BWV 225 »Singet dem Herrn ein nueues Lied«

Bachs syv motetter forblev alle en del af Thomaskorets repertoire efter Bachs død, og cirkulerede i musikkredse indtil de blev udgivet i begyndelsen af 1800-tallet. De fleste af Bachs motetter blev skrevet som bestillingsværker i forbindelse med begravelser. Men det synes ikke at gælde for motetten Singet dem Herrn ein nueues Lied, hvis tekst fra Salmernes bog, som opfodrer til at lovsynge og tiljuble Gud, kunne pege i retning af en mere glædelig anledning.

Vi ved, at Bachs efterfølger i kantor-embedet Johann Friedrich Doles benyttede Bachs motetter til at træne Thomasskolens drenge i koncertant polyfon korsang. Bach-biografen Christoph Wolff formoder at dette har været en praksis videreført fra Bach selv, og Wolff foreslår sågar, at Singet dem Herrn ein nueues Lied kunne være blevet skrevet som en øvelse med henblik på at gøre eleverne egnende til at fremføre kantorens egen koncertante kirkemusik. Fraserne Syng en ny sang for Herren, …til pauke og citer skal de lovsynge ham og Alt, hvad der har åndedræt, skal lovprise Herren, kunne da også godt være en slet skjulte påmindelse til drengene om at gør sig umage i sangtimerne. Omvendt, er Singet dem Herrn ein nueues Lied dateret til 1726/27, hvor Bach arbejde på fuld kraft med sin kantateproduktion. At Bach i sine travleste og mest produktive år skulle have skrevet et så ekvilibristisk værk udelukkende med et pædagogisk formål for øje, synes ikke for alvor plausibelt.

Netop Thomaskantor Johann Friedrich Doles spiller en central rolle i fortællingen om motetten Singet dem Herrn ein nueues Lied. 20. april 1789 lagde W.A. Mozart nemlig vejen forbi Leipzig på sin vej til det preusiske hof. På Doles foranledning besøgte den berømte østriger Thomasskolen, hvor drengene overraskede Mozart med at synge Singet dem Herrn ein nueues Lied under Doles ledelse. Bachs tidligere elev Johann Friedrich Rochlitz, som var til stede, beskrev sidenhen begivenheden således:

Koret overraskede Mozart med fremførelsen af dobbeltkorsmotetten Singet dem Herrn ein nueues Lied af Sebastian Bach. Mozart kendte denne mester mere af omtale end gennem hans værker, som var blevet ret sjældne. I hvert fald hans motetter, som ikke var blevet udgivet, var fuldstændig ukendte for ham. Koret havde næppe sunget mere end et par takter før Mozart forskrækket satte sig op, yderligere nogle få takter og han råbte: ”Hvad er dette?” Og nu syntes hele hans sjæl at være i hans øren. Da sangen var overstået råbte han fuld af glæde: ”Se, dér er noget man kan lære af!”

Man forstår godt Mozarts begejstring, for Singet dem Herrn ein nueues Lied er et mesterligt stykke vokalmusik uden sidestykke. Motetten falder i tre overordnede dele.

Første del bygger på Salmernes bog 149, 1-3, hvor de to kor svarer hinanden i vekselsang, for afslutningsvis at mødes i en stor 8-stemmig fuga til tekstledet Die Kinder Zion sei’n frölich über ihrem Könige, sie sollen loben seinen Namen im Reihen. (Zions sønner skal juble over deres konge, I dans skal de lovprise hans navn.)

Midtersatsen er en koralfantasi over Johann Grammanns salme Nun lob, mein Seel den Herren fra 1530. Det 3. vers, som synges af Kor II omhandler menneskets forgængelighed, og kunne i og for sig godt knytte motetten til en begravelse ligesom Bachs øvrige motetter:

Er kennt das arm Gemächte,
Gott weiß, wir sind nur Staub,
Gleich wie das Gras vom Rechen
ein Blum und fallend Laub
der Wind nur drüber wehet,
so ist es nicht mehr da,
also der Mensch vergehet,
sein End das ist ihm nah.

I den danske oversættelse af salmen Min sjæl du Herren love lyder det:

Vor skabning kender han og ved,
at al vor herlighed
er græsset lig på ager,
i morgen er det hø,
en rose fin og fager,
der dufter for at dø,
et løv, som vinden jager,
så er vor lod på verdens ø.

Den eftertænksomme stemning afbrydes brat med sidste sats. Igen er teksten hentet fra Salmernes bog, nu 150, 2+6, og atter veksler de to kor i jubelsang, før de endelig mødes i en afsluttende fuga: Alles was Odem hat, lobe den Herrn, Halleluja (Alt, hvad der har åndedræt, skal lovprise Herren, Halleluja).

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering