BWV 17 »Wer Dank opfert, der preiset mich«
I 1726 var Johann Sebastian Bach i gang med sin tredje årgang af kantater i Leipzig. Samme år fremførte han hele 18 kantater af sin grandfætter Johann Ludwig Bach, som var hofkapelmester i Meiningen, ikke langt fra Johann Sebastians fødeby Eisenach. Teksterne til Johann Ludwig Bachs kantater stammer fra samlingen Sontags- und Fest-Andachten (Meiningen 1704), som i dag tilskrives Johann Ludwig Bachs arbejdsgiver Hertug Ernst Ludwig I af Sachsen-Meiningen, som døde i 1724. Johan Sebastian lod sig tilsyneladende inspirere af sin grandfætters værker, for hele 7 kantater fra denne årgang deler tekst og opbygning med Johann Ludwigs.1 Denne gruppe af kantater, hvortil BWV 17 altså hører, består alle af 7 satser inddelt i to dele, som blev fremført henholdsvis før og efter prædiken: Del 1: Kor – Recitativ – Arie, Del 2: Recitativ – Arie – Recitativ – Koral.
Kantatens tekst citerer og refererer til en række steder i bibelen, heriblandt læsningerne til 14. søndag efter Trinitatis. Teksterne kredser alle om menneskets forpligtelse til at lovprise Gud for hans godhed og om belønningen som venter i Himmerig.
Teksten til åbningskorets stammer fra Psalme 50,23. Satsen er bygget op omkring to forskellige temaer: det ene knytter sig til orkesteret og bliver præsenteret i forspillet, det andet tema knytter sig til koret og udspiller sig i to lige lange fuga-gennemføringer, hvor orkestrets tema vender tilbage, først som mellemspil og siden integreres med den vokale fuga hen imod satsens slutning.2
Også de to følgende satser; altens secco-recitativ og sopranens arie bygger på citater fra Salmernes Bog. I arien skaber Bach en fuga for sopranen og to violiner i stil med tenor-arien ”Ich will nur dir zu Ehren leben” fra fjerde del af Juleoratoriet. Fuga-temaet afbilleder ordene fra Salmernes Bog 36, 6 med opadgående sektsendedelsløb og spring til teksten ”Herr! deine Güte reicht, so weit der Himmel ist”. Det efterfølges af temaets kontrapunkt til teksten ”Und deine Wahrheit langt, so weit die wolken gehen”, som Bach itonesætter med lange overbundne fjerdedele på ordene langt og weit.
Anden del af kantaten starter med et citat fra dagens læsning, Lukasevangeliet 17,11-19, hvor Jesus helbreder de spedalske. Men på linje med resten af kantaten har tekstforfatteren også her sit fokus på den efterfølgende lovprisningen af Gud, frem for selve helbredelsen. Recitativet er med sin fortællende form som taget ud af en af passionernes evangelistpartier. Tenoren fortsætter over i en arie med en salmelignende melodi. Igen er taknemmeligheden over Guds nåde i fokus: ”Hvilket overmål af godhed skænker Du mig” … ”jeg har intet andet at give end takke- og lovsang”, hvor ordene tak og lov fra Bachs side forlænges og understreges med melismer. I bassens afsluttende recitativ forvisses vi om, at den ”kærlighed, fred, retfærdighed og glæde” som Gud viser os her på jorden, kun er en smagsprøve på hvad der venter os i himmelen.
Kantaten afsluttes med en fantastisk smukt harmoniseret koral: Johann Gramanns salme over Marias Lovsang ”Nun lob, mein Seel, den Herren” (Min Sjæl, du Herren love), men det er ikke det lovprisende første vers, som ville have været oplagt i forlængelse af kantatens generelle tematik, men derimod det tredje vers, som beskriver menneskets forgængelige liv med billedet af et vissent blad, der jages af vinden.3
1 Kantaterne som deler tekst og opbygning med Johann Ludwig Bachs kantater er BWV 39, 43, 45, 88, 102, 187 og altså 17.
2 Åbningskoret til BWV 17 genbruger Bach senere i 1738-39 som Cum sancto Spritu i G-dur Messen BWV 236.
3 Samme vers benytter Bach som den midterste sats i den store motet Singet dem Herrn ein neues Lied BWV 225.
© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen - gengivelse tilladt med tydelig kreditering
ERSTER TEIL
1. Coro
Wer Dank opfert, der preiset mich,
und das ist der Weg,
dass ich ihm zeige das Heil Gottes.
2. Recitativo A
Es muss die ganze Welt ein stummer Zeuge werden
Von Gottes hoher Majestät,
Luft, Wasser, Firmament und Erden,
Wenn ihre Ordnung als in Schnuren geht;
Ihn preiset die Natur mit ungezählten Gaben,
Die er ihr in den Schoß gelegt,
Und was den Odem hegt,
Will noch mehr Anteil an ihm haben,
Wenn es zu seinem Ruhm so Zung als Fittich regt.
