BWV 51 »Jauchzet Gott in allen Landen!«

Blot to af Bachs godt 200 kantater bærer betegnelsen Per ogni tempo, hvilket betyder, at de ikke er skrevet til en specifik søndag i kirkeåret, men kan benyttes til forskellige passende lejligheder. Den ene er kantaten Ich hatte viel bekümmernis (BWV 21) fra Weimar 1713, og den anden er nærværende kantate Jauchzet Gott in allen Landen (BWV 51).

Omstændighederne omkring kantatens tilblivelse er usikre, men en plausibel teori er, at Jauchzet Gott in allen Landen blev skrevet i anledning af Hertug Christian af Saxe-Weissenfels’ fødselsdag 23. februar 1729 – en hertug, som Bach havde en relation til gennem mange år. Allerede i sin ungdom, mens Bach var ansat ved hoffet i Weimar, skrev han den såkaldte jagt-kantate Was mir behagt, ist nur die muntre Jagd (BWV 208), sandsynligvis som en gave fra Weimar-fyrsten Wilhelm Ernst i anledning af naboen Hertug Christians 31-års fødselsdag.

Senere modtog Bach flere bestillinger direkte fra Saxe-Weissenfels-hoffet. I 1725 skrev Bach en hyrde-kantate med titlen Entfliehet, verschwindet, entweichet, ihr Sorgen (BWV 249a) til Hertug Christians 43-års fødselsdag – et værk som er gået tabt, men hvis musik er overlevet, da Bach tretten år senere i 1738 parodierede kantaten til et Påskeoratorium (BWV 249). Atter i 1729 skrev Bach en hyldest-kantate med titlen O angenehme Melodei (210a) i anledning af hertug Christians besøg i Leipzig, hvor Bach jo var bosiddende på dette tidspunkt.

Bach-forskeren Klaus Hofmann har pointeret, at Bachs i 1729 blev inviteret til Saxe-Weissenfels-hoffet i anledning af hertugens fødselsdag og i den anledning fik tildelt titlen som Hofkapelmester af Sachsen-Weißenfels. Det er plausibelt, at Jauchzet Gott in allen Landen blev skrevet i denne forbindelse, og den virtuost udformede sopranstemme i Jauchzet Gott in allen Landen understøtter, at kantaten må være skrevet til en professionel kvindelig koloratursopran, og ikke til en af de teenagedrenge, som Bach havde i sin tjeneste ved højmesserne i Leipzig.

På et senere tidspunkt tilføjede Bach Dominica 15 post Trinitatis (15. søndag efter Trinitatis) på kantatens titelblad. En sandsynlig opførelse i Leipzig formodes derfor at have været på denne søndag i kirkeåret det følgende år – altså 17. september 1730 på et tidspunkt i Bachs arbejdsliv, hvor han var holdt op med at skrive kirkekantater. Ved opførelsen i Leipzig var det muligvis den talentfulde drengesopran Christoph Nichelmann, som for nylig var blevet antaget ved Thomasskolen, som sang det krævende sopran-parti. Nichelmann fik sidenhen en betydelig karriere som cembalist ved Frederik den Stores hof.

Kantatens mindst lige så krævende trompetstemme må det formodes blev spillet af Bachs virtuose trompetist Gottfried Reiche (1667–1734). Reiche blev i 1688 ansat som Stadtpfeiffer i Leipzig, og siden Bachs ankomst til byen i 1723 blev Bachs halsbrækkende solotrompetstemmer spillet af ham. Gottfried Reiche faldt om på gaden af et slagtilfælde 6. oktober 1734, dagen efter opførelsen af Bachs festkantate Preise dein Glücke, gesegnetes Sachsen (BWV 215), som blev spillet i anledning af, at Kongen af Polen og Kurfyrste af Sachsen August III besøgte Leipzig. Dødsfaldet blev rapporteret i Leipziger Chronik med følgende beskrivelse:

Reiche fra byens blæsergarde fik et slagtilfælde nær sit hjem, så han kollapsede og blev bragt død til sin lejlighed. Og dette siges at være sket, fordi han dagen før havde lidt store strabadser af at spille med blæserne til den kongelig musik, og at fakkelrøgen havde været meget belastende for ham.

