BWV 165 »O heilges Geist- und Wasserbad«

Kantaten O heilges Geist- und Wasserbad blev skrevet til Trinitatis søndag 16. juni 1715 i Weimar. Kantaten er overleveret i en kopi af partituret udført af Johann Christian Köpping i forbindelse med en senere opførelse i Leipzig. Det er uklart, hvornår denne Leipzig-opførelse egentlig fandt sted, men det har sandsynligvis været på Trinitatis søndag, 4. juni, eller den følgende uge på Første søndag efter Trinitatis, 19. juni 1724. 

Kantatens tekst er skrevet af Bachs faste samarbejdspartner i Weimar-årene, hofpoeten Samuel Franck, hvis tekster til 1715-årgangen blev udgivet under titlen Evangelisches Andachts-Opffer.

Søndagens læsning er fra Johannesevangeliet 3, 1-15, hvor Jesus forklarer Nikodemus om genfødslen i ånden gennem dåben:

Der var et menneske, en af farisæerne, ved navn Nikodemus, medlem af jødernes råd. Han kom til Jesus om natten og sagde til ham: ”Rabbi, vi ved, du er en lærer, der er kommet fra Gud; for ingen kan gøre de tegn, du gør, uden at Gud er med ham.” Jesus svarede ham: ”Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.” Nikodemus sagde til ham: ”Hvordan kan et menneske fødes, når det er gammelt? Det kan da ikke for anden gang komme ind i sin mors liv og fødes?” Jesus svarede: ”Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige. Det, der er født af kødet, er kød, og det, der er født af Ånden, er ånd. Du skal ikke undre dig over, at jeg sagde til dig: I må fødes på ny. Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden.”

Nikodemus spurgte ham: ”Hvordan kan det gå til?” Jesus svarede: ”Du er lærer i Israel og forstår ikke det? Sandelig, sandelig siger jeg dig: Vi taler om det, vi ved, og vi vidner om det, vi har set, men I tager ikke imod vort vidnesbyrd. Tror I ikke, når jeg har talt til jer om det jordiske, hvordan skal I så tro, når jeg taler til jer om det himmelske? Ingen er steget op til himlen undtagen den, der steg ned fra himlen, Menneskesønnen.

Og ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan skal Menneskesønnen ophøjes, for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham.

Francks tekst lægger sig tæt op ad læsningen med flere direkte citater undervejs, og sammenligner genfødslen i ånden gennem dåben med genoprettelsen af pagten med Gud gennem Jesus’ lidelse, død og genopstandelse efter syndefaldet i Edens have.

Kantaten åbner med en sopranarie udført i en formfuldendt polyfon struktur. Orkesterforspillet og de instrumentale mellemspil udgør hver en firestemmig fuga-eksposition, mens de vokale afsnit består af imitative duetter mellem sopran og 1. violin-stemmen over samme tematiske materiale. En særlig finesse findes i ariens B-del til teksten ”und uns das neue Leben schenket” (og skænker os det nye liv), hvor teamet vendes på hovedet som symbol på det nye liv, som dåben bringer. Desuden har Bach struktureret de vokale afsnit således, at de også tematisk udgør en perfekt symmetri: A-B-C-B1-A1. Alt i alt et fornemt eksempel på den formmæssige eksperimeteren, som er så karakteristisk for den unge Bachs produktion, ikke mindst i Weimar-årene.

Efter den indledende arie følger to recitativ/arie-par, som behandler arvesynden og den brudte pagt med Gud, som genoprettes med Jesus og i dåben.

I sit recitativ beklager bassen menneskehedens nedarvede synd fra Adams fald: ”Die sündige Geburt verdammter Adamserben gebiret Gottes Zorn, den Tod und das Verderben” (Fordømte Adamsslægters syndige fødsel vækker Guds vrede, død og fordærv.) Den kristne finder dog nåde i dåben og frelse gennem Jesus’ lidelse og død på korset, hvilket Franck udtrykker i storladen barok poesi: ”Er wird im Geist- und Wasserbade ein Kind der Seligkeit und Gnade. Er ziehet Christum an und seiner Unschuld weiße Seide, er wird mit Christi Blut, der Ehren Purpurkleide, im Taufbad angetan” (Han bliver i badet af Ånd og vand et salighedens og nådens barn. Han iklæder sig Kristus og Hans uskylds hvide silke, han bliver iklædt Kristi blod, Ærens purpurklæde, i dåbens bad.)

I en roligt svingende 12/8-sats besynger alten i en inderlig arie den store kærlighed Jesus viser os ved dåben og beder til, at pagten med Gud må blive genoprettet: ”hilf, dass ich mich dessen freue und den Gnadenbund erneue in der ganzen Lebenszeit” (hjælp mig, så glæder jeg mig derover og fornyer nådens pagt i al min levetid.)

Atter vender bassen tilbage, nu ledsaget af strygerensemblet. Han sværger sin troskab til Jesus, som har genfødt os gennem sit offer, men fortsætter med en personlig syndsbekendelse: ”Men jeg har, ak! ofte brudt dåbspagten og ikke opfyldt, hvad jeg lovede!” De daglige synder har rod i den nedarvede synd fra Adam, som fortsat gør sig gældende: ”Du ved, min Gud, hvor smerteligt jeg føler den gamle slanges bid; Syndens gift fordærver legeme og sjæl for mig”. Kun troen på Jesus og taknemmelighed over hans offerdød på korset kan føre til frelse. Satsen har flere gange undervejs karakter af arioso, hvor strygersatsen udsmykker og underbygger teksten. Det gælder ikke mindst i satsens spektakulære slutning, hvor Bach til beskrivelsen af teksten ”når al kraft forgår”, lader orkesteret sive ud til blot en enkelt sluttone.

I forlængelse af bassens syndsbekendelse beder tenoren til, at Jesus må være den ”helbredende slange mod syndens gift.” Violinernes snoede tema illustrerer denne slange, som med sin modgift skal bringe frelse.

Efter flere satser med fokus på syndefaldet og frelsen gennem Jesus, refererer det afsluttende koralvers, 5. vers af Ludwig Hembolds Nun laß uns Gott dem Herren, tilbage til kantates udgangspunkt om dåben som helende kraft.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering