BWV 4 »Christ lag in Todesbanden«

Christ lag in Todesbanden er skrevet til Påskedag i 1707 eller 1708. Den hører til blandt de blot syv kantater, som er overleveret fra Bachs unge år, og som alle kan dateres til Bachs ansættelse i Divi Blasii Kirche i Mühlhausen, hvor han var ansat 1707-08. Det er sågar muligt, at Bach skrev kantaten allerede i Arnstadt og indsendte den som del af sin ansøgning til Mühlhausen, hvor han netop tiltrådte stillingen på Påskedag 1707.

Efter sit besøg hos Buxtehude under Abendmusik-festivalen i Lübeck i 1705, blevet Bach inspireret til at udvikle sine evner som vokalkomponist og begrænsede ikke længere sit fokus til at spille og komponere for orgel. De tidlige vokalværker, som er overleveret til eftertiden, er alle er af så høj kompositorisk kvalitet, at de nødvendigvis må udgøre en reminiscens af en langt større mængde af lignende kantatekompositioner, som desværre er gået tabt.

Christ lag in Todesbanden er skrevet i den ældre choralkonzert-stil, som er vi kender fra komponister som Bachs grandonkel Johann Christoph Bach, Diderik Hansen Buxtehude og Johann Pachelbel. Sidstnævnte har netop skrevet en koralkoncert over Christ lag in Todesbanden som deler påfaldende formmæssige og stilistiske ligheder med BWV 4. Da Bach voksede op i Thüringen var Pachelbel bosat i samme region og Bachs storebror Johann Christoph, som Johann Sebastian boede hos efter deres forældres død, studerede hos Pachelbel i Erfurt. Der er altså, om ikke andet, så en indirekte forbindelse til Pachelbel som gør det sandsynligt, at Bach har stiftet bekendtskab med hans musik i sine unge år, og det kan ikke udelukkes, at Bach havde en hyldest i tankerne til den store mester, som døde et halvt år forinden i 1706.

Til sin første påske som kantor i Leipzig opførte Bach Christ lag in Todesbanden Påskemorgen 9. april 1724. Allerede det følgende år tilføjede han colla parte-basunstemmer til værket ved endnu en opførelse 1. april 1725, da han lod kantaten indgå som afslutning på sin koralkantatecyklus, som sluttede samme forår, før den var færdiggjort.

Evangelielæsningen til Påskedag er beretningen om Jesu opstandelse fra Markusevangeliet 16, 1-8:

Da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver for at gå ud og salve ham. Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op. Og de sagde til hinanden: »Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven?« Men da de så derhen, opdagede de, at stenen var væltet fra. For den var meget stor. Og da de kom ind i graven, så de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side, og de blev forfærdede. Men han sagde til dem: »Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.« Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange.

Salmen Christ lag in Todesbanden er Martin Luthers tyske oversættelse af den præ-reformatoriske latinske hymne Victimae Paschali Laudes over melodien Christ is erstanden, og blev den vigtigste påskesalme i den Lutherske tradition. Den omhandler Jesus’ sejr over døden, som netop fejres Påskemorgen og redegør for, hvorledes Jesus’ opstandelse også sikrer mennesket evig liv, hvilket fejres med et Halleluja som afslutning på hvert vers.

I modsætning til koralkantaterne fra Bachs koralkantateårgang fra Leipzig, er Christ lag in Todesbanden holdt i den ældre per omens versus-form, hvor alle otte vers er bibeholdt i deres oprindelige form og satserne formmæssigt er præget efter koralmelodien. Neumeister-kantateformen med recitativer og arier implementerede Bach først senere i sine kantater fra årene i Weimar og Leipzig. Kantatens storform er symmetrisk opbygget. Efter en kort Sinfonia falder satserne som følger: kor – duet – solo – kor – solo – duet – kor.

Det første koral-kor, Versus I er holdt i motet-stil. Cantus firmus høres i sopranen, mens understemmerne holdes i fri imiterende polyfoni og instrumenterne ledsager skiftevis colla parte og med akkompagnerende motiver. Satsen afsluttes med en længere udvidelse af versets Halleluja i Alla breve, hvilket vil sige, at satsens metrum nu tælles i halve, så tempoet fordobles.

Versus II er en duet mellem sopran og alt over en ostinat-lignende basgang i continuostemmen. Sopranens cantus firmus varieres med retoriske gentagelser, som svares at altens imitationer, så de to stemmer indgår i en kontrapunktisk dialog.

I Versus III bringes Kristus for første gang i spil som dødens overmand. Den stærke frelsermand gestaltes i den unisone violinstemme, hvis sekstendedele høres næsten ubrudt satsen igennem mens cantus firmus synges af tenoren. På dramatisk vis skifter satsen til Adagio for derefter kortvarigt at gå i stå til teksten: ”Da bleibet nichts denn Tods Gestalt” (Da forbliver intet andet end dødens form), hvorefter frelserens kamp mod døden genoptages. Versets sidste linje: ”Den Stach’l hat er verloren.” (Sin brod har døden mistet.) har Luther benyttet med reference til Paulus’ første brev til Korintherne 15,55: ”Død, hvor er din sejr? Død, hvor er din brod?”

Kantatens centrale sats er Versus IV, hvor kampen mellem Døden og Kristus når sit højdepunkt: ”Es war ein wunderlicher Krieg, da Tod und Leben rungen” (Det var en tvekamp underfuld, da liv og død de brødes). Cantus firmus høres i alt-stemmen og er flyttet til dominanten, startende på skalaens 2. trin. De fire sangere er blot akkompagneret af continuoet og satsen er ligesom åbningskoret holdt i motet-stil præget af livlige imitationer og for-imitationer som billede på den ”underfulde tvekamp”.

Som kontrast til den dramatiske skildring af kampen mellem liv og død, er Versus V indadvendt med tanke på Jesus som offerlam. Som en variation er satsen i en adstadig 3/4-takt, hvor bassen ledsages af det 4-stemmige stryger-consort og continuo. Det sonore stryger-akkompagnement understreger det lidenskabelige trosforhold ved tanken om Jesus’ offer på korset som en kærlighedsgerning: ”Das (Osterlamm) ist hoch an des Kreuzes Stamm in heißer Lieb gebraten” (Det (påskelammet) brænder i glødende kærlighed højt på korsets træ.) Med linjen ”Das Blut zeichnet unsre Tür, das hält der Glaub dem Tode für” (Blodets mærke på vores dør, holder troen op imod døden) refererer Luther til Anden Mosebog, 12 og sammenligner dermed det blod, som jøderne ved påsken i Ægypten blev beordret til at komme på dørstolperne, som beskyttelse af deres førstefødte, med Jesus’ blod på korset, som giver mennesket beskyttelse mod døden.

Med Versus VI fejrer vi påsken og Jesus’ sejr over døden: ”So feiern wir das hohe Fest Mit Herzensfreud und Wonne” (Så fejrer vi den høje fest med hjertensfryd og glæde.) Satsen er noteret alle breve hvilket ligesom i åbningskorets Halleluja atter indikerer at metrum tælles i halve og dermed fordobler tempoet. Hjertensfryd og glæde høres som hurtige trioliserede melismer i de to sangstemmer, som næsten bobler over i fejringen. Parallelt med Versus II’s duet er de to sangere kun ledsaget af continuo, som også i denne sats har en ostinat-lignende karakter.

Salmens sidste vers, Versus VII er udformet som en enkel firestemmig koralharmonisering. Det kan ikke udelukkes at denne harmonisering er en tilføjelse til kantaten fra Leipzig-årene, og at kantaten oprindelig sluttede med en gentagelse af det første koralkor med 7. vers’ tekst. Her minder Luther os endnu engang om den gammeltestamentlige påskefejring, der fejres med usyret brød som beskrevet i Anden Mosebog, 12: ”Der alte Sauerteig nicht soll sein bei dem Wort der Gnaden, Christus will die Koste sein und speisen die Seel allein” (Den gamle surdej skal ikke være en del af nådens ord. Kristus skal være kosten og alene mætte sjælen.) Forståelsen af Luthers billede af bespisning af sjælen med usyret brød går gennem Paulus’ først brev til Korintherne 5, 7-8: ”Rens den gamle surdej ud, for at I kan være en ny dej. I er jo usyret brød, for også vort påskelam er slagtet, Kristus. Lad os derfor fejre festen, ikke med gammel surdej, ikke med en slet og ond surdej, men med rene og sande usyrede brød.” Hos Luther er ”den gamle surdej” et billede på jødedommen som en modsætning til frelsen gennem Kristus’ lidelse, død og genopstandelse.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering

1. Sinfonia

2. Coro Versus 1 S A T B
Christ lag in Todesbanden
Für unsre Sünd gegeben,
Er ist wieder erstanden
Und hat uns bracht das Leben;
Des wir sollen fröhlich sein,
Gott loben und ihm dankbar sein
Und singen halleluja,
Halleluja!

