BWV 179 »Siehe zu, dass deine Gottesfurcht nicht Heuchelei sei«

Kantaten Siehe zu, dass deine Gottesfurcht nicht Heuchelei sei skrev Bach til opførelse 11. søndag efter Trinitatis, 8. august 1723, som del af den første kantateårgang i Leipzig. Senere, i slutningen af 1730’erne omarbejdede Bach tre af kantatens satser til sine Missa Brevis. Åbningskoret og tenorarien (1. og 3. sats) kom til at indgå i Messen i G, BWV 236, som henholdsvis Kyrie og Quoniam tu solus, mens den eftertænksomme og smukke sopranarie (5. sats) passende blev genanvendt som Qui tollis i Messen i A, BWV 234.

Dagens evangelielæsning er Lukasevangeliets Lignelse om farisæeren og tolderen, som gik op til templet for at bede. Farisæeren bad således for sig selv: Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér. Jeg faster to gange om ugen, og jeg giver tiende af hele min indtægt. Men tolderen stod afsides og ville ikke engang løfte sit blik mod himlen, men slog sig for brystet og sagde: Gud, vær mig synder nådig! Jeg siger jer: Det var ham, der gik hjem som retfærdig, ikke den anden. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.

Kantatens ukendte librettist lægger sig tæt op ad dagens læsning og benytter modsætningen mellem farisæerens og tolderens trosforhold som omdrejningspunkt. Tolderens ydmyge bøn om nåde ses som idealet for den troende, mens farisæerens selvretfærdighed er udtryk for det religiøse forfald, som librettisten genkender fra sin egen tids kristne. Som sådan kan kantatens gennemgående prædiken mod overfladisk hykleri ses som et debatindlæg for den pietistiske strømning indenfor den protestantiske kirke, der var fremherskende i Nordtyskland på Bachs tid, og som plæderede for et mere inderligt og dybfølt trosforhold.

Med en fri omskrivning af Siraks Bog kap. 1, 28-29 åbner kantaten med en gammel-testamentelig formaning mod det hykleriske trosforhold: ”Se til, at din gudsfrygt ikke er hykleri, og tjen ikke Gud med et falsk hjerte.” Åbningskoret er udformet som en motet i gammel stil, en kontra-fuga, hvor hver temaindsats er en omvending af den forrige. En nedadgående kromatisk bevægelse til ordene ”falschem Herzen” (falske hjerter) optræder desuden som et markant ordmalerisk motiv satsen igennem.

Tenoren tordner i sit recitativ med mod nutidens overfladiske kristendom og sammenligner den med den ”lunkne” praksis hos den tidlige kristne menighed i Laodikea (Johannes Åbenbaring kap. 3, 14-22) og af ”opblæste farisæere, som udadtil kalder sig fromme, men som i hjertet rummer stolt selvros.” I den følgende arie udbygges med endnu et lidet flatterende billede på disse kristnes indvendige forfald: ”Sodoms æble, som er fyldt med utøj, og skinner herligt udenpå.” Et billede hentet fra den jødisk-romerske historiker Flavius Josephus.

Som modsætning til farisæeren prædiker bassen for det rette trosforhold, der er symboliseret ved tolderen, og dog med forbehold: ”Ak, bild dig ikke ind, at du af den grund er ren som en engel.” I en afrundende arioso opfordres til at følge tolderens eksempel: ”Bekend ydmygt dine synder for Gud, så kan du finde nåde og hjælp.”

Denne opfordring følges i den følgende arie, som udgør kantatens vendepunktet. Sopranen personificerer sjælen i ydmyg bøn: ”Kæreste Gud, forbarm dig, lad mig se din trøst og nåde”. Satsen intensiveres i ariens B-del med dissonanser og store spring til udpenslende beskrivelser af sjælens pinsler, endnu en gang hentet fra Det gamle testamente: ”Mine synder piner mig som edder (gift) i knoglerne” (Habakkuks Bog kap. 3, 16) og ”Jeg synker ned i det bundløse dynd” (Salmernes Bog kap. 69,3).

Kantaten afrundes med første vers af Christoph Tietzes salme ”Ich armer Mensch, ich armer Sünder” på melodien ”Wer nur den lieben Gott läßt walten” (Hvo ikkun lader Herren råde). Den smukke firestemmige udsættelse understreger salmeversets vigtige betydning dels som ekko af tolderens bøn ved templet: ”Jeg arme menneske, jeg arme synder … forbarm dig over mig”, dels som konklusion på det opbyggelige forløb vi som menighed har gennemgået.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering

1. Coro
Siehe zu, dass deine Gottesfurcht nicht Heuchelei sei,
und diene Gott nicht mit falschem Herzen!

2. Recitativo T
Das heutge Christentum
Ist leider schlecht bestellt:
Die meisten Christen in der Welt
Sind laulichte Laodicäer
Und aufgeblasne Pharisäer,
Die sich von außen fromm bezeigen
Und wie ein Schilf den Kopf zur Erde beugen,
Im Herzen aber steckt ein stolzer Eigenruhm;
Sie gehen zwar in Gottes Haus
Und tun daselbst die äußerlichen Pflichten,
Macht aber dies wohl einen Christen aus?
Nein, Heuchler könnens auch verrichten.

3. Aria T
Falscher Heuchler Ebenbild
Können Sodomsäpfel heißen,
Die mit Unflat angefüllt
Und von außen herrlich gleißen.
Heuchler, die von außen schön,
Können nicht vor Gott bestehn.

4. Recitativo B
Wer so von innen wie von außen ist,
Der heißt ein wahrer Christ.
So war der Zöllner in dem Tempel,
Der schlug in Demut an die Brust,
Er legte sich nicht selbst ein heilig Wesen bei;
Und diesen stelle dir,
O Mensch, zum rühmlichen Exempel
In deiner Buße für;
Bist du kein Räuber, Ehebrecher,
Kein ungerechter Ehrenschwächer,
Ach bilde dir doch ja nicht ein,
Du seist deswegen engelrein!
Bekenne Gott in Demut deine Sünden,
So kannst du Gnad und Hilfe finden!

5. Aria S
Liebster Gott, erbarme dich,
Lass mir Trost und Gnad erscheinen!
Meine Sünden kränken mich
Als ein Eiter in Gebeinen,
Hilf mir, Jesu, Gottes Lamm,
Ich versink im tiefen Schlamm!

6. Choral
Ich armer Mensch, ich armer Sünder
Steh hier vor Gottes Angesicht.
Ach Gott, ach Gott, verfahr gelinder
Und geh nicht mit mir ins Gericht!
Erbarme dich, erbarme dich,
Gott, mein Erbarmer, über mich!

1. Kor
Se til, at din gudfrygtighed ikke er hykleri,
og tjen ikke Gud med et falsk hjerte!

2. Recitativ T
Det står desværre dårligt til
med dagens kristendom.
De fleste kristne i verden
er lunkne Laodikæere
og opblæste farisæere,
der udadtil kalder sig fromme
og som et siv bøjer hovedet mod jorden,
men som i hjertet rummer stolt selvros;
De går ganske vist ind i Guds hus
og passer de ydre pligter,
men udgør det en kristen?
Nej, hyklere kan gøre det samme.

3. Arie T
Falske hykleres udtrykte billede
kan kaldes et Sodomsæble,
som er fyldt med utøj
og skinner herligt udenpå.
Hyklere, som er udvendigt smukke,
kan ikke bestå for Gud.

4. Recitativ B
Den, der en den samme indeni som udenpå,
han er en sand kristen.
Sådan var tolderen i templet,
der ydmygt slog sig for brystet.
Han tillagde ikke sig selv et helligt sind,
og det bør du, oh menneske,
i din anger,
tage som et rosværdigt eksempel.
Omend du ikke er en røver, ægteskabsbryder
eller med uret har brudt en ed,
skal du ikke bilde dig ind,
at du af den grund er ren som en engel!
Bekend ydmygt dine synder for Gud,
så kan du finde nåde og hjælp!

5. Arie S
Kæreste Gud, forbarm Dig,
lad mig se din trøst og nåde!
Mine synder piner mig
som edder i knoglerne,
hjælp mig Jesus, Guds lam,
jeg synker ned i det bundløse dynd!

6. Koral
Jeg arme menneske, jeg arme synder
står her for Guds ansigt.
Ak Gud, ak Gud, vær mild imod mig
og gå ikke i rette med mig!
forbarm Dig, forbarm Dig,
Gud, Du som forbarmer Dig,
forbarm Dig over mig!

© Enghave Barok og Bente Marie Braarud – gengivelse tilladt med tydelig kreditering

Tekst: Anonym digter; 1. sats: Siraks Bog 1, 28-29; 6. sats: Christoph Tietze 1663
Besætning: Solister: S T B, Kor: S A T B, Oboe I/II, Oboe da caccia I/II, Violin I/II, Viola, Continuo
Plads i kirkeåret: 11. søndag efter Trinitatis
Første opførelse: 8. august 1723 i Leipzig

Opført af Enghave Barok: 5. oktober 2018 i Apostelkirken

Find andre Bachværker til 11. søndag efter Trinitatis (som Enghave Barok har opført)

Find alle Bachværker med tekst af Sikras Bog, Christoph Tietze (som Enghave Barok har opført)