BWV 186 »Ärgre dich, o Seele, nicht«
Da Bach i juni 1723 flyttede med sin familie til Leipzig, satte han straks et mål for sig selv om at levere en ny kantate til alle søn- og helligdage i kirkeåret. Det ambitiøse projekt begyndte samme dag han tiltrådte sit nye embede som Thomaskantor på Trinitatis søndag 1723.
Til dette formål kom de godt tyve kantater, Bach havde skrevet i løbet af sine tre år som kapelmester i Weimar (1714-17) ham til gode. De fleste af Weimar-kantaterne kom til at indgå i Bachs første kantateårgang i Leipzig på de søndage i kirkeåret, de var skrevet til. I Leipzig var adventstiden dog en fastetid uden koncertant musik, hvorfor kantaten Ärgre dich, o Seele, nicht (BWV 186a) til tredje søndag i Advent ikke kunne genbruges til den tilskrevne søndag. Bach måtte derfor gå langt i sin bearbejdelse for at tilpasse kantaten til opførelse 11. juli 1723 på 7. søndag efter Trinitatis. Den originale kantate fra Weimar er desværre gået tabt. Men kantatens tekst og oprindelige form, bestående af et åbningskor, fire arier og en afsluttende koral, findes i udgivelsen Evangelische Sonn- und Festtages Andachten, som Bachs tekstforfatter fra Weimar, Salomon Franck, udgav i 1717.
Evangelielæsningen til 7. søndag efter Trinitatis er Markusevangeliets fortælling om Bespisningen af de fire tusind (8, 1-9):
I de dage var der igen en stor skare, som ikke havde noget at spise, og Jesus kaldte disciplene til sig og sagde til dem: ”Jeg ynkes over skaren, for de har allerede været hos mig i tre dage og har ikke noget at spise; og sender jeg dem sultne hjem, vil de blive udmattet undervejs, og nogle af dem er kommet langvejsfra.” Hans disciple svarede ham: ”Hvorfra skal nogen få brød til at mætte dem her i ødemarken?” Han spurgte dem: ”Hvor mange brød har I?” ”Syv,” svarede de. Så lod han skaren sætte sig på jorden; og han tog de syv brød, takkede, brød dem og gav sine disciple dem, for at de skulle dele dem ud; og de delte dem ud til skaren. De havde også et par småfisk; og han velsignede dem og sagde, at de også skulle dele dem ud. Og de spiste og blev mætte, og de samlede de stykker sammen, som var tilovers, syv kurve fulde. Der var omkring fire tusind til stede. Og han sendte dem bort.
Ärgre dich, o Seele, nicht er et bevis på, hvor grundigt Bach gik til sit arbejde med kantaterne. Få uger inde i sit nye embede gav Bach en ukendt librettist til opgave, at omarbejde Samuel Francks advents-libretto til en kantate til 7. søndag efter Trinitatis således, at den oprindelige musik kunne udgøre den musikalske rygrad i den ny kantate. Efter Bachs anvisninger blev kantaten udvidet til et værk i to dele til opførelse før og efter prædiken. Francks tekst om Messias’ komme blev let omskrevet og fire nye recitativer, som kunne referere til dagens læsning, blev tilføjet. Hertil blev 12. og 11. vers af Paul Speratus’ salme Es ist ein Heil uns kommen her (1523) indført som afslutningskoral på henholdsvis kantatens første og anden del.
Librettisten lægger i sin tolkning af evangelielæsningen vægt på modsætningen mellem mangel og overflod, og tolker Jesu ord som den næring, der skal mætte det kristne menneske. Ødemarken sammenlignes med det jordiske liv og Jesus bespisning af flokken tolkes som Gudsordet, der skaber en indgang til paradiset.
Åbningskoret afslører i både stil og form, at det hører til en tidligere periode i Bachs produktion, kendetegnende ved den ungdommelige lyst til at afsøge formmæssige grænser. Satsen er udformet som en rondeau: A-B-A-B-A, hvor B-delene holdes i deklamerende a capella, mens Bach i de tre A-dele væver sang- og instrumentalstemmernes to fugettaer sammen til en elegant 8-stemmig struktur. Et veludført formmæssigt mesterstykke fra den unge Bachs hånd.
De to følgende satser er tildelt bas-sangeren. I recitativet, som er skrevet af den nye librettist, lægges vægt på modsætningen mellem den spartanske livsførelse og den overflod, som skaren mættes med i dagens læsning. Arien er ledsaget udelukkende af continuo-stemmen, som i en quasi ostinato gentager det tematiske materiale i forskellige tonearter. Teksten ”Mein Gemüd ist Zweifelsvoll” (Mit sind er i tvivl) sætter Bach i musik til et hampert harmonisk forløb, som vitterligt skaber tvivl om satsens tonalitet.
Tenoren husker os på, at vi kun er støv og vores krop blot en klædning til låns. Sjælens frelse derimod finder vi i Jesus, og i hans lære får vi en forsmag på, hvor venlig han er. Denne tanke følges til dørs i den følgende arie, som ligeledes er tildelt tenoren: ”Da er sich kräftig weist, Den schwachen Geist zu lehren, Den matten Leib zu nähren.” (Han viser sin kraft, for at lære den svage i ånden og nære det matte legeme.) Tenoren var i ariens oprindelige form ledsaget af en obo da caccia, men i Leipzig blev denne stemme erstattet af en almindelig obo i unison med to violiner, og stemmen derfor sat en oktav op.
Kantatens første del afsluttes med et nykomponeret koral-kor. Cantus firmus er tildelt sopranstemmen. De tre underliggende sangstemmer danner en imiterende polyfon sats omkring koralmelodien, og det hele herligheden omkranses af en enkel og charmerende orkestersats.
Kantatens anden del åbner med en arioso for bas, som betragter manglen som en forudsætning for, at Kristi ord kan trænge ind: ”Ein steter Mangel wird beweint, damit sie nur der Welt sich desto mehr entziehen” (De begræder en konstant mangel, for at de desto mere trækker sig tilbage fra verden) fulgt af et magisk akkordskift fra f-mol til A-dur til teksten ”Da findet erst des Heilands Wort, der höchste Schatz, in ihren Hertzen Platz.” (Først da finder Frelserens ord, den højeste skat, plads i deres hjerter.)
Akkordskiftet ved erkendelsen af at være blevet skænket Frelserens ord bliver kantatens egentlige vendepunkt. I taknemmelighed herover synger sopranen sin arie: ”Die Armen will der Herr umarmen … Er schenket ihnen aus Erbarmen de höchsten Schatz, das Lebenswort.” (Herren vil omfavne de fattige … Han forbarmer sig over dem, og skænker dem den største skat, Livets Ord.) Herrens omfavnelse viser Bach med et kromatisk op- og nedadgående motiv i violinstemmen.
Som overledning til den afsluttende duet refererer alten i sit recitativ for sidste gang til dagens læsning: ”Wer gläubig durch die Wüste reist, wird durch dies wort getränkt, gespeist” (Den, der rejser troende gennem ørkenen, bliver mættet og får slukket sin tørst ved det Ord) og udsigten til den ultimative belønning i himlen: ”und nach volbrachtem Lauf setzt er den Gläubigen die Krone auf” (og når hans livsløb er fuldbragt, kroner Han selv den troende).
Bespist og kronet slutter sopranen sig til alten i den afsluttende duet i form af den friske franske dans gigue. Ideen til en duet skal sikkert findes i tekstens første linje: ”Lass, Seele, kein Leiden von Jesus dich scheiden” (Sjæl, lad ingen lidelse skille dig fra Jesus,) som det ofte benyttede pietistiske symbol på sjælens forening med Jesus.
Kantaten afrundes med 11. vers af Paul Speratus’ salme til samme musik som afslutningen på kantatens første del.
© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering
Erster Teil
1. Coro
Ärgre dich, o Seele, nicht,
Dass das allerhöchste Licht,
Gottes Glanz und Ebenbild,
Sich in Knechtsgestalt verhüllt,
Ärgre dich, o Seele, nicht!
2. Recitativo B
Die Knechtsgestalt, die Not, der Mangel
Trifft Christi Glieder nicht allein,
Es will ihr Haupt selbst arm und elend sein.
Und ist nicht Reichtum, ist nicht Überfluss
Des Satans Angel,
So man mit Sorgfalt meiden muss?
Wird dir im Gegenteil
Die Last zu viel zu tragen,
Wenn Armut dich beschwert,
Wenn Hunger dich verzehrt,
Und willst sogleich verzagen,
So denkst du nicht an Jesum, an dein Heil.
Hast du wie jenes Volk nicht bald zu essen,
So seufzest du: Ach Herr, wie lange willst du mein vergessen?
3. Aria B
Bist du, der mir helfen soll,
Eilst du nicht, mir beizustehen?
Mein Gemüt ist zweifelsvoll,
Du verwirfst vielleicht mein Flehen;
Doch, o Seele, zweifle nicht,
Lass Vernunft dich nicht bestricken.
Deinen Helfer, Jakobs Licht,
Kannst du in der Schrift erblicken.
4. Recitativo T
Ach, dass ein Christ so sehr
Vor seinen Körper sorgt!
Was ist er mehr?
Ein Bau von Erden,
Der wieder muss zur Erde werden,
Ein Kleid, so nur geborgt.
Er könnte ja das beste Teil erwählen,
So seine Hoffnung nie betrügt:
Das Heil der Seelen,
So in Jesu liegt.
O selig! wer ihn in der Schrift erblickt,
Wie er durch seine Lehren
Auf alle, die ihn hören,
Ein geistlich Manna schickt!
Drum, wenn der Kummer gleich das Herze nagt und frisst,
So schmeckt und sehet doch, wie freundlich Jesus ist.
5. Aria T
Mein Heiland lässt sich merken
In seinen Gnadenwerken.
Da er sich kräftig weist,
Den schwachen Geist zu lehren,
Den matten Leib zu nähren,
Dies sättigt Leib und Geist.
6. Choral
Ob sichs anließ, als wollt er nicht,
Lass dich es nicht erschrecken;
Denn wo er ist am besten mit,
Da will ers nicht entdecken.
Sein Wort lass dir gewisser sein,
Und ob dein Herz spräch lauter Nein,
So lass dir doch nicht grauen.
Zweiter Teil
7. Recitativo B
Es ist die Welt die große Wüstenei;
Der Himmel wird zu Erz, die Erde wird zu Eisen,
Wenn Christen durch den Glauben weisen,
Dass Christi Wort ihr größter Reichtum sei;
Der Nahrungssegen scheint
Von ihnen fast zu fliehen,
Ein steter Mangel wird beweint,
Damit sie nur der Welt sich desto mehr entziehen;
Da findet erst des Heilands Wort,
Der höchste Schatz,
In ihren Herzen Platz:
Ja, jammert ihn des Volkes dort,
So muss auch hier sein Herze brechen
Und über sie den Segen sprechen.
8. Aria S
Die Armen will der Herr umarmen
Mit Gnaden hier und dort;
Er schenket ihnen aus Erbarmen
Den höchsten Schatz, das Lebenswort.
9. Recitativo A
Nun mag die Welt mit ihrer Lust vergehen;
Bricht gleich der Mangel ein,
Doch kann die Seele freudig sein.
Wird durch dies Jammertal der Gang
Zu schwer, zu lang,
In Jesu Wort liegt Heil und Segen.
Es ist ihres Fußes Leuchte und ein Licht auf ihren Wegen.
Wer gläubig durch die Wüste reist,
Wird durch dies Wort getränkt, gespeist;
Der Heiland öffnet selbst, nach diesem Worte,
Ihm einst des Paradieses Pforte,
Und nach vollbrachtem Lauf
Setzt er den Gläubigen die Krone auf.
10. Aria (Duetto) S A
Lass, Seele, kein Leiden
Von Jesu dich scheiden,
Sei, Seele, getreu!
Dir bleibet die Krone
Aus Gnaden zu Lohne,
Wenn du von Banden des Leibes nun frei.
11. Choral
Die Hoffnung wart’ der rechten Zeit,
Was Gottes Wort zusaget.
Wenn das geschehen soll zur Freud,
Setzt Gott kein g’wisse Tage.
Er weiß wohl, wenn’s am besten ist,
Und braucht an uns kein arge List,
Des solln wir ihm vertrauen.
Første del
1. Kor
Tag ikke anstød, min sjæl
over, at Det allerhøjeste Lys,
Guds strålende billede
skjuler sig i en tjeners skikkelse.
Tag ikke anstød, min sjæl!
2. Recitativ B
Tjenerskikkelsen, manglerne, elendigheden
gælder ikke kun Kristi lemmer,
også Hovedet vil være fattig og elendig.
Og er rigdom og overflod
måske ikke Satans krog,
som man omhyggeligt må undgå?
