fbpx
Vælg en side

BWV 33 »Allein zu dir, Herr Jesu Christ«

Allein zu dir, Herr Jesu Christ bygger på Konrad Huberts salme af samme navn fra 1540. Kantaten er skrevet til 13. søndag efter Trinitatis til opførelse 3. september 1724 som del af Bachs koralkantatecyklus. Både stemmematerialet og det originale partitur er overleveret til i dag. Stemmematerialet som del af Thomasskolens bibliotek, mens partituret sandsynligvis er gået gennem først Bachs ældste søn Wilhelm Friedemanns og sidenhen Felix Mendelsohn Bartholdys varetægt før det kom i en amerikansk privatsamling. 

Søndagens evangelielæsning er Lignelsen om den barmhjertige samaritaner fra Lukasevangeliet 10, 25-37:

Da rejste en lovkyndig sig og ville sætte Jesus på prøve og spurgte ham: ”Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?” Han sagde til ham: »Hvad står der i loven? Hvad læser du dér?” Manden svarede: ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv.” Jesus sagde: ”Du har svaret rigtigt. Gør det, så skal du leve.” Men han ville retfærdiggøre sig selv og spurgte Jesus: ”Hvem er så min næste?” Jesus svarede og sagde: ”En mand var på vej fra Jerusalem ned til Jeriko og faldt i hænderne på røvere. De trak tøjet af ham og slog ham, så gik de og lod ham ligge halvdød. Tilfældigvis kom en præst den samme vej; han så manden, men gik forbi. Det samme gjorde en levit, der kom til stedet; også han så ham og gik forbi. Men en samaritaner, som var på rejse, kom hen til ham, og han fik medynk med ham, da han så ham. Han gik hen og hældte olie og vin i hans sår og forbandt dem, løftede ham op på sit ridedyr og bragte ham til et herberg og sørgede for ham. Næste dag tog han to denarer frem, gav værten dem og sagde: Sørg for ham, og hvad mere du lægger ud, vil jeg betale dig, når jeg kommer tilbage. Hvem af disse tre synes du var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder?” Den lovkyndige svarede: ”Han, som viste ham barmhjertighed.” Og Jesus sagde: ”Gå du hen og gør ligeså!”

På grund af sin bøn om trøst, hjælp, tilgivelse og frem for alt om næstekærlighed, var Huberts salme almindelig brugt på denne søndag i kirkeåret, om end forbindelsen til evangelielæsningen er symbolsk snarere end konkret. Den ukendte librettist følger koralkantateårgangens mest almindelige form, og beholder de to ydre vers, mens de to mellemliggende vers bliver frit parafraseret i to sæt af recitativer og arier.

Kantaten åbner med en udadvendt koralfantasi, drevet frem af den friske og højst charmerende orkestersats. Cantus firmus er tildelt sopranstemmen, mens de tre underliggende stemmer varierer mellem imitation og homofoni, og til teksten ”Ich ruf dich an” (Jeg kalder på dig) bryder ud i accentuerede råb.

I bassens recitativ indleder librettisten med en reference til Jobs Bog 9, 3 om mennesket, som vil føre sag mod Gud men ikke kan gendrive én ud af tusind anklager. Han erkender sin synd med ord gengivet fra Huberts salme ”Und meine Sünd ist schwer und übergroß” (og min synd er svær og kæmpestor) men ved dog, at når han angrer i hjertet vil Gud tilgive: ”Durch ein Vergebungswort mich wiederum erfreuen” (gennem et tilgivelsens ord gøre mig glad igen), hvortil musikken liver op i den afsluttende arioso.

Den følgende arie for alt-sangeren er kantatens bankende hjerte. De indledende ord ”Wie furchtsam wanken meine Schritte” (Hvor frygtsom vakler mine skridt) har inspireret Bach til orkestreringen for dæmpet førsteviolin med pizzikerende akkompagnement, som et billede på de frygtsomme vaklende skridt, som alt-sangeren bevæger sig frem med. Satsen danner en intim ramme om altens inderlige taknemmelighed for Jesus’ tilgivelse. John Elliot Gardiner kalder arien ”en af Bachs smukkeste arier for alt-stemmen”, hvilket er ubestrideligt! Med dens melodik, akkompagnement og udtryk lægger den sig desuden tæt op ad den smukke alt-arie Ach, bleibe doch, mein liebstes Leben fra Bachs Himmelfartsoratorium (BWV 11) fra 1735. Den arie, der senere blev parodieret til Agnus Dei i h-mol messen, som Bach færdiggjorde i løbet af sit sidste leveår i 1749.

Også tenorens recitativ indleder librettisten med en bibelreference, nu fra Salmernes Bog 51, 13: ”Kast mig ikke bort fra dig.” Tenoren ved, at han dagligt overtræder Herrens bud og håber på Guds barmhjertighed, hvilket leder tankerne tilbage til evangelielæsningen om samaritaneren: ”Gib mir nur aus Barmherzigkeit den wahren Christenglauben“ (Giv mig blot af barmhjertighed den sande kristne tro!)

”Gott, der du der Liebe heißt” (Gud, Du som er kærlighed) indleder den konkluderende duet mellem tenor og bas. Bach benytter ofte duetten som symbol på samhørigheden mellem menneske og Gud, men i dette tilfælde er det oplagt at se den som symbol på den mellemmenneskelige samhørighed som næstekærligheden er udtryk for. I næstekærligheden ligger den sande kristentro som tenoren efterspurgte i sit recitativ, og tenor og bas beder om at blive opflammet af en ren oprigtig kærlighed til deres næste: ”Gib, daß ich aus reinem Triebe als mich selbst den Nächsten liebe” (Giv, at jeg drives imod at elske min Næste som mig selv.)

Det afsluttende koralvers er Konrad Huberts poetiske gengivelse af doxologien, og Bach harmoniserer den med en klarhed, som blev den gennemstrålet af Guds kærlighed.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering

1. Coro
Allein zu dir, Herr Jesu Christ,
Mein Hoffnung steht auf Erden;
Ich weiß, dass du mein Tröster bist,
Kein Trost mag mir sonst werden.
Von Anbeginn ist nichts erkorn,
Auf Erden war kein Mensch geborn,
Der mir aus Nöten helfen kann.
Ich ruf dich an,
Zu dem ich mein Vertrauen hab.

2. Recitativo B
Mein Gott und Richter, willt du mich aus dem Gesetze fragen,
So kann ich nicht,
Weil mein Gewissen widerspricht,
Auf tausend eines sagen.
An Seelenkräften arm und an der Liebe bloß,
Und meine Sünd ist schwer und übergroß;
Doch weil sie mich von Herzen reuen,
Wirst du, mein Gott und Hort,
Durch ein Vergebungswort
Mich wiederum erfreuen.

3. Aria A
Wie furchtsam wankten meine Schritte,
Doch Jesus hört auf meine Bitte
Und zeigt mich seinem Vater an.
Mich drückten Sündenlasten nieder,
Doch hilft mir Jesu Trostwort wieder,
Dass er für mich genung getan.

4. Recitativo T
Mein Gott, verwirf mich nicht,
Wiewohl ich dein Gebot noch täglich übertrete,
Von deinem Angesicht!
Das kleinste ist mir schon zu halten viel zu schwer;
Doch, wenn ich um nichts mehr
Als Jesu Beistand bete,
So wird mich kein Gewissensstreit
Der Zuversicht berauben;
Gib mir nur aus Barmherzigkeit
Den wahren Christenglauben!
So stellt er sich mit guten Früchten ein
Und wird durch Liebe tätig sein.

5. Aria (Duetto) T B
Gott, der du die Liebe heißt,
Ach, entzünde meinen Geist,
Lass zu dir vor allen Dingen
Meine Liebe kräftig dringen!
Gib, dass ich aus reinem Triebe
Als mich selbst den Nächsten liebe;
Stören Feinde meine Ruh,
Sende du mir Hülfe zu!

6. Choral
Ehr sei Gott in dem höchsten Thron,
Dem Vater aller Güte,
Und Jesu Christ, sein’m liebsten Sohn,
Der uns allzeit behüte,
Und Gott dem Heiligen Geiste,
Der uns sein Hülf allzeit leiste,
Damit wir ihm gefällig sein,
Hier in dieser Zeit
Und folgends in der Ewigkeit.

1. Kor
Til Dig alene, Herre Jesus Kristus
står mit håb på jorden;
Jeg ved, at Du er min trøster,
og ingen anden trøst findes for mig.
Fra begyndelsen er intet udvalgt,
intet menneske er født på jorden,
som kan hjælpe mig ud af al nød.
Jeg råber til Dig,
som jeg har tillid til.

2. Recitativ B
Min Gud og Dommer,
vil Du spørge mig ud fra Loven,
så kan jeg ikke,
da min samvittighed protesterer mod
at nævne én af tusinde.
Fattig på sjælelig kraft og uden kærlighed
og min synd er svær og kæmpestor,
dog fordi jeg angrer af hjertet,
vil Du, min Gud og beskytter,
sige et tilgivelsens ord
og gøre mig glad igen.

3. Arie A
Hvor frygtsomt satte jeg mine fødder,
min Jesus hører min bøn
og viser mig hen til sin Fader.
Syndens byrde tyngede mig,
men trøstende ord fra Jesus,
at Han har gjort nok for mig, hjælper mig atter.

4. Recitativ T
Min Gud, forkast mig ikke,
selv om jeg dagligt
overtræder dine bud
for dit Åsyn!
Selv det mindste bud
er mig for svært at overholde;
Men når jeg ikke beder om andet
end Jesu bistand,
så vil ingen samvittighedskvaler
berøve mig tilliden.
Giv mig blot af barmhjertighed
den sande kristne tro!
Så viser troen sig med gode frugter
og handler i kærlighed.

5. Arie (Duet) T B
Gud, Du som er kærlighed,
ak, optænd min ånd,
lad før alt andet,
min kærlighed nå frem til Dig,
Giv, at jeg drives imod
at elske min Næste som mig selv.
Hvis fjender gør mig urolig,
så send Din hjælp til mig!

6. Koral
Ære være Gud i det Højeste,
al godheds Fader,
og Jesus Kristus, Hans elskede Søn,
som beskytter os til alle tider,
og Gud Helligånd,
der hjælper os til alle tider,
så vi kan behage Ham
her i det timelige
og derpå i Evigheden.

© Enghave Barok og Bente Marie Braarud – gengivelse tilladt med tydelig kreditering

Tekst: 1. & 6. sats: Konrad Hubert 1540; 2.-5. sats: Omarbejdning af anonym digter
Besætning: Solister: A T B, Kor: S A T B, Oboe I/II, Violin I/II, Viola, Continuo
Plads i kirkeåret: 13. søndag efter Trinitatis
Første opførelse: 3. september 1724 i Leipzig

Opført af Enghave Barok: 5. maj 2019 i Enghave Kirke

Find andre Bachværker til 13. søndag efter Trinitatis (som Enghave Barok har opført)

Find alle Bachværker med tekst af Anonym Digter, Konrad Hubert (som Enghave Barok har opført)