BWV 187 »Es wartet alles auf dich«

Kantaten Es wartet alles auf dich blev skrevet til 7. søndag efter trinitatis, 4. august 1726 som del af Bachs tredje kantateårgang i Leipzig. I sommeren og efteråret 1726 opførte Bach 18 kantater af sin grandfætter Johann Ludwig Bach, som var hofkapelmester i Meiningen, ikke langt fra Johann Sebastians fødeby Eisenach. Teksterne til Johann Ludwig Bachs kantater stammer fra samlingen Sontags- und Fest-Andachten (Meiningen 1704), som i dag tilskrives Johann Ludwig Bachs arbejdsgiver Hertug Ernst Ludwig I af Sachsen-Meiningen, som døde i 1724. Bach skrev i samme periode yderligere syv kantater byggende på libretti fra samme samling. Det drejer sig om kantaterne med værkfortegnelsesnumrene BWV 17, 39, 43, 45, 88, 102, og 187. Disse syv kantater deler alle samme opbygning i to dele, som fremførtes henholdsvis før og efter prædiken. Første del åbner med et kor byggende på et gammel-testamenteligt citat, fulgt op af recitativ og arie, mens anden del åbner med et Jesus-citat fra Det ny testamente, fulgt op af en arie, et recitativ og en afsluttende koral.

Alle kantatens tre arier blev sidenhen, i midten af 1730’erne, bearbejdet og genbrugt med latinsk tekst i den korte lutherske messe i g-mol (BWV 235).

Søndagens evangelielæsning er fortællingen om Bespisningen af de fire tusinde fra Markusevangeliet 8, 1-9:

I de dage var der igen en stor skare, som ikke havde noget at spise, og Jesus kaldte disciplene til sig og sagde til dem: ”Jeg ynkes over skaren, for de har allerede været hos mig i tre dage og har ikke noget at spise; og sender jeg dem sultne hjem, vil de blive udmattet undervejs, og nogle af dem er kommet langvejsfra.” Hans disciple svarede ham: ”Hvorfra skal nogen få brød til at mætte dem her i ødemarken?” Han spurgte dem: ”Hvor mange brød har I?” ”Syv,” svarede de. Så lod han skaren sætte sig på jorden; og han tog de syv brød, takkede, brød dem og gav sine disciple dem, for at de skulle dele dem ud; og de delte dem ud til skaren. De havde også et par småfisk; og han velsignede dem og sagde, at de også skulle dele dem ud. Og de spiste og blev mætte, og de samlede de stykker sammen, som var tilovers, syv kurve fulde. Der var omkring fire tusind til stede. Og han sendte dem bort.

Med henblik på dagens evangelielæsning om Bespisningen af de fire tusinde benytter librettisten Salmernes bog 104, 27-28 som sit afsæt i åbningskoret: ”Alle har det håb til dig, at du giver dem føde i rette tid; du giver dem, og de samler op, du åbner din hånd, og de mættes med gode gaver”.

Også Bachs åbningskor er mættet med gode gaver. Satsen viser Bachs kompositionsteknik på højden af hans ydeevne med en sublimt struktureret åbningssats bestående af et langt koncertant orkesterforspil, som overtages og væves sammen med sangernes motet-agtige struktur, fulgt af en ekvilibristisk fuga i tre gennemføringer, inden al materialet slutteligt forenes. En helt igennem mesterlig komposition.

Det følgende recitativ har også udspring i Salmernes bog 104 i bassens beskrivelse af rigdommen i Guds skaberværk, mens alten afslutter første dels sekvens af gammel-testamentelige referencer med en parafrase over Salmernes bog 65, 12: ”Du kroner året med dine gode gaver, dine hjulspor driver af fedme”. Arien er udformet som en galant dans præget af det gennemgående synkoperede motiv i obo og strygere, mens dryp af ”fedt og velsignelse” i ariens B-del høres som staccaterede efterslag i instrumenternes akkompagnement.

