BWV 157 »Ich lasse dich nicht, du segnest mich denn«

Denne kantate har voldt Bach-forskerne mange kvaler. Det skyldes, at hverken Bachs originale partitur eller det tilhørende stemmemateriale er overleveret til vor tid. De to ældste kilder til kantaten er begge kopier fra efter Bachs død, nedskrevet af Bachs elev fra Thomasskolen Christian Friedrich Penzel (1737-1801). I Penzels samling af Bach-kantater findes en kopi af partituret fra ca. 1755 samt en kopi af stemmematerialet fra 1760’erne. De to udgaver bærer begge præg af åbenlyse fejl og mangler, og desuden stemmer de to ikke overens. Det tyder på, at hverken Penzels partitur eller stemmemateriale er kopieret direkte fra Bachs originaler, men derimod fra to forskellige sekundære kilder. Den udgave som høres i dag er altså resultatet af en rekonstruktion med henblik på opførelse.

Mens nodematerialets proveniens er uklar, vides til gengæld en del om kantatens oprindelige formål: 31. oktober 1726 døde den sachsiske kammerherre og justitsråd Johann Christoph von Ponickau, og 6. februar det følgende år (1727) blev der afholdt en mindehøjtidelighed for ham i kirken i hans hjemby Pomßen. Til mindehøjtideligheden, fremgår det af programmet, blev to kantater af Bach opført: Ich lasse dich nicht, du segnest mich denn før prædiken, med tekst af Bachs faste librettist i disse år Christian Friedrich Henrici (Picander), og efter prædiken kantaten Liebster Gott, vergißt du mich (BWV Anh. 209). Sidstnævnte kantate havde Bach skrevet under sin ansættelse i Weimar til 7. søndag efter Trinitatis til en tekst af Darmstadt-poeten Georg Christian Lehms, men denne kantate er desværre siden gået tabt.

Til mindehøjtideligheden i Pomßen har Bach ikke haft samme kræfter til rådighed, som han sædvanligvis havde ved gudstjenesterne i Leipzig, hvorfor han til lejligheden genopfinder en lille kammer-kantate, som vi ellers mest kender dem fra Weimar-årene. Besætningen til Ich lasse dich nicht, du segnest mich denn består af blot to sangsolister med tre obligate instrumenter: fløjte, obo d’amore og viola d’amore, samt yderligere to ripieno-sangere til den afsluttende koral. En næsten identisk besætning benyttes i øvrigt til Weimar-kantaten BWV 152 Tritt auf die Glaubensbahn fra 1714, som vi opførte med Enghave Barok i november 2018.

Af de føromtalte senere kopier af kantaten fremgår det, at Bach genbrugte Ich lasse dich nicht, du segnest mich denn i Leipzig, og her benyttede den til Mariæ renselsesfest (Kyndelmisse). Evangelielæsningen til denne helligdag er Lukasevangeliets beretning om fremvisningen af Jesusbarnet i templet (Lukas 2, 25-40), hvor den aldrende Simeon i sin lovsang melder sig rede til at dø efter at have set Jesusbarnet:

Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord.
For mine øjne har set din frelse,
som du har beredt for alle folk:
Et lys til åbenbaring for hedninger og en herlighed for dit folk Israel.

Ich lasse dich nicht, du segnest mich denn er som sådan ikke direkte knyttet til dagens evangelielæsning. Teksten er traditionelt blevet benyttet i forbindelse med Allehelgensdag og som sørgemusik ved begravelser, som også var det oprindelige formål med både denne kantate og Bachs motet af samme navn (BWV Anh. 159), som vi opførte med Enghave Barok i marts 2018.

Forlægget for kantatens tekst stammer fra Første Mosebogs fortælling om Jakobs kamp med Gud (Første Mosebog 32,26-30):

”Da han indså, at han ikke kunne besejre ham, gav han ham under kampen et slag på hofteskålen, så Jakobs hofteskål gik af led. ”Slip mig!” sagde han, ”det er ved at blive lyst.” Men Jakob svarede: ”Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig.” Manden spurgte ham: Hvad er dit navn?” Han svarede: ”Jakob.” Så sagde han: ”Du skal ikke længere hedde Jakob, men Israel, for du har kæmpet med Gud og mennesker, og du har sejret.” Jakob sagde: ”Sig mig dit navn!” Han spurgte: ”Hvorfor spørger du om mit navn?” Så velsignede han ham dér.”

