BWV 81 »Jesus schläft, was soll ich hoffen«

Bach skrev kantaten Jesus schläft, was soll ich hoffen til Fjerde søndag efter Helligtrekonger, 30. januar 1724 som del af hans første kantateårgang i Leipzig.

Søndagens evangelielæsning er beretningen om Stormen på søen fra Matthæusevangeliet 8, 23-27:

»Jesus gik om bord i en båd, og hans disciple fulgte ham. Da blev der et voldsomt uvejr på søen, så båden skjultes af bølgerne. Men han sov. Og de kom hen og vækkede ham og sagde: ”Herre, frels os! Vi går under!” Men han sagde til dem: ”Hvorfor er I bange, I lidettroende?” Da rejste han sig og truede ad storm og sø, og det blev helt blikstille. Men folk undrede sig og sagde: ”Hvem er han, siden både storm og sø adlyder ham?”«

Den ukendte librettist forholder sig relativt direkte til dagens læsning og følger i store træk dens dramaturgi i udformningen af librettoen med udgangspunkt i kontrasten mellem den sovende og den handlende Jesus. Retorisk set er kantaten udformet som en dialog mellem Den troende sjæl og Jesus, hvor sjælen er et poetisk jeg, som personificeres af både alten og tenoren, mens Jesus synges af bassangeren. Disciplene i evangelielæsningen tolkes som Den troende sjæl og fortællingen som helhed som et billede på den kristnes sjæleliv. Jesus er kun tilsyneladende fraværende. I realiteten er han altid til stede. Hans intervention mod stormen tolkes som et billede på, hvordan den frygtsomme og tvivlende sjæl finder sin frelse i troen på Jesus.

Kantaten åbner med en sørgmodigt klingende altarie i e-mol. Konfronteret med døden søger sjælen Jesus, men han sover: ”Jesus schläft, was soll ich hoffen?” (Jesus sover, hvad skal jeg håbe?). Alten holder en lang tone på ordet Schäft (sover) og strygerne ligger i lav tessitura med nedadgående motiver. De to blokfløjter, som dobler violinstemmerne, er traditionelt et musikalsk symbol på døden. Der er da også i Bachs interpretation en tydelig parallel mellem søvnen og døden. Med sine seufzer, formindskede intervaller og kromatik er arien, som Alfred Dürr bemærker, på én gang både en vuggevise og en lamentation.

I det følgende recitativ overtager tenoren det poetiske jeg: ”Herr! Warum trittest du so ferne? Warum verbirgst du dich zur Zeit der Not?” (Herre, hvorfor er Du så fjern? Hvorfor skjuler Du dig i nødens tid?) – et citat hentet næsten ordret fra Salmernes bog 10,1. Sjælen kan ikke finde Jesus og håber, at han vil vågne og lede sjælen på rette vej, ligesom han gjorde for De tre vise mænd, som stadig fejres på denne 4. søndag i Helligtrekonger.

Og så trækker det op til uvejr. Tenoren træder ud af sit jeg og beskriver stormens rasen i en furiøs italiensk operaarie. Førsteviolinen fører an med hæsblæsende toogtredivtedele i billedet af ”De skummende bølger fra Belials bække”. Der er altså tale om en kamp mellem Djævelen og Gud. I B-delen gør satsen tre gange holdt til teksten: ”Ein Christ soll zwar wie Wellen stehn, wenn Trübsalswinde um ihn gehn” (En kristen skal ganske vist stå klippefast, når elendighedens vinde omsuser ham), men hver gang tager vinder til som vindstød, førend stormen atter raser for fuld kraft med A-delens tilbagevenden.

Endelig vågner Jesus og svarer i en arioso med det næsten bebrejdende spørgsmål til disciplene hentet fra evangelielæsningen: ”Ihr Kleingläubigen, warum seid ihr so furchtsam?” (I lidettroende, hvorfor er I så frygtsomme?). Som altid synges Jesus-citatet af den traditionelle Vox Christi, basstemmen, som her ledsages af en imiterende continuostemme som en slags tostemmig invention. Ariosoen ender som et spørgsmål på en frygisk kadence, der fungerer som overledning til den store arie, hvor Jesus intervenerer og maner stormen til ro: ”Schweig, aufgetürmtes Meer! Verstumme, Sturm und Wind!” (Vær tavs, du oppiskede hav! Vær stille, storm og vind!). Satsen fremstår med sit Allegro som endnu en ”storm-arie”, men de to obo d’amore-stemmers lange overbundne toner gyder olie på vandene, ligesom også bassangeren holder en lange toner på ordet ”Meer” i en manende gestus.

I et afrundende recitativ vender alten tilbage som kantatens jeg og takker for sin frelse. Jesus er vågnet og har handlet på sjælens bøn: ”Wohl mir, mein Jesus spricht ein Wort, mein Helfer ist erwacht” (Godt for mig, min Jesus taler, min hjælper er vågnet.)

Kantaten afrundes med en enkel koraludsættelse af 2. vers af Johan Francks salme Jesu meine Freude, der beskriver Jesus som hjælper og beskytter i fjendeligt uvejr: ”Unter deinen Schirmen bin ich für den Stürmen aller Feinde frei.” (Under Din beskærmelse er jeg fri fra alle fjendens storme.)

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering