BWV 182 »Himmelskönig, sei willkommen«

Bach flyttede i 1708 fra Mühlhausen til Weimar og tog dermed et betydeligt skridt op ad karrierestigen fra stadsorganist til en stilling som hoforganist. Men Bachs ambitioner rakte videre end det. I december 1713 tog han til prøvespil til stillingen som organist ved Liebfrauenkirche i Halle og kunne herefter fremvise et jobtilbud derfra for sin arbejdsgiver i Weimar. Hertug Wilhelm Ernst von Sachsen-Weimar var dog ikke indstillet på at fritstille sin organist, og derfor er stillingen som kapelmester sikkert kommet i spil som et kompromis, både Hertugen og Bach kunne stille sig tilfredse med. Det har derfor været med en vis tilfredshed og stolthed, at Bach kunne præsentere Himmelskönig sei wilkommen, BWV 182, som sin første kantate i Weimar efter tiltrædelsen som koncertmester. Da Bach sidenhen i 1717 insisterede på at forlade Weimar og Hertug Wilhelm Ernst til fordel for kapelmesterstillingen i Köthen, var det med en måneds fængselsstraf til følge.

Med stillingen som kapelmester fulgte en forpligtelse til at komponere og opføre én månedlig kantate i slottets kapel, hvilket Bach gjorde frem til sin opsigelse i 1717. Det blev til en gruppe på i alt 23 kantater i løbet af årene i Weimar. Bachs ambition om at skrive en komplet kantate-cyklus til kirkeåret blev vakt allerede her, og Bach bragte kantaterne fra Weimar med sig videre til Leipzig, hvor de fleste kom til at indgå i den første kantate-årgang.

Pulpituret i kapellet i Weimar, hvorfra kantaterne blev opført, er meget lille, og det er sikkert den gode og lavpraktiske forklaring på kantatens kammermusikalske besætning, som er så karakteristisk for Bachs Weimar-kantater. Ensemblet består, udover de fire sangere, af den usædvanlige kombination af en blokfløjte, en koncertant violin, en violin in ripieno (ingen 2. anden violin), to violaer, samt continuo med en delvist selvstændig cellostemme. I Leipzig var påskeugen en stille uge uden koncertant musik, så her benyttede Bach kantaten til Mariæ bebudelsesdag, hvor den fik sin første opførelse 25. marts 1724, og sidenhen atter i 1728 i en omarbejdet version, hvor en obo og en violone blev tilføjet til ensemblet.

Librettoen til Himmelskönig sei wilkommen er sandsynligvis skrevet af Solomo Frank. Den deler træk med Weimar-poetens øvrige libretti, som vi kender fra hans udgivelse Evangelisches Andachts-Opffer, 1715, hvilken Bach benyttede som tekstforlæg for de fleste af sine kantater i Weimar-årene. Franks tekst bygger på læsningen til Palmesøndag: beretningen om Indtoget i Jerusalem fra Mattæusevangeliet 21,1-11, hvor Jesus drager til Jerusalem på æselryg for at opfylde profeten Zakarias’ profeti: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl. Da Jesus når byen breder folk fra folkeskaren deres kapper ud på vejen, mens andre skærer grene af træerne og strør dem på vejen, og skarerne omkring ham råber: Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!

Scenen er sat til kongens ankomst i Jerusalem, og hvad kunne være mere passende end en fransk ouverture? De franske ouverturer blev spillet som åbning på operaer og balletter når den franske konge arriverede og tog plads i sin loge. I bl.a. Lullys og Rameaus operaer var der tale om storslåede orkestersatser. Til Himmelskönig sei wilkommen derimod, åbner Bach med en Sonata, der godt nok er skrevet i den franske ouvertures karakteristiske stil, men i en langt mere ydmyg og sagtmodig udgave for blokfløjte og violin med pizzikerende strygerakkompagnement. Et rammende billede på Jesus’ ydmyge og dog værdige indtog i Jerusalem ridende sagtmodig på æselryg.

I åbningskoret som følger, ser vi den jublende folkeskare for os, der tager imod Jesus ved hans ankomst til byen. Folk stimler sammen, først nogle få, siden kommer flere til, før de endelig mødes i velkomsthilsnen: ”Komm herein! Du hast uns das Herz genommen” (Kom herind, Du har taget vores hjerte). Ligesom Jerusalem byder Jesus velkommen, skal vi også åbne vores hjerter, så Jesus kan komme ind.

Og det gør han så: ”Siehe, ich komme … Deine Willen, mein Gott, tu ich gerne.” (Se, jeg kommer … Din vilje, min Gud, gør jeg gerne.) synger bassen som Vox christi, med henblik mod sin forestående lidelseshistorie og død.

Bassen skifter i den følgende arie rolle fra at være Kristi stemme, til nu at hylde Jesus som kongen, der af kærlighed ofrer sig selv, for at frelse verden.

John Elliott Gardiner beskriver altens arie som et musikalsk Pietà – ikonet, hvor Maria holder sin døde søn i sit skød efter korsfæstelsen. Alt-sangeren vugger, som Maria, blidt Jesus i sin favn, mens fløjtens bølgende bevægelser kunne illudere de vejende palmegrene eller de klæder, som bliver bredt på vejen foran Jesus, ligesom vi kristne også skal gøre det med vores hjerter.

Mens den foregående sats var adresseret Os som kristenhed, udtrykker tenoren sig som Jeg direkte henvendt til Jesus: ”Jesu, Laß durch Wohl und Weh, Mich auch mit dir ziehen.” (Jesus, lad mig følge med dig gennem godt og ondt). Bach understreger den personlige henvendelse ved alene at lade tenoren ledsage af continuo-stemmen. Det lidenskabelige engagement i lidelsesforløbet udtrykkes gennem en ekspressiv forpint stemmeføring i begge stemmer, som kulminerer i, at continuostemmen bevæger sig ned på det dybe Cis, mens tenoren på ordet Weh (ondt) gennem to på hinanden følgende korsmotiver når op til en fermat på det høje G – altså med et tritonus-interval ned til basstemmen.

I strygerstemmerne fra Weimar angives det tydeligt, at det indledende kor Himmelskönig sei wilkommen oprindelig blev gentaget som slutkor på dette sted. Til senere opførelser tilføjede Bach dog yderligere to satser som afslutning på kantaten.

Først, en koralsats over Vulpius’ melodi til Jesu, deine Passion i gammel motet-stil. Satsen er sirligt udarbejdet efter Pachelbelsk forbillede, hvor hver linje forberedes i de underliggende stemmer, før cantus firmus høres i sopranen. Og endelig, et decideret slutkor, som på festligste vis opfordrer til at følge med Jesus ind til Jerusalem.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen - gengivelse tilladt med tydelig kreditering