fbpx
Vælg en side

BWV 76 »Die Himmel erzählen die Ehre Gottes«

Da Bach ankom fra sin ansættelse ved hoffet i Cöthen til sit nye kantor-embede i Leipzig, påbegyndte han straks sit ambitiøse projekt om at ville komponere en ny kantate til alle kirkeårets søn- og helligdage. Dette arbejde satte han i gang allerede samme som dag han officielt blev indsat, på trinitatis søndag 1723, hvor han opførte kantaten Die Elenden sollen essen (BWV 75). Die Himmel erzählen die Ehre Gottes (BWV 76) blev opført den følgende søndag, 2. søndag efter Trinitatis, og er således blot den anden kantate i den store kantateproduktion fra Leipzig-årene. Sammen med de to prøve-kantater, som Bach opførte inden sin ansættelse (BWV 22 og 23), sætter de to første officielle kantater BWV 75 og 76 tilsammen standard for Bachs formmæssige og kvalitative ambitionsniveau for de følgende års kantater. Disse de to første kantater fra første årgang har en påfaldende formmæssig lighed: Begge kantater er todelt, hvor hver del afsluttes med samme koralfantasi, begge kantaters anden del åbnes med en sinfonia, begge veksler mellem secco recitativer og ariosoer, begge har en basarie med obligat trompetledsagelse og begge åbningskor har concertist/ripieno-fordeling. Sidstnævnte er relevant i den tidligere så kontroversielle debat om størrelsen på Bachs ”kor”. De to kantater hører nemlig til den eksklusive gruppe af kantater, der udgør den undtagelse, som bekræfter reglen, da blot 9 ud af de 150 kantater, som er overleveret med stemmemateriale, er overleveret med et ripieno-sæt, mens de øvrige 141 altså blot har fire sangstemmer.

Søndagens evangelielæsning er Lignelsen om det store festmåltid fra Lukasevangeliet 14, 16-24:

”Jesus svarede: ”Der var en mand, som ville holde et stort festmåltid og indbød mange. Da festen skulle begynde, sendte han sin tjener ud for at sige til de indbudte: Kom, nu er alt rede! Men de gav sig alle som én til at undskylde sig. Den første sagde til ham: Jeg har købt en mark og bliver nødt til at gå ud og se til den. Jeg beder dig, hav mig undskyldt. En anden sagde: Jeg har købt fem par okser og skal ud at prøve dem. Jeg beder dig, hav mig undskyldt. Og en tredje sagde: Jeg har lige giftet mig, og derfor kan jeg ikke komme. Tjeneren kom tilbage og fortalte sin herre dette. Da blev husets herre vred og sagde til tjeneren: Gå straks ud på byens gader og stræder og hent de fattige, vanføre, blinde og lamme herind. Og tjeneren meldte: Herre, det er sket, som du befalede, men der er stadig plads. Så sagde herren til tjeneren: Gå ud på vejene og langs gærderne og nød dem til at komme, så mit hus kan blive fyldt. For jeg siger jer: Ingen af de mænd, som var indbudt, skal smage mit måltid.””

Den ukendte librettist tolker lignelsen om festmåltidet som en fordring om at ære Guds skaberværk og tage imod Guds generøse indbydelse til frelse i himmerig (festmåltidet) gennem hengivenhed i troen på Kristus. Librettistens tekstvalg til åbningskoret skal forstås i denne sammenhæng. Kantaten åbner med vers 2 og 4 fra Psalmernes Bog kapitel 19: ”Himlen fortæller om Guds herlighed, hvælvingen beretter om hans hænders værk. Der lyder ingen ord, ingen tale, uden at deres røst høres.” Davids Psalmens lovprisning af Guds skaberværk bliver motto for kantaten og selve den fordring, librettisten benytter som omdrejningspunkt for sin opbyggelige tolkning af lignelsen.

De to vers fra Psalmernes bog udgør grundlaget for hver sin del af åbningskoret. Det åbner festligt med trompeten i en solistisk rolle overfor orkesteret, hvorefter først bassen og siden det fulde kor bryder ud i homofon lovsang. Som kontrast hertil udformes det andet tekstled som et længere polyfont afsnit med en fuga over et deklamerende tema. Som vi kender det fra mange af Bachs vokal-fugaer falder den i to dele, først en uledsaget solistisk gennemføring for de fire concertist-sangere, fulgt af yderligere en gennemføring med ripieno-gruppen og colla parte-strygere.

