens formmæssige koncept. Dog adskiller kantaten sig ved at have adskellige vers gengivet i sin helhed, hvor hovedparten af kantater i årgangen kun gengiver første og sidste salmevers i sin oprindelige form. Både 1., 4. og 9. sats gengives i sin helhed og i 2. og 7. sats væves koralverset sammen med kommenterende recitativ-tekster. Desuden er der en tydelig forbindelse mellem 3. og 6. sats, som udgøres af arier for henholdsvis tenor og bas med beskrivelser af dramatiske naturfænomener. Således anes en overordnet symmetri for kantatens form, med tenorens recitativ (5. sats) som den centrale akse.

Salmen Ich Hab in Gottes Herz und Sinn er traditionelt blevet sunget på melodien til Was mein Gott will, das gescheh allzeit. Netop denne salme lå til grund for koralkantaten af samme navn BWV 111, som var at høre søndagen forinden, 21. januar 1725. Det er derfor næppe et tilfældigt sammenfald, at åbningskoret til de to kantater har forbløffende mange ligheder, bl.a. i forhold til antallet af takter (136), den overordnede disponering af sangernes indsatser samt orkestreringen for to oboer og strygere. Trods ligheder er åbningskoret Ich Hab in Gottes Herz und Sinn dog umiskendeligt sin egen, kendetegnet ved en sørgmodigt klingende sats i h-mol i rolig dansant 6/8-takt.

I bassens koral-recitativ veksler satsen mellem koral og recitativ. Koral-afsnittene ledsages af et motiv i continuostemmen, som bliver en gennemgående quasi-ostinatosats. Disse afsnit afbrydes bestandigt af kommenterende secco-recitativer, hvor continuoet flere gange tager del i tekstens dramatiske beskrivelser af først sammenstyrtede bjerge og siden af et oprørt hav med referencer til både profeten Jonas og disciplen Peter, som begge blev reddet fra druknedøden af Herren.

Dramaet intensiveres i tenorens arie, der udspiller sig som en kamp mellem Satan og Gud i fransk opera-stil: ”Seht, seht! wie reißt, wie bricht, wie fällt, was Gottes starker Arm nicht hält.” (Se, se! hvor det, Guds stærke arm ikke holder, rives itu, knækker, falder.) Sammenstyrtningerne høres satsen igennem i strygernes og continuoets akkompagnement, som består af opbrudte nedadgående motiver, mens 1. violinen hvirvler op som en støvsky fra de sønderknuste ruiner.

Anderledes fortrøstningsfuld er beskrivelsen af at være under Guds beskyttelse i altens følgende koral: ”Zudem ist Weisheit und Verstand bei ihm ohn alle Maßen” (Desuden er visdom og forstand i overmåde hos Ham.) De to oboer ledsager altens cantus firmus over salmens 5. vers med sammenvævede sekvenserede linjer, hvilket giver satsen karakter af quasi-arie. En særlig subtil finesse høres i versets sidste linjer ”Und was er tut, ist alles gut, Ob’s noch so traurig schiene” (Og hvad Han gør er uden undtagelse godt, også selv om det synes sørgeligt), hvor Bach maler ordet traurig (sørgeligt) med en kromatisk nedadgående bevægelse i de to obo-stemmer.

Tenorens recitativ er den midterste af kantatens i alt ni satser og udgør samtidig et vendepunkt i kantatens dramaturgiske udvikling. Recitativ-teksten er en parafrase over salmens 6. og 7. vers. og den skaber en tydelig forbindelse mellem Paul Gerhardts salme og Septuagesima søndag. Med den forestående påske og lidelseshistorien for øje bindes den troendes angst og smerte sammen med Jesus’ lidelse på korset, men også med forløsningen i frelsen: ”Und dir, mein Christ, Wird deine Angst und Qual, dein bitter Kreuz und Pein um Jesu willen Heil und Zucker sein.” (Og for dig, Kristne, vil din angst og smerte, dit bitre kors og pine for Jesu skyld være sød frelse.)

Bassens arie er en videreudvikling af denne tanke. Gennem smerten kommer vi tættere på Jesus og vil, ligesom Jesus overvandt døden, opnå frelse gennem troen på Jesus. Arien udspiller et naturbillede, hvor en efterårsstorm, som høres i continuoets hæsblæsende løb, spreder kornene, som siden vil spire og give frugt: ”Das Brausen von den rauhen Winden macht, dass wir volle Ähren finden. Des Kreuzes Ungestüm schafft bei den Christen Frucht. (Den råkolde vinds susen giver os fulde aks. Korsets iver bærer frugt hos de kristne.)

Som parallel til bassens koral-recitativ (2. sats) forenes kantates fire sangere nu i en tilsvarende sammensmeltning af recitativ og koral, hvor de hver især hengiver sig til Jesus. Mest inderlig er sopranen, som i skikkelse af en renfærdig sjæl afslutter recitativet med smuk overledning til sin arie: ”So kann mein Herz nach deinem Willen Sich, o mein Jesu, selig stillen, und ich kann bei gedämpften Saiten dem Friedensfürst ein neues Lied bereiten.” (Da kan mit hjerte, efter Din vilje, o, min Jesus, være saligt, og jeg kan med dæmpet strengespil berede Fredsfyrsten en ny sang.)

Arien er udformet som et idyllisk pastoralt scenarie med tanke på frelsen i Jesus: ”Meinem Hirten bleib ich treu. Will er mir den Kreuzkelch füllen, ruh ich ganz in seinem Willen, er steht mir im Leiden bei.” (Jeg forbliver tro mod min Hyrde, vil Han fylde korsets kalk for mig, hviler jeg helt i Hans vilje. Han står mig bi i lidelsen.) Den sonore obo d’amore ledsager sopranen som erstatning for det traditionelle hyrdeinstrumentet skalmejen, mens pizzikerende strygere stemmer i som hyrder ved bålet.

Kantaten afrundes med en enkelt firestemmig koraludsættelse, hvor sjælen har fulgt sin hyrde til himmels og ærer Gud i evighed.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering

1. Coro
Ich hab in Gottes Herz und Sinn
Mein Herz und Sinn ergeben,
Was böse scheint, ist mein Gewinn,
Der Tod selbst ist mein Leben.
Ich bin ein Sohn
Des, der den Thron
Des Himmels aufgezogen;
Ob er gleich schlägt
Und Kreuz auflegt,
Bleibt doch sein Herz gewogen.

2. Choral e Recitativo B
Es kann mir fehlen nimmermehr!
Es müssen eh’r
Wie selbst der treue Zeuge spricht,
Mit Prasseln und mit grausem Knallen
Die Berge und die Hügel fallen:
Mein Heiland aber trüget nicht,
Mein Vater muss mich lieben.
Durch Jesu rotes Blut bin ich in seine Hand geschrieben;
Er schützt mich doch!
Wenn er mich auch gleich wirft ins Meer,
So lebt der Herr auf großen Wassern noch,
Der hat mir selbst mein Leben zugeteilt,
Drum werden sie mich nicht ersäufen.
Wenn mich die Wellen schon ergreifen
Und ihre Wut mit mir zum Abgrund eilt,
So will er mich nur üben,
Ob ich an Jonam werde denken,
Ob ich den Sinn mit Petro auf ihn werde lenken.
Er will mich stark im Glauben machen,
Er will vor meine Seele wachen
Und mein Gemüt,
Das immer wankt und weicht
in seiner Güt,
Der an Beständigkeit nichts gleicht,
Gewöhnen, fest zu stehen.
Mein Fuß soll fest
Bis an der Tage letzten Rest
Sich hier uf diesen Felsen gründen.
Halt ich denn Stand,
Und lasse mich in felsenfesten Glauben finden,
Weiß seine Hand,
Die er mich schon vom Himmel beut,
zu rechter Zeit
Mich wieder zu erhöhen.

3. Aria T
Seht, seht! wie reißt, wie bricht, wie fällt,
Was Gottes starker Arm nicht hält.
Steht aber fest und unbeweglich prangen,
Was unser Held mit seiner Macht umfangen.
Lasst Satan wüten, rasen, krachen,
Der starke Gott wird uns unüberwindlich machen.

