BWV 30 »Freue dich, erlöste Schar«

Gehejmeråd Johann Christian von Hennicke fik i 1737 overdraget slottet Wiederau syd for Leipzig. I sin egenskab af Director musices for Leipzig, komponerede Bach i den anledning kantaten Angenehmes Wiederau (BWV 30a), som han opførte med sit Collegium Musicum til overdragelsesfesten 28. september. Den verdslige kantate er udformet som en dialog mellem fire allegoriske figurer: Skæbnen (Bass), Lykken (Alt), Tiden (Sopran) og Floden Elster (Tenor). Ophavsmanden til denne libretto var Bachs faste samarbejdspartner i disse år, embedsmanden Johann Christian Henrici, som skrev under synonymet Picander. Som vi kender det fra talrige andre eksempler fra denne periode, udnyttede Bach og Picander deres samarbejde til at genbruge materialet i ny forklædning – til såkaldte parodier. Således fremkom adskillige værker fra Picanders og Bachs hånd som både lejlighedskantater og i liturgiske/gejstlige versioner. Dette gør sig gældende for flere kantater, men også for større anlagte værker, så som Matthæuspassionen og Juleoratoriet.

Med kantatens gennemgående festlige stemning, fandt Bach den passende til genanvendelse i forbindelse med Sankt Hans-fejringen det følgende år, 24. juni 1738. Til den gejstlige version udelod Bach den verdslige kantates trompeter og pauker, tilføjede en koral som afslutning på første del, og fik kopieret et nyt sæt sangstemmer, hvori Picanders gejstlige tekst blev indføjet. Selvom meget tyder på, at parodieringen var planlagt fra start, valgte Bach alligevel at komponere nye recitativer til den gejstlige kantate. Alle disse ændringer blev samlet i et nyt partitur, mens orkestermaterialet fra den verdslige kantates koncertante satser med få indskrevne ændringer blev genbrugt til den kirkelige opførelse.

Evangelielæsning til Sankt Hans er Lukas-evangeliets beretning om Johannes Døbers fødsel, som følges af Zakarias’ lovsang (Lukas 57-80), men i endnu højere grad benyttes dagens epistel Glædesbud til Jerusalem om de landflygtiges hjemvenden (Esajas’ Bog 40,1-5), der læses som en profeti om Johannes Døbers og Messias’ komme.

Koret kaster sig direkte ud i jubelsang uden foregående orkesterforspil med henvisning til Herrens forløste folk fra Zakarias’ lovsang: ”Freue dich erlöste Schar, freue dich in Zions Hütten” (Glæd dig forløste skare, glæd dig i Zions huse). Åbningskoret er opbygget som en Rondeau-sats: A-B-A-B1-A. Hver af disse fem dele er opdelt i 8-takters perioder, som gentages 4 gange i hvert afsnit. Satsens matematiske struktur ser dermed således ud: (8 x 4) x 5, hvilket resulterer i satsens i alt 160 takter.

Kantatens åbnings- og slutkor og dens fire arier kan samlet set opleves som en suite af dansesatser. Et eksperiment med kantateformen, vi finder flere eksempler på i Bachs oeuvre. Via et secco-recitativ ledes vi da også videre til bassen arie: en passepied med strygerledsagelse. Som personificering af Zakarias fortsætter bassen i lovsang: ”Gelobet sei Gott, gelobet sein Name” (Lovet være Gud, lovet være hans navn). Den boblende glæde over Johannes Døbers fødsel høres som et gennemgående trioliseret motiv, der overtages fra én stemme til den næste. Satsen kulminerer i B-delens slutning i en lang melisme med en derpå følgende udskrevet kadence over den profetiske tekst om Johannes Døber: ”Daß er den Weg dem Herrn bereit.” (At han baner Herrens vej).

Alten fortsætter med udgangspunkt i Esajas’ mystiske profeti om Johannes Døber, der som budbringer råber i ørkenen: ”Der Herold kömmt und meldt den König an” (Budbringeren kommer og forkynder Herrens ankomst). Recitativet leder over i kantatens mest charmerende arie, en gavotte, hvis synkoperede tema og trioliserede motiver i fløjte og violin mod den pizzikerende walking bass, unægtelig minder om en sløvt-swingende boogie-woogie. I arien benytter Picander behændigt Esajas’ profeti om hyrden, der vogter sin hjord og løfter lammene op i sin favn, som et billede på Jesus, der kalder sine ”forvildede får” til sig og forlader dem deres synder.

Epistellæsningen danner ligeledes grundlag for 3. vers af Johann Olearius’ salme, som dermed sammenfatter og afrunder kantatens første del.

I kantatens anden del reflekter Picander over, hvordan det kristne menneske kan gøre bod for sine synder og leve op til den pagt Gud har genoprettet ved at sende sin søn til vores frelse.

Bassen vil bestræbe sig på at leve ”helligt og gudfrygtigt”, og vil vende alt dét ryggen, som er imod Gud. Arien har karakter af en bourrée, hvis lombardiske rytme passer perfekt til ariens standhaftige udsagn: ”Ich will nun hassen, und alles lassen, was dir, mein Gott, zuwieder ist.” (Jeg vil nu hade, og helt forlade, hvad der er dig imod, min Gud).

Menneskets svage sjæl er symboliseret ved sopranen, som, trods sin ubestandighed, lover at leve til Guds ære og lovprise Gud med hjerte og mund. Det sker i den følgende arie, en frisk gigue, som illustrerer med hvilken hast sjælen ønsker at møde sin frelser: ”Eilt, ihr Stunden, kommt herbei, bringt mich bald in jene Auen!” (Il, I timer, kom herhid, bring mig snart til de salige enge!)

Sopranen kan næsten ikke vente til døden oprinder. Tanken kan virke sær på moderne mennesker, men den er typisk for 1700-tallets pietistiske teologi, hvor sjælen endelig befries af jordelivets jammer, når den i døden møder sin frelser.

Tenoren maner dog til tålmodighed: ”Geduld, der angenehme Tag kann nicht mehr weit und lange sein” (Tålmodighed, den gode dag kan ikke mere være langt væk). Som konklusion på kantaten slutter recitativet med en smuk arioso, som forvisser os om, hvad vi har i vente i døden: ”Da wird dich keine Not mehr quälen.” (Da vil ingen nød mere plage dig).

Således påmindet om vigtigheden af Johannes Døbers forud gåen for Jesus og forvisset om vor frelse, gentages åbningskorets lovsang.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering