BWV 39 »Brich dem Hungrigen dein Brot«
Kantate 39 ”Brich dem Hungrigen dein Brot” er skrevet til første søndag efter Trinitatis. Den havde sin førsteopførelse 23. juni 1726 og hører dermed til Bachs tredje kantateårgang. Søndagen inden, på Trinitatis Søndag 16. juni, havde Bach genopført Kantate 194 ”Höchsterwünschtes Freudenfest”. Der fandt muligvis en senere opførelse sted af Kantate 39 på tilsvarende søndag i 1732. På det tidspunkt befandt en større gruppe protestantiske flygtninge sig i Leipzig, som var blevet drevet på flugt fra Salzburg. Dette forhold, kombineret med kantatens opfordring til at dele med den fremmede og dem som intet har, har givet kantaten tilnavnet ”Flygtningekantaten”. Det er da også det seneste års flygtningestrømme til Europa, som er anledningen til, at vi i Enghave Barok syntes, det var på sin plads at programsætte netop denne kantate, som ihukommelse af dens aktuelle budskab.
Kantatens tekst har Bach hentet fra samlingen Sontags- und Fest-Andachten (Meiningen 1704)*, som i dag tilskrives Hertug Ernst Ludwig I af Sachsen-Meiningen. I løbet af 1726 fremførte Bach hele 18 kantater af sin grandfætter Johann Ludwig Bach, som var hofkapelmester i Meiningen, ikke langt fra Johann Sebastians fødeby Eisenach. Teksterne til Johann Ludwig Bachs kantater stammer alle fra førnævnte samling, og tilsyneladende lod Johann Sebastian sig inspirere af sin grandfætters værker, for hele syv kantater fra denne Leipzig-årgang deler tekster og opbygning med Johann Ludwigs. Disse kantater falder alle i to afsnit – et før, og et efter prædiken – som hver bygger på henholdsvis det gamle og det ny testamente: Del 1: Kor (GT) – recitativ – arie, Del 2: recitativ (NT) – arie – recitativ – koral.
Åbningskoret er et lille mesterværk i sig selv. Det falder i tre overordnede afsnit som hver knytter sig til et tekstled fra Esajas Bog 58, 7-8. Det er værd at bemærke, at teksten her er let omskrevet. Hvor det gammeltestamentlige citatet lyder ”Du bryder dit brød til de sultne…” bringes det her i bydeform: ”Bryd dit brød til de sultne…” At dele sit brød med de fattige, og at give husly til de hjemløse bliver således en konkret kristen fordring, sidestillet med den som Jesus selv giver i bl.a. Næstekærlighedsbuddet og Bjergprædiken. Satsen åbner – ikke tilfældigt – med akkorder, som brydes nedad gennem instrumentgrupperne. Først blokfløjterne, så oboerne, og så strygerne. Dette brudte motiv munder ud i en vederkvægende legato-sekvens, før koret sætter ind, med det indledende motiv som akkompagnement. Ud af dette motiv springer en fuga mellem sangstemmerne, mens orkesteret fortsætter det tørre brudte mønster. Stemmerne mødes sluttelig i homofoni, førend åbningen gentages, og hele afsnittet dermed danner sin egen lille A-B-A form. I det følgende afsnit skifter taktarten fra 3/4 til 4/4. Temaet til dette korte afsnit deles, ligesom teksten, op i to: først som spørgsmål: ”Ser du en nøgen” fulgt af svaret: ”så klæd ham på”. Til satsens sidste del skiftes atter taktart, nu til den hurtigere og dansante 3/8-takt. Og det er da også himmerigets salighed vi får i sigte i de to afsluttende fugagennemføringer: ”Da skal dit lys bryde frem som morgenrøden, og dit sår vil hurtig læges, din retfærdighed går forud for dig, og Herrens herlighed er bag dig”.