4. Choral A
Zudem ist Weisheit und Verstand
Bei ihm ohn alle Maßen,
Zeit, Ort und Stund ist ihm bekannt,
Zu tun und auch zu lassen.
Er weiß, wenn Freud,
er weiß, wenn Leid
Uns, seinen Kindern, diene,
Und was er tut,
ist alles gut,
Ob’s noch so traurig schiene.

5. Recitativo T
Wir wollen uns nicht länger zagen
Und uns mit Fleisch und Blut,
Weil wir in Gottes Hut,
So furchtsam wie bisher befragen.
Ich denke dran,
Wie Jesus nicht gefürcht’ das tausendfache Leiden;
Er sah es an
Als eine Quelle ewger Freuden.
Und dir, mein Christ,
Wird deine Angst und Qual, dein bitter Kreuz und Pein
Um Jesu willen Heil und Zucker sein.
Vertraue Gottes Huld
Und merke noch, was nötig ist:
Geduld! Geduld!

6. Aria B
Das Brausen von den rauhen Winden
Macht, dass wir volle Ähren finden.
Des Kreuzes Ungestüm schafft bei den Christen Frucht,
Drum lasst uns alle unser Leben
Dem weisen Herrscher ganz ergeben.
Küsst seines Sohnes Hand, verehrt die treue Zucht.

7. Choral e Recitativo S A T B
Ei nun, mein Gott, so fall ich dir
Getrost in deine Hände.
Bass
So spricht der gottgelassne Geist,
Wenn er des Heilands Brudersinn
Und Gottes Treue gläubig preist.
Nimm mich, und mache es mit mir
Bis an mein letztes Ende.
Tenor
Ich weiss gewiss,
Dass ich ohnfehlbar selig bin,
Wenn meine Not und mein Bekümmernis
Von dir so wird geendigt werden:
Wie du wohl weißt,
Dass meinem Geist
Dadurch sein Nutz entstehe,
Alt
Dass schon auf dieser Erden,
Dem Satan zum Verdruss,
Dein Himmelreich sich in mir zeigen muss
Und deine Ehr je mehr und mehr
Sich in ihr selbst erhöhe,
Sopran
So kann mein Herz nach deinem Willen
Sich, o mein Jesu, selig stillen,
Und ich kann bei gedämpften Saiten
Dem Friedensfürst ein neues Lied bereiten.

8. Aria S
Meinem Hirten bleib ich treu.
Will er mir den Kreuzkelch füllen,
Ruh ich ganz in seinem Willen,
Er steht mir im Leiden bei.
Es wird dennoch, nach dem Weinen,
Jesu Sonne wieder scheinen.
Meinem Hirten bleib ich treu.
Jesu leb ich, der wird walten,
Freu dich, Herz, du sollst erkalten,
Jesus hat genug getan.
Amen: Vater, nimm mich an!

9. Choral
Soll ich denn auch des Todes Weg
Und finstre Straße reisen,
Wohlan! ich tret auf Bahn und Steg,
Den mir dein Augen weisen.
Du bist mein Hirt,
Der alles wird
Zu solchem Ende kehren,
Dass ich einmal
In deinem Saal
Dich ewig möge ehren.

1. Kor
I Guds hjerte og sind
har jeg overgivet mit hjerte og mit sind,
hvad der ser ondt ud, er, hvad jeg vinder,
døden selv er mit liv.
Jeg er en søn af Ham,
der har oprejst
Himlens trone;
om Han slår nu
og lægger kors på mig,
forbliver Hans hjerte mig venligt stemt.

2. Koral & Recitativ B
Det kan aldrig mere gå mig galt!
Om så bjerge og højder falder
med drøn og grusom larm,
som den Trofaste har bevidnet!
Min Frelser bedrager ikke,
min Fader elsker mig.
Ved Jesu røde blod er jeg indskrevet i Hans hånd:
Han beskytter mig jo!
Om Han kaster mig direkte i havet,
så lever Herren i oprørt sø.
Han har selv givet mig livet,
altså vil bølgerne ikke drukne mig,
selv om de griber mig
og raser mod afgrunden med mig.
Han vil blot træne mig,
om jeg da tænker på Jonas
eller har Peter i tankerne.
Han vil gøre mig stærk i troen,
Han vil våge over min sjæl
og vil i sin godhed,
der er uforlignelig i sin vedholdenhed,
vænne mit gemyt,
der altid viger og vakler,
til at stå fast.
Min fod skal til de sidste dage
stå fast på denne klippe.
Holder jeg stand
og findes klippefast i troen,
vil Hans hånd,
som Han allerede byder mig fra Himlen,
ophøje mig igen
til rette tid.

