BWV 32 »Barmherziges Herze der ewigen Liebe«

Dialog-kantaten Liebster Jesu, mein Verlangen er skrevet til Første søndag efter Helligtrekonger 1726 med opførelse 13. januar i Leipzig. Tekstforfatteren til kantaten er hentet fra Darmstadt-poeten Georg Christian Lehms’ udgivelse Gottgefälliges Kirchen-Opffer (1711). Bach benyttede allerede i Wiemar-årene Lehms tekster til mindst to kantater i sommeren 1714: Widerstehe doch der Sünde (BWV 54) og Mein Herze schwimmt im Blut (BWV 199) samt yderligere en gruppe på 8 kantater i sin tredje kantateårgang i Leipzig 1725-26, hvori denne kantate indgår.

Søndagens evangelielæsning er Lukasevangeliets fortælling om Den tolvårige Jesus i templet (2, 41-52) – der kan læses under noterne til Kantate 124.

Lehms udlægger sin tolkning af evangelielæsningen som en dialog mellem Sjælen og Jesus. Moderens ængstelse over sin bortkomne søn benyttes af Lehms som afsæt for en allegori, hvor den troende sjæl længselsfuldt søger sin frelser. Sjælen er, som så ofte i Bachs kantater, repræsenteret ved sopranstemmen, mens Jesus (trods sine blot tolv år) gestaltes af bassen, som den traditionelle Vox Christi.

Den ængstelige sjæl portrætteres i kantatens åbningsarie. Over korte akkordbrydninger i strygerne udfolder oboen en melankolsk melodilinje. Typisk for Bach skal det vise sig, at alle satsernes motiviske elementer er at finde i det 8-takters forspil. Det indledende forsirede motiv bliver hos sopranen til ”Liebster Jesu” (Kæreste Jesus), de kromatiske opadgående seufzer til ”mein Verlangen” (min længsel) og toogtredivtedelsmotivet til ”erfreue mich” (giv mig glæde). Det gennemgående pulserende motiv i continuostemmen høres hos sopranen til teksten ”Wo, wo?” (Hvor, hvor?), som dermed understreger Sjælens søgen efter Jesus: ”Sig mig, hvor finder jeg dig?”

Bassen svarer Sjælen i et kort recitativ med Jesus’ ord fra dagens læsning: ”Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?”. I den følgende arie fører Lehms os tilbage til allegorien om Sjælen og Jesus: ”Her, i min Faders bolig finder den bedrøvede sjæl mig” synger bassen, ledsaget af en krævende soloviolinstemme, der kan tolkes som den søgende Sjæl i en vokal-instrumental dialog.

Kantatens vendepunkt kommer i det store dialog-recitativ med strygerledsagelse. Sjælen har fundet Jesus og stiller sig klar til at overgive sig til ham. Jesus svarer, at det vil kræve en forsagelse af den jordiske tant at træde ind i Guds bolig, hvorefter Sjælen bryder ud i lovsangen fra Salmernes Bog 84, 1-2: ”Hvor liflig er dog Din bolig Herre, stærke Zebaoth; Min ånd længes efter hvad der kun stråler i Din bolig”. I beskrivelsen af Herrens bolig og Sjælens lidenskabelige kærlighed til Jesus, lader Bach strygerne ledsage sopranen med pulserende ottendedele i dette klimaks af himmelsk eksaltation.

Kantatens to soloinstrumenter – oboen i første sats og violinen i tredje sats – forenes nu i den afsluttende duet for sopran og bas. Selvom det ikke udtrykkes eksplicit i teksten, antyder Bach med satsens dansante karakter, at vi er til bryllupsfest med Sjælen som brud og Jesus som gom. Musik og tekst er let og forløst: ”Nun verschwinden alle Plagen, nun verschwindet Ach und Schmerz” (Nu forsvinder alle plager, nu forsvinder ak og ve). Violinen spiller op til dans, i en nærmest folkloristisk stil, som vi ved, det skete ved bryllupsfester i Bach-familien. Et eksempel på dette kan høres i grandonklen Johann Christoph Bachs (1642 – 1703) mesterværk af en bryllupskantate Meine Freundin, du bist schön, som Bach selv gemte i sit Alt-Bachische Archiv i sin fars Ambrosius’ håndskrevne kopi. Den blev muligvis spillet til Bachs forældres bryllup.

Lehms’ tekst slutter ved duetten, så den afsluttende koral er en tilføjelse af Bach selv. I perfekt forlængelse af kantatens tematik om Herrens boliger og Sjælen og Jesus uløseligt forbundet i omfavnelse, er valget faldet på tolvte vers af Paul Gerhards salme Weg, mein Herz, mit den Gedanken (1647):

Min Gud, åbn Dine porte for mig
af sådan nåde og godhed.
Lad mig alle steder og til alle tider
smage Din sødme!
Elsk mig og tilskynd mig,
så jeg, så godt jeg kan,
til gengæld omfavner og elsker Dig
og ikke mere bedrøver Dig.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering