fbpx
Vælg en side

BWV 178 »Wo Gott der Herr nicht bei uns hält«

Wo Gott der Herr nicht bei uns hält havde sin første opførelse 8. søndag efter Trinitatis, 30. juli 1724 som en del af Bachs igangværende koralkantateårgang.

Efter Bachs død erhvervede bystyret i Leipzig stemmematerialet til koralkantatecyklussen af Bachs enke Anna Magdalena, hvorfra det overgik til Thomas-skolen. Partiturerne og stemmematerialet til de øvrige kantater fordelte Bachs to ældste sønner Wilhelm Friedemann og Carl Phillip Emmanuel imellem sig. Historien om kantaten Wo Gott der Herr nicht bei uns hält giver et indblik i, hvor skødesløst især Bachs ældste søn Wilhelm Friedemann varetog sin arv. I 1770’erne lavede Wilhelm Friedemann nemlig en lille geschäft ud af at sælge og udleje sin fars partiturer. En ikke uvæsentlig del af det materiale Wilhelm Friedemann arvede er derfor forsvundet for eftertiden, herunder det originale partitur til denne kantate, hvis stemmer altså heldigvis var i sikre hænder hos Thomasskolen. Wilhelm Friedemanns ven, musikhistorikeren Johann Nikolaus Forkel, som siden blev den første Bach-biograf, lejede alle Friedemanns kantatepartitur for to guldmønter (Louis d’or) og kopierede i den forbindelse to kantate-partiturer: Kantate 9 Es ist das Heil uns kommen her og nærværende kantate.

Søndagens læsning er Jesus’ advarsel om falske profeter fra Bjergprædiken, Matthæusevangeliet 7,15-23:

Tag jer i agt for de falske profeter, der kommer til jer i fåreklæder, men indeni er glubske ulve. På deres frugter kan I kende dem. Plukker man druer af tjørn eller figner af tidsler? Sådan bærer ethvert godt træ gode frugter, og det dårlige træ dårlige frugter. Et godt træ kan ikke bære dårlige frugter, og et dårligt træ kan ikke bære gode frugter. Ethvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden. I kan altså kende dem på deres frugter.

Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje. Mange vil den dag sige til mig: Herre, Herre! Har vi ikke profeteret i dit navn, og har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn, og har vi ikke gjort mange mægtige gerninger i dit navn? Og da vil jeg sige dem, som det er: Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I, som begår lovbrud!

Wo Gott der Herr nicht bei uns hält bygger på den lutherske reformator Justus Jonas’ salme af samme navn (1524), som er en parafrase over følgende vers fra Salmernes Bog 124:

Hvis ikke Herren havde været med os dengang mennesker rejste sig mod os, da havde de slugt os levende i deres flammende vrede mod os, da var vandet skyllet over os, floden var strømmet over os, da var det brusende vand strømmet over os. Lovet være Herren, der ikke gjorde os til bytte mellem deres tænder!

Som en advarsel mod Kristus’ fjender, er Jonas’ salme oplagt at knytte til dagens evangelielæsning om de falske profeter. Ret usædvanligt for koralkantateårgangen gengiver librettisten hele seks af salmens otte vers i sin originale form (1, 2, 4, 5, 7 og 8). Kun vers 3 og 6 blev omskrevet til arie-form, mens versene 2 og 5 har fået tilføjet kommenterende recitativ-tekst.

I åbningskoret hører vi straks, at der er tale om en heftig strid mellem det gode og det onde. Tre motiver flytter sig satsen igennem på skift mellem de tre instrumentgrupper oboer, violiner og continuo: et indigneret sekstendedelsløb, en pumpende punkteret rytme og et bankende ottendedelsmotiv. Det resulterer i en fortættet og insisterende sats drevet frem af energisk vrede. Cantus firmus holdes til sopranstemmen, mens de tre underliggende stemmer kommenterer i en fri polyfonisk tekstur.

I altens koralrecitativ veksler Bach mellem koral-afsnit akkompagneret af en hurtig walking bass og secco-recitativ til librettistens kommenterende tekst. Ved et nærmere øjekast viser baslinjen under altens koral sig at være en hurtig gengivelse af koralmelodien, som altså udgør det gennemgående motiv under satsen. Et undseeligt kontrapunktisk mesterværk.

Med tredje sats når vi til salmetekstens afsnit om den overstrømmende flod og her kommer bassangeren ud på de vilde vover. Violinerne in unisono ledsager med et bølgende motiv, som ind imellem overtages af continuostemmen, mens bassen kastes ud i høj bølgegang med vidtstrakte melismer på ordene Mereswellen (havets bølger) og zerscheitern (knuse). Satsen er noteret i den gyngende taktart 9/8, og malmstrømmen af sekstendedele slår konstant lytteren ud af kurs med varierende synkoper og underdelinger af takten – fra 2×3 over 1+5 til 3×2. Der er overhængende fare for søsyge.

Som kantatens centrale sats står tenorens koralfantasi. Her fortsætter de bange anelser om, hvad vore fjender vil udsætte os for: Sie stellen uns wie Ketzern nach, nach unserm Blut sie trachten (De forfølger os som kættere, og tragter efter vores blod). Den lurende fare høres i de to oboers og continuoets gennemgående tema, der tætført og klaustrofobisk snører sig sammen omkring tenorens cantus firmus.

Det andet koralrecitativ har Bach distribueret til alle fire solister, som på skift supplerer og kommenterer salmeteksten. Fjenden vil tage os som et bytte mellem sine tænder. Bach tager librettistens billede af en brølende løve til sig: Auf sperren sie den Rachen weit, nach Löwenart mit brüllendem Getöne (De spærrer gabet vidt op, som løverne med deres brøl), og skaber dertil med en opadgående bevægelse i continuoet et løvebrøl som bliver satsens gennemgående akkompagnerende motiv. Direkte fra dette rædselsvækkende billede kommer vi til kantatens vendepunkt: Jedoch, Lob und Dank sei Gott allezeit; der Held aus Juda schützt uns noch, es wird ihn’ nicht gelingen. Sie werden wie die Spreu vergehn, wenn seine Gläubigen wie grüne Bäumen stehn (Dog, lov og pris være Gud til alle tider, Helten fra Judæa beskytter os, han vil ikke lade dem lykkes. De vil forgå som avner, mens hans troende står som træer der grønnes.) Sluttelig melder bassen om udslettelsen af de falske profeter fra dagens læsning: Gott wird die törichten Propheten mit Feuer seines Zornes töten, und ihre Ketzerei verstören. (Gud vil dræbe de tåbelige profeter med sin vredes ild, og smadre deres kætteri.)

Dermed er kampen reelt vundet. Gud, Jesus og de troende står tilbage som ubetingede sejrherrer. Alligevel har librettisten yderligere en høne at plukke med de falske profeter. Med 1700-tallets oplysningstid fulgte også rationalismen og opfattelsen af, at det er den menneskelige fornuft, og ikke en guddommeligt åbenbaret autoritet, der er hovedkilden til vores erkendelse. Dermed fulgte også en gryende religionskritik, som i stigende grad vakte bekymring blandt lutheranske teologer. Det er rationalismen og empirismen, tenoren i sin arie maner til stilhed som den ”vaklende fornuft”:  Schweig, schweig nur taumelnde Vernunft! Sprich nicht: Die Frommen sind verloren, das Kreuz hat sie nur neu geborn. Den denen die auf Jesum hoffen, steht stets die Tür der Gnaden offen. (Ti, ti blot vaklende fornuft! Sig ikke: De fromme er fortabte, korset har blot født dem på ny. For de, som tror på Jesus, står nådens port stadig åben.) Dermed sidestiller librettisten rationalismen med de falske profeters kætteri, som vi netop har været vidner til, at Gud ødelagde. Jesus er eneste vej til nåden! Tenoren tager til mæle som en opildnet prædikant og strygersatsen spyer af vrede mod de, som vender Jesus ryggen. Med synkoperinger og kantede fordrejede motiver skildres den vaklende fornuft. Kun på versets sidste linje: so werden sie mit Trost erquikt. (Så bliver de opmuntret med trøst) lægges den dramatiske sats kortvarigt til ro.

Med de to sidste vers af Justus Jonas’ salme rundes denne tour de force af en kantate af, som har strakt sig fra gammeltestamentlig strid, over bølgeskvulp og løvebrøl, til falske profeter og en teologisk stikpille til oplysningstidens rationalisme.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering

1. Coro
Wo Gott der Herr nicht bei uns hält,
Wenn unsre Feinde toben,
Und er unser Sach nicht zufällt
Im Himmel hoch dort oben,
Wo er Israel Schutz nicht ist
Und selber bricht der Feinde List,
So ist’s mit uns verloren.

2. Choral e Recitativo A
Was Menschenkraft und -witz anfäht,
Soll uns billig nicht schrecken;
Denn Gott der Höchste steht uns bei
Und machet uns von ihren Stricken frei.
Er sitzet an der höchsten Stätt,
Er wird ihrn Rat aufdecken.
Die Gott im Glauben fest umfassen,
Will er niemals versäumen noch verlassen;
Er stürzet der Verkehrten Rat
Und hindert ihre böse Tat.
Wenn sie’s aufs klügste greifen an,
Auf Schlangenlist und falsche Ränke sinnen,
Der Bosheit Endzweck zu gewinnen;
So geht doch Gott ein ander Bahn:
Er führt die Seinigen mit starker Hand,
Durchs Kreuzesmeer, in das gelobte Land,
Da wird er alles Unglück wenden.
Es steht in seinen Händen.

3. Aria B
Gleichwie die wilden Meereswellen
Mit Ungestüm ein Schiff zerschellen,
So raset auch der Feinde Wut
Und raubt das beste Seelengut.
Sie wollen Satans Reich erweitern,
Und Christi Schifflein soll zerscheitern.

4. Choral T
Sie stellen uns wie Ketzern nach,
Nach unserm Blut sie trachten;
Noch rühmen sie sich Christen auch,
Die Gott allein groß achten.
Ach Gott, der teure Name dein
Muss ihrer Schalkheit Deckel sein,
Du wirst einmal aufwachen.

5. Choral e Recitativo B T A
Auf sperren sie den Rachen weit,
Bass
Nach Löwenart mit brüllendem Getöne;
Sie fletschen ihre Mörderzähne
Und wollen uns verschlingen.
Tenor
Jedoch,
Lob und Dank sei Gott allezeit;
Tenor
Der Held aus Juda schützt uns noch,
Es wird ihn’ nicht gelingen.
Alt
Sie werden wie die Spreu vergehn,
Wenn seine Gläubigen wie grüne Bäume stehn.
Er wird ihrn Strick zerreißen gar
Und stürzen ihre falsche Lahr.
Bass
Gott wird die törichten Propheten
Mit Feuer seines Zornes töten
Und ihre Ketzerei verstören.
Sie werden’s Gott nicht wehren.

6. Aria T
Schweig, schweig nur, taumelnde Vernunft!
Sprich nicht: Die Frommen sind verlorn,
Das Kreuz hat sie nur neu geborn.
Denn denen, die auf Jesum hoffen,
Steht stets die Tür der Gnaden offen;
Und wenn sie Kreuz und Trübsal drückt,
So werden sie mit Trost erquickt.

7. Coro
Die Feind sind all in deiner Hand,
Darzu all ihr Gedanken;
Ihr Anschläg sind dir, Herr, bekannt,
Hilf nur, dass wir nicht wanken.
Vernunft wider den Glauben ficht,
Aufs Künftge will sie trauen nicht,
Da du wirst selber trösten.

