BWV 8 »Liebster Gott, wenn werd ich sterben?«

Kantaten Liebster Gott, wann werd ich sterben er skrevet til 16. søndag i Trinitatis. Den blev opført første gang 24. september 1724 som del af Bachs anden kantateårgang i Leipzig, den såkaldte koralkantate-cyklus. I den første E-dur-version af kantaten fra 1724, som vi opfører i dag, er fløjtestemme til første sats noteret som en flauto piccolo – altså en lille fløjte, som klinger en oktav over den noterede stemme. I forbindelse med en senere opførelse i 1747 transponerede Bach hele kantaten en tone ned til D-dur, og her blev stemmen skrevet til en almindelig traversfløjte.

Som grundlag for kantaten gjorde Bach brug af Caspar Neumanns salme fra omkring 1690, men på den tidligere organist ved Nicolaikirche i Leipzig Daniel Vetters melodi, som var blevet bestilt i forbindelse med Breslau-kantoren Jakob Wilisius’ begravelse i begyndelsen af 1690’erne. Melodien blev sidenhen udgivet som del af samlingen Musicalische Kirch- und Hauß-Ergötzlichkeit i 1713. Valget af koral adskiller sig dermed fra størstedelen af kantaterne fra koralkantateårgangen, der som regel er hentet fra den ortodokse Lutheranske meloditradition, hvorimod Liebster Gott, wann werd ich sterben både hvad angår tekst og melodi er præget af Halle-pietisternes nye salmer fra omkring 1700 og frem. I dansk salmetradition blev disse ”nye” salmer vidt udbredt gennem bl.a. Pontopidans Salmebog og H.A. Brorsons digtning fra 1730’erne.

Dagens evangelielæsning er Opvækkelsen af enkens søn i Nain, Lukasevangeliet 7, 11-17

”Derefter gik Jesus til en by, som hedder Nain, og hans disciple og en stor skare gik sammen med ham. Men da han nærmede sig byporten, se, da blev der båret en død ud, som var sin mors eneste søn, og hun var enke; og en stor skare fra byen fulgte med hende. Da Herren så hende, ynkedes han over hende og sagde: ”Græd ikke!” Og han gik hen og rørte ved båren. Bærerne stod stille, og han sagde: ”Unge mand, jeg siger dig: Rejs dig op!” Da satte den døde sig op og begyndte at tale, og Jesus gav ham til hans mor. Alle blev fyldt af frygt og priste Gud og sagde: ”En stor profet er fremstået iblandt os, og Gud har besøgt sit folk.” Og det ord om ham nåede ud over hele Judæa og i hele omegnen.”

Før nærværende kantate fra 1724 have Bach allerede skrevet to kantater til 16. søndag i Trinitatis, nemlig BWV 161 Komm, du süße Todesstunde fra Weimar 1716 og BWV 95 Christus, der ist mein Leben, Sterben ist mein Gewinn fra Leipzig året forinden i 1723. I Enghave Barok har vi opført begge disse i henholdsvis november 2013 og oktober 2022. Hvor disse tidligere kantater udtrykker længsel mod en tidlig død med henblik på at blive forenet med frelseren, forholder Liebster Gott, wann werd ich sterben sig ængstelig til døden ved bevidstheden om menneskets syndighed. Opvækkelsen af enkens søn tolkes dermed som en forløsende opvågnen til det evige liv i himmerig efter døden.

Åbningskoralen er mesterligt skruet sammen af flere lag, som medvirker til satsens symbol-ladede kompleksitet. Typisk for Bachs åbningskor med højtidelig og andægtig karakter, er koralkoret noteret i 12/8, ligesom vi bl.a. kender det fra åbningskoret til Matthäuspassionen. De to obo d’amorer danner det melodiske materiale for ritornellet, mens strygerne akkompagnerer med nedadgående pizzicati. Sangstemmerne harmoniserer sopranens cantus firmus med enkel polyfoni og lejlighedsvise imitationer, og over hele herligheden høres piccolo-fløjten, som 24 gange i løbet af satsen illuderer en dødsklokke – hver gang med 24 små klokkeslag. Spørgsmålet om menneskets nedarvede syndighed introduceres allerede her i salmens første vers, og forbinder arvesynden til den enkelte dødelige kristne: ”Und des alten Adams Erben, unter denen ich auch bin, … arm und elend sein auf Erden und dann selber Erde werden” (Og Adams slægt, som også jeg hører til, … er elendige på jorden og bliver så selv til jord.)

Med tenorens arie zoomer Bach helt ind på det enkelte menneskes dødsangst: ”Was willst du dich, mein Geist entsetzen, wenn meine letze Stunde schägt?” (Hvorfor sjæl, vil du rystes når min sidste time slår?) Den sørgmodige tone slås an i solo-oboen, der ligesom i åbningskoret akkompagneres af pizzicato – denne gang i continuoet – som billede på tidens uafladelige gang frem mod døden.

I det følgende accompagnato-recitativ uddyber alt-sangeren anledningen til dødsangsten yderligere, for i dødens stund bliver nåden og frelsen akut nødvendig: ”Wer wird die Seele doch vom aufgelegten Sündenjoch befreien und entbinden?” (Hvem vil befri og løsne min sjæl for syndens åg?)

Svaret får vi med bassens arie, der kan betragtes som antitese til åbningskoret. De to satser har flere påfaldende ligheder, som forbinder dem: Begge satser er i 12/8-takt med fløjten i en solistisk rolle med akkompagnerende strygere, og mens åbningskoret står i E-dur er arien i A-dur. Alligevel står de i sammenhæng som hinandens modsætninger. Hvor åbningskoret var sørgmodigt og angstfuldt spørgende, er bas-arien udformet som en frisk og livsbekræftende gigue, som blev der spillet op til dans. ”Doch weichet, ihr tollen, vergeblichen Sorgen” (Forlad mig, I dumme, forgæves bekymringer) synger bassen, og fortsætter med, hvad der synes at være en direkte reference til dagens læsning om Opvækkelsen af enkens søn i Nain: ”Mich rufet mein Jesus, wer solte nicht gehn?” (Min Jesus kalder på mig, hvem skulle da ikke gå?) Arien når sin kulmination i eksalteret forløsning med opadstræbende figurer til teksten ”Erscheine mir, seliger, fröhlicher Morgen, verkläret und herrlich vor Jesu zu stehn” (Vis dig nu, salige, glade morgen, hvor jeg i forklaret herlighed står foran Jesus.)

Efter dette forsyn til det hinsides erklærer sopranen sig i sit afrundende recitativ klar til at give afkald på sin jordiske arv, for at blive forenet med Gud i det evige liv. Den afsluttende firestemmige koraludsættelse er udformet som en bøn om at kunne forlade det jordiske uden angst med henblik på, hvad der venter i himmerig: „Herrscher über Tod und Leben, mach einmal mein Ende gut, lehre mich den Geist aufgeben mit recht wohlgefaßtem Mut!” (Hersker over død og liv, lad min bortgang blive god. Lær mig at opgive ånden fattet og rolig.)

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering