BWV 70 »Wachet! betet! betet! wachet!«

Mod slutningen af kirkeåret, i den sidste del af trinitatis-tiden, omhandler flere evangelielæsninger dommedag. Således findes en sammenhæng mellem adventstidens forventning om Kristi fødsel og forventning om Kristi genkomst på jorden ved dommedag. Kantaten Wachet, betet, betet, wachet (BWV 70) blev i sin oprindelige form (BWV 70a) opført på anden søndag i advent, 6. december 1716 i Weimar. Bachs faste librettist i Weimar-årene, Samuel Franck, leverede tekstforlægget til kantaten over Jesus’ forudsigelse om sin genkomst, Lukasevangeliet 21, 25-36. Denne første udgave af kantaten bestod af blot seks satser: åbningskoret, fulgt af fire arier og den afsluttende koral. En kompakt kammermusikalsk kantate uden recitativer, hvor de fire sangere kun er ledsaget af et strygerensemble, hvilket er kendetegnende for Bachs kantateproduktion i Weimar-årene. Da Bach i 1723 ankom til Leipzig og påbegyndte sin første årgang af kirkekantater, blev adskillige af hans tidligere kantatekompositioner indlemmet i årgangen. Nogle kantater kunne genbruges i deres oprindelige form, mens andre undergik endog ganske store bearbejdelser for at tilpasses nye søndage i kirkeåret. Hvor Wachet, betet, betet, wachet i Weimar havde været opført på anden søndag i advent, blev den til brug i Leipzig omskrevet til brug på 26. søndag efter trinitatis, hvortil evangelielæsning ligeledes omhandler Jesu genkomst – altså Dommedag. Det fælles emne til trods, valgte Bach alligevel at foretage en gennemgribende bearbejdelse af kantaten. Den ny kantate blev udvidet med tilføjelse af hele fire nye recitativer, som skaber forbindelse til den ny evangelielæsning. Dette fik også konsekvenser for den overordnede struktur, som nu blev to-delt, på hver side af prædiken, hver del med sin afsluttende koralbearbejdelse, ligesom også orkesteret fik tilføjelse af en trompet og en obo. Vi kender ikke forfatteren til de ny recitativer, men det kan ikke udelukkes, at Bach selv har været ophavsmand. Den ny version af kantaten fik sin første opførelse 21. november 1723.

Søndagens evangelielæsning er Mathæusevangeliets afsnit om Verdensdommen (25, 31-46):

Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed og alle englene med ham, da skal han tage sæde på sin herligheds trone. Og alle folkeslagene skal samles foran ham, og han skal skille dem, som en hyrde skiller fårene fra bukkene; fårene skal han stille ved sin højre side og bukkene ved sin venstre. Da skal kongen sige til dem ved sin højre side: Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt. For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig. Da skal de retfærdige sige: Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller tørstig og gav dig noget at drikke? Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig eller så dig nøgen og gav dig tøj? Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig? Og kongen vil svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig. Da skal han også sige til dem ved sin venstre side: Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle. For jeg var sulten, og I gav mig ikke noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig ikke noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog ikke imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig ikke tøj, jeg var syg og i fængsel, og I så ikke til mig. Da skal også de sige til ham: Herre, hvornår så vi dig sulten eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i fængsel, uden at vi hjalp dig? Da skal han svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig! Og de skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv.«

I sagens natur er der en indbygget uoverensstemmelse mellem Samuel Francks oprindelige libretto til 2. søndag i Advent og de nytilkomne recitativer til dagens læsning. Francks oprindelige libretto bygger, som nævnt, på Lukasevangeliet 21,25-36, og tager især udgangspunkt i læsningens afsluttende linjer: ”Våg altid, og bed om, at I må få styrken til at undslippe alt det, som skal ske, og til at stå foran Menneskesønnen.” Disse linjer danner også grundlag for kantatens motto: Wachet, betet, betet, wachet (Våg, bed, bed våg) og for en overordnet tolkning af læsningen som en opfordring til at forberede sig på Jesus’ genkomst på de yderste dag. De nyankomne recitativer derimod, knytter kantaten til dagens læsning med fokus på den forestående dom over synderne og den ”evige straf”, som følger på Dommens dag. Med snilde formår recitativer-forfatteren at lægge op til de oprindelige arier og skabe poetiske og teologiske sammenhænge mellem de to læsningers forskellige tilgange til dommedagstematikken.

Den ny kantates tilføjelse af solo-trompeten til orkesteret giver fra første færd åbningskoret konnotationer til dommedag med signaltrompetens ildevarslende gjalden. Kendetegnende for den unge Bachs udforskning af kantate-genren er hans bestandige eksperimenter med sats-former. Bach vælger til åbningskoret overordnet en A-B-A1-form, men indenfor denne varierer han sirligt rollefordelingen mellem vokalensemblet og orkesteret. Efter det indledende orkesterritornel bryder koret ind: ”Wachet, betet” (Våg, bed). De to ord udgør åbningskorets gennemgående motto, men behandles musikalsk vidt forskelligt: Med et opadgående sekstendedelsløb fulgt af et oktavspring bliver wachet en kommanderende opfordring til at være på vagt, mens Bach med formindskede udstrakte klange på ordet betet opnår en tryglende karakter. Også i B-delen eksperimenterer Bach med orkestreringen ved først helt at fjerne orkesteret til ordene ”Seid bereit” (vær beredt) for sidenhen til teksten ”Bis der Herr der Herrlichkeit Dieser Welt ein Ende machet” (til at Herren gør en ende på denne verdens herlighed) at genindføre orkesteret ført an af trompetens signalmotiver.

Dommedagsscenariet fortsætter i bassens accompagnato-recitativ som en dualistisk opstilling mellem syndernes og de udvalgtes møde med Gud på den yderste dag. Trompeten fører atter an og etablerer bassangeren som kantatens gennemgående dommedagsprofet. Med et malerisk staccato-motiv hører syndernes bævende frygt ved domsafsigelsen på dommedag, mens svungne sekvenserede legato-bevægelser beskriver, hvordan de udvalgte Guds børn, som frelseren vil tage til sig, ser frem til mødet med Gud med glæde.

Med de udvalgtes fremsyn mod dommens dag lægges behændigt op til altens arie. Her sammenligner alten dommedag med Exudus – jødernes udvandringen af Egypten under ledelse af Moses efter israelitternes slavetilværelse i landet, som beskrevet i Anden Mosebog: ”Wenn kömmt der Tag, an dem wir ziehen Aus dem Ägypten dieser Welt?” (Hvornår kommer dagen, hvor vi drager ud fra denne verdens Ægypten?). Ligesom Guds udvalgte folk israelitterne blev befriet fra deres trældom i Ægypten, kan også de renfærdige og troende med ro i sindet forlade denne jord og se frem mod dommedag. Med rolige trioliserede og ofte opadgående bevægelser ledsager continuostemmen alten i udvandringen fra denne verden til mødet med Gud på den yderste dag.

I et kort secco-recitativ konstaterer tenoren, at selvom vi længes mod himlen, så er sjælen bundet til kroppen i denne verden, hvor selv de fromme kan falde for fristelser. Som modsvar til tenoren forvisser sopranen i sin arie os om, at vi kan være sikre på at møde Jesus i himmerig: ”Es wird doch und muß geschehen, Daß wir Jesum werden sehen Auf den Wolken, in den Höhen” (Det må og vil dog ske, at vi skal se Jesus på skyen, i det høje.) Det er typisk for Bach at benytte sopranstemmen til dette uskyldsrene udsagn fra en renfærdig kristen sjæl. Som symbol på, at dette gør sig gældende for hele den kristne menighed, ledsages sopranen af violinen, som sporadisk istemmes af 2. violin og viola i unison i den frejdige melodiøse sats. En højst usædvanlig teknik, som ikke er at finde andre steder i Bachs oeuvre.

Forvisset om, at Gud betænker sine børn og holder hånden over dem, leder tenoren i endnu et secco-recitativ over i første vers af Christoph Demantius salme Freu dich sehr, o meine Seele

(1620). Verset afslutter kantatens første del i forventning om Guds frelse: ”Seine Freud und Herrlichkeit, sollt du sehn in Ewigkeit, mit den Engeln jubilieren, in Ewigkeit triumphieren.” (Hans glæde og herlighed skal du se i al evighed, juble med englene og triumfere i evighed.)

Kantatens anden del åbner på majestætisk vis med en Bourée, båret af den svungne melodi i førsteviolin og obo og de øvrige strygere i en akkompagnerende rolle. Tenoren ser selvsikkert frem mod de frommes liv i himlen: ”Hebt euer Haupt empor, und seid getrost, ihr Frommen” (Løft jeres hoveder høj, og vær trøstet, I fromme). For Guds udvalgte venter en kongelig tilværelse i paradis.

Som ud af det blå vender dommedagsscenariet på dramatisk vis tilbage med bas-sangerens accompagnato og den derpå følgende arie. Ligesom i 2. satsens accompagnato-recitativ er bassen ledsaget af en dramatisk billedskabende strygersats. Denne gang tilføjer Bach desuden yderligere et kompleksitetsslag ved at lade trompeten spille den reformatoriske melodi til oversættelsen af den latinske hymne Dies irae dies illa: Es ist gewisslich an der Zeit, som gennemgående cantus firmus. I beskrivelsen af først ”Der Welt Verfall” (verdens undergang) og siden ”Der unerhörte letzte Schlag” (Det uhørte sidste slag) høres strygerne i rasende nedadgående løb, mens ”Des Höllenrachens offne Pforte” (helvedesgabets åbne porte) gestaltes i en kromatisk og vild continuo-linje. Satsen falder slutteligt til ro med henblik på frelserens nåde og barmhjertighed: ”Wohlan, so ende ich mit Freuden meinen Lauf. (Altså, da slutter mit livsløb med glæde).

Dette bliver overledning til den inderlige arie ”Seligster Erquickungstag, führe mich zu deinen Zimmern!” (Du saligste, opkvikkende dag, før mig til dine boliger). Satsen er tre-delt, hvoraf de to ydredele har en indadvendt arioso-karakter, noteret molto adagio (meget langsomt). Som pendant til det forudgående accompagnato-recitativ udformes midterdelen som en furioso, hvor trompeten for sidste gang kommer i spil som dommedagsbasun: ”Schalle, knalle, letzter Schlag, Welt und Himmel, geht zu Trümmern!” (Drøn og larm, du sidste slag, jord og himmel går til grunde), før der vendes tilbage til den rolige arioso, som slutter med en trinvis opadgående bevægelse til ordene ”Jesus führet mich zur Stille, An den Ort, da Lust die Fülle.” (Jesus fører mig til stilhed, til stedet, hvor lyst og glæde fylder alt.) Denne ariens sidste sætning er selve kantatens konklusion på, hvordan vi skal forholde os til Dommedag: Gennem sin lidelse og død har Jesus forsonet os med Gud. Derfor kan vi i troen på Jesus fortrøstningsfuldt se frem mod den yderste dag.

Kantaten afrundes med femte vers af Christian Keymanns salme Meinen Jesum lass ich nicht (1658). Verset er en taksigelse af Jesus, som har frelst os fra rettergangen på dommedag. Forløsningen i troen på Jesus fejrer Bach ved at lade de tre strygerstemmer svæve som en glorie i en selvstændig sats over sangstemmerne.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering