BWV 167 »Ihr Menschen, rühmet Gottes Liebe«

Kantate 167 ”Ihr Menschen, rühmet Gottes Liebe” er skrevet til Sankt Hans dag 24. juni 1723, kun kort tid efter, at Bach havde påbegyndt sit embede i Leipzig. Søndagens evangelielæsning er fra Lukasevangeliet 1,57-80, fortællingen om Johannes Døberens fødsel og hans far Zakarias’ lovsang. Den gamle Zakarias var blevet stum efter i et syn at have set englen Gabriel, som fortalte, at hans aldrende kone Elisabeth skulle blive gravid med en søn, og at de skulle kalde ham Johannes. Efter Johannes er født får Zakarias mælet tilbage, og han lovpriser Gud for, at Herren har opfyldt den ed han svor Abraham, og at Johannes skal gå foran Herren (Jesus) og bane hans veje.

Tenoren personificerer Zakarias i den indledende 12/8 arie, en taktart Bach ligeledes benytter til de højtidlige processionskor. Librettisten benytter direkte citater fra Zakarias’ lovsang: Lovet være Herren, Israels Gud og Han har oprejst os frelsens horn. Tenoren akkompagneres af en elegant strygersats, som veksler mellem koncertante tuttiafsnit og solistiske violinpassager. Frelsens horn bliver illustreret med en imitation af jagthorn og tenorens lovprisning når eksalterede højder med lange melismer på ordet preiset.

Alten forsætter i sit recitativ lovprisningen af Gud, men nu fra det kristne menneskes synspunkt: Gud har holdt sit ord og har med Johannes Døberen ladet vejen bane for Jesus’ ankomst til verden, hvor han skal glæde de arme menneskebørn… og her skifter recitativet over i en smuk og inderlig arioso med arpeggio-cello-akkompagnement …med nåde og kærlighed, og lede dem til Himmerig i oprigtig bod.

Det harmoniske forhold mellem Gud og menneske illustrerer Bach i en duet mellem sopran og alt: Guds ord svigter ikke, det sker, som han har sagt. Satsen er i en rolig 3/4-takt og indledes med en solo for den obligate obo da caccia, med hvad der viser sig at være en ornamenteret bearbejdelse af sopranens og altens tema. De to stemmer følger hinanden i parallelle tertser og sekster og tætførte imitationer, mens oboen bibeholder sin mere frie og svævende rolle og dermed smyr sig som slangen omkring dem. Det kan meget vel illustrere Bachs idé om en paradisisk tilstand før slangen forførte Adam og Eva og gjorde dem til syndere, for i ariens B-del refereres netop til hvad Gud lovede i Paradis for så mange hundrede år siden. Satsen skifter her til 4/4 og de ”mange hundrede år” bliver itonesat med lange løb i de to sangstemmer. Men satsen vender nu tilbage i 3/4-takt med teksten ”har vi gudskelov erfaret”, før vi endelig kommer tilbage til A-delen. Et sælsomt brud på den gængse ABA-form, og måske Bachs måde at påminde os om, at Paradis – takket være Jesus – er her på jord…

Løftet i Paradis, som der refereres til, er Guds dom over slangen i forbindelse med Adam og Evas uddrivelse fra Paradiset i Første Mosebog kapitel 3: Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem dit afkom og hendes. Hendes afkom skal knuse dit hoved, og du skal bide hendes afkom i hælen. Ifølge kristen lærdom er dette afkom Jesus – Guds søn, som kom til verden født af en kvinde – der skal knuse slangens hoved og dermed slette Adams og menneskets synd.

Kvindens afkom kom, efter tidens fylde fortsætter bassen og sammenligner denne velsignelse, som Gud lovede Abraham, med et gennembrud af solens stråler. Ligesom den stumme Zakarias kunne bryde ud i lovsang, skal den kristne menighed nu gøre det samme, intonerer han som en kantor: ”Und stimmet ihn ein Loblied an” på første linje af melodien til Johann Gramanns Nun lob, mein Seel, den Herren.

Herpå følger kantatens absolutte højdepunkt; 5. vers af netop denne salme, hvor hele ensemblet endelig mødes i en fælles lovprisning, og den friske og spændstige orkestersats omkring koralmelodien lever til fulde op til bassens foregående billede af et gennembrud af solens stråler.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen - gengivelse tilladt med tydelig kreditering