I bassens recitativ fortsættes denne tanke. Ved at efterfølge Herrens eksempel og udvise samme gavmildhed, som han har vist os, nærmer vi os himmeriget: ”Barmhjertigheden, som hviler på den næste, kan mere end nogen gave trænge sig ind til Hans hjerte”. Det samme gør sig gældende i altens arie: At udvise gavmildhed og næstekærlighed er at sammenligne med at så, for derefter at kunne høste i himlen: ”Hans barmhjertighed at efterfølge, strør sæd ud her, som vi vil høste dér”. Netop ordet strø viser Bach ved at lade alt-sangeren sprede ordet ud, alt imens kornene, som først kastes op og siden lander på marken, illustreres med store spring; først opadgående og derefter nedadgående, i obo og violin.
Anden del åbnes med det nytestamentlige citat. Men det bringes her ikke i form af et recitativ, som det gør sig gældende for de øvrige kantater til tekster fra Meiningen-samlingen, men derimod i en sats, hvis stil ligger mellem arioso og arie. Med valget af bas-sangeren til denne tekst fra Hebræerbrevet 13, 16: ”Glem heller ikke godgørenhed og gavmildhed; det er den slags ofre, Gud finder behag i” skaber Bach indtrykket af, at det her er Jesus selv, som taler.
I den følgende arie er vi endelig hensat til himmelen med to unisone fløjter, og med sopranen, som overfor Herrens åsyn ønsker at fremstå taknemmelig. Men Herren ønsker intet offer. ”Hvordan skal jeg da, o Herre, tilbagebetale dig tilstrækkeligt?” fortsætter alten i sit afrundende accompagnato recitativ med strygerledsagelse. ”Jeg har intet andet end min sjæl at give dig. Ønsket om at være min næste til tjeneste. Til den fattige, at give, hvad du har bevilget mig…”
I den afsluttende firestemmige koral opsummeres kantates næstekærlighedsfordrende budskab i et vers af salmen ”Freu dich sehr, o meine Seele”, med klar reference til Jesu bjergprædiken: ”Salige er de, som forbarmer sig over den fremmedes nød”.
* De syv kantater til tekster fra denne samling er BWV 17, 39, 43, 45, 88, 102 og 187.
© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen - gengivelse tilladt med tydelig kreditering
1. Coro
Brich dem Hungrigen dein Brot
und die, so in Elend sind, führe ins Haus!
So du einen nackend siehest, so kleide ihn
und entzeuch dich nicht von deinem Fleisch.
Alsdenn wird dein Licht herfürbrechen
wie die Morgenröte,
und deine Besserung wird schnell wachsen,
und deine Gerechtigkeit wird für dir hergehen,
und die Herrlichkeit des Herrn
wird dich zu sich nehmen.
2. Recitativo B
Der reiche Gott wirft seinen Überfluss
Auf uns, die wir ohn ihn
auch nicht den Odem haben.
Sein ist es, was wir sind;
er gibt nur den Genuss,
Doch nicht, dass uns allein
Nur seine Schätze laben.
Sie sind der Probestein,
Wodurch er macht bekannt,
Dass er der Armut
auch die Notdurft ausgespendet,
Als er mit milder Hand,
Was jener nötig ist, uns reichlich zugewendet.
Wir sollen ihm für sein gelehntes Gut
Die Zinsen nicht in seine Scheuren bringen;
Barmherzigkeit, die auf dem Nächsten ruht,
Kann mehr als alle Gab
ihm an das Herze dringen.
3. Aria A
Seinem Schöpfer noch auf Erden
Nur im Schatten ähnlich werden,
Ist im Vorschmack selig sein.
Sein Erbarmen nachzuahmen,
Streuet hier des Segens Samen,
Den wir dorten bringen ein.
4. Aria B
Wohlzutun und mitzuteilen vergesset nicht;
denn solche Opfer gefallen Gott wohl.
5. Aria S
Höchster, was ich habe,
Ist nur deine Gabe.
Wenn vor deinem Angesicht
Ich schon mit dem meinen
Dankbar wollt erscheinen,
Willt du doch kein Opfer nicht.
6. Recitativo A
Wie soll ich dir, o Herr,
denn sattsamlich vergelten,
Was du an Leib und Seel
mir hast zugutgetan?
Ja, was ich noch empfang,
und solches gar nicht selten,
Weil ich mich jede Stund
noch deiner rühmen kann?
