fbpx
Vælg en side

BWV 32 »Barmherziges Herze der ewigen Liebe«

Dialog-kantaten Liebster Jesu, mein Verlangen er skrevet til Første søndag efter Helligtrekonger 1726 med opførelse 13. januar i Leipzig. Tekstforfatteren til kantaten er hentet fra Darmstadt-poeten Georg Christian Lehms’ udgivelse Gottgefälliges Kirchen-Opffer (1711). Bach benyttede allerede i Wiemar-årene Lehms tekster til mindst to kantater i sommeren 1714: Widerstehe doch der Sünde (BWV 54) og Mein Herze schwimmt im Blut (BWV 199) samt yderligere en gruppe på 8 kantater i sin tredje kantateårgang i Leipzig 1725-26, hvori denne kantate indgår.

Søndagens evangelielæsning er Lukasevangeliets fortælling om Den tolvårige Jesus i templet (2, 41-52) – der kan læses under noterne til Kantate 124.

Lehms udlægger sin tolkning af evangelielæsningen som en dialog mellem Sjælen og Jesus. Moderens ængstelse over sin bortkomne søn benyttes af Lehms som afsæt for en allegori, hvor den troende sjæl længselsfuldt søger sin frelser. Sjælen er, som så ofte i Bachs kantater, repræsenteret ved sopranstemmen, mens Jesus (trods sine blot tolv år) gestaltes af bassen, som den traditionelle Vox Christi.

Den ængstelige sjæl portrætteres i kantatens åbningsarie. Over korte akkordbrydninger i strygerne udfolder oboen en melankolsk melodilinje. Typisk for Bach skal det vise sig, at alle satsernes motiviske elementer er at finde i det 8-takters forspil. Det indledende forsirede motiv bliver hos sopranen til ”Liebster Jesu” (Kæreste Jesus), de kromatiske opadgående seufzer til ”mein Verlangen” (min længsel) og toogtredivtedelsmotivet til ”erfreue mich” (giv mig glæde). Det gennemgående pulserende motiv i continuostemmen høres hos sopranen til teksten ”Wo, wo?” (Hvor, hvor?), som dermed understreger Sjælens søgen efter Jesus: ”Sig mig, hvor finder jeg dig?”

Bassen svarer Sjælen i et kort recitativ med Jesus’ ord fra dagens læsning: ”Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?”. I den følgende arie fører Lehms os tilbage til allegorien om Sjælen og Jesus: ”Her, i min Faders bolig finder den bedrøvede sjæl mig” synger bassen, ledsaget af en krævende soloviolinstemme, der kan tolkes som den søgende Sjæl i en vokal-instrumental dialog.

Kantatens vendepunkt kommer i det store dialog-recitativ med strygerledsagelse. Sjælen har fundet Jesus og stiller sig klar til at overgive sig til ham. Jesus svarer, at det vil kræve en forsagelse af den jordiske tant at træde ind i Guds bolig, hvorefter Sjælen bryder ud i lovsangen fra Salmernes Bog 84, 1-2: ”Hvor liflig er dog Din bolig Herre, stærke Zebaoth; Min ånd længes efter hvad der kun stråler i Din bolig”. I beskrivelsen af Herrens bolig og Sjælens lidenskabelige kærlighed til Jesus, lader Bach strygerne ledsage sopranen med pulserende ottendedele i dette klimaks af himmelsk eksaltation.

Kantatens to soloinstrumenter – oboen i første sats og violinen i tredje sats – forenes nu i den afsluttende duet for sopran og bas. Selvom det ikke udtrykkes eksplicit i teksten, antyder Bach med satsens dansante karakter, at vi er til bryllupsfest med Sjælen som brud og Jesus som gom. Musik og tekst er let og forløst: ”Nun verschwinden alle Plagen, nun verschwindet Ach und Schmerz” (Nu forsvinder alle plager, nu forsvinder ak og ve). Violinen spiller op til dans, i en nærmest folkloristisk stil, som vi ved, det skete ved bryllupsfester i Bach-familien. Et eksempel på dette kan høres i grandonklen Johann Christoph Bachs (1642 – 1703) mesterværk af en bryllupskantate Meine Freundin, du bist schön, som Bach selv gemte i sit Alt-Bachische Archiv i sin fars Ambrosius’ håndskrevne kopi. Den blev muligvis spillet til Bachs forældres bryllup.

Lehms’ tekst slutter ved duetten, så den afsluttende koral er en tilføjelse af Bach selv. I perfekt forlængelse af kantatens tematik om Herrens boliger og Sjælen og Jesus uløseligt forbundet i omfavnelse, er valget faldet på tolvte vers af Paul Gerhards salme Weg, mein Herz, mit den Gedanken (1647):

Min Gud, åbn Dine porte for mig
af sådan nåde og godhed.
Lad mig alle steder og til alle tider
smage Din sødme!
Elsk mig og tilskynd mig,
så jeg, så godt jeg kan,
til gengæld omfavner og elsker Dig
og ikke mere bedrøver Dig.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering

Dialogus
Seele (S), Jesus (B)

1. Aria S
Liebster Jesu, mein Verlangen,
Sage mir, wo find ich dich?
Soll ich dich so bald verlieren
Und nicht ferner bei mir spüren?
Ach! mein Hort, erfreue mich,
Lass dich höchst vergnügt umfangen.

