fbpx
Vælg en side

BWV 9 »Es ist das Heil uns kommen her«

Kantate 9 Es ist das Heil uns kommen her hører til koralkantatesamlingen som Anna Magdelena Bach efter Bachs død solgte til bystyret i Leipzig, og som dermed kom i Thomasskolens varetægt. Bach arbejdede primært på sin koralkantateårgang i 1724-25, men flere tilføjelser kom til sidenhen, heriblandt denne kantate. Midt i juli 1724 meldes Anna Magdelena og Johann Sebastian at have været i Bachs tidligere hjemby Cöthen og ”sich hören lassen” (altså, lade sig høre = give koncert), hvorfor en kantate til 6. søndag efter Trinitatis i første ombæring ikke blev skrevet. Bach fandt dog senere lejlighed til at udfylde den tomme plads i koralkantateårgangen. Nodepapirets vandmærke og kopisternes håndskrifter daterer kantaten til at være skrevet i årene 1732-35.

Kantatens libretto deler de karakteristika vi kender fra Bachs øvrige koralkantater. Den ukendte tekstforfatter har omdannet Paul Speratus’ salme til kantatelibretto ved at bibeholde 1. og 12. vers til henholdsvis åbnings- og slut koral, og sammenfatte de øvrige vers i tre recitativer med to mellemliggende arie-tekster. Speratus’ salme er en ofte benyttet salme til denne søndag, hvis evangelielæsning, Matthæus 5, 20-26 drejer sig om forbrydelse mod loven, mens dagens epistel er Paulus’ forklaring om Frihed fra synden gennem Jesu lidelse, død og opstandelse (Romerbrev 6, 3-11).

Også musikalsk lægger Bach sig tæt op ad den praksis vi kender fra de tidligere koralkantater. Åbningskoret er udformet som en charmerende sats mellem koncerterende fløjte og obo d’amore, ledsaget af et akkompagnerende strygerensemble, hvorfra også førsteviolinen momentvis blander sig i det solistiske samspil. Sopranen præsenterer cantus firmusmens de øvrige stemmer svarer med materiale hentet fra orkestersatsen. I abgesang-afsnittet gennemføres dette princip med et særligt glimt i øjet, når de underliggende sangstemmer for en kort bemærkning overtager andenviolin og bratschens temmelig anonymt akkompagnerende ottendedelsmotiv til teksten ”Der hat g’nug für uns all getan” (Han har gjort nok for os).

Alle kantatens tre recitativer har Bach distribueret til bassangeren, som dermed fremstår som kantatens gennemgående prædikant og teologiske formidler. Han fremlægger indledningsvis kantatens teologiske problem: ”Gott gab uns ein Gesetz, doch waren wir zu schwach, daß wir es hätten halten können.” (Gud gav os en lov, men vi var for svage til at kunne have overholdt den.) Havde vi holdt os til loven, ville vi, som i et spejl, have kunnet se, hvor uartig vores natur er. ”Aus eigner Kraft war niemand fähig, der Sünder Unart zu verlassen, er mocht auch alle Kraft zusammenfassen.” (Af egen kraft var ingen i stand til at forlade sin syndige adfærd, om end han samlede alle kræfter.)

Den ensomme synder bliver personificeret af tenoren i den følgende arie: ”Wir waren schon zu tief gesunken, der Abgrund schluckt uns völlig ein.” (Vi var allerede sunket for dybt, afgrunden opslugte os fuldstændigt.) Nedadgående synkoperede motiver i violinen illustrerer synderens nedsynkning i afgrundens dyb. Satsen er noteret i den usædvanlige taktart 12/16 – en musikalsk-interpretatorisk påmindelse fra Bach om, at der hverken er tale om en mild pastorale eller en let gigue, men snarere om en desperat De profundis clamavi.

Kantatens bas-prædikant vender tilbage med løsningen på det syndige menneskes problem: gennem Jesu lidelse og død, bliver pagten mellem Gud og menneske bekræftet, og loven genoprettet. ”Wer auf sein leiden baut, der gehet nicht verloren” (Hvem som bygger på hans lidelse, går ikke fortabt.) Frelsen findes for den, som sætter sin lid til Gud og ”slynger sine arme omkring Jesus”!