I de følgende to satser elaboreres over det indledende motto fra Salmernes Bog. Tenoren beskriver hvordan Gud har pustet liv i verden: ”Dies alles hat ja Gott getan, dass sich die Himmel regen, und Geist und Körper sich bewegen.” (Alt dette har Gud jo gjort, at himmel, sjæl og legeme er i bevægelse.) hvortil strygernes akkompagnement sætter i bevægelse med roligt vuggende sekstendedele. Som overledning til den følgende arie opfordrer tenoren til at tage imod indbydelsen til festmåltidet: ”Auf, kommt zu meinem Liebesmahl!” (Rejs jer, kom til mit kærlighedsmåltid!). Ligesom tjeneren i dagens læsning fra gader og stræder kalder fattige, vanføre, blinde og lamme ind til fest, kalder sopranen i sin arie folkene sammen i en opfordring til at vende sig mod Kristus: ”Hört, ihr Völker, Gottes Stimme, Eilt zu seinem Gnadenthron!” (Hør, I folkeslag, Guds stemme, il til Hans nådestrone!). Trioen mellem sopran, violin og continuo har en simpel og helt igennem sorgfri karakter, og sammen iler de i opadstigende bevægelser mod nådestronen.

Først med bassen præsenteres vi for det teologiske problem kantaten behandler; at langt fra alle hengiver sig i troen og ærer Gud: ”Wer aber hört, da sich der größte Haufen zu andern Göttern kehrt? Der ältste Götze eigner Lust beherrscht der Menschen Brust.” (Men hvem lytter? De fleste vender sig jo til andre guder. Egne lyster er den ældste afgud, som behersker menneskers sind.) Menneskets selvoptagethed forhindrer den sande tro på Kristus. Med trompeten som ledsager fremstår bassen i sin arie næsten som dommedagsprædikant og verfer de ugudelige væk med et standhaftigt trioliseret motiv: ”Fahr hin, abgöttische Zunft!” (Forsvind, ugudelige slæng!). I B-delen ændrer satsen dog karakter og i sekvenserede melismer med legato-strygere sværger bassen sin troskab til Jesus: ”Sollt sich die Welt gleich verkehren, will ich doch Christum verehren” (Om så hele verden vender sig bort, vil jeg dog ære Kristus).

I sit secco-recitativ refererer alten igen til dagens læsning og sammenstiller de fattige og sultne, som i evangelielæsningen bliver kaldt ind til festen fra gader og stræder, med de hedninge, som skal finde åndelig næring i troen på Jesus: ”Ja mit dir selbst gespeiset und getränket und deinen Geist geschenket, der stets in unserm Geiste schwebet.” (Ja, gav Dig selv til mad og drikke, og skænkede os Din Ånd, som altid er i vores ånd). Alten slutter recitativet med en opfordring til bøn. Opfordringen bliver samtidig overledning til koralfantasien over Luthers salme Es woll uns Gott genädig sein, som afrunder kantatens første del. De sidste linjer i salmens første vers beder netop om hedningenes frelse: ”Und Jesus Christus’ Heil und Stärk, bekannt den Heiden werden, und sie zu Gott bekehren” (lad også Jesu Kristi frelse og styrke blive kendt af hedningerne, så de bekender sig til Gud!).

Biblioteket i Cöthen er af uvisse årsager forsvundet. Bach arbejdede ved hoffet i fire år, fra 1717 og frem til sin ansættelse i Leipzig i 1723. Det anslås, at omkring 400 værker fra disse år er gået tabt. En del musik fra Cöthen er dog overlevet i nye gestaltninger, for Bach genbrugte især i første og tredje kantateårgang omarbejdede verdslige kantater så vel som enkeltstående kammermusikalske satser, der fungerede som musikalske forspil til i kantaterne.

Sinfoniaen, som åbner kantates anden del er et eksempel på sidstnævnte. Den langsomme Adagio-sats har sandsynligvis udgjort midtersatsen i en triosonate fra obo d’amore, viola da gamba og continuo, men fungerer her som en eftertænksom indledning til kantatens anden del, som hørtes efter præstens prædiken.

Stemningen er gennemgående mere reflekterende i kantatens anden del, med fokus på den velsignelse og kærlighed, der følger med troen på Kristus. Bassen har nu fralagt sig den formanende prædiken fra første del, og beder i sit akkompagnato-recitativ Gud om velsignelse: ”Gott segne noch die treue Schar, damit sie seine Ehre durch Glauben, Liebe, Heiligkeit erweise und vermehre.” (Gud, velsign også den trofaste skare, at de ved tro, kærlighed og hellighed beviser og forøger Hans ære.)

Selvom tenorens arie med continuo-ledsagelse indledningsvis er dramatisk, så har han valgt side og står fast på sin tro. Dramaet er ikke et indre dilemma, som vi ofte ser det hos Bachs tenor-skikkelser. Her er kampen ekstrovert, rettet mod de ugudelige, som har vendt Kristus ryggen: ”Hasse nur, hasse mich recht, Feindlichs Geschlecht!” (Had mig, had mig blot, du fjendtlige slægt!) Derfor ændrer musikken også fuldstændig karakter i ariens B-del med en modulation fra a-mol til C-dur. Tenoren er afklaret i sin tro og ser frem mod at omfavne Kristus og lægge de jordiske glæder bag sig: ”Christum gläubig zu umfassen, Will ich alle Freude lassen.” (Når jeg troende omfavner Kristus, vil jeg undvære al glæde.)

