BWV 7 »Christ unser Herr zum Jordan kam«

Kantaten Christ unser Herr zum Jordan kam blev skrevet til opførelse på Sankt Hans dag, 24. juni 1724. Da Bach på 1. søndag efter trinitatis tre uger forinden påbegyndte sin anden årgang af kantater i Leipzig, igangsatte han samtidig sit selvpålagte ambitiøse projekt om at skabe en fuld årgang af koralkantater over protestantiske salmer til kirkeåret.

I de første uger blev åbningskorenes koralfantasier skrevet i forskellige koncertante stilarter, ligesom også placeringen af cantus firmus fra uge til uge bliver flyttet rundt mellem de fire sangstemmer: I de første to kantater i årgangen O Ewigkeit, du Donnerwort (BWV 20) og Ach Gott, vom Himmel sieh darein (BWV 2) distribuerede Bach i åbningskorene cantus firmus til henholdsvis sopran- og alt-stemmen, i denne den tredje kantate i tenor-stemmen, og i kantaten dagen efter på tredje søndag efter trinitatis 25. juni Ach Herr, mich armen Sünder (BWV 135) blev cantus firmus placeret i basstemmen.

Således giver de første uger af den ny årgang fra 11. – 25. juni 1724 et interessant indblik i Bachs kreative proces, da han her systematisk udforsker de stilistiske og formmæssige rammer for koralkantaten. Dette indledende ”laboratorium” kom i vid udstrækning til at danne præcedens for, hvordan årgangens øvrige kantater skulle blive udformet.

Christ unser Herr zum Jordan kam er baseret på Martin Luthers dåbssalme fra 1541 af samme navn på Johann Walters melodi. Som det gør sig gældende for de fleste af årgangens koralkantater, er salmens første og sidste vers bevaret i deres oprindelige form, mens de mellemliggende fem vers er parafraseret i recitativ og arie-poesi af en ukendt forfatter.

Dagens læsning fra Lukasevangeliet 1, 57-80 er beretning om Johannes Døbers fødsel, fulgt af Zakarias’ lovsang:

”Så kom tiden, da Elisabeth skulle føde, og hun fødte en søn. Og hendes naboer og slægtninge hørte, hvor stor en barmhjertighed Herren havde vist hende, og de glædede sig med hende. Den ottende dag kom de for at omskære drengen, og de ville opkalde ham efter hans far, Zakarias. Da sagde hans mor: ”Nej, han skal hedde Johannes.” De sagde til hende: ”Men der er ingen af det navn i din slægt,” og med tegn spurgte de faderen, hvad han ville have, at drengen skulle hedde. Han bad om en tavle og skrev: ”Johannes er hans navn.” Og alle undrede sig. I det samme fik han atter mund og mæle, og han talte og lovpriste Gud. Alle de omkringboende blev grebet af frygt, og i hele Judæas bjergland talte man om alt dette. Og alle, der hørte det, tog det til hjerte og sagde: ”Hvad skal den dreng mon blive til?” For Herrens hånd var med ham.

Hans far, Zakarias, blev fyldt med Helligånden og profeterede: Lovet være Herren, Israels Gud, for han har besøgt og forløst sit folk. Han har oprejst os frelsens horn i sin tjener Davids hus, sådan som han fra gammel tid har forkyndt ved sine hellige profeters mund: at frelse os fra vore fjender og fra alle dem, som hader os, at vise barmhjertighed mod vore fædre og huske på sin hellige pagt, den ed, han tilsvor vor fader Abraham: at fri os fra vore fjenders hånd og give os at tjene ham uden frygt i fromhed og retfærdighed for hans åsyn alle vore dage. Og du, mit barn, skal kaldes den Højestes profet, for du skal gå foran Herren og bane hans veje og lære hans folk at kende frelsen i deres synders forladelse, takket være vor Guds inderlige barmhjertighed, hvormed solopgangen fra det høje vil besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge, og lede vore fødder ind på fredens vej. Drengen voksede op og blev stærk i ånden, og han var i ørkenen til den dag, da han skulle træde frem for Israel.”

På Sankt Hans dag fejres Johannes Døberen, der siden skulle døbe Jesus i Jordanfloden, som beskrevet både i Lukas-, Matthæus- og Johannesevangeliet. Det er denne dåb, Luthers salme fejrer og tager som udgangspunkt for betragtninger om indstiftelsen af dåben som kristent sakramente og vandet som symbol på Guds ord.

Åbningskorets store koralfantasi er udformet med en tvedelt symbolik, som sættes an allerede i de indledende takter af orkestrets forspil. Kristus’ ankomst til Jordan ledsages af en pompøs fransk ouverture, efterfulgt af to takter, markeret piano, som symboliserer jordanflodens vuggende bølger og dåbens strømmende vand. Det rislende dåbsvand høres tillige som sekstendedelsbevægelser i soloviolinen, der flyder gennem hele satsen som en lutrende strøm og underbygger første vers’ centrale verselinjer: ”Da wollt er stiften uns ein Bad, zu waschen uns von Sünden,” (Han ville indstifte et bad for os, der renser os for vore synder.) Koralmelodien høres, som tidligere nævnt i tenorstemmen, mens de øvrige sangere ledsager i frit imiteret polyfoni. Sangernes linjer akkompagneres udelukkende af soloviolinen, mens orkestret sætter ind det pompøse franske motiv i de mellemliggende ritorneller. Således blander Bach i denne sats – udover den tvetydige symbolik – også to musikalske stilarter, som var hans primære inspirationskilder i disse år: den italienske solo-koncert og den franske orkestermusik.

Bassens arie med continuoledsagelse understreger dåbens rensende funktion gennem gudsordet: ”Es muss zwar hier Wasser sein, doch schlecht Wasser nicht allein. Gottes Wort und Gottes Geist tauft und reiniget die Sünder.” (Der skal ganske vist vand til, men ikke bare vand. Guds ord og ånd døber og renser os syndere.) Continuostemmens gennemgående motiv bestående af nedadgående toogtredivedele er et smukt musikalsk-poetisk billede på dåbsvandets rislen, mens Bach valg af basstemmen er typisk for arier med denne slags prædikende karakter.

Herpå følger et recitativ-arie-forløb for tenoren. Indledningsvis i recitativet opfordres det troende menneske til at tage imod Kristus som det blev påbudt af Gud ved dåben i Jordan. Den følgende arie har fokus på Helligåndens tilstedeværelse i dåben: ”Es habe die Dreifaltigkeit uns selbst die Taufe zubereit’” (Det er treenigheden, der selv har givet os dåben.) Som symbol på treenigheden vælger Bach at udforme arien med solist-trio bestående af to violini concertanti og tenoren, som udfoldes i en frejdig dansant gigue i 9/8 – altså 3×3.

Bassen vender nu tilbage – og denne gang i skikkelse af frelseren selv med en parafrase over missionsbefalingen, Matthæusevangeliet 28,18-20. For at understrege Jesus’ autoritet og budskabets vigtighed akkompagneres bassen her af strygerensemblet i et accompagnato-recitativ, som er noteret andante til selve befalingen om at sprede det kristne budskab og lade hedningene døbe: ”Geht hin in alle Welt und lehret alle Heiden, wer glaubet und getaufet wird auf Erden, der soll gerecht und selig werden.” (Gå ud i alverden og lær alle hedninger, at den der tror og bliver døbt, han bliver retfærdig og salig.)

Bevidstheden om, at nåden og frelsen opnås gennem dåben, er budskabet i altens inderlige arie: ”Menschen, glaubt doch dieser Gnade, dass ihr nicht in Sünden sterbt” (Menneske, tro dog på denne nåde, så I ikke dør i synden.) Arien åbner meget ualmindeligt med dette udsagn, uden et foregående forspil. Først efter altens indledende melodilinje sætter strygerne ind med deres første ritornel. Hele satsen er holdt i en enkel sangbar form, og først til de sidste linjers beskrivelse af menneskets syndige natur foldes sangstemmen ud i længere snørklede melismer: ”Sünden sind uns angeboren, wir sind von Natur verloren; Glaub und Taufe macht sie rein, dass sie nicht verdammlich sein.” (Syndige er vi fra fødslen, vi er fortabte af natur. Tro og dåb renser os, så vi ikke bliver forbandet.)

I det afsluttende firestemmige koralvers sætter Luther dåben ind i et større perspektiv om arvesynden med et temmelig makabert billede: Det, øjet ser som dåbsvand er i virkeligheden farvet rødt af Kristus’ blod. Således er dåbens renselse forbundet med Jesus’ bodsoffer på korset.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering

1. Coro
Christ unser Herr zum Jordan kam
Nach seines Vaters Willen,
Von Sankt Johanns die Taufe nahm,
Sein Werk und Amt zu erfüllen;
Da wollt er stiften uns ein Bad,
Zu waschen uns von Sünden,
Ersäufen auch den bittern Tod
Durch sein selbst Blut und Wunden;
Es galt ein neues Leben.

2. Aria B
Merkt und hört, ihr Menschenkinder,
Was Gott selbst die Taufe heißt.
   Es muss zwar hier Wasser sein,
   Doch schlecht Wasser nicht allein.
   Gottes Wort und Gottes Geist
   Tauft und reiniget die Sünder.

3. Recitativo T
Dies hat Gott klar
Mit Worten und mit Bildern dargetan,
Am Jordan ließ der Vater offenbar
Die Stimme bei der Taufe Christi hören;
Er sprach: Dies ist mein lieber Sohn,
An diesem hab ich Wohlgefallen,
Er ist vom hohen Himmelsthron
Der Welt zugut
In niedriger Gestalt gekommen
Und hat das Fleisch und Blut
Der Menschenkinder angenommen;
Den nehmet nun als euren Heiland an
Und höret seine teuren Lehren!

4. Aria T
Des Vaters Stimme ließ sich hören,
Der Sohn, der uns mit Blut erkauft,
Ward als ein wahrer Mensch getauft.
Der Geist erschien im Bild der Tauben,
Damit wir ohne Zweifel glauben,
Es habe die Dreifaltigkeit
Uns selbst die Taufe zubereit’.

5. Recitativo B
Als Jesus dort nach seinen Leiden
Und nach dem Auferstehn
Aus dieser Welt zum Vater wollte gehn,
Sprach er zu seinen Jüngern:
Geht hin in alle Welt und lehret alle Heiden,
Wer glaubet und getaufet wird auf Erden,
Der soll gerecht und selig werden.

6. Aria A
Menschen, glaubt doch dieser Gnade,
Dass ihr nicht in Sünden sterbt,
Noch im Höllenpfuhl verderbt!
Menschenwerk und -heiligkeit
Gilt vor Gott zu keiner Zeit.
Sünden sind uns angeboren,
Wir sind von Natur verloren;
Glaub und Taufe macht sie rein,
Dass sie nicht verdammlich sein.

7. Choral
Das Aug allein das Wasser sieht,
Wie Menschen Wasser gießen,
Der Glaub allein die Kraft versteht
Des Blutes Jesu Christi,
Und ist für ihm ein rote Flut
Von Christi Blut gefärbet,
Die allen Schaden heilet gut
Von Adam her geerbet,
Auch von uns selbst begangen.

1. Kor
Kristus, Herren kom til Jordan,
som det var hans faders vilje.
Han blev døbt af Sankt Johannes
for at opfylde sin bestemmelse.
Han ville indstifte et bad for os,
der renser os for vore synder,
og drukner den bitre død,
ved hans blod og hans sår.
Det bragte os et nyt liv.

2. Arie B
Mærk jer, I menneskebørn,
hvad Gud selv siger om dåben.
   Der skal ganske vist vand til,
   men ikke bare vand.
   Guds ord og ånd
   døber og renser os syndere.

3. Recitativ T
Dette har Gud vist tydeligt
med ord og billeder.
Ved Jordan lød faderens stemme
ved Kristi dåb.
Han sagde: Dette er min søn, den elskede,
i Ham har jeg velbehag.
Han er steget ned fra himlens trone
for verdens skyld,
i ringe skikkelse,
og har antaget menneskeskikkelse
i kød og blod.
Modtag ham nu som jeres frelser
og hør hans dyrekøbte lære.

4. Arie T
Faderens stemme lod sig høre,
Sønnen, der købte os fri med sit blod
blev døbt som et sandt menneske.
Ånden viste sig som en due,
så vi uden tvivl tror,
det er treenigheden,
der selv har givet os dåben.

5. Recitativ B
Da Jesus efter sine lidelser
og efter sin opstandelse
ville forlade denne verden og gå til sin Fader,
sagde han til sine disciple:
Gå ud i alverden og lær alle hedninger,
at den der tror og bliver døbt,
han bliver retfærdig og salig.

6. Arie A
Menneske, tro dog på denne nåde,
så I ikke dør i synden
og ikke fordærves i Helvede.
Menneskeværk og -hellighed
gælder aldrig for Gud.
Vi er født syndige,
fortabte af natur.
Tro og dåb renser os
så vi ikke fordærves.

7. Koral
Jeg ser kun vandet,
som vi mennesker døber med.
Alene troen forstår kraften
i Jesu Kristi blod,
der farver
vandet rødt
og udsletter al synd,
arvet fra Adam
og begået af os selv.

© Enghave Barok og Bente Marie Braarud – gengivelse tilladt med tydelig kreditering

Tekst: 1. & 7. sats: Martin Luther 1524; 2.-6. sats: omdigtning af anonym digter
Besætning: Solister: A T B, Kor: S A T B, Oboe d'amore I/II, Violino concertante I/II, Violino I/II, Viola, Continuo
Plads i kirkeåret: Sct. Hans
Første opførelse: 24. juni 1724 i Leipzig

Opført af Enghave Barok: 3. marts 2013 i Enghave Kirke, 23. oktober 2026 i Egedal Kirke & 25. oktober 2026 i Enghave Kirke

Find andre Bachværker til Sct. Hans (som Enghave Barok har opført)

Find alle Bachværker med tekst af Martin Luther (som Enghave Barok har opført)