BWV 181 »Leichtgesinnte Flattergeister«

Kantate 181 Leichtgesinnte Flattergeister blev opført 13. februar 17231 i Leipzig på søndagen Sexagesima. Evangeliet til Sexagesima er lignelsen om sædemanden, som strør noget af sin såsæd på tør klippevæg, noget blandt tidsler og noget i god jord og Jesu efterfølgende tolkning heraf: at heller ikke Guds ord har lige gode vækstbetingelser i alle mennesker. Hele kantatens tekst er en parafrase over denne lignelse, hvor den anonyme tekstforfatter desuden tilføjer truslen fra den allestedsnærværende Satan, som kan hindre mennesker i at lade Guds ord gro i dem.

Kantaten åbner med en basarie, hvor temaet i livligt tempo, og med staccato og triller illuderer fuglene, de ”letsindige flagrende væsner”, der vil hapse sædemandens korn, og ligesom den faldne engel ”Belial og hans børn” (Satan og hans hjælpere), som vi introduceres for i ariens B-del, vil forhindre, at Guds ord finder fæste i mennesket. Imod sædvane falder arien ikke i tre dele (A-B-A), men derimod i to dele, som hver består af en A- og en B-del, altså: A-B/A1-B1. Måske har Bach ikke kunne modstå fristelsen til at lade denne mørkets fyrste få endnu en tur i manegen…

Alten redegør i recitativet for de korn som falder på klippen: De vil gå til grunde ligesom de mennesker som det er lykkedes Satan at frarøve Guds ord. De vil få ”Hjerter, så hårde som fjeld”, hvilket Bach viser med tonegentagelserne i ariosoen. Kristi ord derimod, kan sprænge klipper: ”Englens hånd rokkede gravens sten”, tilsyneladende med stor lethed, fremgår det af cellostemmens hurtige bevægelser.

I tenorens arie handler det om kornene som lander blandt tidsler. Stemmematerialet til den originale obligate instrumental-solostemme har desværre ikke overlevet, så det er en rekonstrueret violinstemme2 vi i dag hører realisere ”de skarpe tornes uendelige tal”. Denne ukrudtsplante, som suger al næring til sig, bliver et billede på grådige mennesker, som vil blive opslugt af helvedes flammer.

”Tornene kvæler Ordets kraft, det ædle frø er sået forgæves” synger sopranen i det sidste recitativ, men det vil ikke ske for dem som holder Guds ord i sit hjerte.

Det afsluttende kor stammer sandsynligvis fra en verdslig kantate, som siden er gået tabt. I denne sats hører vi for første gang det fulde orkester med tilføjelsen af en trompet. Satsen er udformet som en slags concerto grosso – en dialog mellem orkesteret og koret og som B-del har den usædvanligt en kort duet mellem sopran og kontratenor. Slutkoret er en bøn om, at Guds ord må blive i vores hjerter i al evighed, så vi ikke lider samme skæbne som sædemandens korn.

1 Oprindeligt var kantaten uden blæsere. Fløjte, obo og trompet blev tilføjet omkring 1743-46.
2 Den rekonstruerede violinstemme der benyttes i dag er skrevet af Reinhold Kubik.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen - gengivelse tilladt med tydelig kreditering

1. Aria B
Leichtgesinnte Flattergeister
Rauben sich des Wortes Kraft.
Belial mit seinen Kindern
Suchet ohnedem zu hindern,
Dass es keinen Nutzen schafft.

2. Recitativo A
O unglückselger Stand verkehrter Seelen,
So gleichsam an dem Wege sind;
Und wer will doch des Satans List erzählen,
Wenn er das Wort dem Herzen raubt,
Das, am Verstande blind,
Den Schaden nicht versteht noch glaubt.
Es werden Felsenherzen,
So boshaft widerstehn,
Ihr eigen Heil verscherzen
Und einst zugrunde gehn.
Es wirkt ja Christi letztes Wort,
Dass Felsen selbst zerspringen;
Des Engels Hand bewegt des Grabes Stein,
Ja, Mosis Stab kann dort
Aus einem Berge Wasser bringen.
Willst du, o Herz, noch härter sein?

3. Aria T
Der schädlichen Dornen unendliche Zahl,
Die Sorgen der Wollust, die Schätze zu mehren,
Die werden das Feuer der höllischen Qual
In Ewigkeit nähren.

4. Recitativo S
Von diesen wird die Kraft erstickt,
Der edle Same liegt vergebens,
Wer sich nicht recht im Geiste schickt,
Sein Herz beizeiten
Zum guten Lande zu bereiten,
Dass unser Herz die Süßigkeiten schmecket,
So uns dies Wort entdecket,
Die Kräfte dieses und des künftgen Lebens.

5. Coro
Lass, Höchster, uns zu allen Zeiten
Des Herzens Trost, dein heilig Wort.
Du kannst nach deiner Allmachtshand
Allein ein fruchtbar gutes Land
In unsern Herzen zubereiten.

1. Arie B
Letsindige, flagrende væsner
stjæler Ordets kraft.
Djævlen og hans afkom
søger uafbrudt at hindre
at Ordet gør nytte.

2. Recitativ A
Oh, I bortvendte sjæle,
der ulykkeligvis nærmest “vokser” på vejen,
hvem vil fortælle jer om Satans list,
han, som stjæler Ordet fra jeres hjerter.
Hjertet, som er blindt for forstanden,
og derfor ikke forstår eller tror på skaden.
Hjerter, så hårde som fjeld
vil hårdnakket modstå,
sætte deres egen frelse over styr
og til sidst gå til grunde.
Men Ordet, Kristi sidste ord,
som kan sprænge klipper,
virker jo til sidst;
Englens hånd rokkede gravens sten,
og Moses stav slog vand af en klippe.
Vil du da, mit hjerte, være endnu hårdere?

3. Arie T
Skadelige torne i uendelig mængde:
behovet for nydelse og trangen til at rage til sig,
disse torne vil for evigt
give næring til helvedes pine og ild.

4. Recitativ S
Tornene kvæler Ordets kraft,
det ædle frø er sået forgæves
hos den, der ikke bereder sit sind
og i tide gør sit hjerte
til god jord,
så vore hjerter kan smage sødmen
og Ordet viser os dette
og det kommende livs kraft og rigdom.

5. Kor
Du allerhelligste, lad os til evig tid
beholde dit hellige Ord, hjertets trøst.
Alene du kan med din almagts hånd
gøre vore hjerter
til frugtbar jord.

© Enghave Barok og Bente Marie Braarud - gengivelse tilladt med tydelig kreditering

Tekst: Anonym digter
Besætning: Solister S A T B, Kor: S A T B, Trompet, Traversfløjte, Obo, Violin I/II, Viola, Continuo
Plads i kirkeåret: Sexagesima
Første opførelse: 13. februar 1724 i Leipzig

Opført af Enghave Barok: 21. september 2014 i Enghave Kirke

Find andre Bachværker til Sexagesima (som Enghave Barok har opført)

Find alle Bachværker med tekst af Anonym Digter (som Enghave Barok har opført)