3. Aria S
Herr, deine Güte reicht, so weit der Himmel ist,
Und deine Wahrheit langt, so weit die Wolken gehen.
Wüßt ich gleich sonsten nicht, wie herrlich groß du bist,
So könnt ich es gar leicht aus deinen Werken sehen.
Wie sollt man dich mit Dank davor nicht stetig preisen?
Da du uns willt den Weg des Heils hingegen weisen.
ZWEITER TEIL
4. Recitativo T
Einer aber unter ihnen, da er sahe,
dass er gesund worden war,
kehrete um und preisete Gott mit lauter Stimme
und fiel auf sein Angesicht zu seinen Füßen
und dankte ihm, und das war ein Samariter.
5. Aria T
Welch Übermaß der Güte
Schenkst du mir!
Doch was gibt mein Gemüte
Dir dafür?
Herr, ich weiß sonst nichts zu bringen,
Als dir Dank und Lob zu singen.
6. Recitativo B
Sieh meinen Willen an, ich kenne, was ich bin:
Leib, Leben und Verstand, Gesundheit, Kraft und Sinn,
Der du mich lässt mit frohem Mund genießen,
Sind Ströme deiner Gnad, die du auf mich lässt fließen.
Lieb, Fried, Gerechtigkeit und Freud in deinem Geist
Sind Schätz, dadurch du mir schon hier ein Vorbild weist,
Was Gutes du gedenkst mir dorten zuzuteilen
Und mich an Leib und Seel vollkommentlich zu heilen.
7. Choral
Wie sich ein Vatr erbarmet
Üb’r seine junge Kindlein klein:
So tut der Herr uns Armen,
So wir ihn kindlich fürchten rein.
Er kennt das arme Gemächte,
Gott weiß, wir sind nur Staub.
Gleichwie das Gras vom Rechen,
Ein Blum und fallendes Laub,
Der Wind nur drüber wehet,
So ist es nimmer da:
Also der Mensch vergehet,
Sein End, das ist ihm nah.
FØRSTE DEL
1. Kor
Den, der takker mig,
lovpriser mig
og ham viser jeg Guds frelse.
2. Recitativ A
Hele verden er et tavst vidnesbyrd
om Guds høje Majestæt.
Luft, vand, himmel og jord,
alt ordnet og reguleret.
Naturen priser Ham med utallige gaver
lagt i dens skød.
Alt, der ånder vil have del i Ham,
og lovsynger Ham
ved hjerte, mund og vinger.
3. Arie S
Herre, din godhed rækker til himlene,
din sandhed når skyerne.
Vidste jeg ikke lige, hvor herlig Du er,
så kunne jeg dog se det af dit skaberværk.
Lad os altid takke og prise dig derfor,
så viser Du os vejen til frelse.
ANDEN DEL
4. Recitativ T
Men en af dem, der var blevet helbredt,
vendte tilbage
og lovpriste Gud med høj røst
og faldt ned for Jesu fødder
og takkede Ham, og han var samaritaner.
5. Arie T
Hvilket overmål af godhed
skænker Du mig!
Hvad giver jeg
dig til gengæld?
Herre, jeg har intet andet at give
end takke- og lovsang.
6. Recitativ B
Se blot min egen formåen, jeg ved, hvad jeg er:
liv, forstand, helbred, kræfter og væsen,
som Du lader mig nyde og være glad for,
alt er din nåde, som overstrømmer mig.
Kærlighed, fred, retfærdighed og glæde i Dit navn,
er gaver, som allerede hernede er forbillede på
alt det gode Du vil tildele mig i himlen,
hvor din frelse er fuldkommen.
7. Koral
Som en fader forbarmer sig
over sit barn,
således forbarmer Herren sig over os,
når vi er gudfrygtige børn.
Han kender vor ringe formåen,
Gud ved, vi er blot støv.
Som græsset
og blomsten visner,
og nedfaldent løv hvirvles rundt
af vinden og er borte:
således forgår mennesket,
enden er ham nær.
© Enghave Barok og Bente Marie Braarud - gengivelse tilladt med tydelig kreditering
Tekst: Anonym digter; 1. sats: Psalme 50,23; 4. sats: Lukasevangeliet 17,15-16; 6. sats: Johann Gramann 1530
Besætning: Solister: S A T B, Kor: S A T B, Obo I/II, Violin I/II, Viola, Continuo
Plads i kirkeåret: 14. søndag efter Trinitatis
Første opførelse: 22. september 1726 i Leipzig
Opført af Enghave Barok: 21. september 2014 i Enghave Kirke
Find andre Bachværker til 14. søndag efter Trinitatis (som Enghave Barok har opført)
Find alle Bachværker med tekst af Anonym Digter, Lukasevangeliet, Psalme 50, Johann Gramann (som Enghave Barok har opført)