fbpx
Vælg en side

BWV 73 »Herr, wie du willt, so schick’s mit mir«

Vi kender i dag hele fire kantater fra Bachs hånd til 3. søndag efter Helligtrekonger (BWV 73, 111, 72 og 156). Af disse er Herr, wie du willt, so schick’s mit mir, BWV 73 den tidligste. Den blev første gang opført 23. januar 1724 som del af Bachs første kantateårgang i Leipzig, og igen i årene 1732-35 i en lettere revideret udgave, hvor hornstemmen blev erstattet af en stemme for obligat orgel. Muligvis fik den yderligere en opførelse i nogle af Bachs sidste leveår 1748/49.

Kantatens libretto behandler søndagens læsning fra Matthæusevangeliet 8, 1-13 om Helbredelsen af en spedalsk og Officeren i Kapernaum:

”Da Jesus var kommet ned fra bjerget, fulgte store folkeskarer ham. Og se, en spedalsk kom og kastede sig ned for ham og sagde: ”Herre, hvis du vil, kan du gøre mig ren.« Jesus rakte hånden ud, rørte ved ham og sagde: ”Jeg vil, bliv ren!” Og straks blev han renset for sin spedalskhed. Men Jesus sagde til ham: ”Se til, at du ikke siger det til nogen; men gå hen og bliv undersøgt af præsten, og bring den offergave, Moses har fastsat, som et vidnesbyrd for dem.

Da Jesus gik ind i Kapernaum, kom en officer hen og bad ham: ”Herre, min tjener ligger lammet derhjemme og lider forfærdeligt.” Han sagde til ham: ”Jeg vil komme og helbrede ham.” Men officeren sagde: ”Herre, jeg er for ringe til, at du går ind under mit tag. Men sig blot et ord, så vil min tjener blive helbredt. Jeg er jo selv en mand under kommando og har soldater under mig. Siger jeg til én: Gå! så går han, og til en anden: Kom! så kommer han, og til min tjener: Gør det og det! så gør han det.” Da Jesus hørte det, undrede han sig og sagde til dem, der fulgte ham: ”Sandelig siger jeg jer: Så stor en tro har jeg ikke fundet hos nogen i Israel. Jeg siger jer: Mange skal komme fra øst og vest og sidde til bords med Abraham og Isak og Jakob i Himmeriget, men Rigets egne børn skal kastes ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren.” Men til officeren sagde Jesus: ”Gå, det skal ske dig, som du troede!” Og hans tjener blev helbredt i samme time.

I begge læsningens fortællinger bliver den absolutte overgivelse til Herrens vilje fremstillet som en forudsætning for, eller ligefrem årsag til helbredelserne af den spedalske og den lamme tjener. Helt i tråd med tidens eksegese har den ukendte librettist snarere henblik på foreningen med Gud i døden, hvor den åndeligt syge vil overgive sig til Guds vilje, end på selve underet i helbredelsen. Det er altså det enkelte kristne menneskes trosforhold, som bliver gransket. Tvivl skal forløses i tro, og vores egen forvirrede vilje lægges i stedet Guds hænder.

I åbningskoret sammenvæves Kaspar Bienemanns salme Herr, wie du willst, so schick’s mit mir (1582) sunget på melodien til Justus Jonas’ koral Wo Gott der Herr nicht bei uns hält med tre kommenterende recitativ-afsnit. Bach omformer salmemelodiens indledende toner til et gennemgående ledemotiv for satsen. Det høres indledningsvis i orkesterets forspil hos hornet, hvilket giver det karakter af et hornsignal, som kalder til samling om kantatens motto: Herr, wie du willt!

De tre solister fremlægger hver sin anskuelse. Tenoren er i dyb fortvivlelse, mens bassen er straks mere fortrøstningsfuld. Sluttelig reflekterer sopranen over, hvordan vi ofte misforstår Guds hensigter: ”Der Segen scheint uns oft ein Fluch … Die ruhe, so du in dem Todesschlafe uns einst bestimmt, Ein Eingang zu der Hölle” (Velsignelsen synes os ofte som en forbandelse … Den ro, som du en dag har bestemt for os i døden, ser vi som en indgang til helvede.) Hun beder til sidst om, at Gud vil vise os, at hans vilje er helbredende for os, hvortil sangerne i samlet flok udbasunerer et afsluttende trefoldigt hornsignal: Herr, wie du willt!