3. Duett Versus 2 S A
Den Tod niemand zwingen kunnt
Bei allen Menschenkindern,
Das macht’ alles unsre Sünd,
Kein Unschuld war zu finden.
Davon kam der Tod so bald
Und nahm über uns Gewalt,
Hielt uns in seinem Reich gefangen.
Halleluja!

4. Aria Versus 3 T
Jesus Christus, Gottes Sohn,
An unser Statt ist kommen
Und hat die Sünde weggetan,
Damit dem Tod genommen
All sein Recht und sein Gewalt,
Da bleibet nichts denn Tods Gestalt,
Den Stach’l hat er verloren.
Halleluja!

5. Coro Versus 4 S A T B
Es war ein wunderlicher Krieg,
Da Tod und Leben rungen,
Das Leben behielt den Sieg,
Es hat den Tod verschlungen.
Die Schrift hat verkündigt das,
Wie ein Tod den andern fraß,
Ein Spott aus dem Tod ist worden.
Halleluja!

6. Aria Versus 5 B
Hier ist das rechte Osterlamm,
Davon Gott hat geboten,
Das ist hoch an des Kreuzes Stamm
In heißer Lieb gebraten,
Das Blut zeichnet unsre Tür,
Das hält der Glaub dem Tode für,
Der Würger kann uns nicht mehr schaden.
Halleluja!

7. Duett Versus 6 S T
So feiern wir das hohe Fest
Mit Herzensfreud und Wonne,
Das uns der Herre scheinen lässt,
Er ist selber die Sonne,
Der durch seiner Gnade Glanz
Erleuchtet unsre Herzen ganz,
Der Sünden Nacht ist verschwunden.
Halleluja!

8. Choral Versus 7 S A T B
Wir essen und leben wohl
In rechten Osterfladen,
Der alte Sauerteig nicht soll
Sein bei dem Wort der Gnaden,
Christus will die Koste sein
Und speisen die Seel allein,
Der Glaub will keins andern leben.
Halleluja!

1. Sinfonia

2. Kor Vers 1 S A T B
I dødens bånd vor frelser lå,
for verdens synd hengivet,
men herlig kunne han opstå
og skænked mild os livet;
thi er hans folk nu sjæleglad
og takker Gud i allen stad
og synger for Jesus Kristus:
Halleluja!

3. Duet Vers 2 S A
Det var fuldstort et kæmpeværk
den død at overvinde;
for syndens skyld ej før så stærk
var mand på jord at finde;
thi trådte død os under fod,
men Jesus knuste al dens mod,
forstyrret har han dens rige.
Halleluja!

4. Arie Vers 3 T
Som en af os vor synd han bar,
men han var selv uskyldig;
dermed han døden fældet har,
gjort al dens krav ugyldig;
for os, som Jesus har til drot,
den er sin egen skygge blot,
sin brod haver døden mistet.
Halleluja!

5. Kor Vers 4 S A T B
Det var en tvekamp underfuld,
da liv og død de brødes,
og kredsen skreves under muld,
hvor riget var de dødes;
men livet fik dog overhånd,
så, fængslet i sit eget bånd,
til spot er nu døden blevet.
Halleluja!

6. Arie Vers 5 B
Her er det rette påskelam,
som Gud har befalet,
det brænder i glødende kærlighed
højt på korsets træ.
Blodets mærke på vores dør,
holder troen op imod døden.
Dræberen kan ikke mere skade os.
Halleluja!

7. Duet Vers 6 S T
Thi holder vi for livet fest,
som død har overvundet,
og priser kæmpen allerbedst,
som har den stærke bundet;
han sidder nu på ærens stol
og er for os den gyldne sol,
døds-natten hun er forgangen.
Halleluja!

8. Koral Vers 7 S A T B
Vi spiser og lever godt
med påskens fladbrød,
den gamle surdej skal ikke
være en del af nådens ord.
Kristus skal være kosten
og alene mætte sjælen.
Troen vil ikke leve af andet.
Halleluja!

© Enghave Barok og Bente Marie Braarud – gengivelse tilladt med tydelig kreditering

Tekst: Martin Luther 1524
Besætning: Solister: S A T B, Kor: S A T B, Xink, Trombone I-III, Violin I/II, Viola I/II, Continuo
Plads i kirkeåret: Påskedag
Første opførelse: Ca. 1707-1708

Opført af Enghave Barok: 2. november 2024 i Enghave Kirke

Find andre Bachværker til Påskedag (som Enghave Barok har opført)

Find alle Bachværker med tekst af Martin Luther (som Enghave Barok har opført)