BWV 62 »Nun komm, der Heiden Heiland«

Kantate 62 ”Nun komm, der Heiden Heiland” er skrevet til 1. søndag i advent 1724, og hører dermed til Bachs anden Leipzig-cyklus, som han helligede de såkaldte koral-kantater. Året inden, advent 1723, opførte Bach en anden kantate med åbningskor over koralen Nun komm, der Heiden Heiland. Den bærer værkfortegnelsesnummeret BWV 61 og indgik i Bachs første Leipzig-cyklus. Udover koralmelodien har de to kantater dog intet form- eller stilmæssigt slægtskab. Mens Kantate 61 stammer helt tilbage fra 1714, da Bach var koncertmester ved hoffet i Weimar, og er skrevet i frühbarok stil, deler Kantate 62 karakteristika med de øvrige koralkantater fra årgangen 1724/25. I disse bringes salmen typisk i sin helhed i åbningskor og slutkoral, mens de øvrige vers bliver sammenfattet og gendigtet til brug for de mellemliggende satser. Teksten til Kantate 62 bygger på Martin Luthers salme fra 1524, som igen bygger på den latinske adventshymne Veni redemptor gentium. En ukendt tekstforfatter har stået for bearbejdelsen af teksten til recitativer og arier.

Det brillante åbningskor starter helt udsædvanlig uden basso continuo, men så meget desto stærkere er det da continuogruppen i tredje takt sætter ind med cantus firmus. Orkestersatsen opbygges til en koncertant sats mellem instrumentgrupperne, båret af oboernes opadgående fanfare-motiv. Oboerne akkompagneres hovedsageligt af 2. violin og viola, mens 1. violinen næsten hele satsen igennem er sendt afsted på et selvstændigt sekstendedelsløb. Orkestersatsen opbygges gradvis og kulminerer med cantus firmus i oboerne, førend kontratenoren indleder en fuga mellem de tre nederste stemmer, som forimitation, før sopranens cantus firmus sætter ind. Denne vekslen mellem den koncerterende orkestersats på den ene side og de polyfone imiterende stemmer under den langstrakte cantus firmus på den anden side gennemføres satsen ud.

I tenorens arie fortsættes den koncertante stil. Satsen er båret af strygerensemblet med tutti afsnit forstærket af oboerne. Ariens tekst fokuserer på underet ved Kristi ankomst på jorden, hvilket Bach understreger med en renfærdig og næsten naiv tredelt dansesats med siciliano lignende rytme.

Efter et overledende recitativ kontrasteres denne stemning i kantates anden arie. En basarie hvor tekstforfatteren ikke længere fokuserer på underet, men på Kristus som en sejrherre i os kødelige. Bach understreger denne karakteristik af Kristus med et militant og tumultarisk continuo-tema, som oven i købet spilles unisont af de øvrige strygere en oktav over. En sjælden, men ikke ukendt effekt hos Bach og hans samtidige.

Sopran og kontratenor udtrykker i et blidt og velklingende accompagnato-recitativ kristenhedens taksigelse over Kristi ankomst. Dette leder stemningen tilbage til tenorens milde arie, inden den afsluttende firestemmige koraludsættelse.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen - gengivelse tilladt med tydelig kreditering