BWV 186 »Ärgre dich, o Seele, nicht«

Da Bach i juni 1723 flyttede med sin familie til Leipzig, satte han straks et mål for sig selv om at levere en ny kantate til alle søn- og helligdage i kirkeåret. Det ambitiøse projekt begyndte samme dag han tiltrådte sit nye embede som Thomaskantor på Trinitatis søndag 1723.

Til dette formål kom de godt tyve kantater, Bach havde skrevet i løbet af sine tre år som kapelmester i Weimar (1714-17) ham til gode. De fleste af Weimar-kantaterne kom til at indgå i Bachs første kantateårgang i Leipzig på de søndage i kirkeåret, de var skrevet til. I Leipzig var adventstiden dog en fastetid uden koncertant musik, hvorfor kantaten Ärgre dich, o Seele, nicht (BWV 186a) til tredje søndag i Advent ikke kunne genbruges til den tilskrevne søndag. Bach måtte derfor gå langt i sin bearbejdelse for at tilpasse kantaten til opførelse 11. juli 1723 på 7. søndag efter Trinitatis. Den originale kantate fra Weimar er desværre gået tabt. Men kantatens tekst og oprindelige form, bestående af et åbningskor, fire arier og en afsluttende koral, findes i udgivelsen Evangelische Sonn- und Festtages Andachten, som Bachs tekstforfatter fra Weimar, Salomon Franck, udgav i 1717.

Evangelielæsningen til 7. søndag efter Trinitatis er Markusevangeliets fortælling om Bespisningen af de fire tusind (8, 1-9):

I de dage var der igen en stor skare, som ikke havde noget at spise, og Jesus kaldte disciplene til sig og sagde til dem: ”Jeg ynkes over skaren, for de har allerede været hos mig i tre dage og har ikke noget at spise; og sender jeg dem sultne hjem, vil de blive udmattet undervejs, og nogle af dem er kommet langvejsfra.” Hans disciple svarede ham: ”Hvorfra skal nogen få brød til at mætte dem her i ødemarken?” Han spurgte dem: ”Hvor mange brød har I?” ”Syv,” svarede de. Så lod han skaren sætte sig på jorden; og han tog de syv brød, takkede, brød dem og gav sine disciple dem, for at de skulle dele dem ud; og de delte dem ud til skaren. De havde også et par småfisk; og han velsignede dem og sagde, at de også skulle dele dem ud. Og de spiste og blev mætte, og de samlede de stykker sammen, som var tilovers, syv kurve fulde. Der var omkring fire tusind til stede. Og han sendte dem bort.

Ärgre dich, o Seele, nicht er et bevis på, hvor grundigt Bach gik til sit arbejde med kantaterne. Få uger inde i sit nye embede gav Bach en ukendt librettist til opgave, at omarbejde Samuel Francks advents-libretto til en kantate til 7. søndag efter Trinitatis således, at den oprindelige musik kunne udgøre den musikalske rygrad i den ny kantate. Efter Bachs anvisninger blev kantaten udvidet til et værk i to dele til opførelse før og efter prædiken. Francks tekst om Messias’ komme blev let omskrevet og fire nye recitativer, som kunne referere til dagens læsning, blev tilføjet. Hertil blev 12. og 11. vers af Paul Speratus’ salme Es ist ein Heil uns kommen her (1523) indført som afslutningskoral på henholdsvis kantatens første og anden del.

Librettisten lægger i sin tolkning af evangelielæsningen vægt på modsætningen mellem mangel og overflod, og tolker Jesu ord som den næring, der skal mætte det kristne menneske. Ødemarken sammenlignes med det jordiske liv og Jesus bespisning af flokken tolkes som Gudsordet, der skaber en indgang til paradiset.

Åbningskoret afslører i både stil og form, at det hører til en tidligere periode i Bachs produktion, kendetegnende ved den ungdommelige lyst til at afsøge formmæssige grænser. Satsen er udformet som en rondeau: A-B-A-B-A, hvor B-delene holdes i deklamerende a capella, mens Bach i de tre A-dele væver sang- og instrumentalstemmernes to fugettaer sammen til en elegant 8-stemmig struktur. Et veludført formmæssigt mesterstykke fra den unge Bachs hånd.

De to følgende satser er tildelt bas-sangeren. I recitativet, som er skrevet af den nye librettist, lægges vægt på modsætningen mellem den spartanske livsførelse og den overflod, som skaren mættes med i dagens læsning. Arien er ledsaget udelukkende af continuo-stemmen, som i en quasi ostinato gentager det tematiske materiale i forskellige tonearter. Teksten ”Mein Gemüd ist Zweifelsvoll” (Mit sind er i tvivl) sætter Bach i musik til et hampert harmonisk forløb, som vitterligt skaber tvivl om satsens tonalitet.

Tenoren husker os på, at vi kun er støv og vores krop blot en klædning til låns. Sjælens frelse derimod finder vi i Jesus, og i hans lære får vi en forsmag på, hvor venlig han er. Denne tanke følges til dørs i den følgende arie, som ligeledes er tildelt tenoren: ”Da er sich kräftig weist, Den schwachen Geist zu lehren, Den matten Leib zu nähren.” (Han viser sin kraft, for at lære den svage i ånden og nære det matte legeme.) Tenoren var i ariens oprindelige form ledsaget af en obo da caccia, men i Leipzig blev denne stemme erstattet af en almindelig obo i unison med to violiner, og stemmen derfor sat en oktav op.

Kantatens første del afsluttes med et nykomponeret koral-kor. Cantus firmus er tildelt sopranstemmen. De tre underliggende sangstemmer danner en imiterende polyfon sats omkring koralmelodien, og det hele herligheden omkranses af en enkel og charmerende orkestersats.

Kantatens anden del åbner med en arioso for bas, som betragter manglen som en forudsætning for, at Kristi ord kan trænge ind: ”Ein steter Mangel wird beweint, damit sie nur der Welt sich desto mehr entziehen” (De begræder en konstant mangel, for at de desto mere trækker sig tilbage fra verden) fulgt af et magisk akkordskift fra f-mol til A-dur til teksten ”Da findet erst des Heilands Wort, der höchste Schatz, in ihren Hertzen Platz.” (Først da finder Frelserens ord, den højeste skat, plads i deres hjerter.)

Akkordskiftet ved erkendelsen af at være blevet skænket Frelserens ord bliver kantatens egentlige vendepunkt. I taknemmelighed herover synger sopranen sin arie: ”Die Armen will der Herr umarmen … Er schenket ihnen aus Erbarmen de höchsten Schatz, das Lebenswort.” (Herren vil omfavne de fattige … Han forbarmer sig over dem, og skænker dem den største skat, Livets Ord.) Herrens omfavnelse viser Bach med et kromatisk op- og nedadgående motiv i violinstemmen.

Som overledning til den afsluttende duet refererer alten i sit recitativ for sidste gang til dagens læsning: ”Wer gläubig durch die Wüste reist, wird durch dies wort getränkt, gespeist” (Den, der rejser troende gennem ørkenen, bliver mættet og får slukket sin tørst ved det Ord) og udsigten til den ultimative belønning i himlen: ”und nach volbrachtem Lauf setzt er den Gläubigen die Krone auf” (og når hans livsløb er fuldbragt, kroner Han selv den troende).

Bespist og kronet slutter sopranen sig til alten i den afsluttende duet i form af den friske franske dans gigue. Ideen til en duet skal sikkert findes i tekstens første linje: ”Lass, Seele, kein Leiden von Jesus dich scheiden” (Sjæl, lad ingen lidelse skille dig fra Jesus,) som det ofte benyttede pietistiske symbol på sjælens forening med Jesus.

Kantaten afrundes med 11. vers af Paul Speratus’ salme til samme musik som afslutningen på kantatens første del.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering