BWV 42 »Am Abend aber desselbigen Sabbats«
Bach åbner kantaten til 1. søndag efter påske, 8. april 1725, med en Sinfonia. Satsen er bygget op som en galant Concerto a Due Cori mellem blæserne (to oboer og fagot) og strygerensemblet. Satsens lethed og elegance kan tolkes som en boblende glæde over Jesu opstandelse påskedag. Trods denne åbenlyse tolkning er satsen ikke komponeret til lejligheden. Den stammer sandsynligvis fra en nu tabt fødselsdagskantate (BWV 66a) til Prince Leopold von Anhalt Cöthen – Bachs tidligere arbejdsgiver. Genbrug er guld!
Efter Sinfoniaen lægger tenoren, som evangelist, ud med at recitere fra evangeliet til 1. søndag efter påske, Johannesevangeliet 20,19-31. Med et langt orgelpunkt og gentagne sekstendedele i celloen, skaber Bach en tremoloeffekt, der understreger disciplenes natlige frygt for jøderne, nu da de tror at Jesus ikke længere er iblandt dem. De har hørt at Jesu grav var fundet tom Påskemorgen, men han har endnu ikke vist sig for dem. Som kontrast hertil hersker ro og fred i den følgende pastorale arie for alt, oboer og strygere. Også denne sats stammer fra føromtalte fødselsdagskantate, men nu med et gendigtet citat fra Matthæusevangeliet 18,20: ”Hvor to eller tre er samlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem”. Et billede på trygheden i det kristne fællesskab som modsætning til disciplenes angst.
Som den centrale sats i kantaten bringer Bach, i form af en duet for sopran og tenor, første vers af Jacob Fabricius’ salme ”Verzage nicht, o Heüflein klein” (Tab ikke modet, du lille flok) – igen med reference til de ængstelige disciple fra evangelielæsningen. Det er en sats som er omgærdet af mystik, for der er ikke umiddelbart nogen koralmelodi at høre – hverken i sangstemmerne eller i den mærkværdige fagotstemme. Det er blevet foreslået af Bach-kenderen C. H. Terry, at hele satsen kunne være et akkompagnement til en koralmelodi der ikke høres, som et billede på de tidlige kristne menigheder, der måtte dyrke deres tro i det skjulte. En interessant teori, som falder godt i tråd med Bachs øvrige brug af symbolik, til at fremhæve konteksten, men som i sagens natur er vanskelig at bevise.
Ikke desto mindre stemmer det godt overens med bassens udsagn i det følgende recitativ, hvor Jesus viser sig for disciplene: ”So trat mein Heiland mitten ein; zum Zeugnis, dass er seiner Kirche Schutz will sein” (da trådte min frelser ind midt iblandt dem som vidnesbyrd om, at Han vil værne sin kirke). Recitativet afsluttes med en advarsel til kirkens fjender som oplæg til bassens forsikrende arie i den lyse toneart A-dur. ”Jesus er et skjold” itonesætter Bach her med fjerde- og ottendedele i treklange, der danner skjold mod ”forfølgelsen”, som bliver dramatiseret med hastige sekstendedelsløb hos både sanger og instrumenter.
Den afsluttende koral er en udsættelse af Luthers oversættelse af den latinske hymne Da pacem, Domine (Bring fred i vor tid, Herre) på Johann Walthers reformatoriske melodi.
I perioden mellem Påskedag og Trinitatis søndag var der på Bachs tid tretten helligdage, hvoraf der i dag kendes kantater til de 12. De tolv kantater er følgende, nævnt i kirkeårets rækkefølge: BWV 6, 42, 85, 103, 108, 87, 128, 183, 74, 68, 175 og 176. Af disse tolv bygger de ti på læsninger fra Johannesevangeliet. Kun BWV 6 til 2. påskedag og BWV 128 til Kristi Himmelfart bygger på andre tekstgrundlag, da evangelielæsningerne til pågældende dage er af hhv. Lukas og Markus. Man kan læse mere om dette emne i Eric Shafes bog J. S. Bach’s Johannine Theology: The St. John Passion and the Cantatas for Spring 1725.
© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen - gengivelse tilladt med tydelig kreditering
1. Sinfonia
2. Recitativo T
Am Abend aber desselbigen Sabbats,
Da die Jünger versammlet
Und die Türen verschlossen waren
Aus Furcht für den Jüden,
Kam Jesus und trat mitten ein.
3. Aria A
Wo zwei und drei versammlet sind
In Jesu teurem Namen,
Da stellt sich Jesus mitten ein
Und spricht darzu das Amen.
Denn was aus Lieb und Not geschicht,
Das bricht des Höchsten Ordnung nicht.
4. Aria (Duetto) S T
Verzage nicht, o Häuflein klein,
Obschon die Feinde willens sein,
Dich gänzlich zu verstören,
Und suchen deinen Untergang,
Davon dir wird recht angst und bang:
Es wird nicht lange währen.
5. Recitativo B
Man kann hiervon ein schön Exempel sehen
An dem, was zu Jerusalem geschehen;
Denn da die Jünger sich versammlet hatten
Im finstern Schatten,
Aus Furcht für denen Jüden,
So trat mein Heiland mitten ein,
Zum Zeugnis, dass er seiner Kirche Schutz will sein.
Drum lasst die Feinde wüten!
6. Aria B
Jesus ist ein Schild der Seinen,
Wenn sie die Verfolgung trifft.
Ihnen muss die Sonne scheinen
Mit der güldnen Überschrift:
Jesus ist ein Schild der Seinen,
Wenn sie die Verfolgung trifft.
7. Choral
Verleih uns Frieden gnädiglich,
Herr Gott, zu unsern Zeiten;
Es ist doch ja kein andrer nicht,
Der für uns könnte streiten,
Denn du, unsr Gott, alleine.
Gib unsern Fürsten und all’r Obrigkeit
Fried und gut Regiment,
Dass wir unter ihnen
Ein geruhig und stilles Leben führen mögen
In aller Gottseligkeit und Ehrbarkeit.
Amen.
1. Sinfonia
2. Recitativ T
Men om aftenen mens det endnu var sabbat,
og disciplene var forsamlede
med dørene lukkede af frygt for jøderne,
trådte Jesus ind midt iblandt dem.
3. Arie A
Hvor to eller tre er forsamlede
i Jesu dyrebare navn,
der træder Jesus ind midt iblandt dem
og tilsiger et Amen,
for hvad der udspringer af kærlighed og nød
det bryder ikke den Højestes orden.
4. Arie (Duet) S T
Tab ikke modet, du lille flok,
selv om fjenderne vil
knuse dig helt
og ønsker din tilintetgørelse,
hvad der gør dig meget bange:
det varer ikke længe ved.
5. Recitativ B
Man kan se et smukt eksempel
i det, som skete i Jerusalem;
for da disciplene havde samlet sig
i mørke og skygge
af frygt for jøderne,
da trådte min frelser ind midt iblandt dem
som vidnesbyrd om,
at Han vil værne sin kirke.
Lad derfor blot fjenderne rase!
6. Arie B
Jesus er et skjold for sine,
når de rammes af forfølgelse.
For dem skinner solen
med den gyldne overskrift:
Jesus er et skjold for sine,
når de rammes af forfølgelse.
7. Koral
Giv os nådigt fred
i vor tid, Herre, vor Gud.
Der er jo ingen anden,
der kunne kæmpe for os,
end alene du, vor Gud.
Giv vore fyrster og al øvrighed
fred og et godt styre,
så vi under dem
kan føre et stille og roligt liv
i al salighed og ærbarhed.
Amen.
© Enghave Barok og Bente Marie Braarud - gengivelse tilladt med tydelig kreditering
Tekst: Anonym digter; 2. sats: Johannesevangeliet 20,19; 3. sats: efter Matthæusevangeliet 18,20; 4. sats: Jacob Fabricius 1632
Besætning: Solister: S A T B, Kor: S A T B, Obo I/II, Fagot, Violin I/II, Viola, Continuo
Plads i kirkeåret: 1. søndag efter Påske
Første opførelse: 8. april 1725 i Leipzig
Opført af Enghave Barok: 19. april 2015 i Enghave Kirke
Find andre Bachværker til 1. søndag efter Påske (som Enghave Barok har opført)
Find alle Bachværker med tekst af Anonym Digter, Johannesevangeliet, Jacob Fabricius, Matthæusevangeliet (som Enghave Barok har opført)