BWV 65 »Sie werden aus Saba alle kommen«

Kantate 65 ”Sie werden aus Saba alle kommen” er skrevet til Hellig Tre Kongers dag og havde sin førsteopførelse 6. januar 1724. Hermed afsluttedes Bachs første jul i Leipzig, hvor menigheden indenfor blot tretten dage, havde fået seks nykomponerede kantater, Magnificat (BWV 243a), samt Sanctus i D (BWV 238) at høre fra deres nye kantor. Som Alfred Dürr skriver i sit opslagsværk Die Kantaten, kan vi kun gisne om, hvorvidt de mon forstod, hvad de havde været vidner til…

Kantaten er nøje opbygget med parvise satser: I 1. og 2. sats høres først den gammeltestamentlige profeti og derefter den nytestamentlige opfyldelse. I 3. og 4. sats reflekterer det kristne menneske, som leder til en ny fordring: at give hjertet som det nye offer til Jesus, hvilket finder sted i 5. og 6. sats, og bekræftes af den kristne menighed i den afsluttende koral (7. sats).

Teksten til det indledende kor er en profeti fra Esajas’ Bog 60, 6: ”Fra Saba kommer de alle sammen, de bærer guld og røgelse; de forkynder Herrens pris”. Men man kan ikke undgå at få den tanke, at Bach har ladet sig inspirere af de to forrige linjer fra Esajas Bog: ”Kameler i mængde flokkes hos dig, dromedarer fra Midjan og Efa”, og dermed sat scenen for den østerlandske karavane, som gør holdt ved stalden, hvor jesusbarnet ligger i sin krybbe. Åbningskorets instrumentarium er valgt med sædvanlig sans for associationer og symbolik: Horn symboliserende den kongelige karavane med kameler og dromedarer, fløjterne det eksotiske mellemøstlige og oboerne hyrderne og fårene i stalden.

Satsen åbner med et orkestralt forspil og veksler herefter mellem kortere tyndt akkompagnerede vokale afsnit, som besvares af tutti-ensemblet. Samme princip gør sig gældende i de følgende to fuga-gennemføringer: først en let-akkompagneret gennemføring, efterfulgt af en colla parte tutti-gennemføring. En satsopbygning, som ses ofte i Bachs åbningskor. Som afslutning på satsen gør karavanen holdt med unison gengivelse af temaet fordelt ud på hele fem oktaver.

Den indledende profeti opfyldes i den følgende sats, med fjerde vers af den tyske version af den latinske hymne Puer natus in Bethlehem, som i en dansk sammenhæng vil genkendes som den gamle melodi til Et barn er født i Bethlehem. Verset refererer til Matthæus 2, 11 ”de åbnede for deres gemmer og frembar gaver til det (barnet red.), guld, røgelse og myrra”.

Bassen opsummerer i sit recitativ, hvad vi lige har været vidner til: ”Hvad Esajas profeterede, det skete i Bethlehem”. Men recitativet ændrer pludselig karakter og henvender sig nu reflekterende til den kristne: ”Min Jesus, det er også min pligt at vende mig mod din krybbe og ligeledes være taknemmelig” og slutter ”Om end mit hjerte er for lidet, så tag nådigt imod det, da jeg intet kan bringe af større værdi”. Denne tanke videreføres i den følgende arie, men nu som en fordring: jordisk guld er ikke nok for Jesus, man skal skænke ham sit hjerte! Arien er ledsaget af to obo da caccia’er, som med rig ornamentik symboliserer det pyntede jordiske gods.

De to følgende satser er tenorens, og han henvender sig direkte til Jesus: ”forsmå ikke mit hjerte, som jeg ydmygt bringer dig” og sammenligner guld med tro, røgelse med bøn og myrra med tålmodighed, som de gaver Jesus skal modtage. ”Tag mig til dig som din ejendom, mit hjerte som gave” fortsætter han i arien, som ledsages af det fulde instrumentalensemble i en opløftende tredelt takt. Til teksten ”hvad jeg siger, gør og tænker” kommenterer instrumentgrupperne på skift med forsiringer, hvorefter tenoren opildnes til eksalterede toogtredivedels-koleraturer. Det er Bach i absolut hopla!

Bach har ikke selv sat tekst under den afsluttende koral, men han har sandsynligvis haft tiende vers af Paul Gerhardts salme Ich hab in Gottes Herz und Sinn (1647) i tankerne, som bekræfter, at vi fortrøstningsfuldt kan lade os falde i Jesu hænder.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen - gengivelse tilladt med tydelig kreditering