Med støt faldende motiver beder tenoren i sin arie om, at Gud vil sænke glædens ånd ned i sit hjerte. I et elegant tonemaleri lader Bach obo og tenor væve et tæppe af motiver, snart synkende nedad på senke (sænke), snart boblende opad på Freude (glæde). I ariens B-del ændres stemningen til teksten ”Es will oft bei mir geistlich Kranken die Freudigkeit und Hoffnung wanken und zaghaft sein.” (Bente Marie… ) Symptomerne på den åndeligt sygdom er vaklende håb og spagfærdighed, og de giver sig tydeligt til kende i musikken med en rystende figur på wanken (vaklende) og en kromatisk faldende figur på zaghaft (spagfærdig). 

Bassens recitativ bliver et vendepunkt i kantaten: ”Ach, unser Wille bleibt verkehrt, Bald trotzig, bald versagt, des Sterbens will er nie gedenken. (Ak, vores vilje forbliver falsk, snart trodsig, snart forfejlet, døden vil den aldrig påtænke.) Bach udpensler ordet trotzig (trodsigt) ved at lade bassen spring med hovedet forrest direkte op i en skarp dissonans. Av! I stedet for at følge vores egen trodsige vilje, skal vi lære at overgive os til Guds vilje: ”Allein ein Christ, in Gottes Geist gelehrt, lernt sich in Gottes Willen senken” (Kun en kristen, oplært i Guds ånd, lærer at sænke sig i Guds vilje).

Med den erkendelse lader Bach os se døden i øjnene og leder os vi direkte ind i en af sine mest inspirerede kreationer fra Leipzig-årene; bas-arien Herr, so du willt. Bach lader tekstens form blive ramme for satsen. De tre strofer, som hver starter med udsagnet Herr, so du willt får hver deres rørende og særegne karakteristik. I den første strofe ”So preßt ihr Todesschmerzen die Seufzer aus dem Herzen” (Så presser I dødssmerter, sukkene ud af hjertet) bliver bassens suk svaret i strygersatsen. I anden strofe ”So liege meine Glieder in Staub und Asche nieder” (BM) lægger satsen sig som tungt støv, der falder til jorden, for derefter at rejse sig igen som Fugl Føniks. Og i tredje strofe ”So schlagt, ihr Leichenglocken, Ich folge unerschrocken, mein Jammer ist nunmehr gestillt” (Så slå, I sjæleklokker, jeg følger uforfærdet, min jammer er nu stillet) markeres ringningen ved dødens indtræden med et pizzikerende akkompagnement. Bach afslutter satsen med materialet fra instrumenternes første indsats og får således, trods dens usædvanlige form, skabet en sluttet kreds omkring arien.

Med bassens uforfærdede indtræden i døden afrundes også kantatens opbyggelige forløb fra sopranens beskrivelse i åbningskoret af døden som en indgang til helvede, via tenorens bøn om at få skænket Guds glæde til bassens erkendelse af menneskets egen forfejlede og trodsige vilje, og endelig den afsluttende overgivelse til Guds vilje, hvormed vi trygt kan se døden i øjnene.

Kantatens afsluttes med 7. vers af Ludwig Hembolds salme Von Gott will ich nicht lasssen (1563) i en enkelt firestemmig udsættelse: ”Das ist des Vaters Wille, der uns geschaffen hat (Det er faderens vilje, han som har skabt os), som afsluttes med en omskrivning af doksologien.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering

1. Coro & Recitativo S T B
Herr, wie du willt, so schick’s mit mir
Im Leben und im Sterben!
Tenor
Ach! aber ach! wieviel
Läßt mich dein Wille leiden!
Mein Leben ist des Unglücks Ziel,
Da Jammer und Verdruss
Mich lebend foltern muss,
Und kaum will meine Not
im Sterben von mir scheiden.
Allein zu dir steht mein Begier,
Herr, lass mich nicht verderben!
Bass
Du bist mein Helfer, Trost und Hort,
So der Betrübten Tränen zählet
Und ihre Zuversicht,
Das schwache Rohr, nicht gar zerbricht;
Und weil du mich erwählet,
So sprich ein Trost- und Freudenwort!
Erhalt mich nur in deiner Huld,
Sonst wie du willt, gib mir Geduld,
Denn dein Will ist der beste.
Sopran
Dein Wille zwar ist ein versiegelt Buch,
Da Menschenweisheit nichts vernimmt;
Der Segen scheint uns oft ein Fluch,
Die Züchtigung ergrimmte Strafe,
Die Ruhe, so du in dem Todesschlafe
Uns einst bestimmt,
Ein Eingang zu der Hölle.
Doch macht dein Geist uns dieses Irrtums frei
und zeigt, dass uns dein Wille heilsam sei.
Herr, wie du willt!

2. Aria T
Ach senke doch den Geist der Freuden
Dem Herzen ein!
Es will oft bei mir geistlich Kranken
Die Freudigkeit und Hoffnung wanken
Und zaghaft sein.

3. Recitativo B
Ach, unser Wille bleibt verkehrt,
Bald trotzig, bald verzagt,
Des Sterbens will er nie gedenken;
Allein ein Christ, in Gottes Geist gelehrt,
Lernt sich in Gottes Willen senken
Und sagt:

4. Aria B
Herr, so du willt,
So presst, ihr Todesschmerzen,
Die Seufzer aus dem Herzen,
Wenn mein Gebet nur vor dir gilt.
Herr, so du willt,
So lege meine Glieder
In Staub und Asche nieder,
Dies höchst verderbte Sündenbild,
Herr, so du willt,
So schlagt, ihr Leichenglocken,
Ich folge unerschrocken,
Mein Jammer ist nunmehr gestillt.

5. Choral
Das ist des Vaters Wille,
Der uns erschaffen hat;
Sein Sohn hat Guts die Fülle
Erworben und Genad;
Auch Gott der Heilge Geist
Im Glauben uns regieret,
Zum Reich des Himmels führet.
Ihm sei Lob Ehr und Preis!

1. Kor & Recitativ S T B
Herre, lad det ske mig, som Du vil
i livet og i døden!
Tenor
Ak, men ak, hvor ofte
lader Din vilje mig lide!
Mit liv er mål for ulykke,
og jammer og ærgelse
piner mig i levende live,
og min nød
slipper mig dårligt nok i døden.
Alene til dig står min længsel,
Herre, lad mig ikke forgå!
Bas
Du er min hjælper, trøst og tilflugt,
som tørrer de bedrøvedes tårer.
Du er deres fortrøstning,
at det svage siv ikke knækker helt;
og fordi Du har udvalgt mig,
så tal et trøstens og glædens ord til mig!
Bevar mig blot i Din nåde,
ske det, som Du vil, giv mig tålmodighed,
for Din vilje er bedst.
Sopran
Din vilje er dog en forseglet bog,
da menneskets visdom intet fatter;
velsignelsen forekommer os ofte en forbandelse,
tugtelsen en streng straf.
Den ro, Du bestemmer for os,
når vi engang sover ind i døden,
synes en indgang til Helvede.
Dog gør Din Ånd os fri fra denne fejltagelse,
og vis os, at Din vilje gavner os.
Herre, som Du vil!

2. Arie T
Ak, indgyd dog glædens ånd
i hjertet!
På grund af min åndelige svaghed
vakler glæden og håbet
og hjertet er ængsteligt.

3. Recitativ B
Ak, vores vilje vedbliver at være forkert,
snart trodsig, snart forsagt.
Døden vil den ikke tænke på;
kun en kristen, oplært i Guds ånd,
lærer sig at være i Guds vilje
og siger:

4. Arie B
Herre, som Du vil,
så må I, dødssmerter,
presse sukke fra hjertet,
når blot min bøn er gyldig for Dig.
Herre, som Du vil,
Så læg mine lemmer
i støv og aske,
dette højst fordærvede billede på synden.
Herre, som Du vil,
så lad dødsklokkerne ringe,
jeg følger uforfærdet,
nu er min jammer lindret.

5. Koral
Det er Faderens vilje,
Han, som har skabt os.
Hans søn har opnået overflod af
godhed og nåde;
også Guds Helligånd
leder os i troen
og fører os til Himmeriget.
Ham være lov, ære og pris!

© Enghave Barok og Bente Marie Braarud – gengivelse tilladt med tydelig kreditering

Tekst: Anonym digter; 1. sats: Kaspar Bienemann 1582; 5. sats: Ludwig Helmbold 1563
Besætning: Solister: S T B, Kor: S A T B, Horn, Oboe I/II, Violin I/II, Viola, Continuo
Plads i kirkeåret: 3. søndag efter Hellig tre Konger
Første opførelse: 23. januar 1724

Opført af Enghave Barok: 25. januar 2020

Find andre Bachværker til 3. søndag efter Hellig tre Konger (som Enghave Barok har opført)

Find alle Bachværker med tekst af Anonym Digter, Ludwig Helmbold, Kaspar Bienemann (som Enghave Barok har opført)