BWV 200 »Bekennen will ich seinen Namen«
BWV 200 ”Bekennen will ich seinen Namen” hører til den særlige kategori af Bachkantater, som hverken er en kantate eller af Bach. Der er tale om en enkelt arie for alt og to uspecificerede melodiinstrumenter med continuo ledsagelse, som første gang blev udgivet i 1935 af Ludwig Landshoff. Landshoff skriver om arien, at den befinder sig i en privat samling i Berlin, og at ejeren ikke ved andet om den, end at den var blandt faderens efterladte papirer og blev fundet dér i 1924. Den blev siden identificeret som et Bach-håndskrift og optaget i værkfortegnelsen, hvor den fik tildelt BWV-nummer blandt vokalværkerne.
Så sent som i 2008 kunne forskeren Peter Wollny i årets Bach-Jahrbuch endelig identificere ariens herkomst. Der er tale om en arie fra komponisten Gottfried Heinrich Stölzels passionsoratorium Ein Lämmlein geht und trägt die Schuld, som er skrevet i 1720’erne. Her har den teksten Dein kreuz, o Bräutigam meiner Seelen.
Bachs bearbejdelse er gennemgribende og bærer mesterens tydelige fingeraftryk bl.a. i de stramt imiterende violinstemmer. Håndskriftet stammer ifølge både Dürr og Wollny fra ca. 1742, men hvilken sammenhæng den har indgået i er stadig uvis. Teksten Bach benytter er en parafrase over Simeons lovsang, og det kunne knytte den til Maria Renselsesfest (40 dage efter Jesu fødsel – i dag bedst kendt som Kyndelmisse). Men er der tale om en enkeltstående gejstlig arie, eller har den indgået som del af en kantate eller oratorium, som er gået tabt? Det har vi stadig til gode at få opklaret…
© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen - gengivelse tilladt med tydelig kreditering
1. Aria A
Bekennen will ich seinen Namen,
Er ist der Herr, er ist der Christ,
In welchem aller Völker Samen
Gesegnet und erlöset ist.
Kein Tod raubt mir die Zuversicht:
Der Herr ist meines Lebens Licht.
1. Arie A
Jeg vil bekende Hans navn,
Han er Herren, Han er Kristus,
i hvem alle folkeslag og alle slægter
er velsignet og forløst.
Ingen død stjæler min tillid:
Herren er mit livs lys.
© Enghave Barok og Bente Marie Braarud - gengivelse tilladt med tydelig kreditering
Tekst: Anonym digter
Besætning: Solist: A, Violino I/II, Continuo
Plads i kirkeåret: Maria Renselsesfest (2. februar)
Første opførelse: Formodentlig mellem 1735 og 1749
Opført af Enghave Barok: 12. februar 2017 i Enghave Kirke
Find andre Bachværker til Maria Renselsesfest (2. februar) (som Enghave Barok har opført)
Find alle Bachværker med tekst af Anonym Digter (som Enghave Barok har opført)