fbpx
Vælg en side

BWV 37 »Wer da gläubert und getauft wird«

Wer da gläubert und getauft wird er skrevet til Kristi Himmelfart, 18. maj 1724 – altså mod afslutningen af Bachs første kantateårgang i Leipzig.

Læsningen er Den opstandne Jesus og disciplene Markusevangeliet 16, 14-20:

”Til sidst viste han sig for de elleve selv, mens de sad til bords, og han bebrejdede dem deres vantro og hårdhjertethed, fordi de ikke havde troet dem, der havde set ham efter hans opstandelse. Så sagde han til dem: ”Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen. Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes. Og disse tegn skal følge dem, der tror: I mit navn skal de uddrive dæmoner, de skal tale med nye tunger, og de skal tage på slanger med deres hænder, og drikker de dødbringende gift, skal det ikke skade dem; de skal lægge hænderne på syge, så de bliver raske.”

Da Herren Jesus havde talt til dem, blev han taget op til himlen, og han satte sig ved Guds højre hånd. Men de drog ud og prædikede alle vegne, og Herren virkede med og stadfæstede ordet ved de tegn, som fulgte med.”

Den ukendte librettist fokuserer udelukkende på læsningens afsnit om dåb og frelse mens selve opstandelsen og missionspåbuddet fuldstændig udelades. Kantatens motto om dåb og frelse bliver behandlet som et større spørgsmål om selve trosforholdet og retfærdighed ved tro. Højtiden til trods har Bach valgt en forholdsvis beskeden besætning bestående af to oboer, strygere og continuo.

Jesus ord fra evangelielæsningen synges ikke – som det ofte ses – af bassolisten. Bach vælger i stedet et åbningskor for hele ensemblet, måske som symbol på, at forbindelsen mellem dåb og frelse gælder for hele kristenheden. Åbningskoret er udformet som en stort anlagt fuga i rolig tredelt takt. Teksten leveres i to forskellige tematiske forklædninger, først som subjekt og siden kontrasubjekt, i hvad der udvikles til en 8-stemmig fuga mellem sangstemmerne og orkestret.

Tenoren redegør i sin arie for troen som pant på den kærlighed, som Jesus nærer til sit folk. Troen er så at sige betaling for Jesus’ kærlighed. Ariens soloviolinstemme er gået tabt, men blev i forbindelse med udgivelsen af Neue Bach-Ausgabe genskabt ud fra continuostemmens generalbas og tenorstemmens motiviske materiale.

Selvom kantaten ikke er to-delt, kan man godt betragte tredje sats koraludsættelse som en slags afrunding af kantatens første del. 5. vers af Phillipp Nicolais Wie schön leuchtet der Morgenstern er en lovprisning af Herrens kærlighed. Nicolais berømte melodi bliver mesterligt bearbejdet af Bach, som udsætter den som duet i 12/8 mellem sopran og alt med quasi-ostenato continuoledsagelse. Det er imponerende, hvad Bach får ud af denne tilsyneladende spartanske ramme, som udvikler sig til en rigt ornamenteret semi-kanon mellem de to sangsolister.

I kantatens anden del tolker librettisten evangelielæsningen med udgangspunkt i afsnittet om Retfærdighed ved tro på Jesus Kristus fra Paulus brev til Romerne 3,21-31. I sit recitativ formaner bassen den kristne mod at lægge sine gode gerninger til grund for sit forhold til Gud. Mennesket gøres retfærdigt ved tro, uden lovgerninger.

Tanken om troen som den egentlige vej til frelse føres videre ind i kantatens sidste arie: ”Der Glaube schafft der Seele Flügel, daß sie sich in den Himmel schwingt. Die Taufe ist das Gnadensiegel” (Troen giver sjælen vinger, så den svinger sig til himmels. Dåben er nådens segl), hvilket trækker en tråd direkte tilbage til kantatens indledende motto. Den dansante sats får vinger med opadstræbende motiver, og til ordet Taufe (Dåb) lader Bach vandet rinde i et lang nedadgående løb.

Kantaten afrundes med fjerde vers af Johann Kolroses salme Ich dank dir, lieber Herre (1535).

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering

1. Coro
Wer da gläubet und getauft wird, der wird selig werden.

2. Aria T
Der Glaube ist das Pfand der Liebe,
Die Jesus für die Seinen hegt.
Drum hat er bloß aus Liebestriebe,
Da er ins Lebensbuch mich schriebe,
Mir dieses Kleinod beigelegt.

3. Choral (Duetto) S A
Herr Gott Vater, mein starker Held!
Du hast mich ewig vor der Welt
In deinem Sohn geliebet.
Dein Sohn hat mich ihm selbst vertraut,
Er ist mein Schatz, ich bin sein Braut,
Sehr hoch in ihm erfreuet.
Eia!
Eia!
Himmlisch Leben wird er geben mir dort oben;
Ewig soll mein Herz ihn loben.

4. Recitativo B
Ihr Sterblichen, verlanget ihr,
Mit mir
Das Antlitz Gottes anzuschauen?
So dürft ihr nicht auf gute Werke bauen;
Denn ob sich wohl ein Christ
Muss in den guten Werken üben,
Weil es der ernste Wille Gottes ist,
So macht der Glaube doch allein,
Dass wir vor Gott gerecht und selig sein.

5. Aria B
Der Glaube schafft der Seele Flügel,
Dass sie sich in den Himmel schwingt,
Die Taufe ist das Gnadensiegel,
Das uns den Segen Gottes bringt;
Und daher heißt ein selger Christ,
Wer gläubet und getaufet ist.

6. Choral
Den Glauben mir verleihe
An dein’ Sohn Jesum Christ,
Mein Sünd mir auch verzeihe
Allhier zu dieser Frist.
Du wirst mir nicht versagen,
Was du verheißen hast,
Dass er mein Sünd tu tragen
Und lös mich von der Last.

1. Kor
Den, der tror og bliver døbt,
skal frelses.

2. Arie T
Troen er pant på den kærlighed,
som Jesus nærer til sit folk.
Derfor har Han af ren og skær kærlighed,
da Han indskrev mig i Livets Bog,
vedlagt dette klenodie til mig.

3. Koral (Duet) S A
Gudfader, min Herre og stærke Helt!
Du har til evig tid og foran hele verden
elsket mig i din Søn.
Din Søn har givet sig selv til mig.
Han er min skat, jeg er Hans brud
og fryder mig over Ham.
Eja!
Eja!
Himmelsk liv vil Han dér skænke mig,
evigt skal mit hjerte lovprise Ham.

4. Recitativ B
I dødelige, forlanger I
med mig
at skue Guds åsyn?
Så bør I ikke bygge på gode gerninger;
for selv om en kristen skal øve sig i gode gerninger,
da det er Guds absolutte vilje,
så er det dog alene Troen,
der gør os retfærdige og salige for Gud.

5. Arie B
Troen giver sjælen vinger,
så den svinger sig til himmels.
Dåben er det nådens segl,
der giver os Guds velsignelse;
og derfor hedder den, der tror og er døbt,
en salig kristen.

6. Koral
Skænk mig troen
på Din Søn, Jesus Kristus,
tilgiv mig også mine synder
her i rette tid.
Du vil ikke nægte mig,
hvad Du har lovet;
At Han bærer mine synder
og løser mig fra min byrde.

© Enghave Barok og Bente Marie Braarud – gengivelse tilladt med tydelig kreditering

Tekst: Anonym digter; 1. sats: Markus 16,16; 3. sats: Philipp Nicolai 1599; 6. sats: Johann Kolrose 1535
Besætning: Soli:ster S A T B, Kor: S A T B, Oboe d'amore I/II, Violin I/II, Viola, Continuo
Plads i kirkeåret: Kristi Himmelfarts Dag
Første opførelse: 18. maj 1724

Opført af Enghave Barok: 7. november 2020

Find andre Bachværker til Kristi Himmelfarts Dag (som Enghave Barok har opført)

Find alle Bachværker med tekst af Anonym Digter, Markusevangeliet, Philipp Nicolai, Johann Kolrose (som Enghave Barok har opført)