Budskabet om frelse og retfærdiggørelse i troen på Jesus bliver kantatens retoriske og dramaturgiske vendepunkt. Som symbol på genoprettelsen af loven har Bach udformet duetten mellem sopran og alt som et lille lovformeligt kontrapunktisk mesterværk. De to koncerterende instrumenter fra åbningskoret, fløjte og obo d’amore, vender nu tilbage som obligate instrumenter, i hvad der sammen med de to sangere og continuo, samlet udgør en kvintet. Satsen er stringent kanonisk opbygget. Først gennemføres et kanon-afsnit mellem de to soloinstrumenter og siden mellem de to sangere – begge med en kvints forskydning. Efter denne indledende øvelse griber instrumenterne ind i sangernes sats, og former dermed en dobbelt-kanon. Som Alfred Dürr rigtig skriver, gør de lette melodiske linjer og deres legende karakter, at man ikke umiddelbart bemærker satsens stramme bagvedliggende struktur.

Synden og Loven er altså repræsenteret med hver sin arie, der fremstår som musikalske modpoler, som et billede på livet henholdsvis uden og med Gud. Tenorariens nedaddrevne linjer, synkoper og spring står i skærende kontrast til duettens rolige melodiske fraser, funderet på gamle kontrapunktiske principper.

Bassen afrunder sin prædiken med at understrege vigtigheden af den erkendelse, som ligger i at kunne skelne Synden fra Loven: ”Wenn wir die Sünd aus dem Gesetz erkennen, so schlägt es das Gewissen nieder” (Når vi kender synden fra loven, så nedslår det vores sind). Erkendelsen er nedslående for mennesket, men danner samtidig grundlag for en dybere og mere inderlig tro. I evangeliet vil vi finde trøst og glæde, så vi trygt kan bygge vores tro på Jesus.

Kantaten slutter med en enkelt firestemmig koraludsættelse af 12. vers af Paul Speratus’ salme.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering

1. Coro
Es ist das Heil uns kommen her
Von Gnad und lauter Güte.
Die Werk, die helfen nimmermehr,
Sie mögen nicht behüten.
Der Glaub sieht Jesum Christum an,
Der hat g’nug für uns all getan,
Er ist der Mittler worden.

2. Recitativo B
Gott gab uns ein Gesetz, doch waren wir zu schwach,
Dass wir es hätten halten können.
Wir gingen nur den Sünden nach,
Kein Mensch war fromm zu nennen;
Der Geist blieb an dem Fleische kleben
Und wagte nicht zu widerstreben.
Wir sollten im Gesetze gehn
Und dort als wie in einem Spiegel sehn,
Wie unsere Natur unartig sei;
Und dennoch blieben wir dabei.
Aus eigner Kraft war niemand fähig,
Der Sünden Unart zu verlassen,
Er mocht auch alle Kraft zusammenfassen.

3. Aria T
Wir waren schon zu tief gesunken,
Der Abgrund schluckt uns völlig ein,
Die Tiefe drohte schon den Tod,
Und dennoch konnt in solcher Not
Uns keine Hand behülflich sein.

4. Recitativo B
Doch musste das Gesetz erfüllet werden;
Deswegen kam das Heil der Erden,
Des Höchsten Sohn, der hat es selbst erfüllt
Und seines Vaters Zorn gestillt.
Durch sein unschuldig Sterben
Ließ er uns Hülf erwerben.
Wer nun demselben traut,
Wer auf sein Leiden baut,
Der gehet nicht verloren.
Der Himmel ist für den erkoren,
Der wahren Glauben mit sich bringt
Und fest um Jesu Arme schlingt.

5. Aria (Duetto) S A
Herr, du siehst statt guter Werke
Auf des Herzens Glaubensstärke,
Nur den Glauben nimmst du an.
Nur der Glaube macht gerecht,
Alles andre scheint zu schlecht,
Als dass es uns helfen kann.