Alten er i sit recitativ ankommet til festen i himmerig og lader sig bespise med Manna, som Bach lader dale blidt fra træerne i continuoets faldende ottendedele. Obo d’amore, viola da gamba og continuo, som også var besætningen i forspillet til anden del, vender nu tilbage som ledsagere i alt-arien. Bach vælger en rolig 9/8-sats til altens fordringen om at efterleve næstekærlighedsbudskabet: ”Liebt, ihr Christen, in der Tat!” (Vis kærlighed, I kristne, i handling!) Ved at udvise kærlighed i vores handlinger anerkender vi Jesus’ lidelse og død som en kærlighedshandling fra Gud.

Tenoren fortsætter i sit recitativ altens tanke om at prise Guds kærlighed ved selv at udvise den i handling, og slutter derefter cirklen tilbage til åbningskorets himmelske lovprisning af Gud: ”Bis in die Ewigkeit die Himmel frommer Seelen Gott und sein Lob erzählen. (Indtil fromme sjæles himmel forkynder Gud og lovpriser Ham.)

Kantaten afsluttes med samme koralbearbejdelse som første del, men nu med sidste vers af Luthers salme, som lægger sig smukt i forlængelse af kantatens opbyggelige konklusion om at tage imod Guds indbydelse og udvise taknemmelighed gennem næstekærlighed og gode gerninger: ”Es danke, Gott, und lobe dich Das Volk in guten Taten;” (Lad folket, Gud, takke og prise Dig med gode handlinger).

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering

Erster Teil

1. Coro
Die Himmel erzählen die Ehre Gottes, und die Feste verkündiget seiner Hände Werk.
Es ist keine Sprache noch Rede, da man nicht ihre Stimme höre.

2. Recitativo T
So lässt sich Gott nicht unbezeuget!
Natur und Gnade redt alle Menschen an:
Dies alles hat ja Gott getan,
Dass sich die Himmel regen
Und Geist und Körper sich bewegen.
Gott selbst hat sich zu euch geneiget
Und ruft durch Boten ohne Zahl:
Auf, kommt zu meinem Liebesmahl!

3. Aria S
Hört, ihr Völker, Gottes Stimme,
Eilt zu seinem Gnadenthron!
Aller Dinge Grund und Ende
Ist sein eingeborner Sohn:
Dass sich alles zu ihm wende.

4. Recitativo B
Wer aber hört,
Da sich der größte Haufen
Zu andern Göttern kehrt?
Der ältste Götze eigner Lust
Beherrscht der Menschen Brust.
Die Weisen brüten Torheit aus,
Und Belial sitzt wohl in Gottes Haus,
Weil auch die Christen selbst von Christo laufen.

5. Aria B
Fahr hin, abgöttische Zunft!
Sollt sich die Welt gleich verkehren,
Will ich doch Christum verehren,
Er ist das Licht der Vernunft.

6. Recitativo A
Du hast uns, Herr, von allen Straßen
Zu dir geruft
Als wir im Finsternis der Heiden saßen,
Und, wie das Licht die Luft
Belebet und erquickt,
Uns auch erleuchtet und belebet,
Ja mit dir selbst gespeiset und getränket
Und deinen Geist geschenket,
Der stets in unserm Geiste schwebet.
Drum sei dir dies Gebet demütigst zugeschickt:

7. Choral
Es woll uns Gott genädig sein
Und seinen Segen geben;
Sein Antlitz uns mit hellem Schein
Erleucht zum ewgen Leben,
Dass wir erkennen seine Werk,
Und was ihm lieb auf Erden,
Und Jesus Christus’ Heil und Stärk
Bekannt den Heiden werden
Und sie zu Gott bekehren!

Zweiter Teil

8. Sinfonia

9. Recitativo B
Gott segne noch die treue Schar,
Damit sie seine Ehre
Durch Glauben, Liebe, Heiligkeit
Erweise und vermehre.
Sie ist der Himmel auf der Erden
Und muss durch steten Streit
Mit Hass und mit Gefahr
In dieser Welt gereinigt werden.

10. Aria T
Hasse nur, hasse mich recht,
Feindlichs Geschlecht!
Christum gläubig zu umfassen,
Will ich alle Freude lassen.

11. Recitativo A
Ich fühle schon im Geist,
Wie Christus mir
Der Liebe Süßigkeit erweist
Und mich mit Manna speist,
Damit sich unter uns allhier
Die brüderliche Treue
Stets stärke und verneue.

