BWV 240 »Sanctus i G«

Udover kantaterne, som blev fremført før og efter prædiken, skrev Bach i Leipzig-årene også en række latinske værker passende til de traditionelle messeled – især til Kyrie, Gloria og Sanctus. I Enghave Kirke har vi tidligere stiftet bekendtskab med de fire Missa Brevis (BWV 233-236), som alle har tekst til de to indledende messeled Kyrie og Gloria, ligesom vi også har hørt Sanctus i D (BWV 238). De latinske messe-satser har indgået som del af liturgien – i hvert fald på festlige helligdage. I den højmesseforordning, der var gældende under Bachs virke i Leipzig, kan man læse at Kyrie ”skal synges med eller uden instrumenter, nogle gange på tysk og andre gange på latin”. Her står også, at Gloria kunne opføres på latin med orkesterakkompagnement, eller som menighedssang på tysk.

Sanctus i G med værkfortegnelsesnummeret BWV 240 er af tvivlsom oprindelse. I listen over boet efter Carl Philipp Emmanuel Bach var denne Sanctus-sats tilskrevet hans far Johann Sebastian. Det er dog højst tvivlsom om dette er et værk fra J.S. Bachs egen hånd. At Bach skulle have skrevet denne sats i Leipzig, på toppen af sin kompositoriske formåen, synes ligefrem af være usandsynligt. Det kan muligvis være en bearbejdelse af et ungdomsværk, men der er nok snarere tale om en transskription af en anden komponists værk.

Bach gjorde i vid udstrækning brug af andre komponisters værker i sit embede som kantor i Leipzig. Bach fremførte i 1726 hele 17 kantater af Johann Ludvig Bach, og derudover en Markus-Passion af Reinhard Keiser (en komponist også Händel ”lånte” materiale fra til en lang række værker). I 1730’erne og 40’erne opførte Bach flere kantater af både Telemann og Händel. Af sidstnævnte ikke mindst den store Brockes-Passion.

Men særligt de latinske værker synes at have været genstand for Bachs lyst til at genbruge egne kompositioner og låne materiale fra andre komponister. Hans fire Missa Brevis er alle parodi-værker bestående af satser hentet fra egne kantater. Sanctus i d-mol (BWV 239) er en afskrift af en ukendt komponist, Sanctus i D (BWV 241) er et arrangement hentet fra Johann Caspar Kerll’s Missa superba, mens Sanctus i F (uden BWV-nummer) er af Bachs elev Johann Ludwig Krebs.

Af Bachs transskriptioner skal i øvrigt nævnes seks messer af Giovanni Battista Bassani, som Bach afskrev i 1740’erne. Til Bassanis messe i F-dur tilføjede Bach selv en kort Credo-intonation (BWV 1081). Giovanni Pierliuigi da Palestrinas seksstemmige Missa sine nomine afskrev Bach ligeledes og føjede hertil colla parte-strygere og messingensemble. Desuden findes afskrifter og bearbejdelser af værker af Antonio Caldare, Johann Gottlieb Goldberg og Bachs forgænger i Leipzig-embedet Johann Kuhnau, samt en række uidentificerede værker.

Om end disse værker ikke er af Bach, giver de os i dag et indblik i Bach’s kendskab til, og nysgerrighed om andre komponisters arbejder. Vi får desuden et indblik i hans mere praktiske og pragmatiske tilgang til afviklingen af kirkemusikken i 1730’erne og 1740’erne, hvor Bachs egne kantateårgange var afsluttet og hans embede i større grad bestod i at genopføre egne – og altså også andre komponisters – værker.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen - gengivelse tilladt med tydelig kreditering