BWV 22 »Jesus nahm zu sich die Zwölfe«

I august 1722 havde byrådet i Leipzig allerede fundet deres afløser til Thomaskantor-posten efter den tidligere kantor Johann Kuhnaus død 5. juni. Valget var faldet på Georg Philipp Telemann, men han meldte fra i november måned, og så måtte byrådet atter på udkig. På et byrådsmøde 23. november blev en liste på syv kandidater diskuteret, men ingen beslutning blev truffet. Først 21. december bliver J. S. Bach, sammen med Christoph Graupner nævnt som en del af ansøgerfeltet, og 15. januar bliver det besluttet at tilbyde Graupner stillingen – to dage før dennes prøvegudstjeneste… På samme byrådsmøde besluttedes det dog også at invitere Bach til at fremføre to prøvekantater til henholdsvis før og efter prædiken ved en højmesse på Quinquagesima 7. februar 1723. Bach skrev til denne anledning kantaterne BWV 22 og 23 og ledte opførelsen i Thomaskirken. Den blev godt modtaget, men da stillingen allerede var blevet tilbudt til Graupner, måtte Bach rejse tilbage til Cöthen uden forhåbninger. Graupner blev dog nægtet opsigelse af sin arbejdsgiver Ernst-Ludwig von Hesse-Darmstadt, hvorfor Bach i sidste ende fik tilbudt stillingen med begrundelsen: ”… siden den bedste ikke kunne ansættes, måtte en middelmådig acceptres”.

Bach-biografen Christoph Wolff redegør for hvordan de to kantater 22 og 23 tilsammen gør brug af alle de satstyper, som kunne forventes i datidens kirkekantater, såsom koncertant korsats, arie med strygerledsagelse, secco-recitativ, accompagnato-recitativ, duet, dialog, koralkor, firestemmig koraludsættelse, osv. – kortsagt, alle de elementer vi kender fra Bachs Leipzig-kantater.

På sin kopi af kantate 22 noterer Bachs faste stemmeskriver og kopist Johann Andreas Kuhnau (forgængeren Johann Kuhnaus søn): Dies ist das Probestück in Leipzig. Kantate 22 blev genbrugt året efter på Quinquagesima 20. februar 1724, som led i Bachs første kantateårgang.

Mens den anden prøvekantate BWV 23 bygger på Helbredelsen af den blinde ved Jeriko, har BWV 22 det foregående afsnit fra Lukasevangeliet, kapitel 18, 31 og 34, hvor Jesus forudsiger sin lidelse og død, som forelæg: Han tog de tolv til side og sagde til dem: ”Se, vi går op til Jerusalem, og alt det, som er skrevet ved profeterne om Menneskesønnen, skal opfyldes”.

Kantaten åbner med et forspil for solo-obo og strygere, som med det samme sætter stemningen med en tungsindig g-mol og sekvenser af overbundne dissonanser. Tenoren indleder som evangelist bibelcitatet, hvorefter bassen overtager, som Kristi stemme, en model vi kender som en fast konvention i Bachs senere kantater og passioner fra Lipzig-årene. Med et temposkift ændres scenen til en firestemmig korsats med disciplenes reaktion, vers 34: ”Men de fattede ikke noget af dette; det var skjulte ord for dem, og de forstod ikke det, som blev sagt”. Deres uforståenhed viser Bach ved i temaet at lave hul mellem ordene was – das – gesaget war (hvad – der – blev sagt). Allerede i denne prøvekantate præsenteres også Bachs dobbeltkvartet-princip: korfugaen har to gennemføringer, først for den solistiske concertist-kvartet, efterfulgt af en tuttigennemføring med tilføjelse af ripieno-kvartetten og colla parte strygere.

Den ukendte librettist tolker i de tre følgende satser dagens læsning ud fra det kristne menneskes synspunkt. Drag mig til dig, er det gennemgående motto for de tre satser. I en langsom 9/8-sats i c-mol med obligat obo melder alten sig klar til at drage med Jesus til lidelserne i Jerusalem. Oboen synes med sine op- og nedadgående motiver nærmest at trække alten fremad, helt hen til en spektakulær ces-dur akkord på ordet leiden, hvor de to solo-stemmer bliver liggende en fuld takt som kulmination og afslutning på ariens A-del.

Bassen indrømmer at han ikke er bedre end disciplene: ”for kød og blod forstår, ligesom dine disciple, ikke fuldt og helt, hvad som blev sagt”. Disciplene vil hellere bygge en borg for den opstandne Kristus, end se lidelserne på Golgata i øjnene. ”Ak, korsfest de verdslige lyster i mit bryst … da vil jeg fuldkommen forstå hvad du har sagt, og med tusind glæder drage med dig til Jerusalem” slutter bassen, hvortil strygerakkompagnementet intensiveres i en livligere afsluttende arioso.

I en dansant arie runder tenoren af med en bøn til Jesus: ”forbedr mit hjerte, forandr mit sind, slå alt ned, som går denne forsagelse af kødet imod”. B-delen slutter med samme motto, som indledte altens arie og bassen recitativ: ”Drag mig til dig i fred”, hvortil Bach på ordet fred for et øjeblik lægger den friske og dansante sats til ro.

I det afsluttende koralkor giver Bach sine kommende arbejdsgivere i Leipzig en lektion i denne genre. 5. vers af Elisabeth Kreutzigers salme Herr Christ, der einig Gottes Sohn bliver omkranset af en selvstændig orkestersats med walking bass og elegant flydende sekstendedele som moto perpetuo i strygerne, der meget vel kunne symbolisere disciplenes gang mod Jerusalem.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen - gengivelse tilladt med tydelig kreditering