BWV 176 »Es ist ein trotzig und verzagt Ding«

Kantate 176 ”Es ist ein trotzig und verzagt Ding” er komponeret i 1725. Teksten stammer fra et digt af Christiane Mariane von Ziegler (1695-1760). Digtet tager udgangspunkt i fortællingen om Nicodemus, et fremtrædende medlem af jødernes råd, som kun turde opsøge Jesus om natten, af frygt for at de andre jøder skulle se ham sammen med Jesus (Johannesevangeliet 3,1). Dette menneskelige karaktertræk beskriver digteren i første sats: Der er trods og modløshed i alle hjerter – en let omskrivning af profeten Jerimias’ bog 17,9. Bemærk hvordan Bach understreger dobbeltheden i temperamentet ved et energisk, lidt firkantet, opadgående tema til at ledsage trodsigheden og et faldende, kromatisk motiv til modløsheden.

Den stillestående sol, som nævnes i anden sats, kan man læse om i profeten Josvas bog 10,12, hvor det berettes om solen, der stod stille i Gibeon, indtil Amoritternes hær var overvundet.

Tredje sats er, inspireret af teksten, let og lys i karakteren, som en tydelig kontrast til den kraftfulde åbningssats. Bemærk hvordan Bach på ordet Ruhe (hvile) lader solisten ligge længe på samme tone, medens ”lyset”, hvis afslørende kraft Nicodemus frygter, strømmer ubekymret videre fra strygerne.

I fjerde sats lader digteren Nicodemus tale til Jesus. Satsens sidste ord (hentet fra Johannesevangeliet 3,16), ”ingen fortabes, som blot tror på dig”, har Bach selv tilføjet og givet ekstra vægt ved at lade satsen slå over i en arioso, hvis længde overstiger hele den forudgående sats.

I femte sats understreger temaet, ligesom i første sats, teksten ved en energisk opadgående figur på ”Lad dig opmuntre” efterfulgt af en langsommere nedadgående figur på ”du ængstelige sjæl”.

Teksten til den afsluttende koral (sjette sats) er skrevet i 1653 af Paul Gerhardt (1607-76).

© Enghave Barok - gengivelse tilladt med tydelig kildehenvisning

1. Coro
Es ist ein trotzig und verzagt Ding um aller Menschen Herze.

2. Recitativo A
Ich meine, recht verzagt,
Dass Nikodemus sich bei Tage nicht,
Bei Nacht zu Jesu wagt.
Die Sonne musste dort bei Josua so lange stille stehn,
So lange bis der Sieg vollkommen war geschehn;
Hier aber wünschet Nikodem: O säh ich sie zu Rüste gehn!

3. Aria S
Dein sonst hell beliebter Schein
Soll vor mich umnebelt sein,
Weil ich nach dem Meister frage,
Denn ich scheue mich bei Tage.
Niemand kann die Wunder tun,
Denn sein Allmacht und sein Wesen,
Scheint, ist göttlich auserlesen,
Gottes Geist muss auf ihm ruhn.

4. Recitativo B
So wundre dich, o Meister, nicht,
Warum ich dich bei Nacht ausfrage!
Ich fürchte, dass bei Tage
Mein Ohnmacht nicht bestehen kann.
Doch tröst ich mich, du nimmst mein Herz und Geist
Zum Leben auf und an,
Weil alle, die nur an dich glauben, nicht verloren werden.

5. Aria A
Ermuntert euch, furchtsam und schüchterne Sinne,
Erholet euch, höret, was Jesus verspricht:
Dass ich durch den Glauben den Himmel gewinne.
Wenn die Verheißung erfüllend geschicht,
Werd ich dort oben
Mit Danken und Loben
Vater, Sohn und Heilgen Geist
Preisen, der dreieinig heißt.

6. Choral
Auf dass wir also allzugleich
Zur Himmelspforten dringen
Und dermaleinst in deinem Reich
Ohn alles Ende singen,
Dass du alleine König seist,
Hoch über alle Götter,
Gott Vater, Sohn und Heilger Geist,
Der Frommen Schutz und Retter,
Ein Wesen drei Personen.

1. Kor
Der er trods og modløshed i alle hjerter.

2. Recitativ A
Jeg tænker modløst
at Nikodemus ikke vover at opsøge Jesus
om dagen men kun om natten.
Solen måtte stå stille på Josvas bud
til sejren var fuldbragt,
men Nikodemus ønsker blot
at solen skal gå ned!

3. Arie S
Det sollys, som jeg dog elsker,
skal skjules af tåger,
fordi jeg spørger efter Mesteren,
og ved dagslys tør jeg ikke.
Intet menneske kan gøre de undere,
hans almagt og hans væsen
synes udsøgt guddommeligt,
Guds ånd må hvile over ham.

4. Recitativ B
Så du må ikke undre dig, Mester
over at jeg udspørger dig om natten!
Jeg frygter, at jeg i min magtesløshed
ikke kan bestå om dagen.
Dog trøster jeg mig, du bringer min ånd
og mit hjerte til live,
da ingen fortabes,
som blot tror på dig.

5. Arie A
Lad dig opmuntre, du ængstelige sjæl,
fat mod, hør hvad Jesus lover:
Ved min tro vinder jeg himlen,
når løftet går i opfyldelse,
vil jeg i himlen
takke og lovprise
den treenige Gud,
Fader, Søn og Helligånd.

6. Koral
Lad os derfor hastigt
nå frem til himlens porte
og engang i dit Rige
uophørligt synge,
at du alene er kongen
højt over alle guder,
du, Gud Fader, Søn og Helligånd,
den frommes værn og redning,
ét væsen i tre personer.

© Enghave Barok og Bente Marie Braarud - gengivelse tilladt med tydelig kreditering

Tekst: Christiane Mariane von Ziegler 1728; 1. sats: Jerimias’ bog 17,9; 6. sats: Paul Gerhardt 1653
Besætning: Solister: S A B, Kor: S A T B, Obo I/II, Obo da caccia I/II, Violin I/II, Viola, Continuo
Plads i kirkeåret: Trinitatis Søndag
Første opførelse: 27. maj 1725 i Leipzig

Opført af Enghave Barok: 22. september 2013 i Enghave Kirke

Find andre Bachværker til Trinitatis Søndag (som Enghave Barok har opført)

Find alle Bachværker med tekst af Paul Gerhardt, Christiane Mariane von Ziegler, Jerimias’ bog (som Enghave Barok har opført)