Den Himmel und auch die Erden
Hast du, Herr Gott, gegründet;
Dein Licht lass uns helle werden,
Das Herz uns werd entzündet
In rechter Lieb des Glaubens dein,
Bis an das End beständig sein.
Die Welt lass immer murren.

1. Kor
Når Gud Herren ikke er med os
når vore fjender raser
og vores sag ikke tilfalder Ham
højt deroppe i Himlen.
Når Han ikke er Israels skjold
og selv bryder fjendens list,
da er det ude med os.

2. Koral & Recitativ T A
Hvad menneskenes snuhed sætter i værk
skal faktisk ikke skræmme os;
for Gud, den Højeste står os bi
og befrier os fra deres fælder.
Han sidder på det Højeste sted
Han afslører deres planer.
De, der tror fast på Gud,
vil Han aldrig svigte eller forlade.
Han styrer de falske
og forhindrer deres onde handling.
Selvom de udtænker de klogeste planer
og bruger slangens list og rænker
for at opnå deres onde mål
så går dog Gud en anden vej:
Han leder sine egne med stærk hånd
gennem Korsets hav ind i det forjættede Land
der vender Han al ulykke bort.
Det er i Hans hænder.

3. Arie B
Som de vilde havets bølger
i uvejret knuser et skib
sådan raser også fjendens vrede
og røver de bedste sjæle.
De vil udvide Satans Rige
og Kristi spinkle båd må kæntre.

4. Koral T
De forfølger os som kættere
og tragter efter vores blod;
de kalder sig også Kristne
som alene højagter Gud.
Ak, Gud! Dit dyrebare navn
må være deres skalkeskjul,
Det vil Du opdage.

5. Koral & Recitativ
Bas
De spærrer gabet vidt op
som løverne med deres brøl
skærer de deres morderiske tænder
og vil opsluge os.
Tenor
Dog,
lov og pris være Gud til alle tider;
Helten fra Judæa beskytter os
Det vil ikke lykkes dem.
Alt
De vil forgå som avner
når Herrens troende står som træer, der grønnes.
Han vil sønderrive deres snare
og styrte deres falske lære.
Bas
Gud vil dræbe de tåbelige profeter
med sin vredes ild,
og smadre deres kætteri.
De vil ikke bekæmpe Gud.

6. Arie T
Ti, ti blot, vaklende fornuft!
Sig ikke: de fromme er fortabte,
korset har blot født dem på ny.
For de, som tror på Jesus
står nådens port stadig åben;
og når korset og sorgen trykker.
så bliver de opmuntret med trøst.

7. Koral
Alle fjenderne er i din hånd
og også alle deres tanker;
Deres angreb er dig bekendt, Herre
hjælp blot, så vi ikke vakler.
Fornuften kæmper om troen,
de vil ikke på det, der kommer,
hvor du selv vil trøste.

Du har grundlagt Himlen og jorden,
Herre Gud.
Vi bliver lys ved dit lys
vores hjerte bliver optændt
i din troens rette kærlighed,
til evig tid.
Lad bare verden gøre modstand.

© Enghave Barok og Bente Marie Braarud – gengivelse tilladt med tydelig kreditering

Tekst: 1., 2., 4., 5. & 7. sats: Justus Jonas; 3. & 6. sats: Omarbejdet af anonym digter
Besætning: Solister: A T B, Kor: S A T B, Oboe I/II, Oboe d'amore I/II, Violin I/II, Viola, Continuo
Plads i kirkeåret: 8. søndag efter Trinitatis
Første opførelse: 30. juli 1724 i Leipzig

Opført af Enghave Barok: 30. november 2019 i Gl. Vor Frue, Roskilde & 1. december 2019 i Enghave Kirke

Find andre Bachværker til 8. søndag efter Trinitatis (som Enghave Barok har opført)

Find alle Bachværker med tekst af Justus Jonas (som Enghave Barok har opført)