Ich hab nichts als den Geist,
dir eigen zu ergeben,
Dem Nächsten die Begierd,
dass ich ihm dienstbar werd,
Der Armut, was du mir gegönnt
in diesem Leben,
Und, wenn es dir gefällt,
den schwachen Leib der Erd.
Ich bringe, was ich kann, Herr,
lass es dir behagen,
Dass ich, was du versprichst,
auch einst davon mög tragen.
7. Choral
Selig sind, die aus Erbarmen
Sich annehmen fremder Not,
Sind mitleidig mit den Armen,
Bitten treulich für sie Gott.
Die behülflich sind mit Rat,
Auch, womöglich, mit der Tat,
Werden wieder Hülf empfangen
Und Barmherzigkeit erlangen.
1. Kor
Del dit brød med den sultne
og tag de elendige ind i dit hus!
Ser du en nøgen, så giv ham tøj,
undgå ikke din næste.
Da vil dit lys bryde frem
som morgenrøden,
og dit sår vil hurtig læges,
din retfærdighed går forud for dig
og Herrens herlighed
er bag dig.
2. Recitativ B
Den rige Gud overøser
os med sin overflod,
vi, som kun ånder ved ham.
Alene han
giver nydelsen,
dog ikke kun nyder vi
hans skatte.
De er prøvestenen,
hvorved han bekendtgør,
at han også uddeler nødhjælp
til de fattige,
når han med mild hånd
så rigeligt giver, hvad enhver har brug for.
Hvad vi låner af ham,
skal vi ikke bringe tilbage med renter.
Barmhjertighed mod næsten
er den største gave,
vi kan give Gud.
3. Arie A
Blot skyggen af at være som Skaberen
her på jorden,
er en forsmag på saligheden.
At forbarme sig som Herren,
strør velsignelsens sæd,
som vi høster hos Ham.
4. Arie B
Glem ikke at gøre godt og dele med andre,
for sådanne ofre er Gud velbehagelige.
5. Arie S
Du Højeste, alt, hvad jeg har,
kommer fra dig.
Når jeg vil vise taknemmelighed
for dit åsyn,
ved jeg jo,
at et offer vil du ikke have.
6. Recitativ A
Hvordan skal jeg da gengælde dig,
Herre, i tilstrækkelig grad,
hvad du har gjort af godt
mod legeme og sjæl?
Ja, alt hvad jeg har fået,
og det ofte og i rigt mål,
har jeg kun Dig
at takke for.
Jeg har kun min ånd
at overgive til dig,
mit ønske
om at kunne tjene min næste
og at give til de fattige,
hvad du har ladet mig få her i livet,
og, om du vil,
mit skrøbelige jordiske legeme.
Jeg bringer, hvad jeg formår, Herre,
lad det være dig til behag,
så at jeg, som lovet af dig,
også engang kan bære det herfra.
7. Koral
Salige er de, som forbarmer sig
over den fremmedes nød,
har medlidenhed med de fattige
og trofast beder for dem til Gud.
De, der hjælper med råd
og om muligt med dåd,
får selv hjælp
og møder barmhjertighed.
© Enghave Barok og Bente Marie Braarud - gengivelse tilladt med tydelig kreditering
Tekst: Hertug Ernst Ludwig I af Sachsen-Meiningen; Esajas' Bog kap. 58,7-8 (1. sats); Hebræerbrevet kap. 13,16 (4. sats); David Denicke 1648 (7. sats)
Besætning: Solister: S A B, Kor: S A T B, Fløjte I/II, Obo I/II, Violin solo, Violin I/II, Viola, Continuo
Plads i kirkeåret: 1. søndag efter Trinitatis
Første opførelse: 23. juni 1726 i Leipzig
Opført af Enghave Barok: 22. maj 2016 i Enghave Kirke
Find andre Bachværker til 1. søndag efter Trinitatis (som Enghave Barok har opført)
Find alle Bachværker med tekst af David Denicke, Esajas' Bog, Hebræerbrevet, Hertug Ernst Ludwig I af Sachsen-Meiningen (som Enghave Barok har opført)