BWV 46 »Schauet doch und sehet, ob irgendein Schmerz sei«

Kantaten Schauet doch und sehet, ob irgendein Schmerz sei er skrevet til 10. søndag efter Trinitatis 1. august 1723 som del af Bachs første kantateårgang i Leipzig.

Søndagens læsning er fortællingen om Jesus, som græder over Jerusalem og om tempelrensningen, Lukasevangeliet 19, 41-48:

”Da han kom nærmere og så byen, græd han over den og sagde: ”Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred. Men nu er det skjult for dine øjne. For der skal komme dage over dig, da dine fjender skal kaste en vold op omkring dig, belejre dig og trænge ind på dig fra alle sider. De skal jævne dig med jorden og dine børn sammen med dig, og de skal ikke lade sten på sten tilbage i dig, fordi du ikke kendte din besøgelsestid.”

Så kom han ind på tempelpladsen, og han gav sig til at jage dem ud, som drev handel dér, og han sagde til dem: ”Der står skrevet: ’Mit hus skal være et bedehus.’ Men I har gjort det til en røverkule.” Han underviste hver dag på tempelpladsen. Ypperstepræsterne og de skriftkloge, ja, alle folkets ledere søgte at få ham ryddet af vejen; men de kunne ikke finde ud af, hvad de skulle gøre, for hele folket hang ved ham for at høre ham.”

Den ukendte tekstforfatter tager afsæt i læsningens første del om Jesus, som begræder Jerusalems skæbne. Den dramatiske beskrivelse af Jerusalems ødelæggelse ses som en allegori for Guds vrede, som vil ramme synderne på den yderste dag. Forholdet mellem den menneskelige synd og Guds vrede bliver omdrejningspunkt for librettistens tolkning af læsningen. Trods synd, opnår den kristne frelse i troen på Jesus, som gennem sin offerdød har taget vores synder på sig og stillet Guds vrede.

Til åbningskoret har librettisten udvalgt en tekst, som er relateret til dagens læsning; nemlig et vers fra Jeremias’ Klagesange 1,12: ”Se jer omkring, om der findes en smerte som den, der ramte mig, da Herren kuede mig på sin glødende vredes dag.” Åbningskoret hører til blandt Bachs smukkeste lamentationer. Efter det indledende forspil med blokfløjter og strygere sætter sangstemmerne ind to og to i kanon en kvint forskudt, mens blokfløjternes sekstendedele som et perpetuum mobile opleves som uafladelige strømme af tårer. Til tekstens andet led ændrer satsen markant karakter med en fuga hvis tema, bestående af formindskede intervaller og kromatik, illustrerer jammeren forsaget af Guds indædte vrede. Bach værdsatte tilsyneladende selv den indledende lamentation, for han genbrugte den som ”Qui tollis peccata mundi” (Du som bærer verdens synd) i Gloria til sin h-mol messe, som han i 1733 sendte til den polske konge Friedrich August II’s hof i Dresden med henblik på at blive udnævnt som hofkomponist, hvilket endelig lykkedes tre år efter, i 1736.

Blokfløjternes tåremotiv fortsætter i tenorens følgende accompagnato-recitativ, som begræder den ødelagte Guds stad: ”Du armer Stein- und Aschenhaufen! Lass ganze Bäche Tränen laufen” (Du stakkels sten- og askehob! Lad tårerne løbe i strømme). Jerusalem ligger som byen har redt, fordi den ikke agter Jesu tårer, og må derfor berede sig på at blive oversvømmet i et uvejr.

Dette uvejr bryder ud med bassens arie, hvor Bach benytter hele paletten i sit tonemaleri: ”Dein Wetter zog sich auf von weiten” (Dit uvejr trak op på lang afstand). Solistrollen er tildelt trompeten, der som dommedagsbasun understøttes af strygernes tordenskrald og bassangerens lyn-kolleratur: ”Da überhäufte Sünden der Rache Blitz entzünden und dir den Untergang bereiten.” (Da ophobningen af synder antænder hævnens lynild og er årsag til din undergang).

Med altens recitativ flyttes perspektivet fra allegorien om Jerusalems ødelæggelse til at gælde for den enkelte kristne. Det er nemlig ikke kun Jerusalem, der har været fuld af anden synd. Synden bor i os alle: ”Weil ihr euch nicht bessert und täglich die Sünden vergrößert, so müsset ihr alle so schrecklich umkommen.” (Da I ikke forbedrer jer og dagligt begår endnu større synder, så må I alle omkomme så grusomt), hvilket er en tydelig reference til Lukasevangeliet 13,5.

Kantatens vendepunkt bliver alten arie, hvor frelsen fra uvejr og indædte vrede kommer til syne gennem troen på Jesus. Som kontrast til tordenbragene i basarien undlader Bach nu helt continuostemmen og lader de to blokfløjter bliver akkompagneret af obo da caccia. Den usædvanlig effekt understreger billedet af den uskyldige troende, som søger ly fra stormen i Jesus’ arme. Valget af hyrdeinstrumenterne fløjte og obo understreger desuden det pastorale billede af Jesus som hyrde: ”Er sammelt sie als seine Schafe, als seine Küchlein liebreich ein” (Han samler dem som sine får, som sine kyllinger med kærlighed).

I den afsluttende koralfantasi over første vers af Johann Matthäus Mayfarts O großer Gott von Macht, bliver vi mindet om, at Jesus har påtaget sig vores skyld gennem sin offerdød. De to fløjter trækker en tråd tilbage til åbningskorets lamentation, og det er nærliggende igen at tolke deres nedadgående sekstendedelsfigurer som løbende tårer, men nu ikke længere for Jerusalem, men for den korsfæstede Jesus, som påtog sig verdens skyld for at vi kan blive frelst: ”Sein Marter, Angst und schwere Pein; um seinetwillen schone, uns nicht nach Sünden lohne.” (Hans pine, angst og svære smerte, for Hans skyld, skån os, løn os ikke efter vore synder.)

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering