BWV 180 »Schmücke dich, o liebe Seele«

Den engelske Bach-forsker William G. Whittaker skriver meget rammende om denne kantate, at ”den er en af de mest gennemført frydefulde fra denne årgang. Der er ingen krige, eller rygter om krig, ingen foruroligende dæmoner eller falske profeter, ingen pine af sindet, ingen erindring om fortidens synder, ingen frygt for det hinsidige; sjælen overgiver sig i ekstase til Brudgommen, og alt andet er glemt”.

Kantaten er skrevet til 20. søndag efter Trinitatis, og blev opført første gang 22. oktober 1724 i Leipzig. Dagens læsning fra Matthæusevangeliet 22,1-14 er lignelsen om kongesønnens bryllup. I den tilsvarende lignelse i Lukasevangeliet 14,15-24 er der tale om et ”festmåltid” og det er nok en tolkning af lignelsen i den retning, som har ligget til grund for Bachs valg af Johann Francks nadversalme fra 1649. Den ukendte librettist har holdt de tre vers 1, 4 og 9 i deres oprindelige form, og sammenfattet de øvrige til arie- og recitativtekster, dog uden at inkorporere referencer til dagens tekst, som det ofte ses. Men Bach forbinder gennem sin musik Francks nadversalme med dagens læsning om bryllupsfesten. Bachs musik er frydefuld og dansant kantaten igennem.

Det indledende koralkor er en af de ærværdige 12/8-prosessioner, som Bach excellerer i. Det trofaste Enghave-publikum vil erindre indledningskoret til helligtrekonger-kantaten BWV 65 Sie werden alle aus Saba kommen, som vi opførte i januar 2016, hvor de vise mænd ankom til stalden til en lignende 12/8-sats. I dette tilfælde henledes tanken dog på bryllupsoptoget for Bruden/Sjælen, til det forestående giftemål med Jesus.

I tenorens arie ”Ermuntre dich” banker Frelseren på hjertets port i en elegant og munter Bourrée, hvis virtuose fløjtestemme giver mindelser om den berømte Badinerie fra Orkestersuiten i h-mol BWV 1067. Sopranen fortsætter via et recitativ ind i en koralbearbejdelse akkompagneret af en moto perpetuo (evig bevægelse) for obligat violoncello piccolo. Mens de foregående vers har været skrevet i anden person (Schmücke dich/Ermuntre dich) er teksten til salmens 4. vers skrevet i første person: ”Ach wie hungert mein gemüte”. Det er altså nu kantatens hovedperson Bruden/Sjælen selv, som taler, og hertil falder Bachs valg – som altid – på sopranstemmen. Alt-solisten derimod symboliserer det menneskelige, og repræsenterer menigheden (i første person flertal!) med sine refleksioner: ”Nur Gottes Geist kann durch sein wort uns lehren / wie sich allhier die Seelen nähren”. Sopranens anden arie (5. sats) er en nærmest naiv Polonaise ledsaget af strygere og træblæsere. Med de mange gentagelser af temaet synes Bruden/Sjælen her at være hensat i en ekstatisk, ja næsten hypnotisk lovprisning af livets og sjælens lys. Bassen er i sit recitativ – ligesom alten i sit – repræsentant for menigheden, og afrunder med en påmindelse om at værdsætte Guds kærlighed før den afsluttende enkle udsættelse af sidste vers af Francks nadversalme.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen - gengivelse tilladt med tydelig kreditering

1. Coro
Schmücke dich, o liebe Seele,
Lass die dunkle Sündenhöhle,
Komm ans helle Licht gegangen,
Fange herrlich an zu prangen;
Denn der Herr voll Heil und Gnaden
Läßt dich itzt zu Gaste laden.
Der den Himmel kann verwalten,
Will selbst Herberg in dir halten.

2. Aria T
Ermuntre dich: dein Heiland klopft,
Ach, öffne bald die Herzenspforte!
Ob du gleich in entzückter Lust
Nur halb gebrochne Freudenworte
Zu deinem Jesu sagen musst.

3. Recitativo e Choral S
Wie teuer sind des heilgen Mahles Gaben!
Sie finden ihresgleichen nicht.
Was sonst die Welt
Vor kostbar hält,
Sind Tand und Eitelkeiten;
Ein Gotteskind wünscht diesen Schatz zu haben
Und spricht:
Ach, wie hungert mein Gemüte,
Menschenfreund, nach deiner Güte!
Ach, wie pfleg ich oft mit Tränen
Mich nach dieser Kost zu sehnen!
Ach, wie pfleget mich zu dürsten
Nach dem Trank des Lebensfürsten!
Wünsche stets, dass mein Gebeine
Mich durch Gott mit Gott vereine.

4. Recitativo A
Mein Herz fühlt in sich Furcht und Freude;
Es wird die Furcht erregt
Wenn es die Hoheit überlegt
Wenn es sich nicht in das Geheimnis findet,
Noch durch Vernunft dies hohe Werk ergründet.
Nur Gottes Geist kann durch sein Wort uns lehren,
Wie sich allhier die Seelen nähren,
Die sich im Glauben zugeschickt.
Die Freude aber wird gestärket,
Wenn sie des Heilands Herz erblickt
Und seiner Liebe Größe merket.

5. Aria S
Lebens Sonne, Licht der Sinnen,
Herr, der du mein alles bist!
Du wirst meine Treue sehen
Und den Glauben nicht verschmähen,
Der noch schwach und furchtsam ist.

6. Recitativo B
Herr, lass an mir dein treues Lieben,
So dich vom Himmel abgetrieben,
Ja nicht vergeblich sein!
Entzünde du in Liebe meinen Geist,
Dass er sich nur nach dem, was himmlisch heißt,
Im Glauben lenke
Und deiner Liebe stets gedenke.

7. Choral
Jesu, wahres Brot des Lebens,
Hilf, dass ich doch nicht vergebens
Oder mir vielleicht zum Schaden
Sei zu deinem Tisch geladen.
Lass mich durch dies Seelenessen
Deine Liebe recht ermessen,
Dass ich auch, wie itzt auf Erden,
Mög ein Gast im Himmel werden.

1. Kor
Gør dig rede, kære sjæl,
forlad syndens mørke hule,
træd ud i det klare lys
og giv dig til at stråle;
For Herren, fuld af frelse og nåde
indbyder dig nu.
Han, som råder i Himlen,
vil selv tage bolig i dig.

2. Arie T
Glæde dig: din frelser banker på,
åbn straks dit hjertes dør!
Om du i din henrykkelse
også kun kan fremstamme
brudstykker af din glæde for Jesus.

3. Recitativ & Koral S
Hvor dyrebare er det hellige måltids gaver!
Dets lige findes ikke.
Hvad verden ellers anser
for kostbart
er tomhed og forfængelighed;
et Guds barn ønsker at eje denne skat
og siger:
Hvor min sjæl dog hungrer
efter din godhed mod os mennesker!
Hvor ofte længes jeg ikke tårevædet
efter dette måltid!
Hvor ofte tørster jeg ikke efter
denne drik fra livets fyrste!
Bestandigt ønsker jeg,
at mit legeme forenes med Gud.

4. Recitativ A
Mit hjerte føler frygt og glæde;
frygten vækkes,
når tanken falder på det ophøjede
og ikke forstår hemmeligheden,
ej heller fatter med fornuften.
Kun Guds Ånd kan ved sit ord lære os,
hvordan alle sjæle næres,
som modtager det i tro.
Men glæden vokser,
når sjælen ser Frelserens hjerte
og mærker, hvor stor Hans kærlighed er.

5. Arie S
Livets sol, tankens lys,
Herre, Du som er alt i mig,
du ser min trofasthed
og vil ikke forsmå den tro,
der endnu er svag og frygtsom.

6. Recitativ B
Herre, lad ikke din himmelske kærlighed
og trofasthed mod mig
være forgæves.
Optænd i kærlighed min ånd,
så jeg i tro kun ledes
mod det himmelske
og altid tænker på din kærlighed.

7. Koral
Jesus, livets sande brød,
giv, at det ikke er forgæves
eller dårligt for mig
at være indbudt til dit bord.
Lad mig ved dette sjælens måltid
ret mærke din kærligheds styrke,
så jeg som nu på jorden
må blive en gæst i Himlen.

© Enghave Barok og Bente Marie Braarud - gengivelse tilladt med tydelig kreditering

Tekst: 1., 3. & 7. sats: Johann Franck 1653; 2. & 4.-6. sats: Omarbejdet af anonym digter
Besætning: Solister: S A T B, Kor: S A T B, Fløjte I/II, Traversfløjte, Obo, Obo da caccia, Violin I/II, Viola, Violoncello piccolo, Continuo
Plads i kirkeåret: 20. søndag efter Trinitatis
Første opførelse: 22. oktober 1724 i Leipzig

Opført af Enghave Barok: 9. oktober 2016 i Enghave Kirke

Find andre Bachværker til 20. søndag efter Trinitatis (som Enghave Barok har opført)

Find alle Bachværker med tekst af Anonym Digter, Johann Franck (som Enghave Barok har opført)