2. Recitativo B
Was ists, dass du mich gesuchet? Weißt du nicht, dass ich sein muss in dem, das meines Vaters ist?

3. Aria B
Hier, in meines Vaters Stätte,
Findt mich ein betrübter Geist.
Da kannst du mich sicher finden
Und dein Herz mit mir verbinden,
Weil dies meine Wohnung heißt.

4. Recitativo (Dialog) S B
Seele (S), Jesus (B)
Sopran
Ach! heiliger und großer Gott,
So will ich mir
Denn hier bei dir
Beständig Trost und Hülfe suchen.
Bass
Wirst du den Erdentand verfluchen
Und nur in diese Wohnung gehn,
So kannst du hier und dort bestehn.
Sopran
Wie lieblich ist doch deine Wohnung,
Herr, starker Zebaoth;
Mein Geist verlangt
Nach dem, was nur in deinem Hofe prangt.
Mein Leib und Seele freuet sich
In dem lebendgen Gott:
Ach! Jesu, meine Brust liebt dich nur ewiglich.
Bass
So kannst du glücklich sein,
Wenn Herz und Geist
Aus Liebe gegen mich entzündet heißt.
Sopran
Ach! dieses Wort, das itzo schon
Mein Herz aus Babels Grenzen reißt,
Fass’ ich mir andachtsvoll in meiner Seele ein.

5. Aria (Duetto) S B
Beide
Nun verschwinden alle Plagen,
Nun verschwindet Ach und Schmerz.
Sopran
Nun will ich nicht von dir lassen,
Bass
Und ich dich auch stets umfassen.
Sopran
Nun vergnüget sich mein Herz
Bass
Und kann voller Freude sagen:
Beide
Nun verschwinden alle Plagen,
Nun verschwindet Ach und Schmerz!

6. Choral
Mein Gott, öffne mir die Pforten
Solcher Gnad und Gütigkeit,
Lass mich allzeit allerorten
Schmecken deine Süßigkeit!
Liebe mich und treib mich an,
Dass ich dich, so gut ich kann,
Wiederum umfang und liebe
Und ja nun nicht mehr betrübe.

Dialog
Sjælen (S), Jesus (B)

1. Arie S
Kæreste Jesus, min længsel,
sig mig, hvor jeg finder Dig?
Skal jeg miste Dig så tidligt,
og ikke længere mærke Dig hos mig?
Ak, min tilflugt, giv mig glæde.
Lad Dig omfavne af min begejstring.

2. Recitativ B
Hvorfor leder du efter mig?
Ved du ikke,
at jeg skal være
hos min Fader?

3. Arie B
Her, i min Faders bolig
finder den bedrøvede sjæl mig.
Der kan du med sikkerhed finde mig,
og forbindes med mig i hjertet,
da dette er min bolig.

4. Recitativ S B
Sopran
Ak, Du hellige og store Gud,
så vil jeg da,
her hos Dig,
bestandigt søge trøst og hjælp.
Bas
Vil du forbande jordisk tant
og udelukkende træde ind i denne bolig,
så kan du bestå både her og der.
Sopran
Hvor liflig er dog Din bolig
Herre, stærke Zebaoth;
Min ånd længes efter
hvad der kun stråler i Din bolig.
Mit kød og blod glæder sig
ved den levende Gud:
Ak, Jesus, i mit bryst elsker jeg Dig evigt.
Bas
Da kan du være lykkelig,
når hjerte og sjæl
er optændt af kærlighed til Mig.
Sopran
Ak, dette ord, der allerede nu
løsriver mit hjerte fra Babels grænser,
lukker jeg andagtsfuldt ind i mit sind.

5. Arie (Duet) S B
Begge
Nu forsvinder alle plager
nu forsvinder ak og ve.
Sopran
Nu vil jeg ikke slippe Dig.
Bas
Og jeg vil også uophørligt omfavne dig.
Sopran
Nu glædes mit hjerte
Bas
Og kan fyldt af glæde sige:
Begge
Nu forsvinder alle plager,
Nu forsvinder ak og ve!

6. Koral
Min Gud, åbn Dine porte for mig
af sådan nåde og godhed.
Lad mig alle steder og til alle tider
smage Din sødme!
Elsk mig og tilskynd mig,
så jeg, så godt jeg kan,
til gengæld omfavner og elsker Dig
og ikke mere bedrøver Dig

© Enghave Barok og Bente Marie Braarud – gengivelse tilladt med tydelig kreditering

Tekst: Georg Christian Lehms 1711; 6. sats: Paul Gerhardt 1647
Besætning: Solister: S B, Kor: S A T B, Oboe, Violin solo, Violin I/II, Viola, Continuo
Plads i kirkeåret: 1. søndag efter Hellig tre Konger
Første opførelse: 13. januar 1726

Opført af Enghave Barok: 15. maj 2021

Find andre Bachværker til 1. søndag efter Hellig tre Konger (som Enghave Barok har opført)

Find alle Bachværker med tekst af Paul Gerhardt, Georg Christian Lehms (som Enghave Barok har opført)