12. Aria A
Liebt, ihr Christen, in der Tat!
Jesus stirbet für die Brüder,
Und sie sterben für sich wieder,
Weil er sich verbunden hat.

13. Recitativo T
So soll die Christenheit
Die Liebe Gottes preisen
Und sie an sich erweisen:
Bis in die Ewigkeit
Die Himmel frommer Seelen
Gott und sein Lob erzählen.

14. Choral
Es danke, Gott, und lobe dich
Das Volk in guten Taten;
Das Land bringt Frucht und bessert sich,
Dein Wort ist wohlgeraten.
Uns segne Vater und der Sohn,
Uns segne Gott, der Heilge Geist,
Dem alle Welt die Ehre tu,
Für ihm sich fürchte allermeist
Und sprech von Herzen: Amen.

Første del

1. Kor
Himlene fortæller Guds ære og jorden forkynder Hans værk.
Der er intet talt ord, uden man hører deres stemmer.

2. Recitativ T
Gud giver os vidnesbyrd!
Naturen og nåden taler til alle mennesker:
Alt dette har Gud jo gjort,
at himmel, sjæl og legeme
er i bevægelse.
Gud selv har bøjet sig ned til jer
og råber gennem sine utallige budbringere:
Rejs jer, kom til mit kærlighedsmåltid!

3. Arie S
Hør, I folkeslag, Guds stemme,
il til Hans nådestrone!
alle tings begyndelse og ende
er Hans enbårne Søn:
Lad alt derfor vende sig til Ham.

4. Recitativ B
Men hvem lytter,
de fleste vender sig jo
til andre guder.
Egne lyster er den ældste afgud,
som behersker menneskers sind.
De kloge udtænker dumheder,
og djævlen sidder solidt i Guds hus,
da også de kristne løber fra Kristus.

5. Arie B
Forsvind, ugudelige slæng!
Om så hele verden vender sig bort,
vil jeg dog ære Kristus,
Han er fornuftens lys.

6. Recitativ A
Du, Herre, har fra alle retninger
kaldt os til Dig.
Da vi sad i hedningers mørke,
og Du, som opliver lyset og nærer luften,
også oplyste og nærede os,
ja, gav Dig selv til mad og drikke,
og skænkede os Din Ånd,
som altid er i vores ånd.
Derfor retter vi i ydmyghed
denne bøn til Dig:

7. Koral
Lad Gud være os nådig
og velsigne os;
Lad Hans åsyn lyse klart for os
til det evige Liv,
så vi erkender Hans værk
og hvad Han elsker her på jorden,
lad også Jesu Kristi Frelse og styrke
blive kendt af hedningerne,
så de bekender sig til Gud!

Anden del

8. Sinfonia

9. Recitativ B
Gud, velsign også den trofaste skare,
at de ved tro, kærlighed og hellighed
beviser og forøger
Hans ære.
De er Himlen på jord
og må i konstant kamp
mod had og fare
renses i denne verden.

10. Aria T
Had mig, had mig blot,
du fjendtlige slægt!
Når jeg troende omfavner Kristus,
vil jeg undvære al glæde.

11. Recitativ A
Jeg føler allerede i ånden,
hvordan Kristus
viser mig kærlighedens sødme
og bespiser mig med manna,
så den broderlige troskab
vokser og fornyes.

12. Arie A
Vis kærlighed, I kristne, i handling!
Jesus dør for brødrene,
og de må dø,
fordi Han har forbundet sig med dem.

13. Recitativ T
Således skal kristenheden
lovprise Guds kærlighed
og selv udvise den:
Indtil fromme sjæles himmel
forkynder Gud
og lovpriser Ham.

14. Koral
Lad folket, Gud, takke og prise Dig
med gode handlinger;
Lad jorden være frugtbar og forbedres.
Dit Ord er faldet i god jord.
Velsign os Fader og Søn,
velsign os Gud Helligånd,
Lad hele verden
vise Dig ærefrygt
og af hjertet sige: Amen.

© Enghave Barok og Bente Marie Braarud – gengivelse tilladt med tydelig kreditering

Tekst: Anonym Digter; 1. sats: Psalme 19, 2 & 4; 7. &14. sats: Martin Luther 1524
Besætning: Solister: S A T B, Kor: S A T B, Trompet, Oboe I/II, Oboe d'amore, Violino I/II, Violino solo, Viola da gamba, Continuo
Plads i kirkeåret: 2. søndag efter Trinitatis
Første opførelse: 6. juni 1723 i Leipzig

Opført af Enghave Barok: 29. maj 2022 i Enghave Kirke

Find andre Bachværker til 2. søndag efter Trinitatis (som Enghave Barok har opført)

Find alle Bachværker med tekst af Anonym Digter, Martin Luther, Psalme 19 (som Enghave Barok har opført)