Bliver byrderne til gengæld
for tunge for dig,
når fattigdom gør det svært for dig,
når sult fortærer dig,
og du straks giver op,
da tænker du ikke på Jesus, din Frelser.
Har du, som hint folk, ikke mad lige nu,
så sukker du: Ak, Herre,
hvor længe vil Du glemme mig?
3. Arie B
Du, som skal hjælpe mig,
iler Du ikke for at bistå mig?
Mit sind er i tvivl,
måske forkaster Du min inderlige bøn;
Dog, tvivl ikke min sjæl,
lad ikke fornuft besnære dig.
Din hjælper, Jakobs lys,
kan du se i Skriften.
4. Recitativ T
Tænk at en kristen
sørger så godt for sit legeme!
Hvad er han mere?
En skabning af jord,
der igen skal blive til jord,
en iklædning, han kun har lånt.
Han kunne jo udvælge den bedste del,
så hans håb aldrig bedrager ham:
Sjælenes frelse,
som ligger hos Jesus.
Oh, salig er den, der ser Ham i Skriften,
hvordan Han ved sin lære
sender åndelig manna til alle,
som hører Ham.
Så når bekymringerne
piner og plager hjertet,
da smag og se dog,
hvor venlig Jesus er.
5. Aria T
Min Frelser lader sig mærke
i sine nådefulde gerninger,
hvor Han viser sin kraft,
for at lære den svage i ånden
og nære det matte legeme.
Dét mætter krop og sjæl.
6. Koral
Selv om det kunne se ud, som om Han ikke ville,
skal du ikke lade det forskrække dig,
for der, hvor Han er bedst med,
vil Han ikke lade sig mærke med det.
Lad hans Ord give dig mere sikkerhed,
og om dit hjerte kun sagde nej,
så må du ikke ængstes.
Anden del
7. Recitativ B
Verden er en øde ørken.
Himlen bliver til malm,
jorden til jern,
når kristne ved deres tro viser,
at Kristi ord er deres største rigdom;
Mannaens velsignelse synes
at flygte fra dem,
de begræder en konstant mangel,
for at de desto mere
trækker sig tilbage fra verden.
Først da finder Frelserens ord,
den højeste skat,
plads i deres hjerter.
Ja, når folket dengang gjorde Ham bedrøvet,
så må Hans hjerte også her briste
og lyse Velsignelsen over dem.
8. Arie S
Herren vil omfavne de fattige
med nåde her og hos Ham.
Han forbarmer sig over dem,
og skænker dem den største skat, Livets Ord.
9. Recitativ A
Nu må verden og dens lyster gerne forgå;
Omend manglerne viser sig nu,
kan sjælen glæde sig.
Selv om vandringen gennem denne jammerdal
bliver for tung og for lang,
ligger frelse og velsignelse i Jesu ord.
Det er lygten ved deres fødder
og et lys på vejen.
Den, der rejser troende gennem ørkenen,
bliver mættet og får slukket sin tørst ved det Ord.
Frelseren selv åbner ifølge Ordet
engang Paradisets port for ham,
og når hans livsløb er fuldbragt,
kroner Han selv den troende.
10. Arie (Duet) S A
Sjæl, lad ingen lidelse
skille dig fra Jesus,
vær trofast, sjæl!
Af nåde beholder du kronen
som belønning,
når du da er fri af legemets bånd.
11. Koral
Håbet venter på den rette tid,
som Guds ord tilsiger os.
Gud sætter ikke et bestemt tidspunkt for,
hvornår det skal ske, og vi kan glædes.
Han ved, hvornår det er bedst
og behøver ikke at narre os,
det må vi stole på.
© Enghave Barok og Bente Marie Braarud – gengivelse tilladt med tydelig kreditering
Tekst: 1.,3.,8. & 10. sats: Salomo Franck 1717; 6. sats: Paul Speratus 1523; Resten: Anonym digter
Besætning: Solister: S A T B, Kor: S A T B, Oboe I/II, Taille, Fagot, Violin I/II, Viola, Continuo
Plads i kirkeåret: 7. søndag efter Trinitatis
Første opførelse: 11. juli 1723
Opført af Enghave Barok: 7. november 2020
Find andre Bachværker til 7. søndag efter Trinitatis (som Enghave Barok har opført)
Find alle Bachværker med tekst af Anonym Digter, Salomo Franck, Paul Speratus (som Enghave Barok har opført)