6. Recitativo B
Wenn wir die Sünd aus dem Gesetz erkennen,
So schlägt es das Gewissen nieder;
Doch ist das unser Trost zu nennen,
Dass wir im Evangelio
Gleich wieder froh
Und freudig werden:
Dies stärket unsern Glauben wieder.
Drauf hoffen wir der Zeit,
Die Gottes Gütigkeit
Uns zugesaget hat,
Doch aber auch aus weisem Rat
Die Stunden uns verschwiegen.
Jedoch, wir lassen uns begnügen,
Er weiß es, wenn es nötig ist,
Und brauchet keine List
An uns; wir dürfen auf ihn bauen
Und ihm allein vertrauen.

7. Choral
Ob sichs anließ, als wollt er nicht,
Lass dich es nicht erschrecken;
Denn wo er ist am besten mit,
Da will ers nicht entdecken.
Sein Wort lass dir gewisser sein,
Und ob dein Herz spräch lauter Nein,
So lass doch dir nicht grauen.

1. Kor
Frelsen er kommet til os
af nåde og lutter godhed.
Gerninger hjælper intet,
de beskytter os ikke.
Det er troen, Jesus Kristus ser på.
Han har gjort nok for os alle,
Han er blevet forsoneren.

2. Recitativ B
Gud gav os en lov, men vi var for svage
til at kunne overholde den.
Vi hengav os kun til synden,
intet menneske kunne kaldes fromt;
Ånden klæbede til kødet
og vovede ikke at kæmpe imod.
Vi skulle vandre i loven
og deri, som i et spejl,
se vores ulydige natur,
og dog fortsatte vi som før.
Ingen var af egen kraft i stand til
at forlade synderne og det forkerte,
om han så også satte al sin kraft ind.

3. Arie T
Vi var allerede sunket for dybt,
afgrunden omsluttede os helt.
Dybet var allerede dødeligt truende,
og dog kunne i den dybe nød
ingen hånd hjælpe os.

4. Recitativ B
Dog skulle loven opfyldes;
derfor kom jordens Frelser.
Den Højestes søn har selv opfyldt den
og standset sin Faders vrede.
Ved sin skyldfri død
bragte Han os hjælp.
Den, der blot tror på dette
og forlader sig på Hans lidelse,
han går ikke fortabt.
Himlen er udvalgt til den,
der bringer sand tro med sig
og omfavner Jesus fast.

5. Arie (Duet) S A
Herre, Du ser på hjertets trosstyrke
og ikke på gerninger,
kun troen antager Du.
Troen alene retfærdiggør,
alt andet synes for svagt
til at kunne hjælpe os.

6. Recitativ B
Når vi ud fra loven erkender synden,
så rammer det vor samvittighed;
Dog kan vi trøste os ved
i Evangeliet
straks at blive
glade igen:
Det styrker vores tro igen.
Det håber vi på den tid,
Guds godhed
har tilsagt os,
dog har Han også viseligt
skjult for os, hvornår timen er inde.
Men vi slår os til tåls.
Han ved, hvornår det skal være
og behøver ikke bruge list
mod os; vi kan bygge på Ham
og alene stole på Ham.

7. Koral
Selv om det kunne se ud, som om Han ikke ville,
så lad det ikke skræmme dig;
for der, hvor Han er mest ved din side,
lader Han dig ikke opdage det.
Lad Hans ord gøre dig sikker,
og om dit hjerte kun siger “nej”,
så frygt dog ikke.

© Enghave Barok og Bente Marie Braarud – gengivelse tilladt med tydelig kreditering

Tekst: 1. & 7. sats: Paul Speratus 1523; 2.-6. sats: Anonym digter
Besætning: Solister: S A T B, Kor: S A T B, Flauto traverso, Oboe d'amore, Violin I/II, Viola, Continuo
Plads i kirkeåret: 6. søndag efter Trinitatis
Første opførelse: 1732-35

Opført af Enghave Barok: 10. november 2018 i Enghave Kirke

Find andre Bachværker til 6. søndag efter Trinitatis (som Enghave Barok har opført)

Find alle Bachværker med tekst af Anonym Digter, Paul Speratus (som Enghave Barok har opført)