3. Arie T
Se, se! hvor det, Guds stærke arm ikke holder,
rives itu, knækker, falder.
Men hvad vores Helt omfavner med sin magt,
det står fast og ubevægeligt og lyser op.
Lad Satan tordne, rase, ødelægge,
den stærke Gud vil gøre os uovervindelige.

4. Koral A
Desuden er visdom og forstand
i overmåde hos Ham.
Han kender tiden, stedet og timen
til at handle og også til at undlade at handle.
Han ved, hvornår glæde,
Han ved, hvornår lidelse
tjener os, Hans børn,
og hvad Han gør,
er uden undtagelse godt,
også selv om det synes sørgeligt.

5. Recitativ T
Vi vil ikke længere være forsagte,
og med kød og blod
stille spørgsmål så ængsteligt som hidtil,
for vi er jo under Guds omsorg.
Jeg tænker på,
at Jesus ikke frygtede tusindfold lidelse.
Han så det,
som en kilde til evig glæde,
og for dig som kristen
vil din angst og smerte, dit bitre kors og pine
for Jesu skyld være sød frelse.
Stol på Guds nåde
og mærk efter, hvad der er nødvendigt:
Tålmodighed! Tålmodighed!

6. Arie B
Den råkolde vinds susen
giver os fulde aks.
Korsets påtrængenhed bærer frugt hos de kristne.
Lad os derfor alle
overgive vore liv til den vise Hersker.
Kys Sønnens hånd, lev i tugt.

7. Koral & Recitativ S A T B
Eja, min Gud,
så falder jeg trøstigt i Dine hænder
Bas
Sådan taler den gudhengivne ånd,
når den i troen priser
Frelserens brodersind og Guds trofasthed.
Tag mig og led mig
indtil mit livs ende.
Tenor
Jeg ved med sikkerhed,
at jeg uvægerligt er salig,
når min nød og bekymring
afsluttes således af Dig:
Så Du ved,
at min ånd
drager nytte deraf.
Alt
At allerede her på jorden
vil Dit Himmerige vise sig i mig
til Satans ærgrelse.
Og derved ophøjes din Ære
mere og mere.
Sopran
Da kan mit hjerte, efter Din vilje,
o, min Jesus, være saligt.
Og jeg kan med dæmpet strengespil
berede Fredsfyrsten en ny sang.

8. Arie S
Jeg forbliver tro mod min Hyrde,
vil Han fylde korsets kalk for mig,
hviler jeg helt i Hans vilje.
Han står mig bi i lidelsen.
Efter gråden
vil Jesu sol igen skinne.
Jeg forbliver min Hyrde tro,
jeg lever for Jesus, Han vil råde,
glæd dig, hjerte, du skal blive koldt,
Jesus har gjort nok.
Amen: Fader, lad mig være Din!

9. Koral
Om jeg da også skal rejse
ad dødens mørke vej,
Velan! jeg går på vejen og stien,
som Du viser mig med Dit blik.
Du er min hyrde,
der vil vende alt
til en slutning,
hvor jeg engang
i Dine sale
kan ære Dig evigt.

© Enghave Barok og Bente Marie Braarud – gengivelse tilladt med tydelig kreditering

Tekst: 1. 2. 4. 7. & 9. sats: Paul Gerhardt 1647; Resten: Omarbejdet af Anonym Digter
Besætning: Solister: S A T B, Kor: S A T B, Oboe d'amore I/II, Violino I/II, Viola, Continuo
Plads i kirkeåret: Septuagesima
Første opførelse: 28. Januar 1725

Opført af Enghave Barok: 11. februar 2023 i Enghave Kirke

Noter

Tysk tekst

Oversættelse

Find andre Bachværker til Septuagesima (som Enghave Barok har opført)

Find alle Bachværker med tekst af Anonym Digter, Paul Gerhardt (som Enghave Barok har opført)