Fortællingen om Jakob, som først vil slippe Gud når han er blevet velsignet, er i forbindelse med Mariæ Renselsesdag at betragte som en parallel til fortællingen om Simeon, som ikke kunne give slip på livet før han havde set Jesusbarnet. I Picanders libretto bliver dette billede fortolket som det kristne menneske, der holder fast i Jesus som sin støtte og trøst.

Åbningsduetten benytter udelukkende citatet fra Jakobs kamp: ”Ich lasse dich nicht, du segnest mich denn” (Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig.) Stemningen sættes højtideligt an i h-mol. Det vedholdende greb illuderes af temaets lange overbundne node hen mod en dissonans på det følgende slag, et motiv der går igen satsen igennem.

Den alvorlige tone fortsættes i tenorens i følgende arie i fis-mol. Den lange fastholdte tone benyttes også her som gennemgående motiv, men billedet gælder nu det kristne menneske, som holder et fast greb i Jesus: ”Ich halte meinen Jesum feste” (Jeg holder fast om min Jesus). Tenoren fortsætter i det følgende accompagnato-recitativ og uddyber her sin hengivenhed til Jesus som sit holdepunkt mod verdens kummer: ”Wenn ich dich nicht, mein Jesu, hätte, an wen sollt ich mich sonsten halten? (Hvis ikke jeg havde dig, min Jesus, hvem skulle jeg da holde mig til?)

Med bassens arie vender stemningen endegyldigt. Hånd i hånd med Jesus kan den kristne sjæl gå ind i himmeriget. Til frisk og frejdig musik i D-dur skal vi til bryllupsfest i himlen, hvor sjælen forenes med Jesus: ”So geh ich auch zum Himmel ein, wo Gott und seines Lammes Gätse in Kronen zu der Hochzeit sein.” (Sådan går jeg også ind i himlen, hvor Gud og hans Lams gæst er iført kroner til brylluppet). Satsen afbrydes af to korte recitativ-afsnit, hvor længslen mod døden uddybes: ”Ei, wie vergnügt ist mir mein Sterbekasten, weil Jesus mir in armen liegt!” (O, hvor dejlig er min kiste, hvor Jesus ligger arm i arm med mig) og slutteligt: ”Denn Jesus wartet mein im Himmel mit dem Segen. Da laß ich nicht, mein Heil, von dir, da bleibt dein Segen auch bei mir” (For Jesus venter mig i himlen med sin velsignelse. Dér forlader jeg dig ikke, min frelse, dér bliver din velsignelse også med mig.)

Den udtalte længsel mod døden til eksalteret festmusik, kan virke som to uforlignelige størrelser for den moderne lytter. Men for en protestantisk troende på Bachs tid, var det et spørgsmål om ren logik, at foreningen med Gud først blev fuldbyrdet i himmeriget, og at døden derfor var at betragte som en forløsning, man med glæde skulle se frem imod. Kantaten har altså som begravelsesmusik haft funktion som en sorgbearbejdelse, hvor stemningen skifter fra det højtidlige og sørgmodige til forløsning i visheden om at den afdøde er forenet med Jesus.

Kantaten afrundes med sidste vers af Christian Keymanns salme Meinen Jesum lass ich nicht (1658) i en enkelt firestemmig udsættelse.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering

1. Aria (Duetto) T B
Ich lasse dich nicht, du segnest mich denn!

2. Aria T
Ich halte meinen Jesum feste,
Ich lass ihn nun und ewig nicht.
Er ist allein mein Aufenthalt,
Drum fasst mein Glaube mit Gewalt
Sein segenreiches Angesicht;
Denn dieser Trost ist doch der beste.

3. Recitativo T
Mein lieber Jesu du,
Wenn ich Verdruss und Kummer leide,
So bist du meine Freude,
In Unruh meine Ruh
Und in der Angst mein sanftes Bette;
Die falsche Welt ist nicht getreu,
Der Himmel muss veralten,
Die Lust der Welt vergeht wie Spreu;
Wenn ich dich nicht, mein Jesu, hätte,
An wen sollt ich mich sonsten halten?
Drum lass ich nimmermehr von dir,
Dein Segen bleibe denn bei mir.

4. Aria, Recitativo e Arioso B
Ja, ja, ich halte Jesum feste,
So geh ich auch zum Himmel ein,
Wo Gott und seines Lammes Gäste
In Kronen zu der Hochzeit sein.
Da lass ich nicht, mein Heil, von dir,
Da bleibt dein Segen auch bei mir.
Ei, wie vergnügt
Ist mir mein Sterbekasten,
Weil Jesus mir in Armen liegt!
So kann mein Geist recht freudig rasten!
Ja, ja, ich halte Jesum feste,
So geb ich auch zum Himmel ein!
O schöner Ort!
Komm, sanfter Tod, und führ mich fort,
Wo Gott und seines Lammes Gäste
In Kronen zu der Hochzeit sein.
Ich bin erfreut,
Das Elend dieser Zeit
Noch von mir heute abzulegen;
Denn Jesus wartet mein im Himmel mit dem Segen.
Da lass ich nicht, mein Heil, von dir,
Da bleibt dein Segen auch bei mir.

5. Choral
Meinen Jesum lass ich nicht,
Geh ihm ewig an der Seiten;
Christus lässt mich für und für
Zu dem Lebensbächlein leiten.
Selig, wer mit mir so spricht:
Meinen Jesum lass ich nicht.

1. Arie (Duet) T B
Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig!

2. Arie T
Jeg holder min Jesus fast,
jeg slipper Ham aldrig i evighed.
Han alene opholder mig,
derfor griber min tro
ud efter Hans velsignede åsyn,
for denne trøst er dog den bedste.

3. Recitativ T
Du, min kære Jesus,
er min glæde,
når jeg græmmes og har sorger.
Du er min ro, når jeg er urolig,
og mit bløde leje, når jeg ængstes;
Den falske verden er ikke tro,
himlen ældes,
verdens lyst forgår som avner.
Hvis jeg ikke havde Dig, min Jesus,
hvem skulle jeg så holde mig til?
Derfor slipper jeg Dig aldrig,
da bliver Din velsignelse hos mig.

4. Arie B
Ja, ja, jeg holder Jesus fast,
således går jeg også ind i Himmeriget,
hvor Gud og Lammets gæster
er kronede til brylluppet.
Da slipper jeg Dig ikke, min Frelser,
og da bliver Din velsignelse også hos mig.
Eja, hvor glædelig
er mit dødsleje,
for Jesus er i mine arme!
Da kan min sjæl hvile i glæde!
Ja, ja, jeg holder Jesus fast,
således går jeg også ind i Himmeriget!
Oh, skønne sted,
kom, blide død og før mig bort
til stedet, hvor Gud og Lammets gæster
er kronede til bryllup.
Jeg glædes
ved at lægge tidens elendighed
bag mig allerede i dag;
for Jesus venter på mig
i Himlen med velsignelsen.
Da slipper jeg Dig ikke, min Frelser,
da bliver Din velsignelse også hos mig.

5. Koral
Min Jesus slipper jeg ikke,
jeg går evigt ved Hans side;
Kristus lader mig efterhånden ledes
til Livets kilde.
Salig er den, der taler sådan med mig:
Min Jesus slipper jeg ikke.

© Enghave Barok og Bente Marie Braarud – gengivelse tilladt med tydelig kreditering

Tekst: Christian Friedrich Henrici (Picander) 1727; 1. Mosebog 32,27; 5. sats: Christian Keymann 1658
Besætning: Solister: T B, Kor: S A T B, Flauto traverso, Oboe, Oboe d'amore, Violin solo, Violin I/II, Violetta, Continuo
Plads i kirkeåret: Sørge- eller begravelsesmusik
Første opførelse: 6. februar 1727

Opført af Enghave Barok: 3. februar 2019 i Enghave Kirke

Find andre Bachværker til (som Enghave Barok har opført)

Find alle Bachværker med tekst af Christian Friedrich Henrici (Picander), 1. Mosebog, Christian Keymann (som Enghave Barok har opført)