Kantatens anden del åbner med en stringent arioso for bassangeren, der som Vox Christi personificerer Jesus, ledsaget af unisone violiner og continuo. Librettisten har hentet teksten fra Bjergprædiken (Matthæusevangeliet 6, 31.32): ”I må altså ikke være bekymrede og spørge: Hvordan får vi noget at spise og drikke? Eller: Hvordan får vi tøj på kroppen? Alt dette søger hedningerne jo efter, og jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette.” Dermed lader librettisten implicit dagens læsning om Bespisningen af de fire tusinde være bevis for, at den bekymring for det daglige brød, som Jesus adresserer i Bjergprædiken er ubegrundet.

I sopranens afsluttende sekvens af arie og recitativ skifter librettisten til at tale i første person og stiller sig dermed som repræsentant for den troende sjæl og den tilhørende menighed. Den rørende smukke arie for sopran og obligat obo er kantatens vendepunkt, hvor vi som tilhører bliver forløst i budskabet om, at Gud tager hånd om os: ”Gott versorget alles Leben, was hienieden Odem hegt.” (Gud sørger for alt levende, der drager ånde her på jorden.) Ariens A-del er holdt i en højtidelig og dog inderlig fransk stil, mens B-delen skifter markant karakter til en frisk tredelt dans til teksten ”Weicht, ihr Sorgen, seine Treue ist auch meiner eingedenk” (Vig bort, I bekymringer,
Hans trofasthed omfatter også mig.)

I det sidste accompagnato-recitativ bekender sopranen sin barnlige tillid til Gud og finder tryghed i visheden om Guds omsorg: ”Der ewig reiche Gott hat sich die Sorge auserkoren, so weiß ich, dass er mir auch meinen Teil bestimmt” (Den evigt rige Gud har udvalgt sig omsorgen, derfor ved jeg, at Han også bestemmer min andel).

Kantaten afsluttes med to taksigelsesvers fra Hans Vogels salme Singen wir aus Herzensgrund (1563) på en frisk folkloristisk melodi.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering

Erster Teil

1. Coro
Es wartet alles auf dich, dass du ihnen Speise gebest zu seiner Zeit. Wenn du ihnen gibest, so sammlen sie, wenn du deine Hand auftust, so werden sie mit Güte gesättiget.

2. Recitativo B
Was Kreaturen hält
Das große Rund der Welt!
Schau doch die Berge an, da sie bei tausend gehen;
Was zeuget nicht die Flut? Es wimmeln Ström und Seen.
Der Vögel großes Heer
Zieht durch die Luft zu Feld.
Wer nähret solche Zahl,
Und wer
Vermag ihr wohl die Notdurft abzugeben?
Kann irgendein Monarch nach solcher Ehre streben?
Zahlt aller Erden Gold
Ihr wohl ein einig Mal?

3. Aria A
Du Herr, du krönst allein das Jahr mit deinem Gut.
Es träufet Fett und Segen
Auf deines Fußes Wegen,
Und deine Gnade ists, die allen Gutes tut.

Zweiter Teil

4. Aria B
Darum sollt ihr nicht sorgen noch sagen: Was werden wir essen, was werden wir trinken, womit werden wir uns kleiden? Nach solchem allen trachten die Heiden. Denn euer himmlischer Vater weiß, dass ihr dies alles bedürfet.

5. Aria S
Gott versorget alles Leben,
Was hienieden Odem hegt.
Sollt er mir allein nicht geben,
Was er allen zugesagt?
Weicht, ihr Sorgen, seine Treue
Ist auch meiner eingedenk
Und wird ob mir täglich neue
Durch manch Vaterliebs-Geschenk.

6. Recitativo S
Halt ich nur fest an ihm mit kindlichem Vertrauen
Und nehm mit Dankbarkeit, was er mir zugedacht,
So werd ich mich nie ohne Hülfe schauen,
Und wie er auch vor mich die Rechnung hab gemacht.
Das Grämen nützet nicht, die Mühe ist verloren,
Die das verzagte Herz um seine Notdurft nimmt;
Der ewig reiche Gott hat sich die Sorge auserkoren,
So weiß ich, dass er mir auch meinen Teil bestimmt.

7. Choral
Gott hat die Erde zugericht’,
Lässts an Nahrung mangeln nicht;
Berg und Tal, die macht er nass,
Dass dem Vieh auch wächst sein Gras;
Aus der Erden Wein und Brot
Schaffet Gott und gibts uns satt,
Dass der Mensch sein Leben hat.
Wir danken sehr und bitten ihn,
Dass er uns geb des Geistes Sinn,
Dass wir solches recht verstehn,
Stets in sein’ Geboten gehn,
Seinen Namen machen groß
In Christo ohn Unterlass:
So singn wir recht das Gratias.

Første del

1. Kor
Alle venter på Dig, du mætter dem i rette tid.
Når Du giver dem, samler de, når Du åbner din hånd, mættes de med godhed.

2. Recitativ B
Hvad hele den runde jord
dog rummer af skabninger!
Se mod bjergene, hvor de græsser itusindvis.
Hvad yngler vandene ikke med?
Det vrimler i flod og søer.
Fuglenes mægtige hær
drager gennem luften til markerne.
Hvem giver så mange næring,
og hvem formår vel at give dem det fornødne?
Kan en tilfældig monark stræbe efter en sådan ære?
Kan al jordens guld
betale bare en enkelt gang?

3. Arie A
Du, Herre, alene Du, kroner året med Dine gaver.
Det drypper med fedt og velsignelse,
hvor Du træder,
og det er Din nåde, der gør alle godt.

Anden del

4. Arie B
Derfor skal I ikke bekymre jer og sige:
Hvad skal vi spise, hvad skal vi drikke,
hvad skal vi klæde os med?
Alt sådan noget tragter hedningerne efter.
Men jeres himmelske Fader ved,
at I har brug for alt dette.

5. Arie S
Gud sørger for alt levende,
der drager ånde her på jorden.
Skulle så alene jeg undvære,
hvad Han tilsiger alle?
Vig bort, I bekymringer,
Hans trofasthed omfatter også mig,
og fornyes dagligt mod mig
ved mange faderlige gaver.

6. Recitativ S
Når jeg blot holder fast ved Ham i barnlig tillid
og tager taknemmeligt imod det, Han tiltænker mig,
så vil jeg aldrig være uden hjælp,
uanset hvordan Han har gjort regnskabet op for mit vedkommende.
Det nytter ikke at græmmes, det er ikke umagen værd,
som det beklemte hjerte gør sig for det fornødne.
Den evigt rige Gud har udvalgt sig omsorgen,
derfor ved jeg, at Han også bestemmer min andel.

7. Koral
Gud har tilberedt jorden,
lader den ikke mangle næring;
bjerg og dal væder Han,
så græsset vokser til kvæget;
af jorden skaffer Gud vin og brød
og mætter os,
så vi mennesker kan leve.
Vi takker og beder Ham
give os sans
for ånd,
så vi lever efter Hans bud,
gør Hans navn stort,
Kristus, uden ophør;
da synger vi den rette takkebøn.

© Enghave Barok og Bente Marie Braarud – gengivelse tilladt med tydelig kreditering

Tekst: Anonym Digter; 1. sats: Psalme 104,27-28; 4. sats: Matthæus 6,31-32; 7. sats: Erfurt 1563
Besætning: Solister: S A B, Kor: S A T B, Obo I/II, Violin I/II, Viola, Continuo
Plads i kirkeåret: 7. søndag efter Trinitatis
Første opførelse: 4. august 1726 i Leipzig

Opført af Enghave Barok: 4. maj 2023 i Enghave Kirke

Find andre Bachværker til 7. søndag efter Trinitatis (som Enghave Barok har opført)

Find alle Bachværker med tekst af Anonym Digter, Matthæusevangeliet, Psalme 104 (som Enghave Barok har opført)