Kantatens instrumentering for sopran, solotrompet og strygere er unik i Bachs kantateproduktion. Som Alfred Dürr gør opmærksom på i sit opslagsværk Johann Sebastian Bach – Die Kantaten, så er det en konstellation, som var meget brugt i Italien af komponister som f.eks. Alessandra Scarlatti. Åbningsarien står i C-dur og det instrumentale ritornel består af et karakteristisk trompetsignal udformet som en nedadgående treklang, efterfulgt af en trinvis opadgående bevægelse til kvinten. Instrumentalsatsen har tydeligvis inspiration i den italienske concerto-grosso, hvor de to solo-instrumenter; sopran, trompet sammen med førsteviolin interagerer i små soli og duetter og tertsetter, hvorefter de besvares af tutti-ensemblets fanfare-ritornel. Ritornellets harmonisk statiske motiv betyder at ariens A-del er holdt i C-dur og dominanttonearten G-dur. I B-delen udfordrer Bach formen og flytter signalmotivet rundt på forskelige skalatrin; først i paralleltonearten a-mol, fulgt af H-dur, e-mol førend vi via en smidig overgang føres tilbage til hovedtonearten C-dur.

Herpå følger et recitativ, som tager sit udgangspunkt i to afsnit fra salmernes bog: 138,2: ”Jeg kaster mig ned i dit hellige tempel og priser dit navn” og 26,8: ”Herre, jeg elsker dit hus, det sted, hvor din herlighed bor.” Satsen falder i to dele – først et accompagnato-recitativ, efterfulgt af en arioso til teksten ”Muss gleich der schwache Mund von seinen Wundern lallen, so kann ein schlechtes Lob ihm dennoch wohlgefallen” (Om end den svage mund kan plapre om hans undere, sætter han pris på selv en slet lovsang), hvor ordet lallen (pludre eller plapre) to gange høres som en lange ekvilibristisk melisme.

Denne ”slette” lovsang fremstilles i den følgende arie i form af sopranstemme blot ledsaget af en quasi-ostinato continuo-sats. Men hvad satsen savner af pomp og pragt, udfolder Bach som en inderlig hengivenhed til Gud. Det bibelske afsæt for arien er jeremias’ Klagesange 3, 22-23: ” Herrens troskab er ikke hørt op, hans barmhjertighed er ikke forbi, den er ny hver morgen; din trofasthed er stor.” Et nedadgående oktavspring på ordet ”Höchster” (Højeste) symboliserer den ydmyghed, hvormed sopranen underkaster sig, som et hengivent barn til sin fader. Tonearten er a-mol og taktarten den blidt vuggende 12/8. I en kantate præget af grandiose fanfarer i de to ydersatser, er det rørende, at Bach i værkets centrale sats prioriterer en så inderlig og ydmyg indre lovsang, som en understregning af troens egentlige essens.

Som slutkoral har Bach valgt femte vers af Johann Gramanns salme Nun lob, mein Seel, den Herren (Königsberg in 1549). Som alternativ til den almindelige firestemmige slutkoral, skaber Bach en vidunderlig koralfantasi, udfoldet som et trestemmigt fugeret sats mellem de to violiner og continuo vævet ind i sopranens korallinjer. Som om dette ikke skulle være afslutning nok, skifter takten fra 3/4 til til 2/4, hvorpå følger et storslået Alleluja. Sopranen og trompeten indgår i en imiterende leg med hinanden, mens strygerne skaber deres egen akkompagnerende tekstur af samme motiviske materiale. Kantaten når sit klimaks, da først sopran og siden trompeten i opadgående treklange (som modstykke til første sats nedadgående trompetsignal) begge når det høje c… Og dermed slutter en af Bachs mest charmerende og oftest opførte kantater.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering