BWV 75 »Die Elenden sollen essen«

Efter seks års ansættelse som hofkapelmester i Cöthen ankom Bach mod slutningen af maj 1723 til Leipzig. Med sig i to hestevogne havde han familiens ejendele, som bl.a. indbefattede nodebibliotek og instrumentsamling, samt børn fra to ægteskaber og sin nye kone Anna Magdalena. Forud var gået en længere og noget speget ansættelsesproces, hvor først byrådets favorit Georg Philipp Telemann og siden anden-valget Christoph Graupner havde takket nej til stillingen som Thomaskantor.

I et brev til barndomsvennen Georg Erdmann skriver Bach om sin motivation for at tage dette ”uanstændige” skridt nedad karrierestigen fra hofkomponist til kantor. Bach begrunder sit skifte med, at hans arbejdsgiver siden 1717, Prins Leopold af Cöthen, gradvist havde mistet sin ellers glødende interesse for musik efter at han var blevet gift. Desuden nævner Bach de to ældste sønners ønske om at studere som en motiverende faktor for at søge mod en større universitetsby.

En uge efter sin ankomst tiltrådte Bach på Trinitatis Søndag 30. juni sit nye embede med opførelsen af kantaten Die Elenden sollen essen. I en notits i bladet Acta Lipsiensium academia noteres det, at Bachs første musik i kirken blev modtaget ”med god applaus”. Da der ikke blev klappet i kirken, er ”god applaus” her ment metaforisk for den afmålte tilfredshed, der tilsyneladende var blandt menigheden.

Med Die Elenden sollen essen skød Bach også sit ambitiøse kantate-projekt i gang. Over de følgende tre år skrev Bach tre næsten komplette kantateårgange til kirkeårets søn- og helligdage, og i de følgende år yderligere to, som er mere sporadisk overleveret. Om hoveparten af kantaterne i de to sidste af de i alt fem årgange faktisk er gået tabt, eller om Bach gradvist mistede interessen for sit eget projekt, står hen i det uvisse. Det er dog sikkert, at Bach aldrig følte sit arbejde påskønnet af menigheden for ikke at tale om Thomaskirkens konsistorium og byrådet, som Bach løbende lå i bitre stridigheder med.

Da Bachs skrev til vennen Georg Erdmann i 1730 var det med det formål for øje, at bede diplomaten Erdmann holde udkig efter en anden stilling til Bach. Han lader forstå, at han er utilfreds med sin løn som kantor i en storby med høje leveomkostninger og klager desuden over sine forestående, som han kalder ”underlige” og uden interesse for musik, ligesom han ærgrer sig over at være offer for ”misundelse” og ”forfølgelser”.

Vi kan i dag glæde os over resultaterne af Bachs overvældende kreative udladning fra hans første år i Leipzig. For komponisten selv var embedet som kantor dog langt henad vejen forbundet med skuffelser og magtkampe. Som han giver udtryk for til Erdmann var skiftet til Leipzig i Bachs egen optik et karrieremæssigt fejlslag, som han brugte år på at forsøge at rette op på. Det lykkedes i 1736, da han fik tildelt titlen som kongelig hofkomponist ved den polske konge Friedrich August II’s hof i Dresden, hvilket også havde til formål, at stille Bach i en stærkere position i de interne magtspil omkring kirkerne i Leipzig, hvor han virkede frem til sin død i 1750.

Søndagens læsning til første søndag efter Trinitatis er Lignelsen om den rige mand og Lazarus, Lukasevangeliet 16, 19-31:

Der var en rig mand, som klædte sig i purpur og fint linned og hver dag levede i fest og pragt. Men en fattig mand ved navn Lazarus lå ved hans port, fuld af sår, og ønskede kun at spise sig mæt i det, der faldt fra den riges bord, og hundene kom tilmed og slikkede hans sår. Så døde den fattige, og han blev af englene båret hen i Abrahams skød. Også den rige døde og blev begravet. Da han slog øjnene op i dødsriget, hvor han pintes, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans skød. Fader Abraham! råbte han, forbarm dig over mig og send Lazarus, så han kan dyppe spidsen af sin finger i vand og læske min tunge, for jeg pines i disse luer. Men Abraham svarede: Barn, husk på, at du fik dit gode, mens du levede, og Lazarus på samme måde det onde; nu trøstes han her, mens du pines. Desuden er der lagt en dyb kløft mellem os og jer, for at de, som vil herfra over til jer, ikke skal kunne det, og de heller ikke skal komme over til os derovrefra. Da sagde han: Så beder jeg dig, fader, at du vil sende ham til min fars hus, for jeg har fem brødre, for at han kan advare dem, så ikke også de kommer til dette pinested. Men Abraham svarede: De har Moses og profeterne, dem kan de høre. Nej, fader Abraham! sagde han, men kommer der en til dem fra de døde, vil de omvende sig. Abraham svarede: Hvis de ikke hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en står op fra de døde.

Den ukendte tekstforfatter benytter antitesen mellem rig og fattig som omdrejningspunkt for sin libretto. Kantatens første del tager afsæt i ligningen om den rige mand og Lazarus med tanke på modsætningsforholdet mellem jordisk rigdom og frelse i himlen. I kantatens anden del bliver lignelsen opbyggeligt tolket ind i den enkelte kristnes sjæleliv. Flere elementer i Bachs komposition kan ses som et pejlemærke for den overordnede form, han kom til at følge i kantaterne fra Leipzig-årene. Den dramatiserede kirkekantate efter præsten Neumeisters opera-inspirerede forbillede ses bl.a. i den for Bach nye praksis med par bestående af secco-recitativ og dacapo-arie. Desuden viser kantaten stærk indflydelse fra fransk musik med valget af fransk ouverture som grundlag for åbningskoret, samt arier med udgangspunkt i danse fra den franske suite: tenorarien (3) en polonaise, sopranarien (5) en menuet og alt-arien (10) en passepied. Altsammen kendetegn, som i et utal af variationer blev gennemgående træk for de kommende kantateårgange.

Som indgang til sin tolkning af lignelsen om Lazarus benytter librettisten Psalme 22 vers 27 fra Salmernes Bog: ”De ydmyge skal spise og mættes, de, der søger Herren, skal lovprise ham, og de skal få nyt mod for evigt.” Åbningskoret falder i to overordnede dele. Satsen indledes med en langsom instrumental åbning i fransk ouverture-stil. Det karakteristiske skarpe rytmiske motiv bliver et gennemgående akkompagnerende kontinuum til først solo-oboen og sidenhen til de fire sangstemmer, som sætter ind i semi-polyfon motetstil med forskellige temaer til hver af de to tekstled. Til korets sidste tekstled ”Euer Herz soll ewiglich leben” (Jeres hjerte skal leve evigt) skifter taktarten til 4/4 med en fuga i to gennemføringer, først for solistkoret og siden forstærket med ripienisterne.

Bassen gør i sit accompagnato-recitativ opmærksom på den jordiske pragt og rigdoms midlertidighed: ”Was hilft des Purpurs Majestät, da sie vergeht?” (Hvad hjælper purpurens majestæt, for den forgår?)

I den følgende arie svarer Tenoren: ”Mein Jesus soll mein alles sein!” (Min Jesus skal være mit alt!). Jesus er den kristnes rigdom og ”søde glædesvin”. I ariens b-del genbruges purpur-billedet fra recitativet med tanke på Jesus’ offer på korset: ”Mein Purpur ist sein teures Blut” (Mit purpur er Hans dyre blod), hvilket giver anledning til et tydeligt skifte i musikken fra G-dur til e-mol og en mere inderlig og lidenskabelig stemning. Gennem hurtige melismer i beskrivelsen af den søde glædesvin vender arien via en elegant overledning tilbage til en forkortet udgave af a-delen.

Tenoren husker os i sit korte recitativ på, at Gud på den yderste dag vil styrte de mægtige fra tronen og ophøje de ringe, hvilket atter leder tanken tilbage til åbningskorets tekst fra Salmernes Bog og slutter med en formaning om at ”Den, der søger Himlen i verden forbandes der, men den, der her overstår Helvede, glædes dér.”

Dette bliver afsæt for sopranen, der i skikkelse af en renfærdig kristen sjæl med glæde gennemstår dette livs lidelser med henblik på, ligesom Lazarus, at blive fulgt til himmels af englene. Den sonore obo d’amore ledsager i den inderlige arie sopranen, som næsten bobler over af glæde ved tanke om belønningen i himlen – først i sekstendedelstrioler og siden af toogtredivedelsløb.

Sopranen fortsætter i et kort recitativ, som pointerer, at selvom livet kan være pinefuldt, så kan den kristne trøste sig ved, at Guds værk er velgjort. I denne vished slutter kantatens første del med 5. vers af Samuel Rodigasts salme Was Gott tut, das ist wohlgetan (1675) i en frisk og opløftende koralfantasi.

I 1723 blev kantates anden del opført i umiddelbar forlængelse af prædiken. Anden del lægger ud med en instrumental sats i italiensk koncertstil udformet som en firestemmig fuga for de tre strygere og continuo. Satsen viser sig dog at være en livlig koralfantasi over Was Gott tut, das ist wohlgetan, der undervejs høres som cantus firmus i trompeten.

Med altens accompagnato-recitativ går tekstforfatteren dybere ind den kristnes trosforhold med en tydelig reference til Bjergprædiken: ”Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres.” (Mattæusevangeliet 5,3). Vejen til en stærkere tro går gennem erkendelsen af åndens svaghed. Modsætningen mellem åndelig fattigdom og rigdom bliver afsæt for den følgende arie som et svar på den kristnes problem: ”Jesus macht mich geistlich reich. Kann ich seinen Geist empfangen, will ich weiter nichts verlangen.” (Jesus gør mig åndeligt rig. Kan jeg modtage Hans Ånd, vil jeg ikke forlange mere.)

Med bassens recitativ når vi til den erkendelse, at den som lever sit liv i troen på Jesus og Guds kærlighed, endelig, når det jordiske er forsvundet, vil finde sig selv og Gud. Dette gennembrud i tolkningen af lignelsen om Lazarus udmønter sig i en festlig fanfare i den følgende bas-arie: ”Mein Herze glaubt und liebt” (Mit hjerte tror og elsker). Trompeten lægger ud med et jublende signal, der svares af et trioliseret motiv, som symboliserer ”Jesu søde flammer”.

Tenoren afrunder med et kort recitativ, før fantasien over Rodigasts Was Gott tut, das ist wohlgetan gentages. Salmen bliver således en gennemgående tråd og med 6. vers’ sidste linje et udtryk for eksegesen af søndagens læsning: ”Måske vil nød, død og elendighed drive mig ad en hård livsbane; Da vil Gud helt faderligt holde mig i sine arme; derfor lader jeg alene Ham råde.”

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering