BWV 172 »Erschallet, ihr Lieder, erklinget, ihr Saiten!«

Da Bach endelig blev udnævnt som Kapelmester i Weimar i 1714, fulgte der med titlen en forpligtelse til at levere én nykomponeret kantate om måneden. Den blot tredje i rækken af kirkekantater fra Weimar er nærværende kantate, som blev opført på pinsedag 20. maj 1714 i det fyrstelige slotskapel, som gik under navnet Himmelsburg (Himmelslottet).

Kantaten har tilsyneladende hørt til blandt Bachs egen favoritter, for den fik adskillige senere genopførelser i både Cöthen og i Leipzig, hvor den først blev indlemmet i den første kantateårgang og sidenhen atter blev benyttet i 1731.

I løbet af kantaten refereres direkte til både dagens epistel- og evangelielæsning.

Epistellæsningen til pinsedag er fra Apostlenes gerninger 2, 1-13:

”Da pinsedagen kom, var de alle forsamlet. Og med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad. Og tunger, som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige.”

Mens Evangelielæsningen er Jesus’ Løfte om en anden talsmand, Johannesevangeliet 14, 23-31:

”Jesus svarede ham: ”Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham. Den, der ikke elsker mig, holder ikke fast ved mine ord. Og det ord, I hører, er ikke mit, men Faderens, som har sendt mig. Sådan har jeg talt til jer, mens jeg endnu var hos jer. Men Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer. Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst! I har hørt, at jeg har sagt til jer: Jeg går bort, og jeg kommer til jer. Hvis I elskede mig, ville I glæde jer over, at jeg går til Faderen, for Faderen er større end jeg. Nu har jeg sagt det til jer, før det sker, for at I skal tro, når det sker. Jeg skal ikke tale meget med jer mere, for verdens fyrste kommer; og mig kan han intet gøre, men det sker, for at verden skal forstå, at jeg elsker Faderen og gør sådan, som Faderen har påbudt mig. Rejs jer, lad os gå herfra!”

Kantatens librettist må formodes at være Salomon Franck, som var hofpoet ved hoffet i Weimar og blev en fast samarbejdspartner til Bach i de følgende år. Som Alfred Dürr påpeger, er Francks poetiske tolkning præget af tidens pietistiske strømninger med vægt på religiøs lidenskab og inderlighed, ligesom vi i dansk sammenhæng kender det i H.A. Brorsons salmedigtning.

Bach har i fejringen af Helligånden taget sin mest festlige orkestrering i brug, bestående af strygere, tre trompeter og pauker. Satsen er verdslig i karakter og giver mindelser om f.eks. åbningskoret til det senere Juleoratorium, som var en kirkelig parodi på en kongelig fejringskantate. Satsen er opbygget som dacapo-sats i 3/8-takt, med de tre kor – trompeter, strygere og sangere – i kommenterende dialog. Som afveksling til A-delen, som er holdt i homofon enhed, er B-delen opbygget som en motet bestående af to fuga-gennemføringer med colla-parte strygere. Første gennemføring bygges op nedefra med bassen op til sopranen, mens stemmerne i anden gennemføring introduceres oppefra og nedefter, førend trompeterne atter sætter ind da A-delen gentages.

Bassens recitativ citerer Jesus’ ord fra dages evangelielæsning: ”Wer mich liebet, der wird mein Wort halten, und mein Vater wird ihn lieben, und wir werden zu ihm kommen und Wohnung bei ihm machen.” (Den, der elsker mig, er den, der holder mit ord, og min Fader vil elske ham, og vi vil komme til ham og tage bolig hos ham.) Typisk for Bachs Weimar-recitativer, slutter forløbet med en udstrakt arioso, som underbygger betydningen af Jesus’ ord.

Billedet på at tage bolig hos Herren videreføres i den følgende arie, men nu med omvendt fortegn: her indbydes Helligånden til at tage bolig i os: ”Komm doch, in der Gnadenzeit bei uns einzukehren, komm doch in die Herzenshütten” (Kom dog i nådens tid og drag ind hos os, kom dog ind i hjerterummet). Invitationen til Helligånden overbringes med den største højtidelighed. Bassen ledsages udelukkende af kavaleriets instrumenter: de tre trompeter og pauker samt continuo, som med fanfarer ruller den røde løber ud så Helligånden standsmæssigt kan indfinde sig i vores hjerter.

Med vanlig sans for afveksling og kontrast skifter Bach med tenorens arie med ét kantatens karakter fra det udadvendte militaristiske til det introverte og inderlige: ”O Seelenparadies, das Gottes Geist durchwehet, der bei der Schöpfung blies, der Geist, der nie vergehet.” (O sjælens paradis, som Guds ånd gennemstrømmer, som har blæst siden skabelsen, ånden, der aldrig forgår.) Den inderlige tekst tager udgangspunkt i billedet af vinden, som går gennem huset i beskrivelsen fra dages epistel. Vindens blide susen kunne meget vel være det billede, som har givet Bach inspiration til det ottendedelsløb, der som en perpetuum mobile blæser gennem satsen som gennemgående motiv.

Inderligheden når sit klimaks med kantatens sidste arie, en religiøs-erotisk dialog mellem Sjælen (Anima) og Helligånden (Spiritus Sanctus): ”Komm, lass mich nicht länger warten, komm, du sanfter Himmelswind, wehe durch den Herzensgarten!” (Kom, lad mig ikke vente længere,

kom, du milde himmelvind, blæs gennem mit hjertes have!). Med ufattelig genialitet indfletter Bach med solo-oboen en rigt ornamenteret cantus firmus over salmemelodien Komm, Heiliger Geist, Herr Gott. Således forenes satsens fire elementer, Sjælen, Helligånden, oboens koral og det ledsagende continuo i en filigranagtig sart polyfoni som billede på Sjælens og Helligåndens forening: ”Du hast mir das Herz genommen. Ich bin dein, und du bist mein!” (Du har taget mit hjerte. Jeg er din, og du er min!)

Med fjerde vers af Philip Nicolais salme Wie Schön leuchtet der Morgenstern fra 1699 afrundes kantatens tematik om menneskets foreningen med Gud gennem Jesus og Helligånden. Den afsluttende koral er enkelt udsat med tilføjelsen af en overstemme der stråler som et ”glædesskin” over koralharmoniseringen: “Nimm mich, freundlich, in dein Arme, dass ich warme werd von Gnaden: Auf dein Wort komm ich geladen.” (Tag mig blidt i din favn, så din nåde fylder mig med varme. Jeg kommer indbudt af dit ord.)

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering